Læsetid: 6 min.

Sammenfiltrede stemmer

Peer Hultbergs 'Selvbiografi' er et udfordrende værk, på en gang bekendelsens jagt på sandheden og samtidig leger bogen med samme sandhed
Peer Hultberg.

Peer Hultberg.

8. oktober 2009

Den afdøde forfatter Peer Hultberg sagde lige ud, at han havde en glædesløs barndom. Han blev adopteret af en dum far og mor: »Hun var jo ikke ond, hun var bare tankeløs og en smule dum. Min far var ond, og han var ligeledes dum.« Senere fik han en adoptivsøster, der også var dum. Og dumhed smitter, det er svært at løfte sig ud af sådan en familie med et snuptag. Hultberg gør sig med vilje endnu mere dum, for at demaskere en barsk proces i et familieliv.

I år udkom posthumt af Peer Hultberg (1935-2007) de to bind: Selvbiografi og Brev. I brevet til moren, som han skriver efter hendes død, forsoner han sig med hende. Så mildheden kom alligevel til Hultberg. Men det er mest interessant, hvordan dumhed gives videre. At fordybe sig i dumheden for at gøre kål på den. Lad det være sagt med det samme, selvbiografien er meget velskrevet. Den bruger lette og mundrette sætninger, som man flyver igennem, men leverer samtidig en kontant kritik, ikke mindst i portrættet af forældrene. Da bogen udkom, hæftede Information Kristen Bjørnkjær sig (den 2. juni 2009) ved afsløringerne, men sagde samtidig, at motivet kunne jo ikke være hævn, for begge bøger udkom posthumt. Men hvad er motivet så? Selvbiografien er et veritabelt gravearbejde ned gennem forskellige lag: 1. En sproglig demaskering. Barnet må opleve verden gennem det sprog, som det får og 2. Privatlivet skal respekteres, også hos et barn.

Den sproglige arv

Sproget først: Vi får det ikke fra fremmede, vi får det fra vores forældre. Jo mere man læser Hultbergs selvbiografi, forstår man, at dette med at tænke i dumhed især stammer fra moren, at hendes stemme runger oven over og tværs gennem sønnens stemme, og biografien ender med at være et værk om, hvordan sproget kommer til et barn. Sproget kan være fyldt med de etiske fejl og mangler, som Peers mor for eksempel havde. Hultberg er vokset op i en familie, hvor sproget har fyldt meget, hvor der har været en påfaldende respekt for ordene. Til gengæld har der virkelig manglet respekt for individet.

Sproget strukturerer bevidstheden. Tingene bliver kaldt for noget, og så kan man ikke pludselig kalde dem for noget andet. Ordene er blevet taget uhyre alvorligt i Hultbergs familie. Nogle billeder skal hænges op »i kabinettet, som det hed, men senere kom der dog så megen emancipation ind i familien, at man vovede at kalde det mors stue, selv min mor vovede at kalde det min stue«. Og på samme måde er det med farens kontor, som en frygtløs revisor kalder det i 80'erne. Det har nemlig aldrig heddet andet end 'herreværelset' eller 'fars stue'. Hvis faren havde levet og havde hørt det, havde han smidt revisoren ud.

Samtidig er det en familie, der har været styret af det ydre, og hvad andre mon vil tænke. Hvis faren i de højlydte skænderier har skullet håne moren, har han sagt til hende, at hun blev født på en femtesal. Men det blev hun ikke, det var på fjerdesal og ikke nogen taglejlighed. Der er stor forskel.

Mens selvbiografien skrider frem, bliver det tydeligt, at individet kun har haft begrænset ret hos dommerfamilien i Viborg. Sådan har livet allerede formet sig for forældrene. De er heller ikke som børn blevet respekteret som mennesker med følelser. Men samtidig er der nogle punkteringer af al den patetiske interesse for omdømmet. En fornuft, som moren især står for i nogle humoristiske indslag. Hun kalder konsekvent faren for SB (Surbrød). Og da han på en familieudflugt slipper en vind, bliver det til »Det var Sundbroen, der knirkede«. Faren bruger denne omskrivning, der siden bliver til en fast talemåde i familien. Moren har uden tvivl stået for den barske beskrivelse af andre mennesker, men hun har også stået for det andet: uhøjtideligheden.

Peer Hultberg har i en samtale med forfatteren Niels Frank sagt: »Nysgerrigheden er noget meget aggressivt« (Den Blå Port, 73/2007). Men det er nøjagtig denne nysgerrighed, som parret med Hultbergs sprogøre, har skabt disse sikre nedslag på hverdagens talemåder og omgangstone. For hvis der er en forfatter, der har kunnet isolere stemmen og stemmerne som det sted, hvor vores identitet får form, så er det Hultberg. Det er i sproget, i talemåderne, at det bliver tydeligt, om vi har få eller flere handlemuligheder.

Denne måde at arbejde med stemmerne på er bragt frem til kulmination i Byen og verden (1992). Hvis Byen og verden er et horisontalt kor, så er Selvbiografi et vertikalt snit, hvor flere forskellige fortællerjeger er stablet oven på hinanden. Peer i den ene, den anden og den tredje alder skiftes til at tale, og ikke altid lige pålideligt.

Som læsere kan vi ikke helt stole på den indbildske femårige Peer, men heller ikke pralende Peer i gymnasiet, eller for den sags skyld den midaldrende Peer. Hvert fortællerjeg har sit indblik i en bestemt situation og tid, men kun begrænset udsyn på resten af fortællingen. Det forkromede overblik eksisterer kun i glimt. Sandheden om et liv er fragmentarisk og kommer for det meste i småbidder, og læseren må selv vægte: Hvad er sandt? Hvad er falsk?

Kampen for identitet

Og selvbiografien går dybere ned endnu i sammenhængen mellem privatliv og sprog. Hvis et barn skal opnå bevidsthed om noget, hvis et barn skal danne sig en mening om noget, som tilhører det selv, så har barnet brug for fred.

Og det har Hultberg ikke haft med en mor, der var en sladderkælling, som udbasunerede sin søns hemmeligheder for hele byen: »for min mor var jo en sladdertante, hun kunne ikke holde sin kæft.«

Moren overskrider konstant sin søns grænser og er ude af stand til at holde på en hemmelighed. Og det er egentlig denne grænseoverskridelse, Peer Hultberg gentager i sin skrift, når han lader byens syn på hende være hans syn. Han flytter sig selv ud i den sociale verden og vurderer hende derfra. Han bliver lige så skrap som hende. Han jager det onde/forkerte på flugt med de samme midler. Ved at være lige så sladrevorn.

Men der er også andre metoder i biografien. Et sted indrømmer han beredvilligt, at han er blevet endnu mere snerpet end sine forældre. Og det stopper ikke der: På et tidspunkt er Peer på cykeltur med to ældre mænd, den ene har været Hultberg-familiens ven i mange år. Peer cykler frem og tilbage mellem dem for at spille dem ud mod hinanden. Han ender selv med at tage ansvar for sin adfærd. Han præsenterer sig som en person med fejl.

Andre steder tordner Peer, når han siger, at forældrene ikke interesserede sig for ham og heller ikke vidste, hvad kunst og klassisk musik var. Men så oplever han et parkorkester sammen med forældrene. Det regner. Det er lige meget, Peer er salig. Han bliver mere og mere våd. Og hans tålmodige familie venter på ham. Er det uvenligt gjort?

Hultbergs værk består ikke kun af en række afsløringer. Selvmodsigelserne og indrømmelserne er også kommet med. Sandhedsbegrebet er langtfra skråsikkert, der er sprækker i selvfremstillingen. Hultberg tror ikke på det store forkromede overblik over et liv, i stedet lader han fragmentet råde. Delfortællingen hersker. Når vi ligger i indre dialog med os selv, snakker vi ikke om det, som vi er sikre på, men alt det, som anfægter og truer identiteten. Det er en flydende proces at opnå identitet hos Hultberg. Det kræver kamp, og identiteten er ikke nogen net lille ting, der en gang for alle ligger pænt på plads.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu