Læsetid: 3 min.

Mistro alle med trang til at straffe

Mine sønner er min største bedrift, skriver Fank Esmann, der er aktuel med krimien 'Dragens ånde'
30. oktober 2009

- Hvad er dit mest udtalte karaktertræk:

Stamina kombineret med rastløshed og utålmodighed. Jeg er født med et gen, som dikterer, at den opgave, jeg skal være færdig med om 14 dage, burde have været afleveret i går.

- Hvad er din yndlingsbeskæftigelse

At skrive og holde af et andet menneske. Prioriteringen afhænger af, hvor god historien er.

- Hvad er din seneste anskaffelse

Et par handsker, som er fremstillet af materialer, der gør, at jeg kan spille golf om vinteren uden at få forfrysninger, men som samtidig betyder, at grebet om køllen ikke ændres. Meget vigtigt. 199 kr.

- Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

En mand, jeg beundrer meget, at den amerikanske journalist Seymour Hersh. Han står for det bedste i den kritiske opsøgende journalistik. Min heltinde hedder Susanne Bernth, og det er ikke bare, fordi hun er min kone, og fordi hun har holdt mig ud, men også fordi hun er den ypperste samarbejdspartner, jeg nogensinde har haft.

- Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet

Da jeg som 19-årig forlod en læreplads i utide og meddelte, at jeg ville være journalist. Det brød min far, tømmermesteren, sig aldeles ikke om.

- Hvornår føler du dig mest misforstået?

Jeg trænger ikke igennem hos mennesker, som er blændet af ideologi. Vi taler ikke samme sprog.

- Hvad er din største bedrift?

At have avlet to sønner, som begge har de karakteregenskaber, jeg beundrer mest. Intet fylder mig med større stolthed end at se dem udvikle sig - og et eller andet sted har jeg vel for fanden spillet en rolle.

- Hvad er din største fejl?

Utålmodigheden og rastløsheden leder mig lejlighedsvis ind i situationer, som jeg bagefter indser, at jeg ikke burde have bragt mig selv i. Det er hjulpet med alderen, men som Tom Stoppard engang sagde: »Age is a very high price to pay for maturity.«

- Din drøm om lykken?

Der er et hotel lidt vest for Cap Hatien i det nordlige Haiti. Det hedder Comier Plage. Når jeg drømmer, sidder jeg på standen, lige neden for baren, med en rom saur ved hånden, og ser ud over det hav og videre mod nord, hvor jeg har haft nogle af mit livs bedste oplevelser. Lykken, tænker jeg, ville være at sidde der og skrive og engang imellem gå ud og gøre noget godt for et af de unge, vidunderlige, talentfuldt mennesker, som denne misrable ø er så rig på. Så vågner jeg og opdager, at jeg ikke har råd.

- Din sindsstemning netop nu?

Temmelig tilfreds med mig selv. Jeres deadlines er morderiske, men det inspirerer mig.

- Hvilken dyd er den vigtigste?

Stamina.

- Hvilket kunstværk har haft størst betydning for dig?

Jørgen Bobergs maleri af min yngste søn Julius. Fanget i den korte periode, hvor han var mest usikker og endnu ikke havde grebet livet. Jørgen, som døde for nylig, var en stor maler. Og så er der selvfølgelig den samlede sum af den litteratur, jeg har pløjet mig igennem.

- Hvad betragter du som din største ulykke?

Jeg har været i kriser, manglet penge, har mødt modstand og er blevet snydt men egentlig aldrig følt mig ulykkelig - jo, for resten: Da Ole Sippel og Anders Georg i 1973 rottede sig sammen og snød mig for et interview med Ægyptens daværende præsident Anwar Sadat. var jeg ulykkelig i flere dage. Gælder det?

- Dit Motto?

Mistro alle, som har en stærk trang til at straffe. (Goethe, min oversættelse)

paradpoks@inormation.dk

Poesibogen stiller hver uge en ny person en række faste spørgsmål

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu