Læsetid: 5 min.

Slynglernes galleri i Lyon

Interpol har lagt sit katalog over stjålne kunstgenstande ud på internettet. Her kan man beundre værker af Caravaggio, Picasso, Cezanne, Manet og mange flere
14. oktober 2009

Velkommen til verdens »varmeste« kunstgalleri på nettet. Samlingen, som befinder sig i et glas- og betonbyggeri ved Rhône-floden i Lyon, indeholder flere kunstgenstande end Louvre. Offentligheden har i årevis været forment adgang, men samlingen er nu tilgængelig på nettet for enhver, som gennemgår et simpelt sikkerhedstjek. Rembrandt, Vermeer, Caravaggio, Picasso, Cezanne og Manet, de er her alle sammen. Det samme er Brueghel, Tintoretto, Degas, Murillo, Salvador Dalí, Henry Moore og om kort tid uden tvivl også René Magritte. Malerier og skulpturer er blot to af de 26 kategorier for kunst og kunstgenstande, der er virtuelt udstillet. Galleriet rummer også møbler, tæpper og babylonske antikviteter fra år 1.000 før Kristi fødsel.

Det nye virtuelle kunstgalleri, som er et af de største og mest eklektiske i verden, tilhører den internationale politisammenslutning Interpol. Det består af en illustreret database med 34.100 kunstværker, hvis eneste fællesnævner er, at de er blevet stjålet inden for de seneste 62 år og aldrig er blevet fundet. Interpols katalog, der har opnået en mytisk status blandt kunstelskere, var tidligere tilgængeligt på cd-rom og senest som dvd. Politisammenslutningen har nu besluttet at gøre sin database på internettet tilgængelig for alle nysgerrige. Eller næsten alle. Det eneste forbehold er, at du skal udfylde en ansøgningsblanket, som »kan blive undersøgt« (du kan med andre ord være helt sikker på, at dine personlige oplysninger vil blive tjekket) af myndighederne i dit hjemland. Kunsttyve og hælere bør altså ikke ansøge, i hvert ikke i eget navn. Det tager et par dage at få udleveret adgangskoden, mens ens personlige oplysninger bliver tjekket. Når du så er blevet godkendt som besøgende, kan du tjekke, om det prisbillige Picasso-maleri, som du blev tilbudt af manden i den hvide varevogn, er et af de 16 'varme' Picassoer, som er blevet anmeldt til Interpol af de nationale politimyndigheder. Eller også kan man blot lade sig forundre over, hvor mange dyre og fantastiske værker, der siden 1947 er blevet stjålet fra museer og private samlinger verden over.

Ny Magritte i samlingen

Illustrationerne viser et udvalg af de mest eftersøgte kunstværker, som er blevet stjålet i den seneste tid. De er udvalgt af Karl-Heinz Kind, den tyske kriminalkommissær, der fungerer som koordinator i Interpols kunstafdeling. Der er bl.a. Paul Cezannes Dreng i en rød vest, som sidste år blev stjålet ved højlys dag fra E.G. Bührle Sammlung i Zürich af tre mænd, som var iført ski- masker. To af de fire billeder, som blev stjålet den dag, er blevet fundet, men ikke Cezanne-maleriet, der vurderes til at være omkring 40 millioner euro værd. Samlingen indeholder også en to tons tung bronzeskulptur af Henry Moore, Reclining Nude, som i 2005 blev stjålet fra kunstneren stiftelse i Much Hadham, Hertfordshire. Det britiske politi antager, at skulpturen, som vurderes til omkring fire millioner euro, kan være blevet smeltet om til genbrugsmetal, men den figurerer stadig i kataloget.

Karl-Heinz Kinds galleri får om kort tid en ny udstillingsgenstand: Rene Magrittes maleri Olympia, som i sidste måned blev stjålet fra et lille museum i Bruxelles ved højlys dag.

Den største og mest deprimerende kategori består af 2.600 babylonske og andre antikke kunstgenstande, som blev plyndret fra museet i Bagdad, da Saddam Hussein blev væltet i 2003.

»Vi har af princip villet åbne databasen for så mange mennesker som muligt,« siger Kind.

»Den nye hjemmeside er selvfølgelig dels tiltænkt museer og kunsthandlere, som er i tvivl om et kunstværk, de er blevet tilbudt. Men det er også Interpols intention, at den skal bruges af så mange som muligt. En kunsthandler kan ikke være forsigtig nok. Hvis han bruger mange penge på et kunstværk, der viser sig at være stjålent, kan han ikke blot risikere at stå med et kunstværk, som ikke har noget juridisk krav på. Han kan også risikere at blive retsforfulgt.«

Interpols katalog indeholder ikke alle stjålne kunstværker i verden - langt fra. Det italienske politis liste over varm kunst indeholder f.eks. ikke mindre end 300.000 genstande - 10 gange så mange som Interpols hjemmeside. Det er op til de 187 medlemslande at bestemme, hvilke stjålne kunstværker der skal rapporteres til den internationale sammenslutning. Almindeligvis er der værker af høj kvalitet, som med størst sandsynlighed vil blive smuglet over landegrænser, der bliver anmeldt til Interpol i Lyon. Men Interpol vurderer ikke værkernes kunstneriske eller økonomiske værdi.

»Det er under alle omstændigheder meget svært bestemme et værks værdi,« siger Kind. »Vi kunne aldrig finde på at afvise en anmeldelse, fordi et værk ikke er meget værd.«

Interpol vil ikke opføre et værk på listen, hvis der ikke findes en illustration af det, samt værker, der indgår i serier, hvor de enkelte dele ikke kan skelnes fra hinanden. »Vi tager også kun de værker med, som beviseligt er blevet stjålet og ikke bare er blevet væk. Vi er ikke et hittegodskontor,« siger Kind.

Kulturel skadevirkning

Hjemmesiden med de stjålne kunstværker , som kan findes via Interpols hjemmeside (www.interpol.int), er ikke den internationale politisammenlutnings første forsøg på at gøre et bredere publikum bekendt med de stjålne kunstskatte. I 1996 begyndte organisationen at udsende cd-rom'er med kataloget over stjålen kunst. Interpol udsendte også plakater med nyligt stjålne kunstværker.

»Problemet var, at cd-rom'erne og DVD'erne ikke kunne opdateres konstant. Kunsthandlerne klagede over, at de ikke kunne være sikre på, om et kunstværk var stjålent eller ej. Nu kan de bruge hjemmesiden. De har faktisk pligt til at bruge den.«

Beslutningen om at lægge kataloget frem i offentligheden var kontroversiel. Nogle politistyrker gav udtryk for frygt for, at siden faktisk kunne hjælpe kunsttyve og smuglere. Den kritik afviser Kind:

»Vi har fjernet alle oplysninger, som kunne tænkes at hjælpe forbryderne. Der er kun en illustration og en beskrivelse af værket og oplysninger om, hvor og hvornår det blev stjålet.«

Det anslås, at tyveri og smugling af kunstværker er en branche, som omsætter for fem milliarder dollar, den tredjemest lukrative efter narkotika- og våbensmugling. Karl-Heinz Kind afviser at kommentere disse tal.

»Ligesom al andet international handel er kunstsmugling givetvis i fremgang. Men ærlig talt så er disse tal ikke andet end gætterier. De beskriver under alle omstændigheder ikke problemets natur. Skadevirkningen ved kunsttyveri er ikke kun økonomisk. Den kulturelle skadevirkning er meget større, og den kan ingen sætte tal på.«

© The Independent og Information

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu