Læsetid: 6 min.

Angsten for den næste bog

Skriveblokader og præstationsangst er hyppige erhvervsskader blandt forfattere, der lammes af deres egen succes og omgivelsernes forventningspres. Litteraturhistorien er fuld af eksempler på lovende skrivetalenter, der efter et par bøger pludselig holder op med at skrive. Men det totale fravær af forventning kan faktisk være lige så slemt
Forventningspres. Når folk spurgte, om jeg var tynget af forventninger, sagde jeg: 'Nej, det er ikke noget, jeg tænker på'. Det var det standardsvar, jeg brugte til at stive mig selv af med. Men det var jo ikke helt rigtigt. For selvfølgelig har jeg tænkt på det. Jeg prøver bare ikke at tænke for meget på det, for jeg kan ikke rigtig bruge den slags tanker til noget, siger forfatteren Morten Ramsland, der netop har færdiggjort sin anden roman efter kæmpesuccesen med 'Hundehoved'.

Forventningspres. Når folk spurgte, om jeg var tynget af forventninger, sagde jeg: 'Nej, det er ikke noget, jeg tænker på'. Det var det standardsvar, jeg brugte til at stive mig selv af med. Men det var jo ikke helt rigtigt. For selvfølgelig har jeg tænkt på det. Jeg prøver bare ikke at tænke for meget på det, for jeg kan ikke rigtig bruge den slags tanker til noget, siger forfatteren Morten Ramsland, der netop har færdiggjort sin anden roman efter kæmpesuccesen med 'Hundehoved'.

Bo Amstrup

13. november 2009

Man har et navn for dem. De forfattere, der efter et par bøger pludselig holder op med at skrive. Man kalder dem 'bartlebier' - efter Herman Melvilles klassiske novelle, Skriveren Bartleby, om kontoristen, der uden forklaring pludselig begynder at afvise alle ordrer fra sin undrende arbejdsgiver med sætningen: 'Jeg ville foretrække at lade være'. Litteraturhistorien er fyldt med eksempler på forfattere, der pludselig løber tør for ord og indstiller karrieren. Samuel Coleridge og F. Scott Fitzgerald blev begge ramt af uhelbredelige skriveblokader, der satte en stopper for deres forfattervirksomhed, og for Herman Melville endte Skriveren Bartleby med at blive profetisk, idet han kort efter bogens udgivelse selv ophørte med at skrive og levede resten af sit liv i stille ubemærkethed.

Samme skæbne var tæt på at overgå danske Anders Bodelsen. Efter 12 års tavshed er han nu endelig igen aktuel med en ny novellesamling, men undervejs i sin lange skrivekrise var han flere gange tæt på at opgive troen på sig selv som forfatter.

»Det bliver en livsstemning. Man er røget ud af en skriveproces og fornemmer, at man sgu nok aldrig kommer tilbage i den >igen,« sagde han for nylig i et interview med Information.

I denne udgave af bogtillæget fortæller romanaktuelle Jette A. Kaarsbøl en lignende historie om, hvordan også hun har måttet kæmpe med forventningspres og skriveblokader efter debutsuccesen Den lukkede bog:

»I begyndelsen troede jeg faktisk ikke, opmærksomheden og forventningerne havde påvirket mig. Men efterhånden kunne jeg godt mærke, at der var et eller andet, der kørte med mig,« forklarer hun.

Ifølge litterær direktør på Gyldendal Johannes Riis kræver det som forlægger en særlig pædagogisk sans at kunne håndtere forfatternes evige kamp mod præstationsangsten - men ikke desto mindre gør man klogt i at tage problemet alvorligt, understreger han.

»Hvis forfatterens debutbog har fået fantastiske anmeldelser og har solgt i mange oplag, bygges der naturligt nogle forventninger op, som kan være svære at kapere. Som forlægger skal man derfor kunne balancere mellem at vise interesse for forfatterens nye projekt uden på den anden side at virke påtrængende og pushy. Mange forfattere bryder sig slet ikke om at tale om det, de skriver, fordi de er bange for at snakke det ihjel. Og det må man respektere, selv om det nogle gange kan komme til at virke lidt anstrengt. For begge parter ved jo godt, hvad det er, vi ikke taler om,« siger han.

Den svære toer

Tidligere i år udgav Ib Michael romanen Vilde engle, der er tredje og sidste bind i hans selvbiografisk funderede trilogi, der blev indledt med Blå bror (2006) og fulgt op med Sorte huller (2007). I romanen berører også han kvalerne ved at skrive 'den svære opfølger':

»'Hvordan går det med romanen,' spurgte Claus. Det gik ad helvede til, men det fortalte jeg ham ikke. (...) 'Hvad skal den hedde?' 'Krigen er smuk!' svarede jeg med en titel jeg havde hugget fra Rolfs næste bog. Han var meget bedre end mig, jeg havde mindreværdskomplekser og syntes at toeren var det største helvede på jord. Måske man bare skulle få det overstået.«

Selv er Ib Michael for længst kommet på den anden side af den svære toer. Men flere af hans forfatterkolleger, som først har fået deres gennembrud inden for de sidste fire-fem år, mangler stadig at følge deres succeser op.

Det gælder blandt andre Morten Ramsland og Knud Romer, der modtog De Gyldne Laurbær i 2006 og 2007 for henholdsvis Hundehoved og Den som blinker er bange for døden.

Information har talt med de to laureater og spurgt dem, hvordan de tackler det forventningspres, som uvægerligt følger med to så markante gennembrudsromaner.

»Igennem hele processen har jeg forsøgt at skrive den roman, jeg gerne selv vil læse, i stedet for at tænke for meget på, hvad alle mulige andre forventer. Men det er jo ikke det samme som at sige, det er lykkedes,« siger Morten Ramsland, der netop har afleveret sin nye roman, Sumobrødre, til forlaget.

Romanen, der er planlagt til at udkomme i 2010, udspiller sig over et år i en uroplaget forstad til Odense og har karakter af en drengelivsskildring, fortalt gennem en 11-årig dreng. Ramslands forrige roman Hundehoved har foreløbig solgt i 250.000 eksemplarer og er oversat til 20 sprog - og forfatteren har da også tydeligt kunnet mærke, at forventningerne til hans nye roman er store.

»Der er mange læsere, der har spurgt hvornår min nye bog kommer, og forlaget ville gerne have skrevet kontrakt med mig, allerede inden de havde set manuskriptet. Men jeg har ikke villet have forskud for noget, jeg endnu ikke havde skrevet - for så ville jeg være bundet til en forventning om, at jeg skulle aflevere et eller andet«.

Selv om Morten Ramsland altså har insisteret på illusionen om, at han ikke behøvede at skrive en ny bog, har forventningspresset alligevel ikke kunnet undgå at snige sig ind på ham.

»Da folk i de første år efter Hundehoved spurgte, om jeg var tynget af forventninger, sagde jeg: 'Nej, det er ikke noget, jeg tænker på'. Det var det standardsvar, jeg brugte til at stive mig selv af med. Men det var jo ikke helt rigtigt. For selvfølgelig har jeg tænkt på det. Jeg prøver bare ikke at tænke for meget på det, for jeg kan ikke rigtig bruge den slags tanker til noget,« siger han.

Medalje til låns

Også Knud Romer har oven på sin succesrige debut Den som blinker er bange for døden gjort sig tanker om forventningerne til sin kommende roman.

»Det er klart. Det har jo været et af mine højeste ønsker at udkomme på Insel Verlag i Tyskland, og det gør jeg nu. Men som min oversætter siger: Det er en medalje, jeg har fået på, men hvis min næste bog ikke bliver antaget, er det også en medalje, der vil ryge af igen. Samtidig skal jeg mødes med Günter Grass i Lübeck den 28. januar, hvor vi skal diskutere hinandens nye manuskripter - så hvis man leder efter præstationsangst, er der da rigeligt at tage af,« siger han.

Hans nye roman har fået titlen Kort over Paradis og er planlagt til at udkomme i 2010. Den handler kort fortalt om en amerikansk diplomatfamilie, der udstationeres i Istanbul og siden i Teheran og herfra gennemlever en vigtig periode i Mellemøsten under Den Kolde Krig fra 1967-1973 - alt sammen fortalt fra en syv-årig drengs perspektiv. Knud Romer skriver fortsat på historien. Men indtil nu har han ikke været tynget af tanken om at leve op til debuten, der har solgt i godt 70.000 eksemplarer og er afhændet til 11 lande.

»Du må regne med, at jeg har levet af at skrive hele mit liv. Jeg har arbejdet for firmaer, hvor mange ansættelser har været afhængige af, om jeg kunne knække et koncept og komme med en one-liner. B&O var fem ord og 120 mio. Bodum var fem ord og 80 mio. Og jeg havde en uge. Så jeg er vant til at hænge i en tynd tråd og sprælle,« siger han.

Dermed ser hverken Romer eller Ramsland ud til at ende på listen over litterære 'bartlebier'.

»Men generelt er frafaldet unægteligt betragteligt, og det har det altid været,« siger Johannes Riis, der dog peger på, at det ikke kun er præstationsangst og forventningspres, der får forfatterne til at falde fra. Ofte er det faktisk det modsatte problem - fraværet af forventning - der er sværest at håndtere.

»Der er selvfølgelig eksempler på forfattere, der efter en stor succes ikke har kunnet håndtere forventningspresset. Men det kan være mindst lige så dræbende for motivationen, hvis ens bøger ikke rigtig vækker interesse hos læsere og anmeldere, og ingen for alvor derfor er spændt på, hvad man kommer med næste gang. Det kan have den konsekvens, at forfatterne også selv holder op med at tro på deres projekt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu