Ofte hører man, at sproget er i opløsning, at engelsk overtager og alting flyder. Yngre mennesker kan nemt få den tanke, at det er ældre gnavpotter, der ikke kan følge med og derfor bare hævder, at det var meget bedre i gamle dage.
Mon der skulle være noget om gnaveriet og hvis der er, hvad kan grunden så være?
For tiden diskuteres begrebet læring, og hvordan den nemmest foregår. Her kommer bevægelse, gymnastik, træning indover. Det har vist sig, at leg, bevægelse, træning øger indlæringen.
Skulle man være i tvivl om det udsagn, kan man studere små børn, der får lov at være sig selv, f.eks. babyer på et gulv. Se, hvordan de prøver at komme af sted. Der trænes og trænes - så kan de kravle - der trænes videre, og sandelig om de ikke kommer til både at gå og løbe.
De voksne kan undre sig over ihærdigheden og blive helt udmattede bare af at se på, men børnene bliver ved. Hvis altså der ikke kommer nogle voksne og forlanger, at børnene skal sidde stille på stole og helst foran en skærm.
Bevæger sig for lidt
Det var ikke nødvendigvis bedre i gamle dage, men der er væsentlige forskelle i udviklingsmønstret før i tiden og nu.
For 50 år siden bevægede man sig langt mere til fods og på cykel i dagligdagen, end man gør nu. Der var ikke mange familier, der havde bil. De fleste husmødre var hjemmegående, og der var temmelig mange børn i familierne, hvilket også betød mange legekammerater. Til gengæld var der ikke så meget legetøj.
I skolen skulle børnene lære at skrive. Det var ikke så let for de små fingre, først med blyant, så med pen og blæk. Skønskrift skulle det blive til. Der skulle øves meget, før det blev acceptabelt.
Omhuen fra skønskriften blev videreført i blækregningen. Her skulle man skrive sine regnestykker med pen og blæk. Det var vanskeligt at slå blækstreger med lineal uden at tvære stregen ud med linealen. Øvelse gør også her mester.
Børnene blev trænet i stavning, grammatik og udtale, der blev læst romaner, noveller og digte. Der var stille i lokalet, for børnene skulle kunne høre, og deltagelse i diskussioner foregik via oprakte fingre og lærerens mellemkomst.
Eleverne måtte tage hensyn til hinanden, de måtte lytte efter både hinanden og læreren. Deres udtale blev rettet, det gjorde deres skriftlige opgaver og deres opførsel også.
De meget teoretiske timer blev afbrudt af frikvarterer, hvor eleverne blev gennet ud i skolegården til leg i den friske luft, og af timer med gymnastik, håndarbejde/sløjd, skolekøkken og sang.
En skoletime var dengang på 50 minutter, og man gik i skole om lørdagen.
For meget legetøj
I vore dage bliver børnene for det meste kørt til skole i familiens bil eller med skolebus. Bevægelse i dagligdagen sker i bil eller måske på cykel. Gang og løb er noget, der hører fritiden og motionen til.
To-tre børn i hver familie og helst meget plads i huse og lejligheder giver færre legekammerater i barnets nærmiljø. Til gengæld giver de mange kvadratmeter plads til de kolossale mængder af legetøj, som moderne børn er i besiddelse af.
Børnene har for det meste eget værelse med eget tv og egen computer. Der er rig mulighed for at leve sit eget liv, og det er ikke altid, forældrene ved, hvad børnene foretager sig.
Børnene skal stadigvæk lære at skrive, men ikke længere med pen og blæk. Knap nok med blyant. Det er der ingen grund til, computeren klarer det hele, og det endda læseligt, så børnene behøver kun at skrive det hele én gang.
Det er for så vidt rigtigt, men børnenes finmotorik tager skade. At holde på en blyant og selv forme bogstaverne betyder alverden for finmotorikken, ligesom det betyder alverden for stavningen.
Øvelsen, træningen i at forme bogstaverne, få dem til at nærme sig det perfekte, giver en helt anden motorisk sikkerhed, end tastningen på computeren med usikker, hjemmelavet fingersætning.
