
Tv-serien Forbrydelsen II udspiller sig i skarp konkurrence med det virkelige liv i dagens Danmark, hvor sagen om 'jægerbogen' og nu også om Connie Hedegaards ensomme kamp mod Statsministeriet indikerer, at der gøres store anstrengelser for at holde ting og sager skjult, også i de rigtige ministerier.
Seriens bortkomne notat, forsøgene på damage control, ja, endog henvisningen til rigets sikkerhed af hensyn til soldaternes sikkerhed i Afghanistan minder slående om virkeligheden i en grad, så man skulle tro, at forfatteren, Søren Svejstrup, har kunnet forudse ligheden. Det knirkende samarbejde mellem kriminalpolitiet og Politiets Efterretningstjeneste er som taget ud af bøgerne om Blekingegadebanden.
Dansk Folkepartis Søren Espersen var hurtigt ude med kritik. Han har tidligere været på nakken af dramaafdelingen og beskyldt den for at være rødere end det rødeste, og denne gang er det portrættet af politikeren Erling Krabbe fra det, der i serien hedder Folkepartiet, der har generet ham. »De venstreorienterede kæmper stædigt og ærligt mod overmagten,« har Søren Espersen udtalt, mens de højreorienterede »er magtgale, korrupte, racistiske klimabenægtere«.
Helt utroværdig
Jamen, Søren Espersen, for sørensen da. Det er lige omvendt, og det fremgår tydeligt, efter at vi nu har set de første fire afsnit. Erling Krabbe fra Folkepartiet er jo politikeren, der ihærdigt bliver ved med at bore i sårene. Han må derfor være helten. Indtil videre i hvert fald, for man ved jo aldrig, hvad der kan ske sidenhen. Desuden er han pæn og nydelig i modsætning til den mere lurvet udseende justitsminister, Thomas Buch, spillet af Nicolas Bro. Han kunne godt være mere velklædt.
Den fine, fornuftige, gamle statsminister har en umiskendelig lighed med Poul Schlüter. Hvilket selvfølgelig kan hænge sammen med, at Kurt Ravn engang spillede Schlüter i tv-satiren på Danmarks Radio, men alligevel. Søren Espersen mener i øvrigt, at tv-seerne sidder i de små hjem og skraldgrine af personerne, som han kalder papfigurer. Det tyder intet på. Alt tyder på, at seerne følger serien for spændingens skyld.
Endelig er der den muslimske mand, der et par gange har været indkaldt til forhør. Med sit tilsyneladende påklistrede skæg virker han helt igennem utroværdig, hvorved en hel befolkningsgruppe - endnu engang - lægges for had. Røde lejesvende? Nixen.
Anmeldelserne
Serien har delt anmelderne, og der er såmænd også gået politik i deres anmeldelser. Ekstra Bladet og Politikens anmeldere er begejstrede for serien, men det var vel, hvad man kunne vente fra den kant, ikke sandt, Søren Espersen? De tilhører jo den røde stue. I den anden ende af Politikens og Jyllands-Postens fælles bladhus har anmelderne lært lektien. Jyllands-Posten besværer sig over, at Dansk Folkeparti igen bliver hængt ud og ligesådan med militæret.
Meget bedre står det ikke til i Berlingske Tidende, hvor anmelderen er dødtræt af, at Forbrydelsen II igen bevæger sig »kedsommeligt« ad »den politiske korrektheds forudsigelige vej«.
Højre- eller venstreorienteret? Under alle omstændigheder skræmmer det ikke 1,7 millioner danskere fra at følge med i serien.
Det der gav, velnok, ugens bedste kommentar, var da DR svarede DF's faren i flindt over serien. Det viste hvor svært DF har ved at koncentrere sig, og bygger alt på umiddelbare følelser.
Chefen - som efterhånden må være træt af deres faren i flindt - overlod svaret til andenhånd, og lød således.
"Man skal læse en bog til ende, det er ikke nok at slå op på side 1. "
Tragik
Komik
Jeg mener nu alligevel at serien er venstreorienteret.
Ikke på sit syn på det venstre- og højreorienterede, men udelukkende fordi det jo netop er venstreorienteret at sætte hele spørgsmålet om Danmarks indsats mod terror til debat.
Også spørgsmålet om at sætte befolkningsgrupper i bås pga. etnisk baggrund og religion må siges at være venstreorienteret. Det er jo netop noget den danske højrefløj er god til.
Tilsidst må jeg sige at forbrydelsens skildring Pia kjærsgaard, som folkepartiets formand Erling Krabbe, er komplet og fuldstændig. Forbrydelsen lader det være op til seerne om der gemmer sig noget populistisk eller beskidt bag den ellers velformulerede og korrekte Erling Krabbe. Det antyder de da også enkelte gange.
At Ingolf Gabold er så rød som han bliver beskyldt for mener jeg ikke. Han tager nogle vigtige samfundsmæssige debatter op bla. i Krøniken og nu også i Forbrydelsen. Ingolf Gabold er godtnok en anelse rød. Dog ikke rødere end Berlingske tidende er blå.
Kun en person uden en holdning kan være fuldstændig upartisk.