Læsetid: 7 min.

Sort sol over Vadehavet

Sammenlignet med den øvre ende af Jylland med Skagen, Løkken og Blokhus er det, som om den nedre del for mange endnu er et stykke uopdaget Danmark, skønt naturoplevelser med stær, sæl, østers, himmel og hav er en rejse værd
Jagten. 'Det er en af de gode dage,' siger han og udpeger nogle rørhøge som dem, der får stærene til at 'danse', når de bliver jagtet. Rovfuglene har dog sædvanligvis ringe held med sig, idet stærene samler sig i det, der ligner kugler, og flyver konfrontatorisk mod dem og skræmmer dem bort.

Jagten. 'Det er en af de gode dage,' siger han og udpeger nogle rørhøge som dem, der får stærene til at 'danse', når de bliver jagtet. Rovfuglene har dog sædvanligvis ringe held med sig, idet stærene samler sig i det, der ligner kugler, og flyver konfrontatorisk mod dem og skræmmer dem bort.

Anders Tvevad

9. oktober 2009

Naturvejleder Iver Gram var den, der fandt på udtrykket 'sort sol' om de store stæreflokke, der hvert forår og efterår samles i det sønderjyske vadehav, før de flyver henholdsvis nordpå og sydpå. Lige her er nemlig et veldækket bord på havbunden med diverse insektlarver og hjertemuslinger. Som ung studerende skrev han en artikel om fænomenet, som han præsenterede for den lokale redaktør på Jyske Tidende. Overskriften sagde noget i retning af »Kom og se stærene danse ballet,« men redaktøren bad ham finde en anden, og ud af hans leg med ordene fremkom 'sort sol', som også blev det navn, nogle københavnske rockmusikere tog til deres band efter tidligere at havde heddet Sods.

Dengang var Iver Gram ansat i Skov- og Naturstyrelsen, men siden oprettede han sit eget firma, Sort Safari, og han fik endog en overgang patent på 'sort sol' som varemærke, men så blev det frataget ham igen. Sort sol var blevet et begreb, og tusindvis af danskere og tyskere har ladet sig lokke ud i marsken for at se stærene flyve i formationer. Det skønnes, at de giver en omsætning tæt på 100 millioner kroner om året for egnen. Sort Sol-musikerne har også været der, ligesom prins Joachim gerne inviterer gæster med derud. Hans tidligere hustru, Alexandra, skal endda være blevet så begejstret for synet, at hun bagefter udbrød: »Få dem til det igen, Iver!«

Nu står vi så derude i Tøndermarsken, ja, faktisk er vi lige slået et smut ind over den tyske grænse. Iver Gram er guide for en 60-70 kursister fra Løgumkloster Højskole. Lidt derfra står vi, en gruppe pressefolk, som er inviteret, fordi fem sønderjyske storkommuner er gået sammen om en kampagne for at få flere turister til Vadehavet. Vi har champagne og sandwiches med, og vi fryser, selvom solen, helt optimalt for oplevelsen, skinner. Da vi har ventet en god times tid, viser den første stæreflok sig.

Ren birdie

Det vil være klogt at tage en stærk kikkert med, for vi ser stærene som små, sorte prikker på lang afstand over et skovbryn og et område med siv. Flere kommer til, og naturlederen sætter tal på. Først vurderer han, at der er en 20-30.000, så kommer en flok på 200.000, og til sidst mener han, at det løber op i flere millioner. Det er en af de gode dage, siger han og udpeger nogle rørhøge som dem, der får stærene til at 'danse,' når de bliver jagtet. Rovfuglene har dog sædvanligvis ringe held med sig, idet stærene samler sig i det, der ligner kugler, og flyver konfrontatorisk mod dem og skræmmer dem bort. Man får associationer til Hitchcocks film, Fuglene.

Jo flere fugle, desto mere lyder der begejstrede udbrud, næsten som ved et fyrværkeri: »Det her er birdie,« og »Tænk at være flyveleder sådan et sted!« Mest præcise kommentar: »Det ligner grafiske mønstre!« Mellem os og stærene er der en stor mark. Landmændene er ikke glad for de mange turister, og en af dem sørgede engang bevidst for at sprøjte gylle ud midt under en sort sol-seance. Iver Gram udpeger to skestorke, men stadig ser vi andre dem kun som sorte prikker, og solen flyver fuglene ikke forbi. Alligevel er dette for mange mennesker en once-in-a-liftetime-oplevelse, som de ikke ville være foruden. Det sidste, der sker, er, at stærene som på et fælles signal pludselig dykker lodret ned i tagrørene, hvor der er kamp om at få de bedste pladser.

Men Vadehavet har mange andre oplevelser at byde på, og selvom der kommer mange turister, er der potentiale til meget mere. Sammenlignet med den øvre ende af Jylland med Skagen, Løkken og Blokhus er det, som om den nedre del for mange endnu er et stykke uopdaget Danmark. Ud over stærene kan man på forskellige årstider opleve 'grå sol' med vilde gæs og 'hvid sol' med svaner. Eller man kan gå på sælsafari. Snæbelen, en lille laksefisk, findes også i området. Den var ved at uddø, men blev reddet af blandt andet 65 millioner EU-kroner i tilskud. Snæbelen findes kun i Vadehavet.

