Læsetid: 5 min.

Årets debutant og fjas er serious business

Blandt årets debutanter sporer man en anelse ungdommeligt overmod, som det sig hør og bør, men så er der ellers bare mod for resten af pengene. Mod til at sætte sig selv og sproget på spil
Debutanten. Chresten Forsom udgav en digtsamling uden titel og omslag. Og var denne artikels skribent med i juryen, der skal vælge årets debutant, gik hendes stemme til ham.

Debutanten. Chresten Forsom udgav en digtsamling uden titel og omslag. Og var denne artikels skribent med i juryen, der skal vælge årets debutant, gik hendes stemme til ham.

Kristine Kiilerich

13. november 2009

Hvis man går med rød kuglepen og er rettegal, kan man få sin lyst styret med Theis Ørntofts digtsamling Yeahsuiten. Lømlen (f. 1984) skriver blandt andet: »så på et tidspunkt kom jeg op og diskutere med en af mine venner.« Jyllands-Postens sure anmelder fik lysten styret at dømme ud fra hans anmeldelse fra den 23. september.

Sur anmelder er ikke mine ord, sådan betegner Jyllands-Postens Erik Svendsen sig selv og forklarer, at Theis Ørntoft burde have skrevet »op at diskutere«. Men hvad er man da også for en sølle debutant, hvis ikke man kan få ophidset bare én kritiker med sin kække sprogbrug?

Det kunne Theis Ørntoft, for han er ikke spor sølle, men tværtimod alt, hvad man kan ønske sig af en ægte debutant: ungdommeligt overmodig, sprogligt original, stilfuld, og så brænder lokummet. Der er meget død i digtene, livet føles som et øjeblik. Ørntoft har en intensitet og klarhed om livets korthed, som jeg ellers især forbinder med good old boys-digte af Peter Poulsen og Jørgen Gustava Brandt.

Man kunne ligefrem have tillid til, at Ørntoft ved, hvad han gør med det danske sprog. For eksempel når han skriver, at »hvis ikke jeg tænker mig godt om, vælger jeg automatisk det danske/for jeg er meget påvirket af netop det sprog«.

Yeahsuiten balancerer et sted mellem rusen over poesien og sproget: »prøv at se denne linje!«, og så skuffelsen over poesien og sproget: »næsten enhver form er en karikatur«, og risikoen for at ende i en karikatur kan man sige næste debutant, Chresten Forsom, har taget meget alvorligt. Han har helt droppet at skrive digte, som vi kender dem, lange eller korte med brudte linjer og hvidt rundt om. I stedet for er hans debut uden omslag og titel, men én lang flimrende og dansende tekst trykt med en neutral Times på en papirblok, som også kunne ligne et manuskript, der endnu ikke havde noget forlag at udkomme på. Jeg synes, det giver god mening at forbinde Forsom med Ursula Andkjær Olsen, hvis seneste udgivelser ligesom Forsoms kan få en til at ønske sig et ekstra sæt øjne, så man kunne læse flere steder på én gang.

Antihierarkisk

Chresten Forsom bruger ikke tegnsætning, ikke sidetal, ikke store bogstaver. I det hele taget nedbryder han de tekstlige og sproglige hierarkier, så slemt platte vittigheder, også den med »det sagde hun også i går«, formelt set ikke rangerer lavere end (anti)naturpoesi, finanskrisepoesi, Danmark i krig-poesi og så videre. De store mellemrum mellem ordene, ord i parallelle spalter eller i trappeformer giver ligesom traditionelle linjebrud udsagnene flere betydninger. Her er bare endnu flere af dem, betydningerne, usikkerheden bliver større, teksten står og sitrer, og som jeg ser det, er en af de smukkeste virkninger, at sproget slipper for at være velformuleret, lækkert, skarpt, humoristisk, køligt - alt det, som man kan begejstres over, men som let bliver for meget og for kalkuleret, også selv om digteren er sig pinligt bevidst om denne fare. En måde, man læser Forsoms poesi på, minder lidt om at læse billeder. Blikket vandrer rundt på bogsiderne for at fange detaljer, og hvor det synger og bevæger (sig/mig/dig). Var jeg med i juryen, der skal vælge årets debutant, gik min stemme til Forsom.

