Der er en verden til forskel på Antichrist og Ljusår, selv om de begge tager udgangspunkt i naturen. I Lars von Triers gyserfilm beskrives naturen som ’Satans kirke’, mens hovedpersonerne brutalt manipulerer med hinanden.
I Ljusår, der er lavet af den svenske naturfotograf Mikael Kristersson, følger man årets gang i hans egen have. Det er en usædvanlig, næsten meditativ oplevelse, hvor haven og dens beboere spiller hovedrollerne, og dramaet består af fugleunger, der skal lære at flyve, bier, der bygger et bo, og en edderkop, som fanger en bi i sit kunstfærdige spind.
Og det er blot to af fem meget særegne film – én fra hvert af de fem nordiske lande – som er nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2009 og sætter en tyk streg under den filmiske mangfoldighed og de kulturelle forskelle, der trods den relative geografiske nærhed er i Norden.
De fem film kan i løbet af de næste seks dage kan ses i Grand Teatret i København, og vil man gerne have et lille indblik i, hvad der rører sig i vore nordiske naboers filmmiljøer, bør man løse billet til en eller flere af de fem film.
Der er noget for enhver smag og de fleste temperamenter. Antichrist burde være favorit til at vinde Nordisk Råds Filmpris i år, da Triers kontroversielle værk visuelt, indholdsmæssigt og kunstnerisk er det af de fem nominerede, der tør og vil allermest.
Synd og tilgivelse
Ljusår kan sagtens ses i en biograf, men den minder også om et af de mange naturprogrammer, som vises på tv, og som takket være moderne teknologi bringer seerne rigtig tæt på både insekter og dyr. Samtidig er den dog næsten et levende, impressionistisk maleri.
Den mindede mig om Lasse Hallströms to Alle vi børn i Bulderby-film – og det er ment som en kompliment – hvor tonen også er varm, og kameraet på nært hold registrerer livet i et lille samfund, mens årstiderne skifter.
Tager man springet til Finland og filmen Sauna, tror man måske, at man ved, hvad man får serveret. Jeg kan forsikre om, at det ingenlunde er tilfældet. AJ Annilas stilfulde og dybt foruroligende gyserfilm tog i hvert fald fusen på mig.
Sauna foregår i 1595-tallet og følger to brødre, soldaten Eerik (Ville Virtanen) og videnskabsmanden Knut (Tommi Eronen), der efter afslutningen på en 25 år lang krig mellem Rusland og Sverige og sammen med en russisk delegation skal etablere den aftalte grænse mellem de to naboer højt mod nord.
Men fortidens brutale synder indhenter brødrene, da de i en afsidesliggende landsby, et fysisk og religiøst ingenmandsland, finder en sauna, som de russiske munke, der byggede den, troede på, kunne vaske menneskers synder væk.
Saunaen synes at rumme en mørk kraft, der tager magten fra soldaterne og livet af landsbyboerne, mens Eerik og Knut kæmper for at forstå, hvad der foregår. Den netop overståede krig spøger i baggrunden af Sauna, der på sin vis godt kan beskrives som en finsk udgave af Guillermo del Toros brillante The Devil’s Backbone. Den fortalte også en universel historie om krig, synd og tilgivelse gennem nogle enkelte mennesker.
Stille eksistenser
Det norske bidrag, Rune Denstad Langlos humoristiske drama Nord – som jeg skrev om i forbindelse med CPH: PIX i april – er ikke en western, men en ’northern’. Filmen handler om den ængstelige og depressive Jomer (Anders Baasmo Christiansen), der på en snescooter bevæger sig mod nord for at finde sin ekskæreste og lille søn – og sig selv. Man keder sig ikke i selskab med Jomer Langlo – han oplever lidt af hvert på turen – og manuskriptforfatter Erlend Loe skeler til både Jim Jarmusch, Aki Kaurismäki og norske Bent Hamer, der også laver lavmælt morsomme film om stille eksistenser på rejse.
Den efter min mening svageste af de fem film, er islandske Olaf de Fleur Johannessons The Amazing Truth about Queen Raquela, der fortæller historien om transseksuelle Raquela fra Filippinerne. Raquela, der spiller sig selv – filmen slører dygtigt grænserne mellem fakta og fiktion – drømmer om et bedre liv og om at finde den eneste ene. Hun skifter fra prostitution til internetporno og får nye venner i både USA og Island. Spørgsmålet er blot, om kærligheden og accepten følger med.
The Amazing Truth about Queen Raquela er indimellem både rørende og morsom, men det er også en low budgetproduktion, hvor skuespil og teknik ikke altid er i top. Budskabet om tolerance og retten til at være anderledes fejler ikke noget, men jeg havde det svært med Raquela, der nok er et specielt, men i længden også noget anstrengende bekendtskab.
cmc@information.dk
'Sauna' kan kraftigt anbefales. En mørk og visuelt stærkt film (som låner lidt fra Tarkovsky?), som byder på en meget sammenhængende og spændende historie - et dejligt alternativ til Hollywoods endeløse 'horror'-klichéer.