Læsetid: 1 min.

Det var så det

Koncertfilmen ’This Is It’ er en fin hyldest til sangeren, danseren og entertaineren Michael Jackson
Koncertfilmen ’This Is It’ er en fin hyldest til sangeren, danseren og entertaineren Michael Jackson
29. oktober 2009

Det begynder med en håndfuld dansere fra hele verden, som tårevædede fortæller om, hvordan deres drøm er gået i opfyldelse, fordi de har fået lov til at danse med Michael Jackson til de koncerter, det amerikanske popikon i år skulle have givet i London som de sidste nogensinde.

Og selv om det er lovlig sentimentalt, er det også en passende indledning på This Is It, der skildrer Jackson og Co's prøver til koncerterne og ikke mindst handler om de oplevelser, danserne og musikerne nåede at få med den verdensberømte popsanger, inden han døde den 25. juni i år, blot 50 år gammel.

Knald på scenografien

This Is It er en på mange måder inciterende film, hvor Jackson bestemt ikke ligner en mand på 50 år, endsige en mand på gravens rand. Han smiler, danser og synger, som har han aldrig gjort andet – og det havde han jo heller aldrig – og som om han virkelig glæder sig til koncerterne og vil have, at de skulle blive de bedste mulige.

Og det ville de øjensynligt være blevet: Der er knald på scenografien og effekterne, hvad enten danserne kravler på stilladser, instruktør og faderfigur Kenny Ortega optager nye 3D-sekvenser til Thriller, Jackson selv hejses op i en kran eller klippes ind i sort-hvide gangster- og kriminalfilm som Gilda og The Big Sleep, hvor han duellerer med Humphrey Bogart.

Det er muligt, at Michael Jackson havde svært ved at finde ud af det med virke-ligheden og andre mennesker, men på scenen er han kongen, og han ved præcis, hvad han vil have af de mennesker, han arbejder sammen med, og derfor bliver det også en fornøjelse at se ham arbejde.

Man lærer ikke personen bag myten bedre at kende ved at se This Is It, men man fornemmer, at han om noget følte sig levende på en scene, foran et publikum, mens han fremførte sine mange, iørefaldende og allerede klassiske popsange.

This Is It. Instruktion: Kenny Ortega. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Monggaard

Ja, sorry, credits er åbenbart røget. Den kan ses i en lang række danske biografer i løbet af de næste 10 dage. Tror, at den så forholdsvis snart efter det bliver udgivet på dvd.