Læsetid: 8 min.

En aktivist krydser sit spor – syv sider af Michael Moores arbejde

Det er 20 år siden, at aktivisten og samfundsrevseren Michael Moore debuterede som filminstruktør med dokumentarfilmen ’Roger & mig’. Siden har verden ikke været helt den samme. I anledning af premieren på Moores nye film, ’Kapitalismen – en kærlighedshistorie’, der handler om det amerikanske samfunds økonomiske kollaps, portrætterer vi den både populære og kritiserede mand, som er blevet USA’s dårlige samvittighed
Det er 20 år siden, at aktivisten og samfundsrevseren Michael Moore debuterede som filminstruktør med dokumentarfilmen ’Roger & mig’. Siden har verden ikke været helt den samme. I anledning af premieren på Moores nye film, ’Kapitalismen – en kærlighedshistorie’, der handler om det amerikanske samfunds økonomiske kollaps, portrætterer vi den både populære og kritiserede mand, som er blevet USA’s dårlige samvittighed
20. november 2009

I - Journalistik

Michael Moore er født den 23. april 1954 i Flint, Michigan, hvor også USA’s største bilfabrikant, General Motors, stammer fra. Stort set hele Moores irsk-katolske familie – og resten af Flint – har arbejdet for GM, men ikke Moore selv. Det blev kun til én dag ved samlebåndet. Han overvejede på et tidspunkt at blive præst, men valgte i stedet journalistikken og grundlagde i en alder af 22 den alternative ugeavis The Flint Voice, der siden begyndte at dække hele staten og skiftede navn til The Michigan Voice. Efter 10 år som sin egen herre sagde Michael Moore i 1986 ja til et arbejde som redaktør på det venstreorienterede magasin Mother Jones i San Francisco. Han lukkede The Michigan Voice og flyttede vestpå. Arbejdet på Mother Jones var dog ikke, hvad Moore havde forestillet sig, og blot fire måneder senere blev han fyret. Hvorfor, er der delte meninger om – Moore siger selv, at det var, fordi man ikke ville lade ham skrive om fabrikslukninger i Flint; andre, at det skyldtes, at Moore var umulig at arbejde sammen med, og at han ikke ville trykke en kritisk artikel om sandinisterne i Nicaragua. Artiklens journalist har i et interview sagt om Moore, at han er »en meget ideologisk og ikke særligt veluddannet fyr«. Moore lagde sag an mod Mother Jones for uretmæssig fyring, men indgik forlig og fik 58.000 dollar: Dem brugte han til at lave sin første film, Roger & mig (1989), der handler om lukningen af flere af General Motors fabrikker i Flint, hvorved tusindvis af mennesker blev arbejdsløse, og byen begyndte at sygne hen.

II - Metoden

Allerede i Roger & mig benyttede Michael Moore sig af nogle af de metoder, som siden skulle blive hans varemærke og gøre ham så populær. Klædt i jeans, vindjakke og kasket dukker han op i General Motors’ hovedkvarter i Detroit i et forsøg på at få den øverste chef, Roger Smith, til at forklare, hvorfor GM lukker fabrikker i Flint. Moore iscenesætter sig selv som en average Joe, en sympatisk arbejderklasserepræsentant, der forsøger at få svar på nogle yderst rimelige spørgsmål, men reelt ikke har en chance. Og det er jo faktisk også den verden, han kommer fra. Det resulterer i morsomme og sigende situationer, hvor Moore gang på gang afvises, smides ud, skubbes væk, får politiet pudset på sig. Med årene – og ikke mindst i tv-serier som TV Nation (1994) og The Awful Truth (1999) – er stilen blevet mere og mere pågående og konfrontationssøgende, hvilket kun gør det sjovere at se på. Moore opnåede et stort og begejstret publikum til sine tv-programmer og film som Bowling for Columbine (2002), Fahrenheit 911 (2004) og Sicko (2007). Men hans modstandere har også lært hans provokerende metoder at kende og er begyndt at undgå ham. Det er ikke tilfældigt, at der er meget få konfrontationer i Moores nye film, Kapitalismen – en kærlighedshistorie. Mange har troet, at de kunne bide skeer med Moore, men er blevet gjort så grundigt til grin af ham, at det nu kun er the good guys, der tør stille op til interview med ham, mens der filmes.

III - Missionen

Dokumentarist, propagandist, korsfarer, satiriker, missionær, prædikant. Kært barn har mange navne, og Michael Moore, som folk elsker at hade, har endnu flere. Han har slået sig op som dokumentarfilminstruktør, hvilket han vel også er i bredeste forstand. Men det er nok mere korrekt at kalde ham en mand med en mission: Frygtløst og kompromisløst siger han magthaverne midt imod og afslører bagsiden af den amerikanske drøm i et forsøg på at gøre USA til et bedre sted at leve. I TV Nation var et af de underholdende indslag en gul kæmpekylling, Crackers, der bekæmpede corporate crime, altså store virksomheders kriminelle handlinger. Moore har aldrig lagt skjul på, at han er på arbejderklassens side i kampen mod den økonomiske og politiske korruption, det magtmisbrug og den grådighed, som efter hans mening gennemsyrer det amerikanske samfund. Målet helliger ofte midlet for instruktøren, der ikke tøver med at udstille og latterliggøre sine værste modstandere. Under præsident Clinton gik han primært efter private virksomheder. Men da George W. Bush kom til magten i 2000, fik Moore sig et nyt yndlingsoffer. Bowling for Columbine, der handler om frygt, highschool-skyderier og amerikansk våbenlovgivning, vandt i 2003 en Oscar, og Moore modtog statuetten med en skarp kritik af krigen i Irak: »Vi lever i fiktive tider, hvor man sender os i krig af fiktive grunde. Vi er imod denne krig. Skam Dem, hr. Bush. Deres tid er forbi.« Han blev både buhet og klappet af scenen. I Guldpalmevinderen Fahrenheit 911 har Moore et vist held med at udstille præsident Bushs stupiditet og påvise en uhellig alliance mellem Bush-familien og saudiarabiske oliefamilier, blandt andet Bin Laden-familien. En alliance, der har præget amerikansk politik i en uheldig retning.

IV - Fjenderne

Michael Moore har fjender som få andre filmmagere. Han er oftere end ikke blevet anklaget for ikke at have orden i fakta, hvilket blandt andet skyldes, at han bruger fakta, som han vil, og indimellem springer mellemregningerne over. Omkring premieren på Fahrenheit 911 – som da også var hans hidtil mest uforsonlige opgør med Bush-regeringen – tog angrebene på Moore til i styrke. Michael Moore Hates America var titlen på en film, som portrætterede Moore som en upatriotisk og antiamerikansk ballademager. Bogen Mi­chael Moore Is a Big Fat Stupid White Man var et højreorienteret korrektiv til Moores egen bog Stupid White Men, der handlede om de, ja, dumme, hvide mennesker, politikere og virksomhedsledere, som efter Moores mening var i færd med at ødelægge Amerika. Hjemmesider som moorelies.com, moorewatch.com, bowlingfortruth.com og mooreexposed.com overgik hinanden i perfide angreb på Moore. Han svarede igen via sin egen hjemmeside, blandt andet med et omfattende noteapparat og faktaudredninger, og var på ingen måde lige så hysterisk og hadsk i tonen som sine modstandere. Hans foretrukne våben har altid været en blanding af satire og sandhed.

V - Amerikaneren

Også i levende live er Michael Moore et underholdende bekendtskab. I 2007 gæstede han Sønderborg og holdt et foredrag for byens erhvervstop og tilrejsende journalister. Udgangspunktet var instruktørens nye film, Sicko, der handler om det alt andet end velfungerende, amerikanske sundhedsvæsen.

»Det er indlysende, at jeg har lavet den her film for at appellere til mine landsmænd og få dem til at tænke over, hvem vi er som mennesker,« sagde vækkelsesprædikanten Moore og hamrede sit budskab fast med syvtommersøm:

»Men jeg håbede også på, at filmen ville virke som en advarsel for folk rundt omkring i verden, for jer. Medmindre, I tager vare på de ting, I mener, er menneskerettigheder, bliver de også taget fra jer. Den store forskel er, at hvis en person bliver syg i Danmark, så mener I, at det er en menneskeret at komme til lægen uden at skulle bekymre sig om at have råd til at betale. I USA betragter vi det ikke som en ret, men som et privilegium for de, der har råd til at betale for det. Men Sicko handler egentlig ikke om sundhedspleje, selv om I så mig tale meget om sundhedspleje i filmen. Den handler om, hvem vi er som et folk. Det er det spørgsmål, jeg stiller til sidst i filmen: Hvem er vi? Hvad er der sket med os? Hvilket folk vil tillade 50 millioner af sine egne borgere at være foruden sygeforsikring, ni millioner af dem børn? Vi mener ikke engang, at et barn har ret til at gå til lægen i USA.«

VI Dokumentarist

Ikke blot har Michael Moore haft stor økonomisk succes med sine film. Fire af dem er på listen over de mest indbringende dokumentarfilm nogensinde (– hvilket i øvrigt har fået hans kritikere til at undre sig over, at han stadig opfører sig, som om han er arbejderklassens talerør). Moore kan også tage en del af æren for, at den politisk, socialt og samfundsmæssigt engagerede dokumentarfilm klarer sig så godt, også i bio­gra­ferne. Moore har bevist, at det kan lade sig gøre at trække mange menneske i biografen for at se noget, der ellers bliver betragtet som værende tungt og kedeligt, hvis man forstår at præsentere det på en underholdende og gerne provokerende facon. Moore har så at sige stået i spidsen for en dokumentarisk revolution, som gennem de seneste 10 år har begavet os med adskillige, især amerikanske og aktivistiske dokumentarfilm om en verden, der ikke er, som den bør være. Irakkrig, Abu Ghraib, klimaforandringer, fast food og delfindrab er blandt mange andre vigtige emner blevet behandlet i omdiskuterede, succesfulde dokumentarfilm, der har tvunget publikum til at tage stilling og selv engagere sig: En ubekvem sandhed, Taxi to the Dark Side, Who Killed the Electric Car?, Super Size Me,
Food Inc., The Cove.

Der blev lavet gode dokumentarfilm, inden Michael Moore kom til, men han har bevist, at man kan gøre en forskel – og måske endda tjene penge til den næste film – hvis man er sig sine virkemidler meget bevidst.

VII - Effekten

Det er blevet sagt, at Michael Moore prædiker for de allerede omvendte, og at hans film, tv-serier og bøger derfor ikke har nogen synlig effekt. Rigtigt er det da også, at Fahrenheit 911, som havde amerikansk premiere inden præsidentvalget i 2004, ikke havde den virkning, Moore havde håbet på: Bush blev genvalgt. Omvendt har Moore arbejdet hårdt for at gøre opmærksom på samfundsmæssige uligheder og urimeligheder og mobilisere de mennesker, som normalt ikke stemmer ved amerikanske valg, der generelt har en meget lav valgdeltagelse.

I filmen Slacker Uprising (2008) dokumenterer han, hvordan han med Fahrenheit 911 under armen rejste rundt til universiteter og colleges i hele USA og mødte unge mennesker, som virkelig var blevet interesseret i at debattere og engagere sig.

Man kan sige, hvad man vil, om Michael Moore, men han har en evne til at fremkalde stærke følelser – positive eller negative – i folk og skabe debat ved at stille nogle af de spørgsmål, som ingen andre stiller. I flere af sine bøger, blandt andet Stupid White men (2002), Dude, Where’s My Country? (2003) og Mike’s Election Guide (2008), kommer han med forslag til og vejledning i, hvordan man lokalt kan deltage i den demokratiske proces.

Skal man for alvor rose Moore for noget, er det, at han netop kæmper for demokratiet i en tid, hvor politikere og erhvervsliv i uskøn forening har forsøgt at sætte det ud af kraft. Spørgsmålet er nu, hvilken fremtid 55-årige Moore har. Hvis Obama får vendt skuden, er der ikke i samme grad brug for en mand som Moore. Det er tvivlsomt, om Moore kan – eller vil – lave mere traditionelle dokumentarfilm. I sin nye film, Kapitalismen – en kærlighedshistorie, krydser han så at sige sit spor og vender til Flint, der bestemt ikke har fået det bedre i de 20 år, der er gået siden Roger & mig. Moore fik ret, får de andre så fred?

cmc@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu