Læsetid: 5 min.

Pladsmangel på Hotel Hilton

Det er ikke let, når man gerne vil være human og hjælpe en flygtning. Et år efter 'Luk lejren'-aktionen tog jeg til Center Sandholm for at gå i dialog, men opdagede at asylansøgerne måske aldrig får det bedre, end de har det nu. Lige dér.
Center Sandholm. En falsk virkelighed, kalder klummisten 'Hotel Hilton'. Livet uden for er noget helt andet, her venter en ny forfølgelse.

Center Sandholm. En falsk virkelighed, kalder klummisten 'Hotel Hilton'. Livet uden for er noget helt andet, her venter en ny forfølgelse.

Claus Bjørn Larsen

30. oktober 2009

I går mødte jeg en rigtig negermand, der endte med at kalde mig racist. Han var flygtet hele vejen fra Nigeria og havde nu været så heldig at havne på 'Hotel Hilton'. Ja, det kalder asylansøgerne selv en særlig fløj ude på Sandholm, hvor der både er toilet, bad og køkken på værelserne. Hvilket må betegnes som stor luksus, når man som denne afrikaner ikke engang er vant til varmt vand i hanerne.

Lad os kalde ham ved det gode internationalt mundrette navn Peter, da han trods alt deler hotelværelse med fire andre nationaliteter og i øvrigt (måske) kan se frem til at blive en slags dansker, når hans sag en dag om (måske) 10-12 år er færdigbehandlet af den danske flygtningeservice.

Jeg kan godt forstå, hvorfor Peter tror, han gerne vil være dansker. Desværre nægtede han at høre efter, da jeg senere forklarede ham om the real Denmark. Som bestemt ikke er det, man møder på asylcentret i Sandholm.

Det var studenterorganisationen Frit Forum, der havde inviteret til debatmøde hos Ungdommens Røde Kors og dernæst en guidet tur på 'Hotel Hilton'. Så der sad man så med fire sorte asylansøgere og 23 blege RUC-studerende (plus en halvforkølet klummeskribent), og alle var lige velmenende i forsøget på at skabe rigtig pæn dialog og fælles forståelse.

Så da Peter direkte spurgte mig, hvorfor vi troede, de havde valgt netop Danmark som asylland, måtte jeg for den gode stemnings skyld melde pas. Hvad ville RUC's smaddersøde humanister ikke have tænkt, hvis jeg havde sagt:

»Fordi I havde hørt om vores fordelagtige bistandssystem?«

Det var her, jeg burde have sagt sandheden om Danmark, men jeg bed tænderne sammen.

I Danmark er der styr på formalia

Svaret var, at de fleste asylansøgere som udgangspunkt egentlig gerne vil til det næstekærlige Norden, og at det ønske som sådan ikke er så umuligt at få opfyldt, hvis man ellers overlever den farefulde gummibådsfærd over Gibraltar-strædet. For i modsætning til vore europæiske kollegalande mod syd, så er politiet herhjemme simpelthen så ordentlige, at de gerne bøvler med fire nigerianere på afveje frem for at lukke øjnene og lade andre tage imod.

Dublinaftalen betyder som bekendt, at en flygtnings asylsag skal behandles i det første EU-land, hvor ansøgeren bliver registreret. I Danmark er der styr på den slags formalia.

I Center Sandholm er de også vældig flinke. Altså især dem fra Røde Kors, som styrer lejren, hvor Peter nu bor.

Når man banker på den altid ulåste port, får man kost og logi fra day one. Det gælder i øvrigt også de ungarske turister, som et par strøgbetjente engang misforstod, da de på gebrokkent engelsk spurgte om vej til Den Lille Havfrue, og politiet derfor afleverede foran Den Store Flygtningelejr. Man får også et engelskkursus (regeringen har dog for år tilbage fjernet muligheden for at voksne asylansøgere kan lære dansk), og man får et omfattende sundhedstjek og pasningsgaranti til ungerne og kontanter i hånden og fri udgang til stedets skønne natur og det nærliggende militære øvelsesområde, hvor kampvogne tromler rundt og skyder, så det gipper i krigstraumatikken.

Nå, ja. Man får også nyt tøj. Røde Kors køber restpartier af eksempelvis Nike og Adidas. Og hvis man gider gøre rent på sit eget værelse og gangarealerne, så får man hundrede kroner mere om måneden. Det hedder 'intern praktik'. Man kan også søge 'ekstern praktik'. Så kan man gøre rent for ISS.

I det hele taget synes jeg personligt, vi kan være Sandholmlejren godt bekendt. Min teenagedatter synes også, at det der med gratis mærketøj og hundrede kroner for at rydde op er totalt sejt.

Jeg synes bare, at politisk forfulgte flygtninge som Peter skal have det rart, mens han venter på (måske) at blive sendt hjem igen. Vi har råd til det, og hvis Gandhis berømte citat om, at: »En nations storhed og moralske fremgang kan måles på den måde, den behandler sine dyr«, så glemmer vi alt om minkfarme og viser en flok flygtninge frem. At der lige nu er akut pladsmangel ude på 'Hilton', det snakker vi helst ikke om.

Man bliver så overrasket, når man går ud i virkeligheden og møder en vaskeægte flygtning fra de varme lande. Ser hvordan han bor og hvor godt, han har det. På trods.

Hvis nu alle de velmenende aktivister fra sidste efterårs 'Luk lejren'-aktion havde mødt Peters store smil og set, at han frit kan gå ind og ud af Sandholm, havde ingen vel fundet det nødvendigt at klippe hul i hegnet. Og i øvrigt omdanne stedet til en krigszone, hvor de nervøse flygtninge måtte løbe fra den tåregas, der drev hen over deres ellers beskyttede boliger.

En ny form for forfølgelse

Det er dét, jeg mener. Peter skulle bare vide, hvad der venter ham, hvis han bliver dansker. For demonstrationen var jo en aktion mod racisme, som nok burde have foregået et andet sted. I Pias baghave, for eksempel. Hende har Peter også hørt om.

Jeg siger det med løftet pegemand.

»Danish Folk Party. Mark my words. Danish Folk Party.«

Han ser ned. Peter fra Nigeria vil ikke indse, at der venter ham en ny form for forfølgelse, hvis han får sit højeste ønske opfyldt: At få lov til at blive i Danmark. Han tror mig ikke, når jeg siger, at 'Hotel Hilton' er falsk virkelighed. Et fatamorgana, der får os til at se artige ud hos FN og EU og Røde Kors og især i egne øjne.

Livet som fremmed i Danmark er ikke et godt betalt hotelophold. Der venter Peter et ghettoliv uden arbejde, forklarer jeg ham. Og hvis han gerne vil spørge sine nigerianske landsmænd til råds, så skal han da bare gå ned på Istedgade. De sælger åbenlyst dårlig coke og discountsex blot hundrede meter fra politistationen på Halmtorvet. Dér kan Peter finde sin plads.

Jeg siger det bare til ham, så han er klar over, hvordan realiteterne hænger sammen her i vort Danmarks-paradis. Han endte med at kalde mig racist.

Jeg tror, han misforstod mig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Isabella Stokkebro

Stanley> Han fortæller vist bare at DK ser pæne ud på overfladen, men er bundrådne når man ridser lidt i lakken...

Stanley Opmann

Nå sådan. Jamen så er han jo ikke helt dum alligevel. Skønt jeg mildest talt synes at også facaden er temmelig krakeleret efterhånden...