Baggrund
Læsetid: 5 min.

Mennesket skrællet ind til sin inderste kerne

Herta Müller fik årets Nobelpris i litteratur. Hendes nye roman om en ung mands fem-årige ophold i en af Stalins lejre i Ukraine har høstet stor ros hos de tyske anmeldere. Die Zeit var delt: Bogen bliver kaldt postuleret og pudret, men også ’uden sidestykke’
Kultur
9. oktober 2009

Når man ikke selv har været nær en lignende tilstand, er det egentlig kun poesien, der lader én ane, hvad det vil sige at befinde sig i den yderste nød på kanten af livet.

»Jeg havde lært at spise langsomt, at sluge savl efter hver skefuld suppe. Sulte­englen sagde: ’Savl får suppen til at vare længere, og at gå tidligt i seng gør sulten kortere’«.

Passager som denne stempler sig omgående på sjælen, når man læser Herta Müllers nye roman Atemschaukel (der betyder ’Åndegynge’).

Den handler om en 17-årig mand fra området Siebenbürgen, hvor også Banat ligger, og som på rumænsk hedder Transilvania. Indtil sommeren 1944 havde den rumænske fascistiske diktator Antonescu samarbejdet med nazisterne. Nu stod Den Røde Hær i landet, Antonescu blev anholdt og henrettet, Rumænien kapitulerede og erklærede sin gamle bonkammerat Nazityskland krig.

I januar 1945 krævede Stalins Sovjetunion, at alle tyskere, der levede i Rumænien (over 700.000 i 1930, red.), skulle deltage i genopbygningen af det land, som tyskerne havde ødelagt til grunden.

Alle mænd og kvinder mellem 17 og 45 år blev deporteret til tvangsarbejde i de sovjetiske arbejdslejre, i alt omtrent 80.000 mennesker. Heriblandt også Herta Müllers mor, der var slavearbejder i fem år. Og heriblandt også bogens hovedperson, den purunge Leopold Auberg, hvis portræt delvis er tegnet over den tyske digter og oversætter Oskar Pastior, der var født i 1927.

Pastiors oplevelser i en Gulag-lejr i Ukraine er baggrunden for jeg-fortællingen i Müllers bog. Antydningerne og de stjålne samtaler de voksne imellem var en del af hendes barndom, og hun begyndte allerede i 2001 at føre samtaler med tidligere deporterede.

Pastior bidrog ved at fortælle hende sine erindringer, og ideen om at skrive bogen sammen opstod. Men Pastior døde pludseligt i 2006, Müller lagde optegnelserne på hylden et helt år, men besluttede sig så for i sidste ende at skrive romanen alene.

En praktisk verden

Ud af sorgen over Pastiors død og overvejelserne, om hun overhovedet skulle fuldende det fælles projekt som en roman i eget navn, er der kommet en rædselsvækkende og poetisk bog, som helt sikkert har fjernet den eventuelle sidste tvivl hos Det Svenske Akademi. Dagens Nyheter heppede allerede i går morges på Müller, og avisens Steve Sem-Sandberg skrev om Atemschaukel:

»Ingen roman, jeg har læst af Herta Müller, har gjort et så overvældende indtryk på mig som den her.«

Herta Müller er krøbet under huden på Auberg. Hendes sprog er tæt og billedrigt, gennem poesien opstår det nådesløse og ubærlige. Som når Leo fortæller om et møde en septembereftermiddag med sin medfange, den sindsforstyrrede Kati:

»Hendes hænder lå på en myretue og vrimlede sort. Hun slikkede dem af og spiste. Jeg spurgte: ’Kati, hvad laver du’. ’Jeg laver handsker til mig selv, de kilder,’ sagde hun.«

Eller da han fortæller om, hvordan de en sjælden lørdag får lov at rykke træbænke og borde til side i spisesalen og danse til kvart i tolv. Det lyder tilforladeligt og slet ikke så slemt endda. Men så står der:

»Da man ikke kan danse uden tæer, sidder Trudi Pelikan i udkanten på bænken, og jeg sætter mig hos hende. Hendes tæer fik forfrysninger den første vinter. Om sommeren blev de knust under en kalkvogn. Om efteråret blev de amputeret, fordi der kom orme under forbindingerne.«

Mennesket er skrællet ind til sin inderste kerne, sulten og lusene gennemsyrer alt, og lejrens tre første døde, alle kvinder, remses op med dødsårsag. Den ene mast under to vogne, den anden begravet i cementtårnet og den tredje kvalt i mørtel.

»Dødsårsagen er hver gang en anden, men sulten var altid medvirkende,« siger Leo. Advokaten Paul Gast spiser sin kones mad, så hun til sidst dør af sult. Efter hendes død går han med hendes frakke. Karli Halmen pisses kollektivt i ansigtet, da han har spist en sovesalskammerats opsparede brødration, for »brødretten forhandler ikke, den straffer«. Barmhjertighed eksisterer ikke.

»Lejren er en praktisk verden. Skammen og gyset kan man ikke tillade sig,« siger Leo og krymper sig, da han får kort hjemmefra om, at han har fået en lillebror. Som han ser det, er det et erstatningsbarn, forældrene har tillagt sig, fordi de ikke regner med at se ham mere. Og det til trods for, at hans bedstemor sagde til ham, inden han blev deporteret: JEG VED, DU KOMMER IGEN. »Fordi jeg kom igen, har jeg lov at sige det: Sådan en sætning holder én i live.«

Pinefuldt parfumeret

De tyske kritikere har stået i kø for at lovprise Müllers bog. Jochen Jung fra avisen Der Tagesspiegel roser ikke mindst bogens tone af »stort svungen nøgternhed, som om et skrig igen og igen måtte undertrykkes imellem to sætninger«.

Michael Lentz fra Frankfurter Allgemeine Zeitung konkluderer slet og ret: »Det tætte motiv-net giver romanen en intensitet og præsens, som ikke har sit lige i den samtidige tysksprogede litteratur. Et mesterværk.«

Men den magtfulde litteraturredaktør på ugeavisen Die Zeit, Iris Radisch, er mildt sagt ikke imponeret. Det faktum, at romanen ikke er opstået af Herta Müllers »egne erfaringer i det rumænske skrækregime«, gør efter hendes mening mange passager »kraftløse og flove«, ja, ligefrem »pinefuldt parfumerede«. Hun mener, at Herta Müllers sprog skaber en »kunstsne-prosa«, har en »antikveret patos« og et »lyrisk vokabular fra det 19. århundrede«, der gør, at det tilhører »en tidsalder, der gik forud for Gulag-erfaringen. Her virker det pudret og kulisseagtigt«. Man kan ikke skrive en Gulag-roman på anden hånd, mener Iris Radisch.

Udgiveren uenig

Samtidig kom der imidlertid fra Die Zeits øverste redaktionelle beslutningslag også den stik modsatte holdning til bogen. Michael Naumann, der er avisens udgiver, har personligt skrevet en modanmeldelse, hvor han kalder Müllers bog en »uomgængelig litterær erindringspost i den politiske terrors historie« og »et vidnesbyrd på litterær empati uden sidestykke i den tyske litteraturhistorie«.

Om fru Radisch nu efter Nobelprisen til Müller holder fast i sin holdning til Atemschaukel, skal vise sig på mandag, hvor Deutscher Buchpreis uddeles som indledning af bogmessen i Frankfurt. Herta Müller er blandt de seks forfattere på shortlisten, og Iris Radisch sidder med i juryen.

hen@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her