Læsetid: 4 min.

VM-kvalifikationen er et idrætshistorisk knald af dimensioner

Med en 1-0 sejr over Sverige kvalificerede det danske fodboldlandshold sig lørdag til verdensmesterskaberne i fodbold i Sydafrika. For Danmark er der nu udsigt til en god solid omgang forventningens glæde. For Afrika rummer VM endnu større perspektiver
Jakob Poulsen jubler over sin scoring mod Sverige, der sikrede Danmark deltagelse ved VM-slutrunden i Sydafrika næste år.

Jakob Poulsen jubler over sin scoring mod Sverige, der sikrede Danmark deltagelse ved VM-slutrunden i Sydafrika næste år.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

12. oktober 2009

Billetten til næste sommers VM i Sydafrika er i hus, og Danmark kan veltilfreds læne sig tilbage og se frem til en af de sjældne oplevelser, der altid indfrier forventningerne - selv hvis oplevelsen i præsens skuffer. Det er vanskeligt helt at finde paralleller til det, der venter, men skal man - tvunget af omstændighederne - kan man godt vove pelsen og sammenligne den danske kvalifikation med, at der ud af det rene ingenting er dumpet en udsigt til sommerromantik, mestendels baseret på saftig sex, ned i den danske befolknings turban. For også med fodbold - og især sjældne fodboldbegivenheder som VM - gælder det jo, at den sitrende optakt udgør en mindst lige så stor del af glæden som selve afviklingen.

Midt i den spirende VM-rus har det, der virkelig rykker noget, dog stort set ingenting med Danmark at gøre. Det væsentligste er, at et afrikansk land for første gang har fået tildelt en sportsbegivenhed med intens global bevågenhed. Man skal tilbage til Muhammed Alis boksekamp mod George Foreman i det daværende Zaire i 1974 for at finde tilsvarende på det afrikanske kontinent, men selv den legendariske kamp vil - målt på international opmærksomhed - blegne, når først VM fløjtes i gang.

Stor bevågenhed

Bevågenheden udefra er afgørende for Afrika, fordi gode historier er det, Afrika - næst efter kapital - har mest behov for overhovedet. Frem til recessionen i den internationale økonomi kunne en række afrikanske lande som Botswana og Ghana fremvise flotte økonomiske vækst- rater og var, med Verdensbankens ord, lige på vippen til at gøre sig uafhængige af donorpenge. Det hører man bare sjældent om i vestlige medier. En konsekvens af det er, at selv de succesfulde afrikanske lande har yderst svært ved at tiltrække kapital fra udenlandske investorer, der forståeligt nok er yderst tilbageholdende med at investere i lande, de ikke kender for andet end krig og kaos - selv om flere af landenes børsnoterede virksomheder frem til 2008 kunne fremvise afkast i en størrelse, man ellers skal til Kina for at finde, og på den anden side af krisen uden tvivl vil gøre det igen. Uden udenlandske investeringer må de afrikanske lande ty til lån fra internationale donorer, hvilket fastholder dem i gæld og ikke mindst i en destruktiv offerrolle - i egne såvel som i andres øjne.

VM har potentialet til at blive en stærkt tiltrængt platform for gode historier. I første omgang især til fordel for Sydafrika, men i anden omgang til gavn for hele det afrikanske kontinent, hvor det store land i bunden virker som en økonomisk motor.

Visse rønnebær skal nok alligevel være sure. Som når den gamle traver om, at fodbold skaber usund nationalisme igen og igen begynder at dukke op frem mod VM. Forfatteren Jesper Jensen skrev således engang, at sportsbegejstring fostrer et nationalistisk krigsudtryk, fordi fodboldkampe fremkalder en kollektiv eufori af den primitive art, der forudsætter en fælles fjende. Det må være fodboldkampenes ofte let hysteriske udtryk, der snyder, for dummere konklusion fra en ellers klog mand skal man lede længe efter. Det svarer til at sige, at kærlighed er farlig, når nu kærlighed har forårsaget strid og drabelige dueller siden tidernes morgen. Kausaliteten er ganske enkelt forfejlet. Krigerisk nationalisme kommer før fodbold, ikke omvendt.

Jævnt træningssæt

Seks års lang ørkenvandring har det ellers været for dansk fodbold, der ikke siden 2004 har været med til fodboldslutrunde. Alene af den grund er kvalifikationen et stykke dansk idræts- historie, og en af nøglekaraktererne i historien er landstræner Morten Olsen. Han skal have stor ros for at have ført landsholdet frem til VM. På trods af flere ting: Den lange række af skader blandt nøglespillere, der hviler som en uforståelig forbandelse over landsholdet. Hån og spot i pressen især ved kvalifikationens begyndelse. Samt ikke mindst den usle danske hjemmebane, Parken, der mere og mere tager sig ud som en skamplet på dansk fodbold, i takt med at selskabet bag, Parken Sport & Entertainment, bryder loven ved at lade hvem som helst stå vagt under landskampe, ødelægger græstæppet med koncerter og river stemningsfyldte tribunerne ned for at bygge stemningsløse kontortårne i stedet.

En anden interessent skikkelse har også rejst sig i kvalifikationen, nemlig assisterende landstræner Peter Bonde.

I sit jævne træningstøj (kun ment positivt) minder Bonde om, at hele baggrunden for fodboldlandsholdets succes er dét foreningsdanmark, der den ene kolde hverdagsaften efter den anden arbejder frivilligt med de små purke, inden de rå talenter bliver afleveret videre til eliteidrætten. Og med sit glimt i øjet minder han også om en stærkt savnet rummelig skolelærer fra en svunden tid, inden rummelighed blev et begreb i de kredse. Ham, der udlod den rå tone, selv når den ellers var oplagt, og brugte noget så gammeldags som humor eller kloge ord til at samle frem for at splitte klasser. Ham, der kunne citerer den italienske filosof Antonio Gramsci for, »at fodbold er den menneskelige loyalitets friluftsrige«.

VM i Sydafrika tænder drømmen om dette sted med stærke bånd og højt til loftet. Såvel den lille danske som den store afrikanske drøm.

knp@hotmail.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu