Nyhed
Læsetid: 2 min.

Vidnesbyrdet vandt

Navnlig én genre har stor bevågenhed i Stockholm lige nu: Vidnesbyrdet som fortælling. Den mestrer Herta Müller, og derfor fik hun prisen. Det siger oversætter og forfatter Karsten Sand Iversen
Kultur
9. oktober 2009

Der sidder en særlig magtfuld mand i det svenske akademi. Det er den tidligere permanente sekretær, Horace Engdahl, der i dag har fast plads i nobelkommiteen. Og han er optaget af noget helt særligt:

»Vidnesbyrd er en form for litteratur, som Horace Engdahl betragter som noget nyt. Og han har stadig en rigtig stor indflydelse på, hvem der skal have prisen. Det er der ingen tvivl om,« siger Karsten Sand Iversen, der har oversat Herta Müllers værker til dansk. Han er derfor ikke er i tvivl om, at netop den type litteratur har særlig bevågenhed i Stockholm i disse dage. Pudsigt nok har Herta Müller aldrig selv ville kalde sine værker for vidnesbyrd. Hun siger selv, at hun ikke hører under den kategori.

Men det mener Sand Iversen, at mange andre vil mene - da værkerne er klart beslægtet til denne litterære genre.

»Selv kalder hun det kunst - hun siger, at hun skriver romaner, ikke vidnesbyrd. Hun er en meget intelligent kvinde, og jeg vil helst ikke modsige hende, men jeg mener, at de erfaringsgrundlag, som romanerne bygger på, kan betegnes som vidnesbyrd,« siger han og fortsætter:

»Herta Müller skriver ud fra egne oplevelser - undtagen i den nyeste bog. Hun tilhører et forfulgt slags menneske, der nægtede at samarbejde med et hidsigt regime. Og det fremgår af hendes værker.«

Vidnesbyrd på mode

Karsten Sand Iversen fortæller, at vidnesbyrd er et modeord i litteraturverdenen og en genre der er så populær, at forfattere flokkes om den. Østrigsk-fødte Jean Améry er et eksempel på en forfatter, der har skrevet på baggrund af egne grusomme oplevelser under Anden Verdenskrig. Genren er især populær i Tyskland, men vinder også frem i Danmark.

Men hvad er det så, der gør Herta Müller så speciel?

Karsten Sand Iversen, der i høj grad bifalder dette års prisvinder, deler hendes forfatterskab op i tre dele:

»De første par bøger handler om den landsby, som hun voksede op i; et voldeligt og nazistinficeret miljø. Det var meget ilde set, og hendes mor bad hende indtrængende om at lade være. Det gjorde hun ikke,« fortæller han.

Den midterste fase handler om livet under Nicolae Ceausescus regime, og så har hun netop taget hul på en tredje fase:

»Hendes nyeste bog handler om, hendes mors oplevelser, selv om moren aldrig selv har ville fortælle hende om dem,« fortæller Karsten Sand Iversen.

Herta Müller måtte derfor tilegne sig viden af omveje. Hendes mor var i tvangslejr i Ukraine, og det samme var hendes gode ven Oskar Pastior.

»Pastior og Müller var meget tæt forbundne indtil hans død, og han tog hende tilbage til tvangslejren og fortalte alt. På den måde fik hun skovlen under sin mor, og morens hemmeligheder,« fortæller Karsten Sand Iversen.

Han mener, at det der gør Herta Müller så speciel, i forhold til andre forfattere inde for samme felt, er selve indholdet af hendes værker - ikke det overordnede tema.

»Hun er en meget stærk poet, med et yderst unikt billedsprog. Hun kondenserer meget komplekse sætninger og følelser til meget store billeder. Og så har hun et meget specielt blik på verden. Hun kan udtrykke noget med særligt sammensatte ord, som ingen anden kan udtrykke,« siger han. Vidnesbyrd eller ej.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her