I øvrigt kan man nemt finde tekster alle mulige steder og klippe og klistre. Det er lige før, man ikke behøver at nærlæse det, man finder, det er bare at sætte det ind. Hvad det betyder for indlæringen, kan man bare gætte sig til.
Dum stavekontrol
En ting er finmotorikken noget ganske andet stavningen og sikkerheden i at anvende sproget og dets gloser. Staver man forkert, bliver man misforstået, måske endda vurderet som dum. Men nu om dage har stavekontrollen overtaget den omhu, som man tidligere brugte på at tjekke, at det, man skrev, var korrekt.
Jamen vi har ikke tid til alt den kontrol, maskinen klarer det for os! Lyder det bag skærmen. Helt rigtigt og resultatet er ofte tæt på katastrofalt, for ud over, at de ny generationer ikke har stavningen på rygraden, så laver stavekontrollen mængder af fejl for den skrivende.
Skriver man et eksisterende ord, bliver det accepteret. Et godt eksempel er ligge og lægge. Det er efterhånden et fåtal, der kan bruge de to ord korrekt: han lægger bøgerne på bordet, så nu ligger de der.
Et andet eksempel kunne være sammensatte ord. På dansk skriver vi ord sammen, som f.eks. dørmåtte, sommerferie, engelsklærer, men stavekontrollen kan nemt finde på at dele ordene for os, for på engelsk skriver man ikke ord sammen.
Hvor kommer engelsk ind? Ja, computerne er jo født engelsksprogede, og hvem som helst oversætter hvad som helst, med indimellem gruopvækkende resultater.
Et af mantraerne nu er »vi kan jo alle sammen engelsk«, hvilket er noget af en vits. Efterhånden kan vi hverken engelsk eller dansk, men ingen tager sig af det problem for alvor. »Du ved, hvad jeg mener«, er et af de udtryk, der oftest anvendes. Men nej, jeg ved ikke, hvad du mener, du ved det næppe selv. Vi taler mere og mere forbi hinanden.
I klasselokalerne er støjniveauet så højt, at udtaledetaljerne forsvinder. Læreren taler måske heller ikke selv særlig tydeligt. Bare ikke terpe, det er der ingen, der gider. Det skal være sjovt for eleverne. De skal ikke tvinges til noget, alt skal være underholdende.
Der er heller ikke tid til gymnastik eller idræt, for det kan eleverne tage sig til i fritiden. Først nu i forbindelse med overvægtsproblemerne blandt børn og unge er der nogen, der kommer i tanker om, at det måske ville være smart, om børnene rørte sig noget mere.
Et andet fag fra en svunden tid er sang. Det er røget ud af skemaet for mange år siden. Rudimentet i dag hedder morgensang. Troen på at de danske sange kan bevares med morgensangen. En naiv tanke - sympatisk javel, men det langt mere betydningsfulde: brugen af sproget, artikuleringen, vejrtrækningen, udviklingen af stemmen, så eleverne kan tale højt og tydeligt i et klart sprog. Den del er fuldstændig glemt, i stedet hedder det: sang! >Hvad skal det være godt for?
Næ, det skal være musik, med keyboard, trommer og guitar. Synge, det er noget man gør i en mikrofon. Høre - det er noget man gør med en lille dims i øret. Hva'?
At koste for meget
Ligesom finmotorikken tager skade af ikke at blive trænet, tager hørelsen skade af al den støj vi udsættes for. Overalt mødes vi af baggrundsstøj, og skulle vi endelig befinde os langt fra alfarvej, har vi den selv med i form af mobiltelefoner, mp3 afspillere, iPod og iPhone.
Vi kan ikke længere høre, hvordan ord staves. Skal det være lære eller lærer? Hedder det at kassere? Er han kasserer i klubben? Nå, er det ikke lige meget? Det kommer an på så meget, f.eks. på om vi vil forstås.
Når vi oversætter til engelsk, og det gør vi jo rask væk, risikerer vi at ende med en sætning som denne:
'It mat not broom too much' - en fuldstændig uforståelig sætning, og dog er den autentisk, en dansk handelsgymnasieelev har i sin visdom, og for alvor, konstrueret den ved hjælp af en ordbog. På dansk stod der, det måtte ikke koste for meget.
Senere har en noget kvikkere elev konstateret, at der skulle have stået brooms, for det måtte være flertal. Koste. Det var virkelig en kvikkere elev, som også havde sans for ordklasserne.
Men så kan de unge så meget andet.
Ja, det kan de, men det vil være et tab for samfundet, hvis den nye kunnen blev erhvervet på bekostning af den gamle viden. Man kunne komme til at hælde barnet ud med badevandet, som man ville have sagt før i tiden.
Kirsten Olstrup Seeger er pensioneret lektor, freelancejournalist og forfatter
Jeg elsker gamle ”gnavpotter”, og tilslutter mig gerne betegnelsen her, hvis den findes i hunkøn ;-). Men jeg ville jo ønske, at man i uddannelsessystemet kunne finde en mellemvej. Dengang var det en pine at være vidne til, når svage læsere blev udstillet for alle ved at skulle læse svære passager højt.
Måske er det en fordel for, især drenge, siges det, at undervisningen i dag ikke er så stiv og formel. Og flertallet lærer trods alt både at læse og stave i dag, på trods af de nymodens computere og stavekontroller.
Den gammeldags metode var ikke en garanti for at man lærte at stave ved at sidde stille, lave staveord og lære salmevers udenad (uf!). Men personligt fatter jeg ikke, at nogen kan lære noget i det støjniveau der tales om – og slet ikke begrebet ”ansvar for egen læring”.
Medierne har et stort ansvar. Jeg kan godt blive lidt bekymret, hvis jeg skal se frem til at sidde som 80-årig og ikke forstå en lyd af alle de ”nyskabelser” der sker med det danske sprog. F.eks. som beskrevet:
”Når der går IT Factory i sproget”
http://www.information.dk/195198
Jaja, det hele var meget bedre i gamle dage ..
Dengang middelklasse var middelklase og pøblen var pøbel ..
Dengang dem der ikke kunne tegne nærmest perfekte bogstaver bare blev sendt ud at tjene når de var 14 og ALDRIG fik sig noget der bare ligner et skrift-sprog ..
Dengang man betragtede venstrehåndede som hjerneskadede der skulle omskoles..
Dengang ordblinde var tumber..
Nu foregøgler man folk at bare de følger med i skolen skal de nok få en plads i livets sol-side.. uagtet at den sociale mobilitet efterhånden er ringere end den var i 1950'erne .
Peter Jensen
Næh, du har helt ret. Det var sgu ikke lutter lagkage dengang.
(;-)
Og sørgeligt er det da, at den ”sociale mobilitet”, midt i al vores velfærd, ikke har kunnet opretholdes.
(;-(
Ak-ja, - de gode gamle dag,da en begavet fattigrøv kunne lave en skilling på at skrive stile og lave blækregning for de velståendes børn er ovre - den opgave er overtaget af indere, som også klarer dit speciale eller din ph.d. via internet ... men det er vel i grunden heller ikke så galt?
;-)
Jeg synes, mine meddebattører smider en masse børn ud med badevandet her. Det er klart, at kronikøren til en vis grad glorificerer en fortid, der ikke er det vær - tro mig, jeg var der selv - men det gør ikke de problemer, hun påpeger i nutiden, irrelevante.
Jeg er sikker på, man godt kunne tilføre en moderne folkeskole en del af de uomtvistelige værdier, der er gået tabt, uden at vende tilbage til lektor Blomme.
Problemet er, at det vil man ikke - for det koster penge! Sagen er nemlig, at hvis men vil det UDEN at genindføre den sorte skoles disciplin, kræver det først og fremmest lavere klassekvotienter, flere lærertimer og bedre skolefaciliteter.
"er det værd"!
Den gamle skråskrift er død. Den kunne ikke bruges til andet end at tvinge børn til at bruge dødsyge timer på at skrive på en måde, de voksne havde fastlagt var korrekt. Jeg hadede den. Skrev aldrig pænt. Fik at vide at jeg skulle gøre en bedre indsats. Der stod i min karakterbog at jeg var langsom og sjusket. I dag skriver jeg hurtigere end de fleste på min bærbare.
Nostalgien om det gamle sprog er blot nostalgi. Lad lortet dø - Sprog er levende og ændrer sig hele tiden.
De unge kan kommunikere hurtigt og præcist med hinanden, hvorfor skal vi til at belemre dem med ligegyldigheder som ligge og lægge? Det er en af mine kæpheste, men hvorfor egentlig? Det er da lige meget, hvis de forstår hinanden.
Brug hellere krudtet på at lære dem engelsk og tysk. Det kan de bruge til noget, istedet for et lille perifært sprog med 5,5 mio. talere.
Skal vi tilbage til at skrive navneord med stort?
De unge taber ikke noget som helst, de vælger fra og vælger til.
Med venlig hilsen
Lennart
Lennart Kampmann
Det ene udelukker ikke det andet. Jeg var dødgod til ”skråskrift”, men ville formentlig ikke blive forstået af de fleste i dette forum, hvis det var muligt at min personlige skrift skulle gælde. Jeg er også dødgod til ”pc-skrift”.
Jeg er fulgt med tiden, og jeg vil ikke acceptere at blive koblet af, fordi de unge ”forstår hinanden” når de taler og skriver.
Mit modersmål er ikke ligegyldigt.
Lennart Kampmann
"Brug hellere krudtet på at lære dem engelsk og tysk. Det kan de bruge til noget, istedet for et lille perifært sprog med 5,5 mio. talere." - Helt enig!
Dansk er et af verdens største sprog. Ikke mindst fordi vi har et statsapparat der bruger dansk.
I har allesammen glemt at omtale spanskrøret, det var stadig en del af de sene halvtredseres hygge, eller endda de tidlige tredsere, jeg kan ikke helt huske det. Blot kan jeg huske engang, at en af de andre syndebukke var så forfulgt, af bøllerne, at han løb i sikkerhed ud af skolegården og nægtede at komme ind igen. Men så fik læreren ham skam slæbt indenfor og givet nogen af spanskrøret. Jo det var tider!
Bortset fra det har skriveren selvfølgelig en del gode pointer. Der er virkelig meget, der er gået tabt, men ikke kun i børnenes verden, også i de voksnes. Det er ikke kun børn der glor på TV, osv. Børnene gør stort set blot hvad de voksne gør, og sådan har det altid været. Sådan var det osse i de gode gamle dage.
At det så er katastrofalt at der er visse ting børnene ikke lærer, er en anden sag, men der er så mange andre ting i samfundet, der er meget mere katastrofale - og det er i vid udstrækning dem der forårsager børnenes katastrofale indlæringsniveau. Per Vadmand er inde på det, når han taler om at hvis man skal køre skole uden spanskrørsdiciplin, så skal der masser af penge til lavere klassekvotienter osv.
Men det danske samfund (og det er ikke det eneste) har mistet sammenhængskraften, så det bliver der ikke noget af.
Faktisk er vi på vej til en anden slags gode gamle dage, hvor det ikke er mere nødvendigt at alle børn har rudimenterne af en god middelklassedannelse end det var før almenskolen slog igennem, sådan rigtig for en hundrede år siden, vel sagtens.
Man prøvede at uddanne rakket i midten af sidste århundrede, men har åbenbart ombestemt sig, almendannelse er ikke noget for rakket længere, det koster for meget.
Det ender altid med en analyse af politik og profitbaserede samfundsformer, men jeg har ikke i sinde at gå i den retning i øjeblikket.
I stedet vil jeg gerne sige lidt ud fra min egen professionelle synsvinkel, idet jeg arbejder som dansk oversætter i USA.
Man kunne nemt se det som et bevidst forsøg på at komme det danske sprog til livs, at der er så meget engelsk i sproget, men det er det næppe, det er blot et udslag af markedskræfterne, altså er vi tilbage ved analysen.
Her (og også i Damnark, selvfølgelig) sidder vi og kværner skriftligt materiale ud - som regel med en meget stram tidsfrist, samfundets hjul skal jo køre hurtigt, indtil for få år siden uden anden reference end de seneste, men allerede uddaterede ordbøger, uden hjælp fra Det Danske Sprognævn, det har ingen autoritet, som f.eks. det franske har. Vi i USA har ikke rigtig god føling med sproget i Damnark, oversættere i Damnark forstår ikke den engelske tekst tilstrækkelig godt. Hele den oprindelige computerterminologi blev enten oversat af computernørder som ikke kendte sproget, eller af oversættere som ikke forstod computerne. Alle ord der på noget tidspunkt bliver sat i cirkulation af dovne oversættere, for man tjener hurtigere penge ved at oversætte til Danglish - alle de ord er kommet for at blive, hvad enten de er fornuftige eller ej. Og på den måde bliver det de profitbaserede markedskræfter der er altbestemmende for den retning sproget tager. Det hele skal jo gå hurtigt og være billigt. Skid hul i om teksten er ordentlig dansk, vi har noget lort der skal sælges, så vi laver en cost/benefit-analyse, hvor god en oversættelse kan det betale sig at lave hvis altså lortet sælger?
Så længe alt overlades til de globale markedskræfter vil det gå som det går.
Så er det sgu lige meget om det er børns uddannelse, vore kostvaner, kriminalitetsniveauet, eller hvad.
Lennart Kampmann har en anden tilgang til det hele og for så vidt mere realistisk end alle os andre: hvad skal vi med det her lille lorteland med sit lortesprog?
Det kan dem med hukommelse så måske se tydeligst når det er væk.
@Lennart Kampmann
Jeg var der også, og ønsker ikke at nogle skal tvinges tilbage, der er ikke noget at komme efter.
Desuden er kundskaben i at gå på jagts med spyd og kølle stærkt truet på grund af al de moderne pjat med selv at dyrke grisene.
Kan man :
"Tabe" et sprog på gulvet.
"Miste" det på sankt hans torv
Se det "død" i en trafikulykke
Lade det "forsvinde" i mængden
Til Per Vadman: Om at redde værdier uden aft vende tilbage til Lektor Blomme:
Har lige læst Daniel Kehlmanns novelle "Rosalie rejser ud for at dø". Den handler om en kvinde, der rationelt beslutter sig for "assisteret selvmord". men pludselig begynder hovedpersonen at argumentere med forfatteren, som så lader sig overtale til at lade diagnosen være en misforståelse og lader hende vende tilbage til ungdommen.
Kunne vi nostalgikere gøre det samme med sproget ved at koncentrere os om det, der virkelig betyder noget : skriftsprogets syntaks, og ophøre med vore jeremiader om dårlig vokal-udtale og landsdelsdialekternes forsvinden?
Det er jo i skriftsproget, at entydigheden er vigtig. I det talte sprog har man betoningen og kropssproget at supplere med.
For 50 år siden gik over 50% af en årgang ud af 7. klasse. Hvor mange af 3F´s medlemmer er det nu der læser og skriver dårligt. Fra min skole var vi 4 elever ud af 120 der gik på gymnasiet.
Masser af børn skriver korrekt og pænt og masser gør det ikke. Sådan var det også i gamle dage. Der er blot langt flere i dag der går længere tid i skole og på trods af al jammer faktisk får en uddannelse.
I gamle dage behøvede masser af mennesker ikke at skrive en stavelse efter de havde fået skovlen i konfirmationsgave og til de gigtsvage kom på alderdomshjemmet.
Den går ikke i dag. Det er blevet sværere at fungere på arbejdsmarkedet. Især hvis man har det svært i skolen.
Måske er det heller ikke dødnødvendigt at være dygtig til skriftlig engelsk for at sidde ved kassen i Brugsen.
Dansk er forøvrigt et af de sværeste sprog i verden, forskellen mellem dansk fonetik og stavning er stor og bliver stadig større. Danske børn begynder at tale senere end børn i andre lande.
Måske det var på tide at gøre som svensken, og befri retskrivningen fra etymologien.
Så svært er dansk nu ikke. Jeg har i forsvaret været igennem russisk og serbo-kroatisk (da der stadig var noget der hed det) og senere japansk på CBS (mens den også hed handelshøjskolen i Kbh.) Meget fremmedartede sprog, men bestemt mulige at lære. Således også dansk.
Hvert sprog har sine særheder, men at dansk skulle være særligt svært er måske at gå for vidt.
Udtalen er måske vanskelig for nogle, men det er jo et generelt problem for (stort set) alle sprog.
Med venlig hilsen
Lennart
Når vi nu er ved det, så er der historisk jo rigeligt med eksempler på at vi som nation betjente os af flere sprog. Dansk med hunden, tysk med handlende, fransk med hoffet, etc.
I vore dage er engelsk det rette sprog til forskning og akademisk virke, tysk er for den merkantilt orienterede og dansk er et hyggeligt lille sprog der er velegnet til at bruge ved mødet med en kommende brud eller gom ;)
Spansk har fået status, fordi mange tror at det er et lettere sprog end fransk og tysk, og at de derfor slipper lettere om studentereksamen den vej. (ok, det er sat lidt på spidsen)
I Japan klager de over at de unge ikke kan huske hvilke streger de skal tegne i skrifttegnene - det er vidst nok en naturlig del af debatten at de unge ikke er gode nok til sproget...
med venlig hilsen
Lennart
vist, hmmm
vist og vidst, den er helt smuttet for mig ;)
Lennart Kampmann
Hold du bare fast i "vist nok". Det har jo ikke noget at gøre med at vide
;-)
Dagens reference-konference :
"Her bør militæret sættes ind, med nyudviklede laser-sprog-"kanoner."
At beherske sproget så godt som muligt er ingen garanti for at få et godt liv, men som mindstemål er det da, i hvert fald i min optik, et godt fundament, og det bør være en selvfølge, at man tilstræber at give alle børn mulighed for en kvalificeret undervisning i dette, især fordi ikke alle forældre har forudsætninger for at gøre dette. Jeg synes, at artiklens forfatter har fat i noget væsentligt, og jeg opfatter den ikke som et forsvar for hverken den sorte skole eller flinkeskolen, hvor jeg selv gik. Vi havde osse lærere der var fremragende, engagerede og kunne motivere, i hvert fald mig, til at ville lære mere om det specifikke fag. Desværre også det modsatte, men de findes vel osse i dag? Jeg ved det ikke, har ikke, og har aldrig haft skole- eller undervisningssøgende børn. Og så vidt jeg ved, har vi jo ikke skole- men undervisningspligt i DK, men det er måske irrelevant i forhold til denne artikel...
@ Inger Sundsvald
tak, det er svært at holde fast i korrekt stavning når der foregår en parallel debat i mit hoved på tre sprog samtidigt.
Særligt slemt var det da jeg havde været i Kroatien i 9 måneder som militærtolk, da der ikke på serbisk eller kroatisk anvendes dobbeltkonsonanter i betydeligt omfang. Ord som kommune og diskussion var pludseligt ikke så lette at stave rigtigt.
Rigtigt sjovt er det også at forsøge at stave til engelske ord, som japanere har omskrevet til katakana. Der bliver man helt smidt af. Fx. er ordet pasokon en dejlig japansk sammentrækning af personal computer. Sehara er et andet ord. Prøv om I kan regne den ud ;)
Med venlig hilsen
Lennart
Dansk er forøvrigt et af de sværeste sprog i verden, forskellen mellem dansk fonetik og stavning er stor og bliver stadig større. Danske børn begynder at tale senere end børn i andre lande.
Måske det var på tide at gøre som svensken, og befri retskrivningen fra etymologien.
Er det ikke noget i dén stil Dansk Sprognævn konstant beskæftiger sig med? (Uanset at jeg frit vælger at ignorere dem, når en kunde ikke kræver det modsatte)
Majonæse
Vanilje
Bolsje
Kafé (OK, dén blev forkastet efter nogen tid)
Shampo (også her)
Fråse
etc.
Hold du bare fast i “vist nok”.
Jeg plejede konsekvent at få 13 i retstavning i skolen. Den tid er forbi, og jeg har ikke stavet det "vidst nok" indtil for nylig. Til min store overraskelse er "vistnok" åbenbart også korrekt - eller også er i virkeligheden det eneste rigtige i betydningen "måske" - ikke helt til at se ud fra retskrivningsordbogen.
Fx. er ordet pasokon en dejlig japansk sammentrækning af personal computer.
Det meget kendte japanske produkt Pureisuteeshon er stadig min favorit - vi kender det også bedre på engelsk i Danmark ;-)
*) jeg har stavet det "vidst nok" indtil for nylig.
Jimmi Thøgersen
Der er absolut ikke nogen grund til at gå i detaljer (som før i tiden hed detailler, og som mit staveprogram konsekvent retter). Lidt ligesom med vanille som nu gerne må hedde vanilje, alt efter temperament.
Så længe det er forståeligt er det vel ok. Så må vi gamle metusalemmer se at blive lidt mere tolerante og følge med tiden.
Men hvis vi vil bevare sproget, sådan nogenlunde intakt, så er det vel ikke af vejen, at ungerne lærer noget om hvad ordene kommer af?
I mine spæde år, så jeg næsten kun svensk børne TV om morgenen.
Så da skolen bad om sin første fristil, fik jeg den tilbage med ordene, "din stavning er for ringe."
Da jeg så så hvor rettelserne var, var jeg målløs.
Jeg skrev nærmest på svensk-dansk !
Betydning, var blevet til betydelse. Altså kunne jeg stave, bare ikke dansk alene, men et multisprog.
Hilsen den globale skribent.
Sproget er dynamisk og kan ligesom en flod ikke dæmmes ind uden at den alligevel finder nye veje, eller gør livet surt for de der bor langs med den.
Franskmændene har prøvet, Islændingene er meget strikse, men ligemeget hjælper det.
Japanerne har overgivet sig til dels.....
Med venlig hilsen
Lennart
Inger:
Kommentaren om at frigøre fra etymologien var nu heller ikke min - fik bare kun kursiv om første afsnit.
Jeg er selv også overbevist om, at kendskab til oprindelsen er af langt mere praktisk værdi end at kunne stave ordet korrekt. Det har hjulpet mig meget på både engelsk, tysk, fransk og spansk. Dette uanset, at jeg selvfølgelig også tit og ofte selv laver tanketorsk både hvad angår stavning og betydning, jfr. anden tråd med "indforstået" overfor "underforstået". Kommatering foregår efter forgodbefindende og temperament - udover til kunder.
I øvrigt, nej, vanille skal hedde "vanilje", hvis du spørger Dansk Sprognævn, så det er ikke helt efter temperament. At sprognævnet så ikke er konsekvente, og du stadig ikke må stave "pavillon" "paviljon" er noget andet. Ligesom "bearnaise" ikke kan staves "bajnæse" uanset "majonæse"-misæren.
Samme frasortering af valgfrihed gælder i øvrigt "linje", som jeg først lige er ved at have vænnet mig af med at stave "linie".
Og det er ikke en gang mere end 16 år siden jeg gik ud af folkeskolen...
Ja, mangelen/manglen på konsekvens er udtalt. Hvad skal det dog ende med, når ikke engang mit staveprogram kan beslutte sig?
;-)
Jeg må vist til at sætte min hat som jeg vil, og insistere på vanille, uanset hvad de mener i sprognævnet.
norsk-svensk-dansk
Slig betydelse, er ikke at forglemme.
Fransk-engelsk-dansk-latin-svensk-norsk-tysk........
Giv op !