Læsetid: 3 min.

Tysk strid om lighed

En bramfri polemik mellem de tyske tænkere Axel Honneth og Peter Sloterdijk har udviklet sig til et tilløbsstykke for stridslystne intellektuelle, der diskuterer velfærds-statens moralske grundlag
20. oktober 2009

BERLIN - Efter et katastrofalt valg kæmper det tyske socialdemokrati i øjeblikket med at genopfinde sig selv. Partiet skal midt under verserende fløjkampe give sig i kast med den vanskelige opgave at definere et nyt socialdemokratisk bud på en moderne socialstat. Til det formål kan partiets ideologer søge inspiration i de ophedede fløjkampe, der i øjeblikket hersker mellem fremtrædende tyske filosoffer.

Balladen begyndte, da den kontroversielle filosof Peter Sloterdijk gik til angreb på den moderne velfærdsstat i et indlæg i Frankfurter Allgemeine Zeitung. Sloterdijk diagnosticerede velfærdsstaten som et forløjet kleptokrati, iscenesat af en konspiratorisk underklasse, der har etableret en grundlæggende uretfærdig omfordeling af økonomiske midler som en naturlig retfærdighed.

Sloterdijk skrev blandt andet:

»Den 'stjælende' stat påberåber sig den dag i dag - i det mindste på venstrefløjens side - den overbevisning, at kun et korrigerende, retfærdigt modtyveri kan afhjælpe det primære, uretfærdige tyveri.«

Sloterdijks løsning er at overlade skattebidrag til de velstilledes solidaritet. Forsørgerstatens moral skal privatiseres, hvilket vil have en socialpsykologisk produktiv effekt på samfundsmoralen.

Selv om han undgår fristelsen til at bringe teorier om over- og undermennesker i spil, var Sloterdijks kritik en stærk kop te for det borgerlige samfund. Den stærkeste reaktion kom fra frankfurterfilosoffen Axel Honneth med en overraskende bidskhed. I Die Zeit betegnede Honneth sin kollega i Karlsruhe som en »mindre ånd«, der »skader velbegrundede moralske principper«.

Sloterdijk var imidlertid uanfægtet af Honneths bredside og afviste med vanlig arrogance at debattere, så længe Honneth ikke gider at læse 6-8.000 sider af Sloterdijks værk for at sætte sig ind i hans begrebsverden.

Angreb på lighedstanken

Den tyske litterat Hans Ulrich Gumbrecht fra Stanford University søgte indledningsvis at opbløde og relativere debatten mellem de to stridende filosoffer til et spørgsmål om forskelle i filosofisk stil. Lettere hånligt omtalte Gumbrecht »to stil- arter og deres respektive markedsandele som politisk rådgivning og intellektuel underholdning. Honneth vil være videnskabsmand, Sloterdijk forfatter. Filosoffer af Honneths art bliver indkaldt til Etisk Råd af kansleramtet, mens filosoffer af Sloterdijks art bliver tilbudt værtsroller på tv-programmer«.

Men Gumbrecht tager fejl, skriver endnu en filosofiprofessor på Frankfurt Universitet i Die Zeit. Christoph Menke har ikke meget tilovers for Gumbrechts bortforklaring af den filosofiske stillingskrig som et spørgsmål om imagepleje. Når de to stjernefilosoffer duellerer, gælder det intet mindre end spørgsmålet om lighed. Menke roser i den forbindelse Honneth og efterkrigstidens kritiske teori for med stor dygtighed at udpege den moderne socialstats paradokser og blindgyder, når det gælder om praktiske forsøg på at omsætte lighedstanken. En af de væsentligste erkendelser i Honneths teori lyder, at lighed ikke er en stabil tilstand, men altid blot et resultat af sociale kampe, hvori individer gensidigt anerkender hinandens rettigheder.

Som Menke påpeger, er det netop Honneths anerkendende og dynamiske lighedsbegreb, der er Sloterdijks hovedfjende. Hans angreb sigter mod socialstatens lighedsmageri, der benytter middelmådighed og dovenskab som normative pejlemærker og som en konsekvens producerer ikke-individer. Ifølge Sloterdijk er det meningsløst som Honneth at tale om anerkendelse af en befolkningsgruppe, der i kraft af dovenskab og dumhed henstår i permanent middelmådighed. I sådanne tilfælde kan der ganske enkelt ikke være tale om lighed.

Her kommer Sloterdijk ifølge Menke til kort. Han overser nemlig, at individet i den moderne kapitalisme er forpligtet på permanent kreativ selvmobilisering. Dette selvrealiserings-væddeløb producerer nødvendigvis også en modklasse bestående af ikke-kreative og immobile individer, hvis fiasko bestemmes som selvforskyldt. Den slags er ikke blot dårlig filosofi, skriver Menke, men også et symptom, der må bekæmpes politisk.

En nylig hændelse understreger Menkes advarsel om, at Sloterdijks synspunkter vinder indpas i det politiske liv. I et interview i tidsskriftet Lettre langede bestyrelsesformanden i den tyske forbundsbank, Thilo Sarrazin, voldsomt ud efter »subventionsmentaliteten« hos især Berlins tyrkiske befolkning. Menke beskylder Sloterdijk for at levere den filosofiske begrundelse for et politisk program, som kan genfindes i Sarrazins udtalelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu