Læsetid: 27 min.

Securitate er stadig aktiv

20 år efter Ceausescus henrettelse er hans hemmelige efterretningstjeneste Securitate stadig aktiv. Gamle akter bliver manipuleret, forfølgelser og bagtalelser fortsættes. Den rumænsk-tyske nobelprismodtager i litteratur fik for nylig lov til at læse sine personakter under dæknavnet Cristina. Hun fortæller her for første gang om sine erfaringer med den rumænske psykoterror og et Rumænien, der aldrig har gjort op med sin fortid
Cristina. Årets nobelprisvinder Herta Müller fandt sin sagsmappe under navnet Cristina, da den rumænske efterretningstjenestes arkiver blev åbnet. Tre bind, 914 sider - påbegyndt den 8. marts 1983 - men indeholder dog dokumenter fra tidligere år. Grunden til oprettelsen af mappen: 'Tendentiøse fordrejninger af realiteterne i landet, især i landsbymiljøet' i forfatterens bog 'Lavninger'. På billedet ses Herta Müllers skolebevis.

Cristina. Årets nobelprisvinder Herta Müller fandt sin sagsmappe under navnet Cristina, da den rumænske efterretningstjenestes arkiver blev åbnet. Tre bind, 914 sider - påbegyndt den 8. marts 1983 - men indeholder dog dokumenter fra tidligere år. Grunden til oprettelsen af mappen: 'Tendentiøse fordrejninger af realiteterne i landet, især i landsbymiljøet' i forfatterens bog 'Lavninger'. På billedet ses Herta Müllers skolebevis.

15. oktober 2009

Hver eneste rejse til Rumænien er for mig også en rejse ind i en anden tid, hvor jeg ikke vidste, hvad der var tilfældigt og hvad der var iscenesat i mit eget liv. I alle offentlige udtalelser forlangte jeg derfor hver gang at få indsigt i mine akter, og med skiftende begrundelser blev den altid nægtet mig. I stedet var der imidlertid hver gang indicier på, at jeg nu igen, det vil sige stadig væk, blev overvåget.

Sidste forår var jeg i Bukarest efter invitation fra NEC (New European College). Den første dag sad jeg sammen med en journalist og en fotograf i hotellets foyer, da en muskuløs vagt bad fotografen om at måtte se en tilladelse og ville rive apparatet fra ham. ”Fotografier er ikke tilladt her, heller ikke af personer,” rasede han. Anden dags aften var jeg inviteret ud at spise middag. Som aftalt i telefonen kom en ven og hentede mig ved 18-tiden. Da han drejede ind i den gade, hvor hotellet lå, lagde han mærke til, at en mand fulgte efter ham. Da han bad receptionen om at ringe til mig på værelset, sagde receptionsdamen, at han først skulle udfylde en gæsteformular. Han blev forskrækket, for det havde man aldrig skullet før, end ikke under Ceaucescu.

Min ven og jeg gik hen på restauranten. Igen og igen foreslog han, at vi skulle skifte gade. Jeg tænkte ikke noget ved det. Først næste dag fortalte han Andrei Plesu, NECs direktør, om gæsteformularen, og at en mand fulgte efter ham på vej hen til hotellet og derpå efter os begge hen til restauranten. Andrei Plesu var oprørt og sendte sin sekretær hen på hotellet for at annullere alle værelsesbestillinger. Hoteldirektøren løj og sagde, at det var receptionsdamens første dag, og at hun havde optrådt forkert. Men sekretæren kendte damen, hun havde stået i receptionen i årevis. Dertil sagde inspektøren, at hans ”patron”, hotellets ejer, var en forhenværende Securitate-mand, som der desværre ikke kunne laves om på. Så smilede han og sagde, at NEC selvfølgelig godt kunne annullere bestillingerne her, men på alle andre hoteller i denne klasse foregik det ligesådan. Forskellen var bare, at man ikke vidste det.

Jeg flyttede. Derefter mærkede jeg ikke mere til forfølgelse. Enten trak efterretningstjenesten sig tilbage, eller også arbejdede den professionelt, det vil sige usynligt.

For at vide, at der skulle bruges en skygge kl. 18, måtte man have aflyttet mine telefonsamtaler på værelset. Ceausescus efterretningstjeneste, Securitate, er ikke blevet opløst, men har bare fået nyt navn, SRI (Rumænsk Informationstjeneste). Og denne har ifølge egne oplysninger overtaget 40 procent af Securitates personale. Den virkelige procentsats er sandsynligvis endnu højere. Og de resterende 60 procent er i dag pensionister med pensioner, der er tre gange højere end alle andres, eller markedsøkonomiens nye iværksættere. En tidligere spion kan blive alt i dagens Rumænien, bortset fra diplomat.

Aktindsigt på rumænsk

Åbningen af efterretningstjenestens sagsmapper bekymrede de rumænske intellektuelle lige så lidt som alle de nedtrampede skæbner omkring dem, lige så lidt som nyordningerne for partipampere og hemmelige agenter. Når man som jeg gennem alle årene offentligt har krævet aktindsigt, går man selv sine venner på nerverne. Også af den grund lå akterne i årevis, ikke hos arkivmyndigheden (med det letflydende navn CNSAS, Det Nationale Råd for Studiet af Securitates Arkiver), som man modstræbende oprettede i 1999, fordi EU insisterede, men hos den nye-gamle efterretningstjeneste. Den styrede aktindsigten. Arkivrådet skulle rette anmodninger til den, og somme tider blev de imødekommet, men for det meste afslået, endog med den begrundelse, at der endnu blev arbejdet på den pågældende sagsmappe. I 2004 var jeg i Bukarest for at give øget vægt til min gentagne anmodning om aktindsigt. Jeg undrede mig, ved indgangen stod der tre unge damer i neonlysende strømper, lårkorte kjoler med dyb udskæring, som om man var ved et Erotic Center. Og mellem damerne stod der en soldat med maskingevær over skulderen, som om man var ved en militærkaserne. Arkivrådets chef løj sig fraværende, skønt jeg havde en aftale med ham.

I foråret stødte en gruppe forskere på de akter, der vedrører de rumænientyske forfattere i ”Aktionsgruppe Banat”. Securitate havde en specialiseret afdeling for hvert mindretal. For tyskerne hed den ”Tyske nationalister og fascister”, den ungarske sektion hed ”Ungarske irredentister”, den jødiske ”Jødiske nationalister”. Rent rumænske forfattere havde den ære at blive holdt under observation af afdelingen ”Kunst og kultur”.

Pludselig fandt jeg også min sagsmappe under navnet CRISTINA. Tre bind, 914 sider. Den skal være påbegyndt den 8. marts 1983 – men indeholder dog dokumenter fra tidligere år. Grunden til oprettelsen af mappen: ”Tendentiøse fordrejninger af realiteterne i landet, især i landsbymiljøet” i min bog Lavninger. Tekstanalyser af spioner underbygger dette. Og det forhold at jeg tilhører en ”kreds af tysksprogede digtere”, som er ”kendt for sine fjendtligsindede arbejder”.

Sagsmapperne er et makværk af SRI i det gamle Securitates navn. I ti år havde man al den tid, man ønskede sig, til at ”arbejde” på sagen. Man kan ikke tale om, at der er pyntet på tingene, der er simpelt hen luget ud i akterne.

De tre år på traktorfabrikken TEHNOMETAL, hvor jeg var oversætter, mangler. Jeg oversatte beskrivelserne af de maskiner, der importeredes fra DDR, Østrig og Schweiz. I to år sad jeg på kontoret sammen med fire bogholdere. De beregnede arbejdernes lønninger, jeg tumlede med mine tykke tekniske ordbøger. Jeg havde ingen som helst forstand på hydrauliske eller ikkehydrauliske presser, håndtag eller gevind. Når ordbogen tilbød tre, fire eller endog syv begreber, gik jeg ud i fabrikshallen og spurgte arbejderne. De gav mig det rigtige rumænske ord uden kendskab til tysk – de kendte maskinerne. Det tredje år blev der indrettet et ”protokolkontor”. Direktøren flyttede mig derind til to nyansatte oversættere, en til fransk, en til engelsk. Den ene var gift med en universitetsprofessor, om hvem det allerede i min studietid hed, at han var securist. Den anden var svigerdatter til byens næstøverste agent. De to var de eneste, der havde nøglen til dokumentskabet. Når der kom udenlandske fagfolk, måtte jeg forlade kontoret. Så skulle jeg åbenbart gøres egnet til dette kontor ved hjælp af to hvervningsforsøg fra agent Stana. Da jeg havde nægtet for anden gang, lød afskedssalutten: ”Det skal du få at mærke, vi drukner dig i floden.” En morgen kom jeg på arbejde, mine ordbøger lå på gulvet uden for kontordøren. Min plads tilhørte en ingeniør, jeg havde ikke længere adgang til kontoret. Jeg kunne ikke gå hjem, de ville straks have afskediget mig. Nu havde jeg ikke noget bord, ikke nogen stol. I to dage sad jeg trodsigt mine otte timer med ordbøgerne på en betontrappe mellem stueetagen og første sal, forsøgte at oversætte, så ingen kunne sige, at jeg ikke arbejdede. Kontorfolkene gik forbi mig, tavse. Min veninde Jenny, ingeniør, vidste, hvordan det var kommet så vidt. Hver dag på vej hjem havde jeg fortalt hende alt, hvad der skete. Hun kom hen til mig i middagspausen, satte sig på trappen. Vi spiste sammen, som vi tidligere havde gjort på mit kontor. I højttalerne i gården sang arbejderkorene som altid om folkets lykke. Hun spiste og græd over mig, jeg gjorde ikke. Jeg var jo nødt til at holde ud. Den tredje dag installerede jeg mig ved Jennys skrivebord, hun ryddede et hjørne til mig. Den fjerde ligeså. Det var et kontorlandskab. Den femte morgen ventede hun på mig uden for døren: ”Jeg må ikke lade dig komme ind på kontoret mere. Tænk dig, mine kolleger siger, du er spion.” ”Hvordan er det muligt,” spurgte jeg. ”Du ved jo, hvor vi bor,” sagde hun. Jeg tog mine ordbøger og satte mig igen på trappen. Denne gang græd jeg også. Da jeg kom ud i fabrikshallen for at spørge om et ord, piftede arbejderne ad mig og råbte: ”Securist”. Det var en heksekedel. Hvor mange spioner kan der mon have været på Jennys kontor og i fabrikshallen. De agerede, angrebene var sendt videre nedad efter ordre, bagtalelsen skulle tvinge mig til at sige op. I begyndelsen af denne turbulente tid døde min far. Jeg havde ikke kontrol over mig selv mere, måtte forsikre mig om min tilstedeværelse i verden, begyndte af nedskrive mit hidtidige liv – deraf opstod fortællingerne i Lavninger.

At jeg nu blev anset for spion, fordi jeg havde nægtet at blive spion, var værre end hvervning og dødstrussel. At jeg netop blev bagtalt af dem, jeg skånede ved at nægte at spionere på dem. Jenny og en håndfuld kolleger vidste, hvad det var for et spil, der blev spillet med mig. Men alle andre, der kun kendte mig af udseende, vidste det ikke. Hvordan skulle jeg have kunnet forklare dem, hvad der foregik, hvordan skulle jeg bevise det modsatte. Det var komplet umuligt, det vidste Securitate, og netop derfor gjorde de det mod mig. Og de vidste også, at denne perfidi sled mere på mig end deres afpresning. Selv en dødstrussel vænner man sig til. Den hører til dette ene liv, man har. Man trodser angsten langt ind i sjælen. Men bagtalelsen berøver en sjælen. Man er bare monstrøst omringet. Denne afmagt er nær ved at kvæle en.

Hvor længe denne tilstand varede, ved jeg, husker jeg ikke længere. Den virkede uendelig. Det var sikkert kun nogle uger. Til sidst blev jeg afskediget.

Om alt dette står der to ord i mine akter, en håndskrevet note i margenen af en aflytningsprotokol. Flere år efter fortæller jeg derhjemme om hvervningsforsøget på fabrikken. I margenen noterer oberstløjtnant Padurariu: ”Det stemmer.”

Nu kom forhørene. Anklagerne: at jeg ikke passede et arbejde, at jeg levede af prostitution, sortbørshandel, som ”parasitært element”. Der blev nævnt navne, jeg aldrig i mit liv havde hørt. Og spionage for BND (Forbundsrepublikkens efterretningstjeneste), fordi jeg var ven med en bibliotekar på Goethe-Institut og en tolk på den tyske ambassade. Timevis med opdigtede anklager. Men ikke nok med det. De behøvede ingen indstævning, trak mig simpelt hen ind fra gaden. Jeg var på vej til damefrisøren, og en politibetjent førte mig gennem en smal blikdør ind i kælderen under et studenterkollegium. Tre civilklædte mænd sad ved et bord. En lille knoklet mand var chefen. Han forlangte mit ID-kort og sagde: ”Nå, din luder, så ses vi allerede igen.” Jeg havde aldrig set ham før. Jeg havde angiveligt sex med otte arabiske studenter og fik betaling i strømpebukser og kosmetik. Jeg kendte ikke en eneste arabisk student. Men da jeg sagde det, påstod han: ”Hvis vi vil, kan vi finde tyve arabere som vidner. Du skal se, det bliver en excellent proces.” Ustandselig smed han mit ID-kort på gulvet, jeg måtte bukke mig og samle det op. En tredive-fyrre gange i alt, når jeg blev langsommere, sparkede han mig i lænden. Inde bag døren for enden af bordet skreg en kvindestemme. Tortur eller voldtægt, forhåbentlig bare et bånd, tænkte jeg. Så skulle jeg spise otte hårdkogte æg og grønne løg med groft salt. Jeg proppede stadset i mig. Derefter åbnede den knoklede blikdøren, smed mit ID-kort ud og sparkede mig i bagdelen. Jeg faldt med ansigtet ned i græsset ved siden af et buskads. Jeg brækkede mig uden at løfte hovedet. Uden at skynde mig tog jeg ID-kortet og gik hjem igen. Det at blive trukket ind fra gaden gjorde mig mere bange end en indstævning. Ingen vidste, hvor man var. Man kunne være forsvundet, aldrig dukke op mere eller, som jeg blev truet med i sin tid, blive halet op af floden som strandvasker. Det ville have heddet: Selvmord. Der står ikke noget om forhør i akterne, ikke noget om indstævning og ikke noget om at trække ind.

Hvad der står i akterne den 30. 11. 1986: ”Hver eneste rejse, CRISTINA foretager til Bukarest eller andre steder i landet, skal rettidigt meddeles Direktion I/A (Indenrigsopposition) og III/A (Kontraspionage),” så der ”ydes permanent kontrol.” At jeg altså ikke måtte bevæge mig rundt nogen steder i landet uden at være skygget, så man kunne ”gennemføre de nødvendige kontrolforanstaltninger vedr. hendes forbindelser til vesttyske diplomater og vesttyske borgere.”

Skygningen var forskellig alt efter hensigten. Nogle gange mærkede man den ikke, nogle gange var den tydelig, blev rabiat og slog om i aggression. Da Lavninger skulle udkomme på forlaget Rotbuch i Vestberlin, havde redaktøren og jeg aftalt at mødes i Poiana Brasov, i Karpaterne, for ikke at vække opmærksomhed. Vi rejse dertil hver for sig. Min mand Richard Wagner var taget til Bukarest med manuskriptet. Jeg skulle følge efter næste dag med nattoget, uden manuskript. I banegårdshallen blev jeg modtaget af to mænd, der ville tage mig med. Jeg sagde: ”Jeg går ikke med uden arrestordre.” De konfiskerede min billet og mit ID-kort, sagde, inden de forsvandt, at jeg ikke måtte røre mig af stedet, før de kom tilbage. Men toget kørte ind, og de kom ikke tilbage. Jeg gik ud på perronen. Det var på den tid, da der skulle spares vældigt på strømmen, sovevognen holdt i mørket for enden af perronen. Man måtte første gå om bord kort før afgang, døren var stadig lukket. De to mænd var der også, gik frem og tilbage, overfusede mig og væltede mig omkuld tre gange. Snavset og forvirret rejste jeg mig, som om intet var hændt. Og de ventende så på, som om intet var hændt. Da sovevognsdøren omsider gik op, masede jeg mig midt ind i køen. De to mænd steg også om bord. Jeg gik ind i kupéen, klædte mig halvt af, smøg pyjamasen over mig, så det ville vække opsigt, når de hev mig ud. Da toget satte sig i bevægelse, gik jeg ud på toilettet og skjulte et brev til Amnesty International bag håndvasken. De to mænd stod ude i gangen og talte med sovevognskonduktøren. Jeg havde den nederste køje i kupéen. Måske fordi jeg er nemmere at gribe fat i dér, tænkte jeg. Da konduktøren nåede til min kupé, gav han mig billetten og ID-kortet. Hvor han havde det fra, og hvad de to mænd ville ham, spurgte jeg. ”Hvad for nogle mænd,” sagde han, ”der er snesevis af mænd her.”

Jeg lukkede ikke et øje hele natten. Det var letsindigt af mig at stige om bord, tænkte jeg, de smider de mig ud af toget et eller andet sted på en bar snemark, mens vi kører i nat. Da det blev gråt udenfor, tog angsten noget af. De ville uden tvivl have udnyttet mørket til et iscenesat selvmord, tænkte jeg. Inden de første passagerer vågnede, gik jeg ud på toilettet og hentede det skjulte brev. Så klædte jeg mig på, satte mig på køjekanten og ventede, til toget kørte ind i Bukarest. Jeg steg ud, som om intet var hændt. Det står der heller ikke noget om i akterne.

Skygningen havde også følger for andre. Efterretningstjenesten blev for første gang opmærksom på en ven af mig, da jeg læste op af Lavninger i Goethe-Institut i Bukarest. Der blev indhentet personlige oplysninger om ham og en sagsmappe oprettet, hvorefter han blev holdt under observation. Det står i hans akter, i min er der ikke et ord.

Efterretningstjenesten kom og gik, som den ville, når vi ikke var hjemme. Ofte blev der bevidst efterladt tegn, cigaretskodder, billeder der var taget ned af væggen og lå på sengen, stole der var flyttet. Det uhyggelige strakte sig over flere uger. På gulvet lå der et ræveskind, og lidt efter lidt blev halen, poterne og til sidst hovedet skåret af og lagt på rævens mave. I første omgang tænkte jeg, at det var en tilfældighed. Da så bagpoten var skåret af nogle uger senere, begyndte jeg at gyse. Indtil hovedet var skåret af, var det første, jeg gjorde, når jeg kom hjem, at kontrollere ræveskindet. Alt kunne ske, lejligheden havde mistet sin privathed. Hver gang man spiste, tænkte man, at maden kunne være forgiftet. Denne psykoterror står der ikke et ord om i akterne. Sommeren 1986 besøgte forfatterinden Anna Jonas os i Timişoara. Hun og andre forfattere havde den 4. 11. 1985 i et brev til den rumænske forfatterforening – som befinder sig i min sagsmappe – protesteret mod, at jeg ikke måtte rejse til bogmessen i Frankfurt, til Det Evangeliske Kirkemøde og mit forlag. Besøget er nøje dokumenteret i mine akter, og der er en ”TELEX” fra 18. 08. 86 til grænsemyndighederne om, at hendes bagage skal gennemsøges ”særdeles grundigt” ved udrejsen og resultatet indberettes. I modsætning hertil mangler DIE ZEIT-journalisten Rolf Michaelis’ besøg. Efter udgivelsen af Lavninger ville han lave et interview med mig. Han havde meddelt sin ankomst i et telegram og sat sin lid til, at han ville finde mig hjemme. Men telegrammet blev opsnappet af efterretningstjenesten, Richard Wagner og jeg var intetanende taget et par dage på landet til hans forældre. To dage i træk ringede han forgæves på døren til lejligheden. Den anden dag lurede tre mænd på ham i aflukket til skraldespande og slog ham brutalt i gulvet. Hans tæer var brækket på begge fødder. Vi boede på femte sal, elevatoren virkede ikke, fordi der ikke var strøm. Michaelis måtte på alle fire kravle gennem det bælgmørke trappehus og ud på gaden. Telegrammet fra Michaelis mangler i akterne, selv om de indeholder en hel samling af opsnappede breve fra Vesten. Ifølge akterne har dette besøg aldrig fundet sted. Også denne lakune viser, at efterretningstjenesten har slettet sporene af de heltidsansattes gerninger, så ingen kan drages til ansvar som følge af aktindsigten – har sørget for, at Securitate efter Ceauşescu bliver til et monster uden gerningsmænd.

På samme måde forklarer jeg, at der i mine akter heller ikke er henvisninger til en anden bizar episode: Jeg boede allerede i Berlin, da jeg blev kaldt til møde hos Verfassungsschutz (efterretningstjenesten). De viste mig et fotografi af en mig ubekendt rumæner, der var blevet arresteret i Königswinter som Securitate-agent. I hans notesbog stod også mit navn og min adresse. Agenten blev mistænkt for at være sendt til Tyskland med den opgave at myrde.

Rolf Michaelis ville ”beskytte” os og skrev først om overfaldet på ham efter vores udrejse. Fra akterne ved jeg, at det var en fejl. Det var ikke tavshed, men kun offentlighed i Vesten, der kunne beskytte os. Det fremgår af mine akter, at der var forberedt en surreal straffesag mod mig for ”Spionage for BND”. Jeg kan takke den genklang, mine bøger vakte, og de tyske litteraturpriser for, at planen ikke blev iværksat og jeg ikke arresteret.

Rolf Michaelis kunne ikke ringe til os før besøget, da vi ikke havde telefon. I Rumænien skulle man vente i årevis på at få oprettet telefonforbindelse. Vi fik imidlertid en tilbudt uden at have ansøgt. Vi afslog, fordi man vidste, at en telefon ville være den mest praktiske aflytningsstation i vores lille lejlighed. Hos venner, der havde en telefon, blev den straks stillet ind i køleskabet, når man kom på besøg, og der blev lagt en plade på. Det nyttede intet, at vi afslog at få telefon, for halvdelen af det materiale, jeg fik udleveret, er protokoller over aflytningen af vores lejlighed.

I Richard Wagners sagsmappe er der en ”Nota de analiza” fra den 20. 02. 1985, hvoraf det fremgår, hvornår ingen af os er hjemme, og: ”Ligeledes er der gennemført installering af særlige midler i lejligheden, hvormed vi får data af operativ interesse.” Planen om installering af aflytningsudstyr befinder sig også i hans akter. I lejligheden under os blev loftet gennemboret og hos os gulvet. Mikrofonerne sad bag skabene i begge værelser.

Aflytningsprotokollerne er ofte fulde af udeladelsestegn, fordi musikken fra grammofonpladerne forstyrrede aflytningen. Musikken spillede imidlertid, fordi vi troede, at efterretningstjenesten arbejdede med retningsmikrofoner. Vi troede ikke på noget tidspunkt, at der blev aflyttet dag og nat. Ganske vist blev man under forhør gang på gang konfronteret med ting, som forhørslederen slet ikke kunne vide. Men i betragtning af Rumæniens frygtelige fattigdom og tilbageståenhed troede vi slet ikke, at Securitate havde råd til moderne aflytningsteknik. Strengt taget tænkte vi også, at nok var vi deres statsfjender, men ikke de udgifter værd. Trods al den angst var og blev vi dog naive, graden af overvågning tog vi grundigt fejl af.

Securitate gennemgik erhverv, arbejdsplads og politisk pålidelighed hos samtlige beboere i vores tietages boligblok – sandsynligvis for at rekruttere spioner i vores nabolag. De, der endnu ikke var kommet i efterretningstjenestens søgelys, fik stemplet ”NECUNOSCUT” (UKENDT).

Aflytningsprotokollerne er daglige rapporter. De aflyttede samtaler sammenfattes, de ”statsfjendtligt” relevante steder gengives ordret. Der står spørgsmålstegn i margenen ud for ukendte gæster og en ordre om at undersøge, hvem de er. Aflytningsprotokollerne er også ufuldstændige.

En af vores næreste venner var Roland Kirsch. Han boede henne om hjørnet og besøgte os næsten dagligt. Han var ingeniør på et slagteri, fotograferede hverdagens tristesse og skrev prosaminiaturer. I 1996 udkom hans bog Der Traum der Mondkatze (Månekattens drøm) i Tyskland. Den udkom posthumt, for i maj 1989 blev han fundet hængt i sin lejlighed. Naboerne siger i dag, at der lød flere høje stemmer i hans lejlighed den nat, han døde. Jeg tror heller ikke på selvmord. I Rumænien måtte man rende i flere dage for at få ordnet alle formaliteter forud for en begravelse. I tilfælde af selvmord var en obduktion en selvfølgelighed. Men Roland Kirshs forældre fik alle papirer udleveret i løbet af en dag. Han kom hurtigt i jorden, uden obduktion. Og i den tykke konvolut med aflytningsprotokoller er der ikke et eneste besøg af Roland Kirsch. Navnet er udslettet, denne person har angiveligt aldrig eksisteret.

Nøglet af kærlighed og forræderi

Ét pinefuldt spørgsmål har mine akter trods alt besvaret. Et år efter min udrejse kom Jenny på besøg i Berlin. Lige siden chikanerierne på fabrikken var hun min bedste veninde. Også efter at jeg blev afskediget, sås vi næsten dagligt. Men da jeg så kiggede i hendes rejsepas i vores Berlin-køkken og så, at der også var visum til Frankrig og Grækenland, sagde jeg lige op i hendes ansigt: ”Sådan et pas får man ikke for ingenting, hvad har du gjort for det.” Hendes svar: ”Efterretningstjenesten har sendt mig, og jeg ville for alt i verden se dig endnu en gang.” Jenny havde kræft – hun er for længst død. Hun fortalte, at hun havde til opgave at udforske vores lejlighed og daglige vaner. Hvornår vi stod op og gik i seng, hvor vi handlede, og hvad vi købte. Når hun vendte hjem, ville hun imidlertid kun fortælle, hvad vi aftalte, lovede hun. Hun boede hos os, ville blive i en måned. For hver dag voksede min mistillid. Allerede nogle dage efter rodede jeg i hendes kuffert og fandt telefonnummeret til det rumænske konsulat og en kopi af vores hovednøgle. Fra da af levede jeg med mistanken om, at hun nok var sat på mig helt fra begyndelsen, det var et professionelt venskab. Planen over vores lejlighed og vores levevaner, kan jeg se af dokumenterne, leverede hun detaljeret efter sin hjemkomst som ”SURSA (kilde) SANDA”.

Men i en aflytningsprotokol fra den 21. 12. 1984 står der som note i margenen ved siden af navnet Jenny: ”Vi må identificere JENI, der er åbenbart stor tillid mellem dem.” Dette venskab, som har betydet så meget for mig, blev ødelagt af Berlin-besøget, en alvorligt kræftsyg lokket til forræderi efter kemoterapi. Kopinøglen gjorde det klart, at Jenny udførte sit hverv bag ryggen af os. Jeg måtte bede hende om straks at forlade vores lejlighed. Jeg måtte jage min bedste veninde bort for at beskytte mig selv og Richard Wagner mod hendes opgave. Dette nøgle af kærlighed og forræderi var ikke til at komme til livs. Tusind gange har jeg vendt og drejet hendes besøg i hovedet, sørget over dette venskab, vantro fået at vide, at Jenny efter min udrejse oven i købet havde et forhold til en Securitate-officer. I dag er jeg glad, fordi akterne viser, at nærheden mellem os voksede frem af sig selv, ikke var arrangeret af efterretningstjenesten, at Jenny først spionerede mod mig efter min udrejse. Man bliver beskeden, søger en andel i det forgiftede, om så nok så lille, som ikke er kontamineret. At mine akter beviser de virkelige følelser mellem os, gør mig næsten lykkelig nu.

Udvidelse af sæder og skikke med bagtalelse

Da Lavninger var udkommet i Tyskland, og de første indbydelser kom, fik jeg ikke lov til at rejse. Men da der så tillige kom indbydelser til prisuddelinger, skiftede Securitte strategi. Jeg havde hidtil været arbejdsløs, men fik i sensommeren 1984 mod forventning tilbudt en stilling som lærerinde og allerede den første dag den anbefaling fra skoleinspektøren, der var nødvendig for at rejsen kunne finde sted. Og i oktober 1984 fik jeg så virkelig lov til at rejse. Også de næste to gange fik jeg lov til at tage imod en litteraturpris. Det fremgår dog af mine akter, at der var en lumsk hensigt med disse rejser: i stedet for som hidtil at blive regnet for dissident blandt kollegerne i skolen skulle jeg nu fremstå som en, der profiterede af regimet, og mistænkeliggøres i Vesten som agent. Begge dele, men især ”agenten” arbejdede efterretningstjenesten massivt på. Spionpersonalet blev sendt af sted til Tyskland med den opgave af bagtale mig. I planen for forholdsregler af 1. 07. 85 konstateres det med tilfredshed: ”Som følge af flere rejser til udlandet blev der blandt nogle skuespillere ved Det Tyske Statsteater i Timişoara lanceret den idé, at Cristina er agent for det rumænske Securitate. Den vesttyske sceneinstruktør Alexander Montleart, som undertiden arbejder ved det tyske teater i Timişoara, har allerede over for Martina Olczyk fra Goethe-Institut og ansatte ved den tyske ambassade i Bukarest udtalt denne mistanke.”

Efter min udrejse i 1987 blev forholdsreglerne skærpet til ”kompromittering og isolering”. I en ”Nota de analiza” fra marts 1989 står der: ”I kompromitteringsaktionen vil vi samarbejde med Tjeneste D (Desinformation), idet vi offentliggør nogle artikler i udlandet eller sender nogle memoranda – som om de kom fra emigranter i Tyskland – til flere kredse og autoriteter med indflydelse i Tyskland.” En af de dertil udsete spioner er SORIN, ”for han har litterære og journalistiske tilbøjeligheder, som er nødvendige til de indledende aktiviteter.” Den 3. 07. 1989 sender afdeling I/A en ”raport” til Securitates hovedsæde i Bukarest. Den rumænske forfatter Damian Ureche skrev efter ordre et brev, der bagvasker Richard Wagner og mig som spioner. Hovedsædet bliver bedt om at godkende brevet. Via en danserinde i et folkloreensemble, der rejste til Tyskland, skulle det nå RADIO FREE EUROPE og ARD.

Den vigtigste tyske ”partner” i forbindelse med bagtalelsesforholdsregler var Foreningen af Banat-schwabere. Allerede i 1985 konstaterer Securitate med tilfredshed: ”Ledelsen af Banat-foreningen i Tyskland har fremsat negative kommentarer om denne bog (Lavninger), og det samme gælder repræsentanter for den rumænske ambassade i Tyskland.” Det er et stift stykke. Siden udgivelsen af Lavninger havde Banat-foreningen i sit blad ”Banater Post” ført en karaktermordskampagne mod mig. ”Fækaliesprog, urinprosa, redebesmudser, partiluder” var de gængse domme i deres egen ”litteraturkritik”. Jeg var spion, påstod de, havde tilmed skrevet Lavninger på opdrag af Securitate. Mens jeg sad på fabrikkens betontrappe, var Foreningen åbenbart i fortroligt samvær med Ceaucescu-diktaturets ambassadepersonale. Jeg ville derimod ikke have turdet at sætte mine ben i den ambassade, fordi jeg ikke vidste, om jeg ville komme ud igen. I betragtning af disse forbindelser til Ceauşescus diplomater undrer det mig, at Foreningen i alle årene ikke udtalte så meget som ét kritisk ord om diktaturet. I kompagniskab med regimet bedrev de et udsalg af rumænientyskere, prisen på op til 12.000 DM pr. hoved, som Forbundsrepublikken betalte for hver udvandrende person, generede ikke Foreningen. Lige så lidt, at denne menneskehandel var en betragtelig valutakilde for diktaturet. I samme gensidige forståelse med regimet deltes man om hadet til mig og bagtalelsesarbejdet. Jeg blev fremstillet som hovedfjende, som permanent angrebsmål, som bestanddel af Foreningens identitet. Den, der bagtalte mig, beviste sin kærlighed til hjemstavnen. Foreningen udvidede sin vedligeholdelse af sæder og skikke med bagtalelse af mig. Udtrykket ”spion” randt tilsyneladende kun Foreningen i hu, når det gjaldt om at bagvaske mig. I mine akter står der: ”På grund af hendes skrifter, som stiller schwaberne i Banatet i et dårligt lys,” havde personer fra denne kreds uden for Rumænien ”isoleret mig og gjort mig til grin”. Og: ”Denne aktion har vore organer også medvirket i ved hjælp af de muligheder, vi råder over i udlandet.” I mine akter står der: ”Kompromitterende materiale skal også sendes til Horst Fassel, på hans institutadresse, med anmodning om udbredelse af det.” Der sigtes til det donauschwabiske institut i Tübingen, som Fassel dengang var leder af. Og forinden, i 80’erne, var han redaktør af ”Banater Post”.

Spionerne har i deres rapporter foregøglet den rumænske efterretningstjeneste, at Foreningen havde en betydning i Tyskland, som den ikke havde. Trods den geografiske afstand var det åbenbart den samme afhængighed, som man kender hos Stasi-spionen i forhold til forbindelsesofficeren, det samme pres for at adlyde, den samme angst for at blive droppet og afsløret her i Vesten.

En af de flittigste var SORIN, som allerede i 1983 udspionerede forfattergruppen i Timişoara. En bekendt af mig, som har set sin i mellemtiden afdøde fars sagsmappe, udleder af de kodificerede kendemærker, der på hver rapport er vedføjet spionnavnet, at SORIN allerede i 1982 havde leveret otteogtredive rapporter. I min sagsmappe med de over tredive spionnavne er SORIN også en af hovedpersonerne. I en plan om forholdsregler fra 30. 11. 1986 står der udtrykkeligt, at SORIN får til opgave at udspionere, hvad jeg har for i den nærmeste tid, og hvilke forbindelser jeg plejer i Rumænien og i udlandet. Kulturredaktøren fra Bukarest-avisen ”Ny Vej” besøgte os engang i Timişoara ledsaget af Walther Konschitzky. I aflytningsprotokollen fra den pågældende dag noterer oberstløjtnant Padurariu, som altid forhørte mig, i margenen som identifikation af denne gæst: SORIN.

Allerede i diktaturets tid rejste han regelmæssigt til Tyskland og udvandrede, som så mange spioner, før Ceaucescus fald. Så var han kulturmedarbejder i Banat-foreningen fra 1992 til 1998. Da denne stilling i hovedsædet i München blev nedlagt, har han siden udøvet sin funktion på frivillig basis.

Spionerne i egne rækker har Foreningen aldrig bekymret sig om. Siden grundlæggelsen i 1950 har den skabt sig en indbildt hjemstavn af hornmusik, fester i folkedragt, yndige bondehuse og udskårne træporte. Hitlers og Ceaucescus diktaturer blev altid blændet ud. Forbindelsespersoner fra den nationalsocialistiske befolkningsgruppe i Banatet var blandt Foreningens grundlæggere.

I dag nægter Foreningen at undersøge Securitates indflydelse i dens rækker under påskud af, at det er forældet. Det er uacceptabelt i betragtning af dens politiske vægt i Tyskland. Selv om færre end 10% af de udvandrede Banat-schwabere er organiseret i den, havde den gennem alle årene repræsentanter i radioråd og kulturinstitutioner. Efter min ankomst til Tyskland fortæller journalister mig, at deres udsendelse med mig førte til vanskeligheder, fordi Foreningen intervenerede. Desuden var den i alle årene en af koblingsstationerne i afviklingen af ansøgninger om udrejse af Rumænien, som den undertiden også søgte at forhindre. En udrejseansøgning fra litteraturkritikeren Emmerich Reichrat, hvis anmeldelser pegede ud over den banatiske næsetip, forsøgte den at forhindre. Også jeg fik før udrejsen breve fra ”landsmænd” i Tyskland, hvori der stod: ”De er ikke velkommen i Tyskland.” I indslusningshjemmet i Nürnberg lå Foreningens kontor dør om dør med BNDs. Et stempel fra Foreningen var uomgængeligt for afviklingen af indrejseformaliteterne. ”Den tyske luft bekommer Dem ikke godt.” Jeg var stærkt forkølet efter en natlig køretur til grænsen på en åben traktoranhænger. Det var februar. Bag døren ved siden af, inde hos BND, var modtagelsen endnu mere brysk. I dag ved jeg hvorfor. Securitates bagtalelsesplan lykkedes: ”Havde De noget med den lokale efterretningstjeneste at gøre?” Mit svar: ”Den havde med mig at gøre, det gør en forskel”, gjorde ikke indtryk på tjenestemanden. ”Overlad De til mig at vurdere det, det er det jeg får min løn for,” sagde han. Og : ”Hvis De har en opgave, kan De nå at sige det endnu.” Mens alle andre kunne forlade dette kontor efter et par minutter med et uskadelighedsstempel, blev Richard Wagner og jeg sammen og hver for sig forhørt i flere dage. Mens min mor automatisk fik en indfødsretsattest, blev der i månedsvis sagt til os, at ”indgående undersøgelser var nødvendige”. Det var grotesk. På den ene side advarede efterretningstjenesten mig mod trusler fra Securitate: Ikke bo i stueetagen, ikke tage imod gaver under rejser, ikke lade cigaretpakken ligge på bordet, aldrig gå ind i en lejlighed med en ukendt, købe mig en skræmmepistol osv. På den anden side blokerede agentmistanken for min indfødsret.

Jeg spørger mig selv, hvorfor BND mistænkte mig, men ikke kom på sporet af de mange spioner i Foreningen og blandt emigranterne. Sandsynligvis stolede BND også på Foreningens informationer. Derfor er Tyskland i dag et hyggeligt reservat for Securitate-spioner. Når man sammenligner Banat-forfattergruppens sagsmapper med hinanden, kan man identificere talrige spioner, SORIN, VOICU, GRUIA, MARIN, WALTER, MATEI og mange flere. De er lærere, professorer, tjenestemænd, journalister, skuespillere. Ingen har nogen sinde belemret dem. Den vedvarende Stasi-debat efter Murens fald kan de være fløjtende ligeglade med. De er ganske vist alle tyske statsborgere, men for de tyske myndigheder er de uigennemskuelige. Her i landet er deres spionvirksomhed eksterritorial. Og til forskel fra Stasi-spionerne efter genforeningen har Securitate-spionerne ikke mistet deres forbindelsesofficerer. I dag sidder de nemlig i den nye rumænske efterretningstjeneste.

Den tyske forbundsdag finansierede Foreningens arbejde under og efter diktaturet. Er der nogen sinde blevet krævet en undersøgelse af dens personales indvikling i det rumænske diktatur?

I 1989, efter Ceauşescus fald, tænkte jeg, at nu havde bagtalelseskampagnerne mod mig endelig overlevet sig selv. Men de fortsatte. I Rom 1991, som stipendiat i Villa Massimo, fik jeg tilmed anonyme trusselsopringninger. Og Securitates brevkampagne har åbenbart fået sit eget liv. Da jeg i 2004 fik tildelt Konrad-Adenauer-Stiftungs litteraturpris, fik ikke bare stiftelsen bunker af breve med de sædvanlige bagtalelser. Aktionen antog denne gang overdrevne proportioner, også Den Tyske Forbundsdags præsidium, den daværende delstatspræsident Erwin Teufel, juryens formand Birgit Lermen og Joachim Gauck som den, der holdt prisoverrækkelsestalen, fik breve, der bagvaskede mig som agent, medlem af Rumæniens Kommunistiske Parti og redebesmudser. Kvart i 12 ringede telefonen hos Birgit Lermen, på slaget tolv hos Bernhard Vogel – stiftelsens formand, og kvart over tolv hos Joachim Gauck. Smædeord og trusler med Horst-Wessel-sangen i baggrunden. Disse opringninger kom flere nætter i træk, indtil politiet ved hjælp af opsporingsudstyr pågreb den, der ringede.

Attrappen og dens egne veje

I mine akter er jeg to forskellige personer. Den ene hedder CRISTINA, er statsfjende og bliver bekæmpet. For at kompromittere denne CRISTINA fabrikerer forfalskningsværkstedet i Afdeling D (Desinformation) en attrap med alt det tilbehør, der skader mig mest – systemtro kommunist, skrupelløs agent. Hvor end jeg befandt mig, måtte jeg leve med denne attrap. Den blev ikke bare sendt efter mig, den ilede også forud for mig. Selv om jeg fra begyndelsen og altid kun har skrevet mod diktaturet, går attrappen den dag i dag sine egne veje. Den har selvstændiggjort sig. Selv om diktaturet har været passé i tyve år, farer denne attrap frem og tilbage som en lygtemand. Hvor længe endnu?

På dansk ved Karsten Sand Iversen
Trykt med tilladelse af Hanser Verlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu