Rockmusikkens kernefamilier kopulerer

Samarbejdernes tid er ude af kontrol, når man skal forholde sig til nyheden om, at Radioheads forsanger Thom Yorke har dannet et band med den nudistisk anlagte, stærkt spjættende bassist Flea. At Yorke så også har inkluderet Radioheads faste producer Nigel Goodrich og Joey Waronker, der også spiller trommer for Air, er mere forståeligt. Men at bassisten fra Red Hot Chili Peppers i fredags holdt takten for Yorke ved en koncert på Echoplex i Los Angeles er et overrumplende, men klokkeklart eksempel på, hvordan musikkens kernefamilier for tiden eksploderer om ørerne på os. Men bare rolig. Ikke noget med skilsmisser, blot polygami som afspejler en ny åben tilgang til musik, genrer, personer og afstande. Internettet har blæst musikhorisonten åben og altså ikke kun hos brugerne. Og Thom Yorke ikke den eneste.

Det, man før ville kalde for fritidsprojekter, har fået musikalsk vægt og afspejler andre sider af musikerne. Nick Cave har afsløret en mere drenget og sjofel side af sig selv i Grinderman. Blurs forsanger Damon Albarn har igennem snart mange år spejlet og transmitteret sig selv i kaleidoskopisk form i andre mere elektroniske, fiktive, globalt orienterede projekter såsom Gorillaz, The Good, The Bad & The Queen og på pladerne Mali Music og Monkey: Journey To The West. Produceren Danger Mouse har gjort det i Gnarls Barkley, i alt.folk-duoen Joker's Daughter og i samarbejder med alt.country-musikeren Sparklehorse og rapperen Doom. Og det her er ikke bare lidt udenomsbolleri, det er seriøse bud på, hvad et menneske - her musikere - kan blive til i nye sammenhænge. Trommeslageren Phil Selway er også i gang med at realisere sig selv uden for familien Radio- head, i selskab med singer-songwriter Lisa Germano og medlemmer af Wilco og Soul Coughing. Og ex-Stone Roses-forsanger Ian Brown og og ex-Smiths-guitarist Johnny Marr (der i årtier har surfet rundt i forskellige bands) har annonceret et samarbejde.

Stærkt vanedannende

Og så er der amerikanske Monsters of Folk. En slags alt.country/indie-folk-supergruppe med Bright Eyes, M. Ward, My Morning Jackets Jim James og produceren Mike Mogis ombord. Deres selvbetitlede debut er et til tider hyggeligt, til tider stærkt stemningsfortættet album, hvor man fornemmer, at de forskellige egoer trækker i forskellige retninger, men også forenes på nye måder. Men det er ikke et band, der bringer afgørende nyt til torvs eller skræver over enorme geografiske afstande eller genreskel. De er snarere et alternativt bud på The Travelling Wilburys, der i 80'erne husede Bob Dylan, Tom Petty, Roy Orbison og Jeff Lynne. Østrigske Christian Fennesz og amerikanske Sparklehorse alias Mark Linkous (der altså også for nylig samarbejdede med Danger Mouse) er så gået noget mere radikalt til værks og strækker sig fra den akustiske guitars sprøde toneverden til laptoppens endeløse klangunivers; fra Sparklehorses afsæt i kunstfærdigt udformede alt.country-sange til Fennesz' mere abstrakte udforskninger af laptop, men også guitar. De kommer fra hver deres tradition, men har dog en fællesmængde mellem dem, og det giver sig udslag i et ikke voldsomt komponeret, stærkt vanedannede, billedskabende album. I øvrigt den 15. udgave af det uafhængige hollandske selskab Konkurrents serie In The Fishtank.

Spørger ikke om lov

Justin Vernon alias Bon Iver har også forladt eremit-livet som solokunstner i selskab med bandet Collections of Colonies of Bees. De har sammen dannet Volcano Choir, hvor de antager et mere avantgardistisk, elektronisk udflydende, repetitivt Steve Reich-inspireret udtryk og også kreativt kannibaliserer sange fra Bon Iver. Very nice. En medvirkende faktor til alle disse samarbejders forløsning er givetvis også styrtdykkende priser på udstyr og indspilninger. Plader kan laves derhjemme eller i øvelokalet, hvis man er lidt ferm. Men et andet aspekt af musikkens nye æra gør sig også gældende: Pladekontrakterne og dem, der udformer dem, er under forandring. Mange pladekontrakter har tidligere stadfæstet, at kunstnere har været bundet til deres eget selskab. Som det kan læses på et utal af plader i det, der står med småt: »X appears courtesy of Y«. Hvor X er kunstneren, der har måttet spørge sit pladeselskab Y om lov til at medvirke. Den slags kontrakter bliver der stadig færre af i en ny tid, hvor selv de multinationale er nødt til at tilbyde bedre vilkår - det behøvede de ikke tidligere. Men også en tid, hvor mange skriver under på anderledes lempelige kontrakter med uafhængige pladeselskaber. »Fuck my record label, I appear courtesy of myself,« som rapperen Canibus rapper fra en kultur, hvor samarbejder har været normen i utrolig mange år, hiphoppen.

Her har man i årtier samarbejdet med flere forskellige producere og rappere. Og nu har dette altså bredt sig til rockmusikken, hvor det at samarbejde på denne måde også er et udtryk for kontroltab - og for et farvel til det monogame bandforhold, som en urørlig rockistisk helligdom. En helligdom som stadig ikke har forvundet traumet over opløsningen af Beatles i 1970. Og der er andet end kreative årsager til at samarbejde på tværs. For der er selvfølgelig også mulighed for at nå nye fans, når man blander blod og demografisk appel. Men det er nu svært at forestille sig Thom Yorke tænke sådan, og på scenen i Echoplex i Los Angeles kan man også (i de forvrængede YouTube-klip) fornemme en dybere funk og en mere kontant kødelighed i britens udtryk. Der er med andre ord en kunstnerisk pointe i at indrullere Flea & Co. og på den måde eksplodere kernefamilien Radiohead. Vi venter spændt på indspilninger.

Thom Yorke med Flea m.fl. på YouTube

Volcano Choir: Unmap (JagJaguwar/VME)