Cambodja var ved at rejse sig efter de massive amerikanske bombardementer. De Røde Khmerer var ved at få landet på fode, rishøsten var i kraftig vækst, og folk havde overgivet sig til kollektivismen og levede fuldstændig uden privat ejendomsret.
Den beskrivelse vendte fire begejstrede svenskere hjem med efter to ugers rejse i Pol Pots Cambodja i 1978. I Sverige skrev de bøger, artikler og lavede dokumentarfilm om deres oplevelser i Demokratisk Kampuchea, som De Røde Khmerer døbte landet. Et halvt år efter kom det frem, at op mod 20 procent af landets befolkning var døde. Dræbt af regimet eller døde af sult som følge af de store folkeforflyttelser, som khmererne stod bag.
Den svenske journalist Peter Fröberg Idling har sat sig for at forstå, hvordan de fire kunne rejse gennem landet uden at fornemme de rædsler, som befolkningen gennemgik.
»Det fascinerende er, hvordan man kan rejse gennem det 20. århundredes værste terrorstat uden at se noget af den terror, der finder sted«, siger Peter Fröberg Idling.
Resultatet blev bogen Pol Pots smil fra 2006, der nu er udkommet på dansk. Bogen består af 259 fragmentariske scener fra Cambodjas historie, den svenske delegations rejse samt forfatterens egne oplevelser og research.
»Det var også interessant for mig personligt. Mine tidligste barndomsminder indeholder demonstrationer mod Vietnamkrigen set fra barnevognen, og den første sang, jeg lærte at synge, var Internationale. Så jeg havde en barndomsvision, om hvordan en bedre verden skulle bygges. Men al den velvilje og optimisme der var dengang, den slutter på en eller anden måde med The Killing Fields (betegnelse for de massegrave hvor op mod 200.000 mennesker blev henrettet red.) i Kampuchea«.
Hvordan kunne det ske?
Pol Pots Smil er Peter Fröberg Idlings debutbog. Han forsøger med sin skildring af både den svenske delegation og Cambodjas historie at nå tættere på et svar på, hvordan det gik så galt. »Hvordan kan vi gå fra alt det gode og så ende med alle de døde. Hvad er mekanismen? Det er det, jeg forsøger at forstå. At nazismen fører til Auschwitz er helt forståeligt og nemt at begribe, men at den solidariske revolution fører til The Killing Fields, var for mig meget svært at forstå«.
Idéen til bogen får han, da han under et ophold i Cambodja finder Kampuchea mellem to krige, en rejseberetning skrevet af de fire svenskere efter deres tur i 1978. Beskrivelserne af landet under De Røde Khmerer afviger så meget fra alle andre beretninger, at det vækker hans interesse.
»Jeg fandt bogen efter at have boet og arbejdet i Cambodja i to år, og blev virkelig overrasket over den måde de fremstillede landet på. At der kunne findes to så forskellige billeder af det samme historiske forløb var fascinerende.«
Bogen satte Idling i gang med en længere research om den svenske venstrefløjs forhold til Cambodja. De fire var organiseret i en venskabsforening og var nogle af de få fra vestlige lande, der overhovedet fik adgang til landet, mens de røde khmerer var ved magten. Af andre der kortvarigt var på besøg i Pol Pots Cambodja var blandt andet en gruppe fra det danske KAP (Kommunistisk Arbejderparti) og en norsk delegation. Vestlige nyhedsmedier var forment adgang. Der er skrevet masser af bøger om venstrefløjens tvivlsomme alliancer under Den Kolde Krig, men Peter Fröberg Idling var optaget af ikke at ende som endnu en bog i rækken af koldkrigsopgør.
»Jeg var meget uinteresseret i at dømme tidligere generationers handlinger. Jeg ville ikke pege fingre, men forsøge at forstå dem. Specielt det her emne har været domineret af personer, der enten har taget afstand, eller fastholder at alt var rigtigt. Det er stadig meget polariseret, og det er nok grunden til, at denne her bog har haft succes. Den indtager ikke en af de sædvanlige positioner, men ser på det med et nyt blik,« siger han.
»Det afgørende er, at det er en venstreorienteret, der har skrevet den. På samme måde som det ville være interessant at læse en konservativ skrive om sin tiltrækning af nazismen. For at det skal være interessant, skal man forstå den tiltrækningskraft, som utopien har. Jeg ville ikke kunne skrive på samme måde om nazisme, for det tiltaler mig på ingen måde«.
På trods af at Peter Fröberg Idling ikke vil bidrage med bebrejdelser af den svenske delegation, mener han stadig, de burde have gennemskuet konsekvenserne ved det, de røde khmerer gennemførte i revolutionens navn. Han nævner som eksempel khmerer-lederen Pol Pots ordre om, at indbyggerne i hovedstaden, Phnom Penh, skulle forlade byen for at bo på landet, eller da det monetære system blev afskaffet fra den ene dag til den anden.
»Delegationen burde have gennemskuet, at hvis man tømmer byer for to millioner mennesker i 40 graders varme, uden de har adgang til hverken penge, mad eller vand, så vil mange dø,« siger han.
Ønskesamfunde
Da svenskerne rejste rundt i Cambodja, var det i et land, der få år forinden havde været udsat for et af verdenshistoriens største bombardementer. USA havde i sin iver efter at ramme den vietnamesiske guerilla, de mente gemte sig på den cambodjanske side af grænsen, kastet 2,7 millioner ton bomber. Det svarer til halvanden gang så meget, som der blev kastet af de allierede under hele Anden Verdenskrig.
Ifølge Peter Fröberg Idling prægede det den måde, som svenskerne så landet på: »De så et land, der kort forinden var bombet tilbage til stenalderen af USA. Her arbejdede almindelige bønder og direktører nu side om side, startende fra nulpunktet for at bygge det retfærdige samfund. Det er klart, at de synes, det fremstod meget sympatisk«.
- Var de naive?
»Det, de så, var i overenstemmelse med deres verdenssyn. De havde jo i 10-15 år arbejdet for, at folket skulle rejse sig og skabe en anden verden. I Demokratisk Kampuchea så de ikke en perfekt verden, som den de havde forestillet sig, men der var meget, der stemte overens, med den måde de ønskede, den så ud. Jeg tror egentlig ikke, det var så udspekuleret, men nok nærmere underbevidst.«
- Men hvorfor lige Cambodja?
»Deres ønskesamfund var jo ikke et vestligt liberalt forbrugersamfund. Og ser man på de andre alternativer, så var Sovjetunionen et forstenet, inneffektivt og uretfærdigt samfund. Kina var heller ikke sagen. Men der måtte jo være et alternativ, hvor det fungerede. Cambodja var helt nyt og kunne fungere som 'den tredje vej'. Khmererne havde kun haft magten i tre år, så der fandtes ikke dokumentation for, at noget var gået helt galt. Jeg tror, det var et ønske om, ikke kun at have ret på papiret, men nu også få ret i praksis«.
- Findes de tendenser stadig på venstrefløjen?
»Generelt er den utopiske venstrefløj i dag meget marginaliseret«.
- Og er det så positivt eller negativt?
»Det gør i hvert fald politik meget mere kedeligt. Når der er valg i Sverige næste år, har jeg ingen anelse om, hvad jeg skal stemme. Hvis du befinder dig på venstrefløjen, er der ikke længere noget alternativ. Der er helt tomt«.
