Nyhed
Læsetid: 5 min.

Nobelpristager får kold skulder i sit hjemland

Herta Müller blev forsætligt forbigået, da tyske kritikere i tirsdags uddelte årets bogpris. Hun er en kontroversiel figur - og for nogle en fremmed fugl i det litterære landskab
Kritik. På trods af titlen som årets litterære nobelprisvinder fik Herta Müller ikke årets tyske bogpris, Deutscher Buchpreis, for sin seneste roman.

Kritik. På trods af titlen som årets litterære nobelprisvinder fik Herta Müller ikke årets tyske bogpris, Deutscher Buchpreis, for sin seneste roman.

Fabrizio Bensch

Kultur
15. oktober 2009

Herta Müller er for nogle tyskere en slags nedgroet negl. Den gør kun ondt, når man tager et bestemt par sko på, derfor lader man helst skoene blive i skabet. Men nu har andre hevet skoene frem og presset dem ned over den ømme tå. Og den værker.

Kulturredaktøren Thomas Steinfeld ved avisen Süddeutsche Zeitung har sådan en satans negl. Dagen efter, at den tysk-rumænske forfatter fik meddelelsen om Nobelprisen, skrev han en forside til sin egen sektion om, hvorfor Herta Müller nu må finde sig i, at der »igen vil blive spurgt efter Philip Roth og Tomas Tranströmer, altså efter virkelig store forfattere«. For en sådan er Müller efter Steinfelds mening ikke, blandt andet af følgende grunde:

»I 1987 forlod hun Rumænien, hvor hendes første værker kun havde kunnet udkomme censureret, og flyttede til Forbundsrepublikken. Men hun kan åbenbart ikke virkelig forlade dette herkomstrum. Det er som en besættelse, når hun, også netop i sine bedste romaner som Dyret i hjertet, der udkom i 1994 og Atemschaukel, der blev offentliggjort i efteråret, i bog efter bog vender tilbage til disse temaer. Det stemmer med, hvad digteren Mircea Dinescu (rumænsk forfatter, red.) siger om hende: Hun er en 'lidelsernes aktivist'. (...) Deraf kommer det ubønhørlige hos Herta Müller. Deraf kommer også det indskrænkede, næsten monomaniske i hendes litteratur, som ikke lader hende blive til en virkelig stor digter,« skriver Thomas Steinfeld.

Der er en undertekst i Steinfelds artikel. Det er den, der er den nedgroede negl. I Tyskland er der blandt flere toneangivere kommentatorer en ulyst til at beskæftige sig med det faktum, at en del af landet indtil for nylig var et diktatur. Det får ofte lov at fortone sig. De glemmer at være glade for og stolte over nobelprisen til Herta Müller og for, at hun holder dem fast på fortiden. Disse kommentatorer himler op over USA og Guantanamo og Israel, men glemmer, at der indtil for 20 år siden, foregik de frygteligste ting i Europa. Ting, som amerikanerne slet ikke har fantasi til at udtænke, og som venstreintellektuelle som for eksempel Thomas Steinfeld helst vil glemme.

60'ernes intellektuelle forsømmelse

Michael Naumann, der er udgiver af ugeavisen Die Zeit og sidste år var SPD's kandidat til ministerpræsidentposten i Hamburg, udtrykker det i et stort essay om Müller på følgende måde: »Hendes poetik er politisk som den impuls, der får hende til at skrive. Begge dele stammer blandt andet (naturligvis ikke alene) fra forfatterens behov for at forsvare sig imod en vesteuropæisk tidsånd, som med uforståenhed og bebrejdelser møder hende i mangen kritik, og som sammenfattet lyder: Så slemt kan det slet ikke have været. Og: Slap af, Ceausescu er død.«

Naumann skriver endvidere, at da Müllers første prosabøger udkom for 20 år siden, spurgte kritikerne, hvornår hendes første tyske samtidsroman ville komme: »1960'ernes store intellektuelle forsømmelse rungede igennem spørgsmålene: Tysklands intelligentsia havde slået en stor bue uden om Hannah Arendt og hendes elevers totalitarisme-teori. Dens grove sammenfatning 'rød lig med brun' føjede sig ikke efter litterturkritikkens teoretiske kamplinjer i Den Kolde Krig. Auschwitz' rædsler var usammenlignelige, og der blev ikke talt om dens grundlinjer, nemlig en terror- og angststøttet statsutopi, hvis stalinistiske modsætning var så åbenlys. Dette overlod man til de såkaldte 'blinde antikommunister',« skriver Naumann.

I mandags blev det så bekendtgjort, at Herta Müller ikke får dette års Deutscher Buchpreis for sin seneste roman Atemschaukel. Prisen blev uddelt som optakt til årets bogmesse i Frankfurt og gik i stedet til Kathrin Schmidt for romanen Du stirbst nicht, der handler om en kvinde, der forsøger at finde tilbage til livet efter en hjerneblødning, ifølge priskomitéen en slags allegori over DDR's genopståen som del af demokratiet i tiden efter Murens fald.

Thomas Steinfeld var naturligvis på pletten den følgende dag med en kommentar til, hvorfor juryen »har vægret sig ved at servere noget hjemmelavet efter den mest prominente og fornemste litterære udmærkelse i verden«. Til Müller forstås. Og hvorfor det derfor egentlig var ret og rimeligt, at det måske kun var årets »næstbedste tysksprogede bog« som fik den tyske bogpris. Med i juryen sidder Lothar Müller, der er litterturredaktør for Süddeutsche Zeitung, og dermed Steinfelds underordnede, og Die Zeits litteraturredaktør Iris Radisch, der gav Atemschaukel en ordentlig én på bærret, da den udkom blandt andet med begrundelsen, at »man ikke kan skrive Gulag-litteratur på anden hånd«.

Men mange andre kritikere lægger sig op ad Naumanns synspunkt. Således citerer Jörg Magenau i taz, berlineravisen der i egen udlægning engagerer sig for social retfærdighed, Herta Müller for at have sagt: »Når jeg skriver om noget, der ligger ti år tilbage i Rumænien, hedder det sig, at jeg (igen) skriver om fortiden. Når en herværende forfatter skriver om efterkrigstiden, Tysklands økonomiske opsving eller 68'erne, læser man det som nutid. Det herværende fortidige, uanset hvor langt det måtte ligge tilbage, forbliver nutid ...«

Der var ingen revolution

Magenau understreger desuden, at Herta Müller ikke er alene med sine erfaringer, og at undertrykkelse, fordrivelse og flugt er det 20. århundredes grundtemaer. »Hvis Herta Müller gælder for at være 'diktaturets hverdagslivs kronikør', så er hun dog meget mere: En forfatter, der så kompromisløst som ingen anden giver eksistensbetingelserne i storideologiernes tidsalder et sprog - et sprog, i hvilket alle de rædsler, som hun oplevede, og som hun ikke kan blive fri for, ophæves til poetiske billeder.« Og Ernest Wichner, der er leder af Literaturhaus i Berlin, skriver i Frankfurter Allgemeine Zeitung om hendes seneste roman: »Også denne roman har en ganske tydelig politisk baggrund, men Herta Müller er - set ud fra mit synspunkt - fuldkommen ligegyldigt, hvad det Svenske Akademi så end måtte give som begrundelse, blevet hædret med Nobelprisen, fordi hun er en stor digter.«

Herta Müller gav i sidste uge et interview til Süddeutsche Zeitung. Avisen ville vide, om hun tror, at Nobelprisen kan ændre hendes stilling i det Rumænien, hvor hun med egne ord oplevede, at »i byerne blev i sensommeren, når Ceausescu kom, lindetræernes første gule blade sprøjtet med grøn farve«.

Müller svarede: »Jeg har ingen anelse. Man kan ikke særlig godt lide mig i Rumænien, måske bøgerne, men mig som person kan man ikke lide, fordi jeg stadig siger nogle ting om Rumænien, som man er nødt til at sige. At der ikke er noget demokrati, at korruptionen er allestedsnærværende, at den nye efterretningstjeneste er en forlængelse af den gamle (...). Og, at der slet ikke var nogen revolution i Rumænien, det hører man i Rumænien heller ikke så gerne.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her