Så skal vi til koncepterne: Eva Tind Kristensens do er ligesom Maja Lee Langvads Find Holger Danske fra 2006 en god grund til ikke at skelne mellem det private og det personlige i kunsten, men i stedet for tale om, hvor det private fører hen. Ned til egen navle eller ud i verden? Eva Tind Kristensen og Maja Lee Langvad bruger begge en meget privat historie om at være adoptivbarn fra Korea til at stille spørgsmål ved størrelser som national identitet, den biologiske familie og magtforhold, der er styret af økonomi, sprog og kultur. Den adopteredes dobbeltidentitet er i do forvandlet til et koncept, hvor danske og koreanske fænomener på hvert opslag spejler sig i hinanden uden blot at udpege modsætninger, men derimod for at skabe et større rum for refleksion. På en række familiefotos har Kristensen nuppet pladsen fra andre voksne adopterede, for sådan kunne det lige så godt have været, og kan den vesteuropæiske læser overhovedet skelne den ene koreaner fra den anden?

Rotter på loftet

Konceptuel er Bjørn Friis Thomsens rottemades også. Efter syv år på universitetet blev Bjørn Friis Thomsen rottefænger i Esbjerg og omegn, og her fik han adgang til en helt særlig teksttype, rotteanmeldelsen! De skrives i skemaer af kommunens ansatte, når disse bliver ringet op af private personer, der har rotter i huset - og på loftet (jo, den er med!). Rotteanmeldelsen er et interessant sprogligt fænomen, fordi afsenderforholdene er slørede, fordi den skal være kort og præcis, og fordi en vis faglig indforståethed er helt acceptabel. Det giver stik imod hensigten nogle meget tvetydige tekster: »Der er masser af rotter, de kan ikke selv være hjemme, men ved nr 4 står der en hvid bil, de lader bagagerummet været låst op så kan du lægge gift til dem der.« Sproglig ukorrekthed er et af rotteanmeldelsens vigtige kendetegn.

Friis Thomsens rottemades udkom egentlig 2008, men det var i december og i undergrunden, så ingen avis har skrevet om den, og når nu det indlysende talents anden bog, Besøget, er fra i år, hører han til blandt de nye stemmer. Besøget er endnu mere eksotisk end rottemades. Dens udgivelseshistorie er i hvert fald, for den er udgivet i Tyskland på dansk med illustrationer af tyske Lucas Oertel, der ikke kan dansk og altså har ladet sig inspirere af noget andet end ordenes betydning. Igen og igen tillader årets debutanter uautoriserede tilgange til det danske sprog - og de rokker, som allerede antydet, ved forestillingen om nationalstaten.

Alen Meskovic, der er flygtet til Danmark fra Bosnien og først som stor teenager lærte dansk, debuterede i sommer med en fin samling migrationspoesi, der endda også peger på muligheden for at læse Peter Plys som migrationslitteratur ved at citere Æsels replik »After all, we can't all have houses«. Lone Aburas skriver i romanen Føtexsøen om et meget dansk liv som kassedame i Føtex. Lone kalder sin hovedperson for Lene, og ligesom Lone har Lene også en egyptisk far og en dansk mor. Socialrealisme og metalitteratur går hånd i hånd, og her er læseren ikke et øjeblik i tvivl om, at forfatteren midt i komikken har en del på spil. Klovnefiguren går igen, og den ved man heller aldrig, om man skal grine eller græde over.

Ren og skær psykologisk realisme står Ea Jeppesen for med romanen Hun bryder sig langsomt om hunde, og realisme skrevet på en stærk social indignation er Signe Schlichtkrulls roman Fogeden. Romandebutanterne får ingen røde streger af sure anmeldere, deres prosa er gennemarbejdet, pudset og filet og følger flot op på 90'ernes kortprosabølge. Blot med en lidt større gavmildhed med længden af teksterne, men det er sproget, ikke plot og spænding, der bærer romanerne hjem og ud i verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu