Læsetid: 9 min.

Når boblen endelig brister

Efter 12 års skriveblokering er Anders Bodelsen aktuel med ny novellesamling. Det var finanskrisen og en hårrejsende elektronisk fadæse, der fik den 72-årige forfatter til at skrive igen. Eller rettere fuldende
Nedbrud. Da alle de projekter, Anders Bodelsen havde siddet og arbejdet med i flere år, forsvandt fra computeren, og de var ikke gemt noget andet sted, forsvandt også Anders Bodelsens skriveblokering. Og i april i år begyndte det at flyde med noveller, der hurtigt blev til en samling.

Nedbrud. Da alle de projekter, Anders Bodelsen havde siddet og arbejdet med i flere år, forsvandt fra computeren, og de var ikke gemt noget andet sted, forsvandt også Anders Bodelsens skriveblokering. Og i april i år begyndte det at flyde med noveller, der hurtigt blev til en samling.

Pelle Rink

22. oktober 2009

Efter 12 års tavshed er Anders Bodelsen tilbage.

Jeg finder huset under de gamle ege som anvist i telefonen. Jeg bliver løbet i møde af den unge kåde kongepuddel Ludo. Den ligner på ingen måde den gamle blinde hund, der optræder i en af forfatterens nye noveller, men den døde også sidste år.

Novellesamlingen, Varm luft, er blevet til på et undertryk efter en årelang skriveblokering. Den er veloplagt og generøs med en Bodelsen, der svæver empatisk over finanskrisen - eller rettere over dens helt almindelige - og knap så almindelige - mennesker. Som i satiren over Steen Baxter, inspireret af Den store Gatsby og - gæt selv hvem. Eller i historien om det ældre ægtepar med friværdien i orden, der er rejst til en middelhavsø for at købe sig ind i et nybyggeri af luksusvillaer - for som den smarte sælger fra Isola Invest siger: 'Det kan jo kun gå fremad.'

Hver dag i 12 år har Anders Bodelsen forsøgt at komme tilbage igen. Der har været mange projekter, mange idéer og begyndelser, de har bare ikke rigtig kunnet skrives. Lige fra samtidsrealisme til en mere eventyrlig genre om en mands tidsrejse og især ét projekt bliver han ved at vende tilbage til. Dén roman vil han gerne skrive, men han tvivler på, at han får det gjort. Han læner sig frem i stolen, og hænderne begynder at forme stoffet i luften foran ham.

»Jeg ville skrive om en mindre by i Tyskland i krigens sidste år. Den skal foregå i døgnet op til, at den udraderes. Disse mennesker går rundt med tanker og drømme og tror, de har en fremtid. Men vi ved godt, at om et døgn er de borte.«

Anders Bodelsen læner sig tilbage igen.

»Men tvivlen dukkede op: Skal jeg rejse ned til byen, får jeg noget ud af det? Hvorfor er det overhovedet magtpåliggende for mig at skrive om? Er det bare fordi, det er magtpåliggende for mig at skrive et eller andet? Når al den tvivl dukker op, går det hele i stå, og det er meget ubehageligt. Det bliver en livsstemning. Man er røget ud af en skriveproces og fornemmer, at man sgu nok aldrig kommer tilbage i den igen.«

Anders Bodelsen prøvede at sige til sig selv, at man ikke kan forvente stort mere af en 60-årig forfatter med 35 bøger bag sig. At han i stedet skulle koncentrere sig om børn og børnebørn og svigerbørn. Det gør han også. I hjørnet står en kravlegård og et dukkehus, og i dag skal han hente den lille i vuggestue. Der er masser af mening i hans liv. Problemet er bare, at en forfatter bliver ulykkelig af ikke at skrive.

At det skulle være finanskrisen, der sparkede hul i skriveblokeringen, kunne Anders Bodelsen ikke vide. Men han har altid opfattet sig selv som en forfatter, der skildrer, hvordan folk har det i velfærdsstaten Danmark og tænder på ydre begivenheder. Hans sidste bog i den skildring, Rød September, kom i 1991, og var inspireret af Murens fald og Blekingegadebanden.

Ideologierne forsvandt, og de danske politiske partier samlede sig på midten.

»Der kom en periode, hvor jeg følte mig hjemløs. Jeg følte, vi levede i en boble, og jeg havde svært ved at se, hvad der nu skete med os som mennesker. Det var uvirkeligt. Men pludselig skete der nogle utrolig voldsomme ting i vores del af verden med finanskrisen i 2008. Der er mange i dag, der siger, at den kunne ingen have forudset, men hvis jeg nu skal være larmende ubeskeden, vil jeg hævde, at det kunne jeg godt. Min bolig steg med mere en million om året, det er meget mere, end jeg tjener på mit forfatterskab. Jeg havde en fornemmelse af, at det her, det holdt ikke,« siger han.

Anders Bodelsen og hans kone gik i banken og bad om at få omlagt deres pensionsforsikringer til mindre afkast og større sikkerhed. Til stor hovedrysten for bankrådgiveren, for det gik jo så godt.

Døbt i hemmelighed

Det var nu ikke kun finanskrisen, men også en elektronisk fadæse, der fik Bodelsen til at skrive igen. I den nye bogs første novelle »Comeback«, mister en ældre forfatter på absurd vis alt, hvad han har på computeren i et forsøg på at redde en enkelt tekst. Og det var præcis, hvad der skete for Anders Bodelsen. Alle de projekter, han havde siddet og arbejdet med i flere år, forsvandt, og de var ikke gemt noget andet sted. På sin vis var det frigørende. I april i år begyndte det at flyde med noveller, der hurtigt blev til en samling.

Og det vil være synd at kalde den en finanskrisesamling, for der er mange noveller, der handler om noget helt andet. For eksempel den om barndommens barnepige, hvis datter opsøger den aldrende fortæller. Både tilfældet og troen spiller en rolle i historien, men også spørgsmål som tilgivelse og fundamentalistisk religiøsitet, her katolicisme. Nogle store tematikker elegant vendt i et flygtigt møde.

»Jamen historien er sand,« siger Anders Bodelsen med et lille hengemt smil. »Det var sådan, det skete. Jeg har sådan set bare skrevet det ned.«

Det er altså også sandt, at Anders Bodelsen som 65-årig fik at vide, at han var døbt. For hans barnepige og hendes katolske præstemand syntes, det var så synd, at den lille Anders' forældre ikke havde givet ham adgang til himlen, at de hemmeligt døbte ham i badekarret.

- Hvordan har du det med det?

»Det gør ikke nogen forskel for mig. Men hvis det skulle vise sig, at der er en gud, ja så foreligger der jo en ny situation,« smiler han.

»Jeg kan nu ikke forstå, at det skal være så fuldstændig afgørende, om der er stænket lidt vand på en. Det er helt sort for mig. Jeg vil meget nødig kalde mig selv ateist, for så tilhører man en eller anden isme. Jeg er bare ikke religiøs. Jeg ønsker ikke at tage noget fra mennesker, der har det godt med deres religion. Men når jeg ser på konflikterne i verden, gør det ikke min uvilje mod religion mindre. Og kirker er jeg ikke tryg ved. Hvis bare man kunne have religiøsitet uden at koble den sammen med statsmagten, men det kniber jo.«

»Nu har man talt så meget om fundamentalistisk islam, jeg synes denne her historie kan stå som et eksempel på, at vi også har en fundamentalistisk kristendom.«

Bogen, der ikke vil gå væk

Bogens måske mest surrealistiske novelle handler om en gammelklog tiårig dreng, der gennemgår en hjerteoperation og en kompleks filosofisk erkendelse, hvor krigen på hospitalsstuen afspejler krigene i verden på samme tid.

»Surrealistisk?« siger Anders Bodelsen, »Den er skam også fuldstændig sand.«

- Mener du det?

»Nej altså, jo, den læge har jeg oplevet. Et menneske, der med sin autoritet og blotte tilstedeværelse kunne bringe orden i kaos. En slags nødvendig diktator. Jeg gennemgik som barn og ung tre hjerteoperationer på Rigshospitalet. Historien er selvfølgelig bearbejdet til en lille myte, men skrevet ud fra en intens oplevelse fra min egen barndom.«

Også alderdommen bringes i spil i flere noveller. Som manden i havestolen, der pludselig ikke kan bevæge sig, eller cykelturen med vennerne, der er som et intermezzo mellem »flere prøver«, og uvisheden spøger bag det velkendte samvær med cykeltasker og god rødvin. Som Anders Bodelsen siger, er han bevidst om, at det han laver nu, nok er noget af det sidste.

Og så vender han tilbage til romanen, han aldrig får skrevet, om det sidste døgn i en tysk by. Nu har den også et navn: Darmstadt. Inspirationen fik han fra en fagbog af Max Hastings om bombardementet af byen.

»Alle husker Dresden, den kunne jeg også have valgt. Men pludselig syntes jeg, det var mere interessant at skrive om en by, ingen kan huske blev udslettet. Til syvende og sidst vil bogen jo handle om, at vi alle sammen går og ikke ved, hvad der venter os. Men det gør læseren. Den roman bliver nok aldrig til noget. Det er et meget ambitiøst projekt. Jeg måtte også smide alt om nazismen ud af bogen, det var jo ikke det, den skulle handle om. De her mennesker ved, at krigen er tabt, de håber bare på at overleve.«

Uden musik

Først havde Anders Bodelsen tænkt historien som et radiospil, for historien foregår meget omkring en kirke i byen, hvor man den aften vil opføre Brahms tyske requiem. Vi følger en række mennesker, der indstuderer requiet, og det ville egne sig godt til radioteater, men netop radioteatret, som ellers har været et godt sted for Bodelsen at eksperimentere, er næsten forsvundet fra Danmarks Radio. Nu læner Anders Bodelsen sig frem igen: »Der sker det, at Wilhelm Furtwängler, en af verdens mest berømte dirigenter, rent faktisk kommer igennem byen den dag. Den lokale kapelmester inviterer ham til at overnatte, så han kan høre requiet, men i sidste øjeblik beslutter Furtwängler at tage toget til Berlin, derfor overlever han.«

- Og det er også sandt, historien om dirigenten der tog toget ud?

»Nej nej, det er frit opspind, han var formentlig i Berlin på det tidspunkt,« smiler Anders Bodelsen. »Altså det kan ske endnu, at jeg skriver den roman. Der er et lokalhistorisk museum i Darmstadt, måske kan jeg få en masse materiale der. Det kedelige ved romanversionen er, at så får man ikke Brahms med, men den kan også laves uden musik.«

Vi lader bogen svæve mellem os et øjeblik.

- Må jeg skrive det her?

»Det må du gerne.«

Tænk på et tal: ven eller fjende?

Den bog, Anders Bodelsen nok er mest kendt for, er spændingsromanen Tænk på et tal udgivet i 1968. En anmelder på Information skrev: »Som thriller nok en af de mest perfekte, der er skrevet på dansk.« Bogen blev oversat og filmatiseret både i Tyskland og USA.

- Hvordan har du det med, at man i dit omfattende forfatterskab stadig forbinder dig mest med den 40 år gamle spændingsroman?

»Mærkeligt. Jeg synes ikke selv, det er mit hovedværk, jeg har skrevet nogle bedre bøger siden. Faktisk opfattede jeg lidt Tænk på et tal som et venstrehåndsarbejde, en underholdningsroman. Det var første gang, jeg skrev en spændingsroman. Jeg var meget inspireret af Patricia Highsmith, der blandt andet skrev Tom Ripley-bøgerne, og ville se, om jeg kunne skrive i den genre. Tænk på et tal er skrevet i en sommerferie, hurtigt og veloplagt.«

- Har den været din værste konkurrent eller bedste ambassadør?

»Den har været en god ambassadør. Den skaffede mig flere læsere, det var den første bog, der bragede igennem og blev filmet og oversat. Men den spærrer samtidig lidt for ting, jeg har skrevet senere, og som jeg synes er bedre. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at vie resten af mit forfatterskab til spænding, men det er blevet sådan, at cirka hver anden roman har en meget stærk historie, og i hver anden har jeg tilladt mig selv at være mere psykologisk og eksperimenterende.«

- Der er et stort samtidsengagement i din nye novellesamling. Savner du, at forfattere i dag blander sig mere i samtidsdebatten?

»Jeg synes ikke, vi kan få kunstnerne nok med i den offentlige debat. Jeg respekterer forfattere, der skriver om deres eget liv og ikke er interesseret i politik, men for mig vil det være meget unaturligt at skille kunst og politik helt fra hinanden. Jeg ser mig selv som en politisk forfatter, uden at du i mine bøger kan se, hvilket parti jeg stemmer på. Men jeg er jo forblevet i en tradition, hvor jeg skildrer mennesker i den samtid, de lever i.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu