Læsetid: 8 min.

Objektet standser og kigger sig over skulderen

Niels Barfoed har levet et liv, han ikke vidste noget om. Men ved hjælp af den tjekkoslovakiske efterretningstjenestes arkiver kan han i sin nye bog vandre tilbage og møde de mennesker, der dengang var i hælene på ham og dannede rammen om hans hemmelige liv i Tjekkoslovakiet, hvor dissidenterne sidder tilbage i en form for desillusion. Drømmen om Centraleuropa forblev netop dette: en drøm
'Bogen er dokumentation for en tid, der aldrig bliver forbi. Vi kan leve med den. Vi kan ordne os med den. Vi kan lave aftaler med den. Men den vil aldrig være forbi', siger Niels Barfoed.

'Bogen er dokumentation for en tid, der aldrig bliver forbi. Vi kan leve med den. Vi kan ordne os med den. Vi kan lave aftaler med den. Men den vil aldrig være forbi', siger Niels Barfoed.

24. oktober 2009

Vaclav Havel kalder det »Nationens hukommelse«. Den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste Stb's arkiv. Timothy Garton Ash betragter det som en gave til erindringen.

Niels Barfoed må give dem begge ret. Efter at have gennemgået overvågningsrapporten om sin færden under et besøg i Prag i 1986, må han konstatere, at objektet ikke altid var, hvor han troede han var. I bogen Tomis-A. Mit hemmelige liv bag jerntæppet fortæller Niels Barfoed om at genopleve opholdet i Prag, sådan som efterretningstjenesten konstaterede, at det formede sig. I 1986 rejste han til Tjekkoslovakiet for at tildele Vaclav Havel en frihedspris indstiftet af Politiken og svenske Dagens Nyheter. Vaclav Havel var talsmand for gruppen af dissidenter i Tjekkoslovakiet, der kaldte sig Charta 77.

»At man kunne åbne sådan en kasse, lægge låget til side og fremdrage en mappe med et stort sideantal, der var viet min ringhed. Det var mildest talt ejendommeligt. Komisk, at man har givet anledning til en sådan drejebog.«

Niels Barfoed vidste, at der ville være en mappe. Efter besøget hos Havel blev han anholdt, forhørt og siden kørt til den tyske grænse. Men det er omfanget af efterretningerne, der overvælder ham.

»Først tænker man; havde de da ikke andet at lave?, men siden må man jo sande, at de har haft en grund. Og så må man se i øjnene, at de ville dig ikke noget godt. Meningen var, at de ville din virksomhed til livs. Man kan fortrænge det i øjeblikket, men det var jo sådan, det forholdt sig. Du skulle elimineres på en måde, der dog ikke skadede de diplomatiske relationer.«

De mere subtile reaktioner på rapporten kom senere, fortæller Niels Barfoed.

»Man gør sig sine overvejelser over, at fortiden på den måde kan stå op af graven og få røde kinder og blive spillet som en film for dig. Naturligvis også over at opdage, at erindringen har spillet dig adskillige puds, for rapporten har altså ret. Jeg har i den grad haft erindringer om ting, jeg troede, jeg havde gjort. Jeg har oven i købet skrevet det i en tidligere bog. Så viser det sig, at det har jeg ikke gjort alligevel.«

Et vigtigt vidnesbyrd

Niels Barfoed hører til dem, der mener, at arkiverne bør være tilgængelige. Det vidnesbyrd, der ligger i dem, er vigtigt. I de minutiøse detaljer om objektets mindste bevægelser og beklædning ligger et langt større perspektiv.

»En fortid under meget bekymrende og trængte forhold træder frem i al sin vælde. Det er vigtigt at være sig bevidst, at der var en tid, der ikke er så forfærdeligt længe siden, hvor det at skrive »Free elections« på en toiletdør var nok til, at du kom i uran- minerne. Bogen handler også om, at historiens hjul bliver ved med at rulle. Der er stadigvæk nye lemme, der åbner sig. Bogen er dokumentation for en tid, der aldrig bliver forbi. Vi kan leve med den. Vi kan ordne os med den. Vi kan lave aftaler med den. Men den vil aldrig være forbi.«

At formulere nyttige læresætninger ud fra erfaringen er ikke Barfoeds ærinde. Gør man det, reducerer man historien til en floskel. Det mister mening.

»Hvad kan vi lære af det? Det er det evige spørgsmål, der er et vidnesbyrd om al nutids behov for at blive belært af fortiden, og der vil jeg sige: Slap af! Lad det ikke være det første afgørende spørgsmål. Lad det ikke stå i vejen. Tag ind, hvad der kan tages ind, for i fortællingerne og episoderne ligger jo budskabet. Jeg kan ikke oversætte det til en færdig formel. Du kan lære, at du skal hylde friheden, at du skal være vågen og yde de ufrie støtte baseret på den frihed, du selv nyder. Ja, ja, ja, jeg er enig, men hvem er ikke det! Men jeg ved ikke, hvad læren skal være. Mødet med fortiden skal man tage op, hvis der er en tamp, der brænder. Mere moralisme får du ikke ud af mig.«

Opgør med fortiden

Rejsen tilbage som Tomis-A giver også Barfoed anledning til både i erindringen og i virkeligheden at besøge de dissidenter, der i den grad levede hemmelige liv under det kommunistiske regime. Også de har mærket konsekvenserne af de åbne arkiver.

Tampen har for nylig brændt for Milan Kundera. Det viser sig, at han som meget ung kommunist i 1950 angav en vestlig agent til det kommunistiske statspoliti. Kundera benægter, og adskillige nobelprismodtagere og andre prominente forfattere kom ham straks til undsætning.

»Men ramaskrig er i reglen udtryk for, at noget er galt, at der hersker et monopol på, hvad der kan tales om og ikke kan tales om. Med andre ord: Der er lig i lasten,« skriver Niels Barfoed i sin bog om Kundera-anklagen. Og trækker tråde tilbage til historien om forfatteren Karel Pecka.

Han var en del af 1930'er-generationen, hvoraf mange i høj grad kom til at forme Tjekkoslovakiet efter Murens fald. Mange af de reformkommunister, der havde jublet ved magtovertagelsen i 1948, men siden måtte sande, at den drøm, der blev virkelighed, viste sig at være et mareridt, søgte tilflugt i Charta 77. Men noget opgør med deres egen fortid har de aldrig taget.

Karel Pecka var en af de første, der forholdt sig kritisk til det nye regime. I 1949 blev han arresteret og sendt i uranminerne, fordi han havde kritiseret regimets kunstsyn. Ingen kom ham til undsætning eller støtte. Og da han siden blev løsladt og spurgte, hvordan de kunne lade stå til, mens han blev udsat for denne uretfærdighed, blev han tiet ihjel.

»Den sag - og flere andre tilsvarende - er aldrig blevet bearbejdet i 1930'er-generationen. I så høj grad sidder Charta 77 på historiefortolkningen. I denne sag gælder det, som det også gør i spørgsmålet om Kundera-anklagen: Hvordan kan man holde sig fri af systemet? Kan man undgå at deltage i handlinger, der er åbenlyst uretfærdige eller i strid med menneskerettigheder, når man har viet sig til et absolut mål? Det spørgsmål har Charta 77 aldrig svaret på. Det har de nægtet at forholde sig til. Og det gælder her som i Kundera-sagen, at det er i benægtelsen, forbrydelsen ligger.«

Bitterheden

Niels Barfoed må i mødet med de gamle dissidenter erkende, at bevægelsen fra ikonografisk ulovlig opposition til friheden og demokratiet måske ikke i alle henseender har levet op til forventningerne. Og på spørgsmålet om, hvorvidt de er skuffede over udviklingen efter murens fald, svarer han:

»Nu var og er de netop ikke politikere, men kreative folk, som altid har rigeligt at se til. Men der er nogle, der synes, at vi i Vesten er kommet for lidt til undsætning. Men er det ikke lidt som hyrdinden hos H.C. Andersen, der siger til skorstensfejeren: Nu har jeg fulgt dig hele vejen ud til den vide verden, så ku' du ærlig talt godt ta' og følge mig ned igen!?«

Men selv Vaclav Havel virker i Barfoeds interview i bogen en smule desillusioneret.

»Ja, på nogle punkter kan man kalde ham desillusioneret. Mine forældres bryllupsrejse gik til Leipzig og Dresden. Det gjorde den, fordi det var Centraleuropa! Det var en korsvej af kulturelle strømninger. Og de drømme, som Havel, Kundera og Konrad havde om at genskabe det Centraleuropa, er ikke blevet opfyldt. Det er en skuffelse. Også for mig. Leipzig og Dresden er stadig Østeuropa - 20 år efter. Prag er Østeuropa, selvom Prag ligger 200 km vestligere end Wien. East is East and West is West

Niels Barfoed rejste i 1986 til Prag med håb og en pris på 75.000 kroner i værdi i tasken. Vaclav Havel var og er en helt for ham. Barfoed har gennem hele sit liv været optaget af østeuropæisk litteratur og kulturhistorie, og det gjaldt ikke mindst under Den Kolde Krig. En opmærksomhed, han ikke delte med mange herhjemme. Den danske venstrefløj levede intenst med i Pragerforåret. Tænk om den reelt eksisterende socialisme kunne reformeres og forsynes med et menneskeligt ansigt! Men da mørket faldt på i Østeuropa, forsvandt også den danske interesse. 68'erne vendte aldrig tilbage med en hjælpende hånd.

»Vi havde I København ikke, som mange andre europæiske hovedstæder, et intellektuelt eksilmiljø, der kunne motivere den opmærksomhed, der var nødvendig. Vi sad i stedet med ryggen lænet mod muren og badede ansigtet i Vestens sol,« siger han.

Systemets folk

Skønt friheden nu er vundet og muren faldet, har Niels Barfoeds fokus ikke flyttet sig. Derfor var det også vigtigt for ham, at det lykkedes ham at møde et af de mennesker, han i et par dage i 1986 holdt beskæftiget med sin blotte tilstedeværelse.

»Vi må ikke glemme systemets mennesker. Da jeg modtog sagsmappen, var det jo ikke kun mit hemmelige liv, der blev afdækket. Jeg fik navnene på mange mennesker, jeg ikke vidste kendte mig. Mine forfølgere, disse ansigter og liv, der åbenbarede sig for mig, havde delt skæbne med systemet. På én gang var de dets tjenere og dets ofre. Og det, der var en euforisk åbenbaring for os, da Muren faldt, var en jordrystelse for dem. Der skyllede pludselig en tsunami af systemomvæltning ind over deres tilværelse og fjernede det grundlag, der havde beskæftiget dem og lært dem alt, de vidste. For os var det demokratisering. Det interesserede mig, hvordan de ville reagere på at møde et af deres tidligere objekter.«

Det er kun Vera Prchalova af alle, der inviterer Barfoed indenfor.

Blev de ideologisk skolet, spørger Barfoed hende:

»De mener, om vi lærte at hade jer? ... Nej, det var bare arbejde,« lyder svaret.

Venner og fjender

Efter oplevelserne i 1986 må Barfoed sande, at han var naiv, da han tog derned. Det er han ikke længere. Derfor ringede han også selv til PET, da han som formand for dansk PEN efter Salman Rushdies besøg i 1992 følte sig overvåget og modtog ubehagelige telefonopkald og trusler. Han havde flere gange observeret en mistænkelig mand i porten over for sin lejlighed. Han ringede til PET og bad om beskyttelse. Beskeden lød, at det var det, han allerede fik.

»De ville mig det godt, i modsætning til Stb. Jeg har flere gange nydt godt af deres beskyttelse.«

- Så du har aldrig overvejet at søge indsigt i de papirer, de eventuelt måtte have på dig. Det er vel ikke helt usandsyn-ligt, at de har været opmærk-somme på din rejseaktivitet under Den Kolde Krig?

»Nej, det har jeg aldrig tænkt over ... «

Barfoed holder en pause og siger så:

»Men det kan du jo skrive, at jeg vil gøre nu. Men tror du, jeg vil få adgang?«

'Tomis-A. Mit hemmelige liv bag Jerntæppet' udkommer den 28. oktober Fortællingen om Niels Barfoeds rejse har ud over bogen givet stof til en dokumentarfilm, der vises på DR2 den 17. november kl. 23.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

Artiklen kommer på de sidste linjer ind på en interessant - nærmest tragikomisk- vinkling, nemlig om PET har overvåget Niels Barfoed pga rejseaktiviteten til Charta 77 i Tjekkoslovakiet.

En anden vinkling kunne være at sammenligne den tjekkiske efterretningstjeneste og PET/FE i deres respektive overvågning af "oppositionelle elementer".

Mon ikke den hjemlige PET/FE har været ligeså nidkære i relation til DKP og besøgende fra udlandet som den tjekkiske efterretningstjeneste har været i overvågningen Charta 77 og udlandsbesøgende som Niels Barfoed?

Men en sådan sammenligning lader sig ikke gøre pga PET/FE's ekstreme lukkethed. Kan det være rigtigt at vi kun kritiserer, hvor arkiverne åbnes, men lader kritikken blæse i vinden, hvor arkiverne er lukkede? I så fald vil det blot gøre lukketheden endnu mere bastant.

Et andet perspektiv drejer sig om, hvorvidt Efterretningstjenesternes arkiver ikke generelt bør underkastes en hård kildekritik? Som andenhånds hörensagen? Specielt hvor 'objekterne' stadig er levende og kan imødegå indholdet af arkiverne. Hvilket vel også er kernen i spørgsmålet om makuleringer og andre 'huller' i materialet, hvor det ikke har vist integritet...

Med venlig hilsen

Karsten Johansen

Havel selv har forlengst sunket ned til en gemen propagandist for de byråkratisk-totalitære elitene i EU og NATO, borte er kvaliteten i hans skrifter som "Politikk og samvittighet". EU har sitt svar på STASI, men det snakkes det vesentlig mindre om... Datalagringsdirektivet f.eks. gjennomføres tilsynelatende for å "beskytte oss mot terror", men hvordan går det med slike unntakslover, nå terrortrusselen minker) Da avslører det seg, at formålet nok er et ganske annet enn det offisielle, og slik snikinnføres politistaten av EU-eliten, i perfekt koordinasjon med USA-elitens politistatsovergrep mot sin befolkning - overgrep som ikke Obama har rokket en tøddel ved - tvertimot, han fortsetter i samme spor. Nødsrettstilstand begrunnet i en helt vanlig og mild influensaepidemi er bare det siste tegnet på byråkratiets umettelige maktbegjær alliert med medisinalindustriens og medieindustriens umettelige profittbegjær. Men slike vinkler interesserer få journalister, det kan nok skade karrieren i vårt åååhh så "frie" "samfunn" av idag. Vi som har vært politiske avvikere både i Vest og Øst gjennom alle år og har blitt nitid overvåket simpelthen bare for fullt legal og demokratisk politisk aktivitet, vi som kjenner overvåkingens groteske og kafkaske omfang og dens stadige tilvekst, gjør oss ingen illusjoner. Hilsen fra en som f.eks. har opplevd at hans mor på 78 ble romavlyttet via sin telefon, åpenbart simpelthen fordi hun hadde bestilt en bok som analyserte etterforskningen av Palmemordet kritisk (1998, boka er svensk og heter "Mörkläggning", forfatter Gunnar Wall). Ved oppringning til hennes telefon kunne jeg høre at hun satt og snakket med en veninne i rommet, men hun hørte aldri oppringningen, røret lå på...