Lille Peter Edderkop

Vi var på Østerssafari efter en grundig briefing hos naturvejledere i Vadehavscentret i Vester Vedsted lidt uden for Ribe, hvor der også er et lille museum, der viser Vadehavets historie og livet i det. Disse ture er overordentligt populære, men man bør lige undersøge vejrforholdene på forhånd, da de nogle gange bliver aflyst på grund af dårligt vejr. Centret sørger dog også for at aflyse i sidste øjeblik til folk med mobiltelefoner.

Dette viser sig at være en af de helt store naturoplevelser. Terrænet er fuldstændig fladt, og der er tilsvarende høj himmel, så langt øjet rækker. Vi får waders på, store gummidragter, som går ud i et med støvlerne. Vi vandrer gennem et tyndt lag havvand to kilometer ud til et lille rev, som består af lutter blåmuslinger og østers i massevis. Vi står simpelthen på et lag skaldyr, mens naturvejlederen åbner østers, som vi kan smage på, helt frisk fra hav, en luksuriøs fornemmelse. De største af dem kan blive lige så store som en sko størrelse 41, får vi at vide. Det er tilladt at plukke alle de østers, man kan slæbe med sig hjem, helt gratis. På den måde kan man tjene 'entrebilletten' ind. Den kendte køkkenchef, Jan Hurtigkarl, råbte, da han stod på det store rev lidt længere ude: »Gå I bare, her vil jeg dø!«

Naturvejlederne har fortalt, at selvom folk i første omgang tænker 'mave', så ender det med at være naturoplevelsen, der har gjort mest indtryk frem for østersspisen. De fortæller om andre oplevelser, de har haft. En gang åbnede himlens sluser sig, hvorfor alle vadefuglene på stedet hoppede op på menneskene, og en lille dreng sagde, at det havde været den største oplevelse i hans liv. En anden gang, hvor de havde et hold af unge med på en sælsafari lå der kun 14 sæler. Så begyndte de at synge Lille Peter Edderkop, hvorefter 150 sæler steg op af havet, hidlokket af sangen.

Carlsberg hjalp

En pensioneret lærer, Richard Kværnø, viser os rundt i Ribe og fortæller om mange smukke og fredede bindingsværkshuse. Han fortæller også om byens store søn, fotografen Jacob A. Riis, der blev berømt i Amerika, men i mange år ikke var anerkendt i sin hjemby. Han, der oprindeligt var uddannet snedker, forelskede sig i byens kønneste og rigeste pige og minsandten ... hun sagde ja, men først efter mange års frieri. Det kunne konerne i byen ikke tage. Først da de så ham sammen med den daværende kronprins, fik piben en anden lyd. Vi ser også domkirken med Carl-Henning Pedersens udsmykninger, som delte byen i to, men som i dag er almindeligt accepterede. På et bræt på Åle-Sørens Hus viser vores guide os, hvor højt vandet stod engang under en stormflod. Det stod næsten op til taget, men senere har man bygget diger.

Ribe har også et mikro-bryggeri, som blev startet af tre venner, som kører det i deres fritid. De markedsfører tre velsmagende øltyper: blond, brown og black ale. I den sorte hælder de et skvæt kaffe, så man meget praktisk får øl og kaffe på samme tid. De begik nogle begynderfejl, men så kom Carlsbergs eksperter og hjalp dem. Meget generøst, når man betænker Arlas bestræbelser på at kvælde de små mejerier. Men synspunktet skulle være, at dårlig øl i butikkerne skader hele branchen.

Wegners stole

Så slår vi et slag ud til Rømø. Det er helt vildt, da vi på den flade og brede Sønderstrand kører i en slags sejlskibe på hjul. Svære at styre i blæsten, men under kyndig vejledning fra den indvandrede englænder og tidligere landmand, Tim Vincent-Piper, lærer vi det hurtigt. Huhej, hvor det går! Windriding hedder det. Tim er den hårdføre type. Der er lidt Crocodile Dundee over ham.

Vi spiser og overnatter på Schackenborg Slotshotel i Møgeltønder, en by, der emmer af prins Joachim, som fik foræret et lille slot der af en adelsherre, hvorefter de blev drabelige uvenner. Her får vi syv-otte retter mad med tilhørende vinde. Vadehavet står ikke tilbage for København, hvad gastronomi angår. Det forvisses vi også om på restaurant Kolvig og Hotel Dagmar i Ribe såvel som på Rømø Røgeri.

Turen slutter i Tønder, hvor museumsleder Inger Lauridsen, vores guide fra Møgeltønder, fremviser det lokale museum, som fik foræret et vandtårn, der ellers stod til nedrivning. Hvad skulle de bruge det til? De opstillede designerstole af tøndringen, Hans Wegner, som man så kan se i parade hele vejen op i tårnet. Han døde i 2007. En datter bruger nu en stor del af sin tid på at føre indviklede juridiske sager mod kopister. Tønder rummer i øvrigt noget så sjældent som en butik med juleting, som har åbent hele året.

Men hvor er alle storkene, som tidligere gjorde området og især Ribe med vognhjul på tagene tiltrækkende. Moderne landbrugsmetoder har ødelagt deres madmuligheder. I internettets barndom kunne man følge et storkepar i Ribe og dets unger via et videokamera. Det kamera står stadig opstillet i et lønligt håb om, at et nyt storkepar slår sig ned.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu