Baggrund
Læsetid: 4 min.

Hun skriver på fortidens vrede

Nobelprisen i litteratur går i år til den rumænsk-tyske forfatter Herta Müller. Hendes uforsonlige forhold til sin egen fortid løber som en rød tråd igennem hele forfatterskabet
Den 56-årige rumænsk-tyske forfatter Herta Müller reagerede med både ydmyghed og vantro, da Det Svenske Akademi i går tildelte hende Nobels litteraturpris 2009. Hun modtager prisen for med koncentreret poesi og saglig prosa at have skildret 'de fordrevnes landskab', som det hedder i nobelkomiteens begrundelse.

Den 56-årige rumænsk-tyske forfatter Herta Müller reagerede med både ydmyghed og vantro, da Det Svenske Akademi i går tildelte hende Nobels litteraturpris 2009. Hun modtager prisen for med koncentreret poesi og saglig prosa at have skildret 'de fordrevnes landskab', som det hedder i nobelkomiteens begrundelse.

Kultur
9. oktober 2009

»Jeg tror det ikke. Jeg kan ikke tro det. Jeg fortjener det ikke.«

Den 56-årige rumænsk-tyske forfatter Herta Müller reagerede med både ydmyghed og vantro, da Det Svenske Akademi i går tildelte hende Nobels litteraturpris 2009. Hun modtager prisen for med koncentreret poesi og saglig prosa at have skildret »de fordrevnes landskab«, som det hedder i nobelkomiteens begrundelse.

Herta Müller er født i 1953 i den lille landsby Nitzkydorf, hvor hun voksede op som del af det tyske mindretal i Rumænien. Under sin studietid på universitet i Timisoara var hun med i Aktionsgruppe Banat, hvor unge, tysksprogede forfattere gennem deres litteratur protesterede mod Ceausescus totalitære idéer. I en periode arbejdede hun som lærer og siden som oversætter, men blev frosset ude og afskediget, fordi hun nægtede at samarbejde med Securitate, den rumænske sikkerhedstjeneste. Da hun i 1987 endelig fik lov at rejse ud, var det efter flere års systematisk chikane med talrige afhøringer og arrestationer til følge. Flere af Herta Müllers venner blev i årene op til flytningen slået ihjel, omend myndighederne påstod, at der var tale om selvmord og trafikuheld.

Hendes forfatterskab bærer ikke overraskende præg af disse voldsomme tidlige oplevelser. I et interview med Information tidligere på året har hun selv forklaret det:

»Jeg er et eksempel på en forfatter, der ikke selv kan vælge sit tema. Forfattere, der har lidt skade i kraft af ekstreme situationer så som krigserfaringer, kz-lejre, Gulag og diktatur i ordets videste betydning. Det er forfattere, der ikke selv har valgt, men forbliver i deres temaer, fordi de ikke kan andet og blot må indordne sig.«

På sin vis handler alle Herta Müllers bøger - forfatterskabet tæller over 20 udgivelser - om Ceausescu og livet under diktatoren. Om at leve i en konstant undtagelsestilstand af frygt, terror og stikkervirksomhed.

Debutbogen Niederrungen på dansk Lavninger udkom i en censureret version i Rumænien i 1982 og er en kritisk skildring af forholdene for det tysksprogede mindretal i en lille rumænsk landsby. Med romanen Mennesket er en stor fasan i verden fra 1986 går Müller for alvor i lag med persondyrkelsen af den rumænske diktator, indoktrineringen af børnene og det gennemkorrupte statsapparat. Den offentlige kritik medførte et øjeblikkeligt og generelt udgivelsesforbud mod alle hendes bøger.

1987 emigrerede hun og hendes mand, forfatteren Richard Wagner, til Vestberlin, og to år senere, i 1989, blev Ceausescu henrettet af militæret efter et folkestøttet statskup.

»Jeg følte for første gang en stor lettelse, som om en stor byrde var blevet taget fra mig. Jeg havde overlevet >regimet,« forklarer Herta Müller i interviewet i Information.

Uopgjort fortid

Herta Müllers uforsonlige forhold til sin egen fortid løber imidlertid ikke blot som en rød tråd gennem hele forfatterskabet. Det har også sat sig dybe spor i hendes personlighed, fortæller litteraturkritiker og forfatter Niels Barfoed, der er en nær ven af Herta Müller.

»Hun kan simpelthen ikke få et ordentligt forhold til det regime, der igennem flere år pinte og plagede hende. Der er en uopgjort fortid, som bliver ved med at spøge, og hun hører ikke til de milde i landet, der slår en streg over fortiden, klapper hinanden på skulderen og siger: Vi skal videre. I den henseende er hun ubønhørlig.«

Men der er også en anden side af Herta Müller, fortæller han.

»Hun elsker sjov og ballade i sproget, og i sin fritid laver hun nogle fantastiske collager, hvor hun klipper bogstaver ud af alle mulige magasiner og aviser og klistrer dem sammen til nogle vanvittige tekster, hun sender rundt til sine venner. Det er den måde, hun slapper af på. Hun har et kæmpemæssigt bord i sin lejlighed, hvor der ligger tusindvis af udklippede bogstaver. Hvor andre lægger kabaler om aftenen, så laver hun tekster af bogstaver,« siger han.

Symboler og patos

Den sproglige bemestring er udpræget karakteristisk for Herta Müller, mener også litteraturkritiker Thomas Thurah, der kender hendes forfatterskab indgående og har anmeldt flere af hendes bøger.

»Hendes skrift består af en meget omfattende brug af billeder og symboler, der næsten er kemisk renset for humor og selvironi,« siger han og fremhæver som eksempel Hertha Müllers bog Mennesket er en stor fasan i verden, der udkom i 1986, men først i år er kommet på dansk fra forlaget Batzer & Co.

Selv har Thomas Thurah det dog »lidt ambivalent« med den nykårede nobelpristagers forfatterskab.

»Man kan godt værdsætte et forfatterskab, selv om ens temperament stritter imod. Og mit temperament stritter i høj grad imod Müllers forfatterskab, fordi det er så patosfyldt. Når jeg alligevel værdsætter det, er det, fordi det ubestrideligt er litteratur af høj poetisk klasse. Man kan næsten blive slået af ærefrygt, når man læser det.«

Herta Müllers nye bog Atemschaukel fra 2009, har forlaget Gyldendal netop fået de danske rettigheder til. Fortællingen om tysksindede rumæneres deportation til Sovjetunionen i 1945, set gennem øjnene på en ung mand, udkommer på dansk i løbet af næste år, oplyser Johannes Riis, der er litterær redaktør for Gyldendal.

Læs interview med Herta Müller på www.information.dk/199145

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her