Maleren Frida Kahlo. Lækre fajitas, tacos og tequila. En farlig narkokrig i fuldt flor. Nogenlunde så pinligt ringe var mit kendskab til Mexico City, da jeg for et par uger siden fløj fra New York og sydpå mod verdens største storby. Stor var derfor også min overraskelse, da jeg i flyet læste mig til, at Mexico City har flere museer end nogen anden by i verden. Og endnu større, da jeg et døgn senere stod i et gammelt, nedlagt kasino- og natklublokale, hvor 14 danske og nordiske kunstnere knoklede for at sætte en udstilling op.
I det smukke højloftede rum med turkise vægge skabte de værker til en fælles udstilling, der vises på det kunstnerdrevne Casino Metropolitano frem til 11. oktober. Senere på måneden kommer syv mexicanske kunstnere til galleriet Co-Lab i København, blandt andre Julieta Aguinaco, som også er medarrangør af projektet. Ideen opstod, da hun studerede på Kunstakademiet i København, fortæller hun – og fik lyst til at bringe noget af opholdet og erfaringen med sig tilbage.
»Samtidskunst er måske det mest præcise eksempel på globalisering – vi taler samme sprog over hele verden, ikke bare i værkerne, men også i adfærden, ferniseringerne, dress coden. Da jeg kom til København, så folk anderledes ud i metroen, men så gik jeg på galleri og kunne se, at det var næsten som hjemme.«
Genkendelse i kunsten
Unge kunstnere i Danmark og Mexico har de samme kunstneriske idoler og dyrker ofte de samme teorier og temaer, fortæller hun:
»Uanset om kunstnere beskæftiger sig med noget politisk, med omgivelserne, eller med nære, personlige emner, så er vi jo alle mennesker og kan kende hinandens problemstillinger og erfaringer. At udstille i et andet land kan vise publikum, at der ikke er så stor forskel – at vi forstår hinanden.
Men når det er sagt, så kan det også lære kunstnerne noget om forskellighed, nye materialer, nye øjne på verden. Jeg kan se, at de kommer hertil og får øje på ting, som jeg ikke selv bemærker mere.«
Mexico City er en by, der overrasker de fleste positivt, siger hun:
»I de seneste fem-seks år er der begyndt at ske en masse på kunstscenen. Der er flere gallerier, større interesse fra udlandet. Så det er en spændende tid at komme her på, og det bliver forhåbentlig kun endnu mere spændende fremover.«
Min veninde og jeg kastede os ud i det: En hastig rundtur i Mexico City som kulturby; fra små hyggelige gallerier over gigantiske museer og gode markeder til genial mad. Mexico City har i den grad mere at byde på, end jeg forventede.
Vi begyndte til fernisering i et galleri for samtidskunst i bydelen Mixcoac. Kørte videre mod kvarteret Coyoacan for at se en af de absolutte klassikere: Det blå hus, hvor Frida Kahlo blev født, i dag museum over hendes liv og kunst. Stedet er en klassiker på enhver turists to-do-liste, men ikke mindre interessant af den grund, det er bestemt tiden og umagen værd. Og det samme er hele bydelen Coyoacan, som udover Kahlo også husede Leon Trotsky – indtil han blev slået ihjel i sit soveværelse af en russisk agent bevæbnet med en ishakke. Trotskys hus ligger lige om hjørnet og rummer præcis som Fridas et fint museum og en smuk have.
Få minutter i taxa herfra kan man besøge de to huse, hvor Frida Kahlo og ægtemanden Diego Rivera arbejdede side om side. Her kan man også spise klassisk mexicansk på haciendaen San Angel Inn. Og endnu en kort taxatur herfra kan man på universitetet UNAMs område se på smukke vægdekorationer helt gratis.
Så var den dag gået. Men de følgende dage bød på endnu flere højdepunkter. El Museo Nacional de Antropologia er et gigantisk nationalmuseum, som på både spansk og engelsk giver indblik i Mexicos forhistorie og oprindelige kulturer.
Videre til arkitektur og Luis Barragan, der kaldes det 20. århundredes vigtigste mexicanske arkitekt. Uden for Mexico er han måske ikke så kendt et navn, som han burde være. Men også han er både tiden og umagen værd. Hvis man ringer og laver en aftale, kan man få lov at se det hus, han boede i til sin død. Manden, der viser rundt, kan virke lidt besynderlig og er ikke just verdens mest veltalende guide – men det forstærkede på sin vis kun oplevelsen af stedet og den smukke bygning.
Pladser og cafeer
Og så er der livet på fortovene: cafeerne, restauranterne og de hyggelige træer i gaderne i kvarteret Roma, hvor vi bookede os ind på Hotel Milan. Videre til den pompøse Paseo de la Reforma, der giver mindelser om europæiske hovedstæder. Og videre til det gamle Centro Historico med en af verdens største pladser, Zocalo. Mexico City rummer det hele. Ligner sine steder Paris eller New York, sine steder kun sig selv – og veksler hele tiden. Man kan køre i taxa i timevis (og for få penge) uden at forlade byen.
Og man kan fint tilbringe en hel ferie alene her. Jeg havde i den grad problemer med at få min forlængede weekend til at række. Blandt de attraktioner, jeg ikke nåede, var blandt andet Plaza Garibaldi med alle Mariachi-orkestrene. Xochimilco, som skulle være et mexicansk Venedig. Og adskillige store museer for moderne kunst.
Hvad enten byen er et mål i sig selv eller begyndelsen på en tur videre rundt i landet, så er én udflugt klart et must. Om søndagen lod vi museerne hvile og fandt en bus ud på landet. Prisen var nogle få dollar, bussen var ny og bekvem og med aircon. Godt en time senere ankom vi til Tepoztlan, der ligger smukt omgivet af grønne bjerge og huser et både stort og hyggeligt marked. Efter at have købt solidt ind af legetøj, smykker, broderede kjoler – og spist endnu en solid frokost, fandt vi en lokal taxa og kørte et par kilometer ud af byen mod et sted med det eksotiske navn Huehuecoyotl. Og mod den danske Mexico-kender, Pernille Nash.
Hun er datter af maleren Jørgen Nash og har rejst og optrådt i Mexico og Latinamerika i årtier sammen med sin tidligere mand og en gruppe andre skuespillere og kunstnere; lige indtil truppen en dag fandt stedet uden for Tepoztlan, byggede hver sit hus og dannede sin egen økolandsby. I dag har de opgivet en del af kollektiv-tankerne, men dyrker stadig fælles frugt og grøntsager, holder fester og tager yogatimer i fælleshuset. Pernilles børn er blevet voksne, så nu driver hun en Bed & Breakfast i sin fine, hvide villa på skråningen.
»Det er jo altid rart med gæster og liv i huset,« som hun siger og tilføjer, at danske besøgende er velkomne, uanset om de kommer for en nat eller 14: »Jeg hjælper dem også meget gerne videre med tips og gode råd og kontakter i andre dele af landet.«
Efter at have et fået en smagsprøve på både haven, udsigten og Pernille Nashs mange spændende historier, kørte vi retur til storbyen. Nåede lige at se et sidste museum og spise en sidste omgang fajitas. Det bliver helt sikkert ikke den sidste tur sydpå.
lwi@information.dk
