Læsetid: 8 min.

Både troende og ateister misforstår det onde

Der går en lige linje fra evangeliernes fjendebillede af jøderne til holocaust. Det mener lektor i filosofi, idehistorie og religion på RUC, Aksel Haaning. Nu udsender han en bog, ’Antikrist’, om det ondes problem. Hvis vi ikke interesserer os for de religiøse tekster, men forviser dem til privatsfæren i en oplyst sekularismes navn, risikerer vi at overse virkelighedens ondskab, mener han
Der går en lige linje fra evangeliernes fjendebillede af jøderne til holocaust. Det mener lektor i filosofi, idehistorie og religion på RUC, Aksel Haaning
26. november 2009

Det er bydende nødvendigt at tænke over det onde, mener Aksel Haaning. Han tager imod i familiens Vordingborglejlighed, vis-a-vis Valdemarernes gamle voldanlæg. Passende omgivelser for en forsker, der i årevis har beskæftiget sig med middelalderens og renæssancens kultur-, religions- og naturopfattelse. Lige uden for vinduerne knejser Gåsetårnet på toppen af voldens ruiner, voldgraven sender blege novemberlysreflekser op på stuens loft, og på væggen mellem reolerne hænger en reproduktion af Leonardo da Vincis Johannes Døberen, det billede, der prydede omslaget på Aksel Haanings gennembrudsværk, Naturens lys. Vestens naturfilosofi i højmiddelalder og renæssance 1250-1650. Antikrist, det ondes problem, har Haaning tidligere beskæftiget sig med i Den dobbelte arv fra 2005, nu har han skrevet en hel bog om emnet, der slet og ret hedder Antikrist.

»Det ondes realitet er i dag åbenlys, det er en så oplagt mulighed i mennesker, at vi er nødt til at undersøge den grundigt,« siger han.

Og det kan man eksempelvis gøre, mener Haaning, ved at se på, hvordan og hvornår det onde bliver formuleret, som det gør.

»Den kristne traditions bud er svaret på det såkaldte teodicéproblem: Verdensordenen er god, skaberen er god, hvorfor og hvornår træder det onde ind på scenen,« spørger han, hvorefter han kaster sig ud i intet mindre end et hastigt rids over historien fra kristendommens fødsel og frem til nutiden.

»Kristendommen kanoniseres med kirkefædrene, og dermed afgøres samtidig diskussionen om et onde. Hos Augustin har det onde ingen realitet, det onde defineres som fravær af det gode, det har ingen selvstændig eksistens, for så ville Gud jo være ansvarlig. Det var udelukkende et produkt af menneskets frie vilje. Og i og med, at dette fastslås som dogme, er diskussionen låst og lukket ned, man kan ikke tænke videre, for så bliver man anklaget for kætteri,« forklarer Aksel Haaning.

»Men i de første århundreder, i kristendommens formuleringsfase, eksisterede der stadig flere muligheder og forsøg på at forholde sig til det onde. Det, som bliver den kristne teodicé, er formuleret som svar til alternative opfattelser, først og fremmest hos oldtidens gnostikere og manikæere.«

»Gnostikerne og manikæerne bestred, at det skulle være Gud, der havde skabt den dennesidige verden. Den var tværtimod skabt af mørkets fyrste, og i kampen mellem lysets gud og mørkets fyrste var de to kræfter blevet blandet sammen. Kristus var sendt for at virke mellem de to magter.«

Kætterbevægelserne

»De fire evangelier er skrevet op imod denne dualisme,« fortæller Aksel Haaning. »Manikæernes kætteri bestod i, at de brød med Guds absolutte suverænitet. Lyset og mørket er blevet blandet, mennesket hører hjemme i begge verdener, og mennesket kan eller skal hjælpe Gud med at bekæmpe mørket. Altså har Gud brug for menneskets hjælp, og det er kætteri!«

»Kirken står fast på Augustins dogme om det onde som fravær af det gode, men de store middelalderlige kætterbevægelser, bogo­milerne og katharerne, insisterer på at tænke videre. De vil selv læse Bibelen og lader sig ikke nøje med Kirkens udlægninger. Katharerne kommer til det resultat, at Bibelens Jahve, der i et væk fortryder, bliver vred og modsiger sig selv, ikke kan være Gud. Den Gud Fader, som står over alle, står også over den, der optræder som skaberen i Det Gamle Testamente, mener de. Selv opfatter de sig dog ikke som kættere, men som sande kristne.«

Mellem to stole

Ifølge Haaning er undertrykkelsen af kætterbevægelserne imidlertid ikke blot et historisk problem, den har virkninger frem til i dag.

»Kirkehistorisk set betragtes bogomiler og katharer endnu i vore tider som kættere, som repræsentanter for en genopdukket manikæisme. Den er set før, man har gjort det af med den én gang for alle, og den diskussion vil man ikke åbne igen. Hos Leif Grane for eksempel, professor i Kirke- og Dogmehistorie, omtales katharerne stadig som en ’kult’ i Kirken i den europæiske middelalder. Den er fra 1999.«

Set fra Aksel Haanings synspunkt ville det dog, på baggrund af det 20. århundredes blodige historie, være mere frugtbart at opfatte katharerne som progressive kristne, der ville tænke videre og ikke lade sig spise af med Kirkens filosofiske svar.

»Vi kan lade os inspirere af, at historiske kilder har forsøgt det samme, som vi efter min mening burde gøre i dag. Vi bør ligeledes genoverveje, hvad en religiøs tekst er. Er katharernes Bogen om de to principper ikke en lige så religiøs tekst som Johannesevangeliet?«

– Hvorfor er det et problem?

»Når vi skal studere de religiøse tekster i dag, befinder vi os mellem to stole. Teologerne er ikke interesserede i at studere kætterbevægelsernes tekster, de affærdiges som sekteriske. Og for filosofihistorikerne er de for religiøse til at være filosofi. Det, jeg efterlyser, er en videnskabelig, idehistorisk tilgang til de mange tekster, som er begge dele.«

»Den moderne, sekulære opfattelse, som den for eksempel kommer til udtryk i den store Tankens magt fra 2006, vil genskrive den vestlige tænkning som en solstrålehistorie om oplysningens fremkomst og sekulariseringen som dens nyttige resultat, der er truet af religionernes genkomst i den 21. århundrede.«

»Det betyder imidlertid, at debatten kommer til at stå mellem troende og ateister, og dermed udgrænses en lang række tekster, som vi kunne få erkendelse af. Fordi de er religiøse, tilhører de ifølge sekularisterne privatlivets område og er dermed uinteressante. Og for teologerne er de sekteriske. Men der er brug for, at vi går til de religiøse tekster med videnskabelig interesse.«

Evangelierne

Det gælder også evangelierne, understreger Aksel Haaning, det onde findes nemlig også der. »Vi må forstå, at det religiøse har et destruktivt potentiale, og vi kan ikke forstå, hvori det består, hvis vi affærdiger dem.«

»Evangelierne indeholder et fjendebillede, som må afdækkes,« siger Aksel Haaning. Han forklarer, at hans bestræbelse går ud på at søge efter forbindelser mellem mentalitetshistorien og realhistorien for på den måde at afdække fjendebilledets struktur.

»Hvis et menneske dræber et andet menneske, bliver det mentalundersøgt. Jeg prøver at flytte mentalundersøgelsen over på den europæiske idehistorie for at se, om man kan stille en diagnose på den europæiske mentalitet. Og her spiller kristendommen en hovedrolle.«

»Der er indlejret et jødefjendebillede i evangelierne, som i sin kerne er morderisk, måske fordi anklagerne for Kristus-mord rummer en mulighed for hævn. Selv om teksterne på overfladen bringer positive budskaber, Bjergprædikenen for eksempel, så kan de samtidig indeholde de mest horrible fjendebilleder. Disse optræder i hele Kristi lidelseshistorie, vi finder dem hos Lukas og Johannes; de uskyldiggør romeren Pilatus og lader ham overgive Jesus til den jødiske pøbel.«

Det fjendebillede af jøderne, der ledte til nazismen, skabes allerede i evangelierne, fastslår Haaning.

»Problemet er, at evangelierne blev til i en historisk situation på grænsen til krig. Både jøderne og de kristne blev forfulgt af romerne, og derfor ville de kristne gerne stå sig godt med romerne. Det gjorde de blandt andet ved at tage afstand fra jøderne. Evangeliernes Pilatus og jødernes behandling af Jesus er en historisk betinget konstruktion, men i og med at de kanoniseres, kommer de til at gælde i al evighed. Dét er problemet.«

»Historisk betragtet var det romerne, der korsfæstede Jesus, men i evangelierne bliver det til, at det var jøderne, der slog Jesus ihjel. Herfra kan vi følge en helt ufattelig udbygning af fjendebilledet allerede hos kirkefædrene. Og senere hos Luther. Johannes Chrysostomos, der levede fra ca. 347 til 407, omtaler jøderne som pengegriske, dæmoniske, liderlige, verdslige Kristus-mordere, og Hieronymus i vest, der oversatte Bibelen fra hebræisk til latin, omtaler jøder som svin, hunde, kameler, skorpioner, vanvittige og afsindige. Det fjendebillede, som vi ellers forbinder med den industrielle revolution og finanskapitalens epoke: jøden som pengegrisk, verdslig, irreligiøs og materialistisk, er allerede færdigudviklet teologisk i det 4. århundrede. Nazismen kunne trække direkte på det evangeliske fjendebillede, ikke tilfældigt blev evangelietekster citeret på forsiden af Der Stürmer.«

Kimer i klokker

»Så siger folk, at den slags er en forvanskning af kristendommen, og moderne teologer tænker, at de kan afluse teksterne for al den slags djævelskab og stå tilbage med en humanistisk feel good-religion, men det er endnu ikke 100 år siden, at kristendommen overgav sit fjendebillede til fri afbenyttelse for nazisterne. Den overdragelse er ikke studeret til bunds.«

»Ved angrebet på Sovjetunionen i 1941 ringede alle Tysklands kirkeklokker. Når kirkeklokkerne nu skal ringe igen i Danmark til klimatopmødet, så må det da betragtes som en formildende omstændighed, at det trods alt kun er klimaet, de ringer for,« indskyder Haaning med et skævt smil.

»Men det duer ikke blot at fordømme. Vi må forstå, hvorfor klokkerne ringede. Meget store dele af Kirken anså Hitler for at være den kristne verdens redningsmand over for den bolsjevikiske jødebande. Nu fik de endelig, hvad de havde fortjent, jøderne, for de ville knuse kristendommen med kommunisme. Og vi må ikke glemme, at der var noget om det. Stalin forfulgte Kirken, nedrev dens bygninger, begik overgreb på præster. Men det lå i kortene, at krigen handlede om at få udryddet jøderne én gang for alle.«

»Hvis vi imidlertid virkelig forestiller os, at Hitler startede krigen for at udrydde jøderne, så standser vores tankegang. Det er for irrationelt. Men sæt, det i et eller andet omfang var tilfældet! Selv når man står med de kon­krete udtalelser, reagerer man med en art holocaustbenægtelse, fordi jødeudryddelserne overstiger ens fornuft. Da de danske kommunister kom til Stutthof, kiggede de på hinanden og sagde, at ’hvis vi overlever det her og kommer hjem og fortæller, hvad vi har set, vil ingen tro os’.

Hvad var problemet? At det, de så, var for irrationelt til, at man kunne tro på det! Det er det, vi er nødt til at forstå.«

Kimærer

– Er fjendebilleder uundgåelige? Alle folk har dem jo åbenbart?

»Netop derfor er det så bydende nødvendigt at afdække dem. Den canadiske forsker Gavin Langmuir deler fjendebilleder op i tre slags.

Der er det realistiske: Samfundet har konkrete fjender. Hvis det er rigtigt, at to mænd var ude på at dræbe Muhammed-tegneren Kurt Westergaard, så har vi to virkelige fjender. Men så kommer det xenofobiske fjendebillede: Man overfører enkelttilfældene til en hel gruppe, alle muslimer for eksempel. Endelig er der så det kimæriske, og det indeholder elementer, der ikke findes i virkeligheden. Heksen er et eksempel her. Men det er det tredje, det, der er allerlængst væk fra virkeligheden, som motiverer til at slå virkelige mennesker ihjel!«

– Hvad var det kimæriske ved jøderne?

»De stod i ledtog med Antikrist! Kirkefædrene bidrog i høj grad med et kimærisk fjendebillede, og det eksisterer stadig. Det er derfor, vi er nødt til at studere religion. Disse kimærer er virksomme i den virkelige verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Den moralske iagttagelse er hos os. Vi har det nu og da, som andre burde have haft det med sig selv. Inden for monoteismen bliver der taget patent på det hele. Den gode skaber, ser og er alt samtidigt. Problemet er vores smerte i røven! Hvordan kan vi have så ondt, når vor Herre er så god? Jeg forstår det ikke, og hvad jeg ikke forstår, det kan jeg kun tro. Videnskaben har altid været religionens dårlige samvittighed, og for at redde troen måtte sandheden ofres, sammen med djævelen og hans værk. Teologisk bliver vi til det afledte, endelige, timelige, sat over for det absolutte, atidslige, uendelige, oprindelige og alle ting og ånders iboende formålsmæssighed. Forstå det kan man ikke, men tro det, det kan man blive nødt til, hvis ikke man skal falde som det onde i de godes verden! Det handler om livet med kosmologien, historien om den transitive orden, emanationen, relationen mellem det oprindelige og det afledte, den ubevægede bevæger og det bevægede, herskeren og det beherskede, skaberen og hans værk, jeget og dets tanker, guden og hendes slaver, og de troende, der tror at de er her med nødvendighed, fordi de forklarer sig selv som resultat af den absolutte nødvendighed. De kristne har aldrig taget miljøproblematikken alvorligt. De tror jo at livet er med nødvendighed, dvs. afledt af den almægtiges nødvendighed. Monoteismen er totalitær i sin prætention. Den manifesterer sig partikulært. Verdens frelse afhænger i de godes univers af de godes evne til at identificere og udrydde det onde. Således konstrueres kosmologien semantisk, ud fra en ekstremt fattig struktur. Mennesket indskriver sig på det godes side i kampen mod det onde, som det bliver. Problemet er at de onde elsker sig selv og hinanden lige så meget som de gode. Problemet er, at det diabolske perspektiv set inde fra kan være lige så konsekvent som symbolikken for det gode, at det gode ikke hæver sig ontologisk over det onde. De gode indskriver sig på det godes side, når de fordømmer den anden som den onde, der på sin side indskriver sig i sin udgave af det gode, ud fra hvilken position de onde falder med samme nødvendighed som de gode, som de falder som det onde i de godes perspektiv. Det kan ses ud fra det tredje perspektiv, der omfatter og viser de gode og de onde stående over for hinanden. Moral er hverken ensidigt godt eller ondt. Men så længe vi har ondt i røven, er det svært at se sig helt fri for det onde.

Niels-Simon Larsen

Jeg bryder mig ikke om overskriften.
De troende - hvornår er man troende?
Det ’onde’ - et besværligt begreb at løbe omkring med.
Helt galt er det med ’ateisme’, som ikke forholder sig til det såkaldt onde eller gode, men blot er et nej til, at der findes en skabergud.
Man bør anvende ordet ’gudstroende’, for så står det mere klart, hvad man taler om. Et problem opstår der imidlertid, når visse religiøse ikke tror på en skabergud. Og hvad vil det sige at være religiøs? Mange kristne vil have sig frabedt at blive kaldt religiøse.

Når det er sagt, finder jeg interviewet interssant – for teologer. At der er kommet en masse skade ud af letsindig omgang med Bibelen, er vi mange, der har opdaget, så det må være kirkens folk, interviewet henvender sig til. Det er også dem, der har teodicéproblemet. Vi andre kan nøjes med at forholde os til det, der gør ondt, eller som der muntert står i ovennævnte indlæg: ondt i røven.

Til Niels-Simon Larsen:
Selv om jeg er af naturvidenskabelig "herkomst" og altså ikke teolog, synes jeg stadig, at interviewet er interessant.
Men skulle alle artikler kun beskæftige sig med, hvad alle kunne blive enige om, var interessant, ville ingen aviser længere udkomme.

Hvad angår artiklen, så er jeg lidt skuffet over appetitvækkeren "Både troende og ateister misforstår det onde".
Artiklen nævner ikke, hvad misforståelsen består i - kun forskellige opfattelser af, hvad "det onde" er - og den fortæller heller ikke, hvordan man så skal forstå det.
Det var ellers appetitvækkeren, der gjorde mig interesseret.

Citat fra artiklen:
.."Verdensordenen er god, skaberen er god, hvorfor og hvornår træder det onde ind på scenen"..

Med andre ord - hvis vi nu forestiller os scenen sat på en planet i et Solsystem hvorpå der kun lever et folk - som vi kalder KRIST !
Dette folk er i eksemplet isoleret.
Intet rumskib med væsener i stand til bevægelse eller indeholdende væsener med intelligens - kommer til dette tænkte KRIST-Folk.
Kun meteoritter fra universet er indkommende "gæster" på denne KRIST-planet.
Hvornår kan ANTI-KRIST da opstå som ide sådan et sted ?
Specielt - Hvis alle menesker på KRIST fundamentalt er komplet ens og spiser det samme føde og derfor er lige sunde eller lige forgiftede vil disse mennesker på KRIST-planeten kun finde få konflikter og ingen modsætning i en størrelsesklasse som ANTI-KRIST vil nogensinde opstå.
Med andre ord hvis KRIST er centrum i en tænkt kugleform så er ANTI-KRIST enhver skabning der kommer til KRIST fra en af de uendelige retninger som stråler indad mod kuglen.
Det er plottet i simpel Science Fiction.
Den her tænkte problematik er ofte set som omdrejningspunktet for STAR TREK-TV-seriens episoder hvor det helt specielle "Prime Directive" regulativ - direkte forbyder Star Trek-heltene i rumskibet 'Enterprice' at tage kontakt med Væsener på en sådan tænkt klode som KRIST-planeten. Fordi fænomenet ANTI-KRIST altid vil opstå - når de uvidende på KRIST-planeten får viden om eksistensen af andre skabninger i UNIVERSET.
Dette "Prime Directive" regulativ er såvidt STAR TREK mytologien et universelt regulativ som skal beskytte beboerne på sådanne KRIST-planeter mod indblanding i deres naturlige evolution.
(Det er mere end bare TV-Fjernbetjeninger der kan fremstå som vildt mærkelige i sådan situation for sådan en uskyldigt uvidende befolkning !)
Befolkningen på KRIST-Planeter SKAL selv udvikle sig og opfinde rumrejse-teknologi og dertil rejse ud i universet før FIRST CONTAKT tages med sådanne KRIST-væsener.
Virkeligheden - især i Science Fiction er dog ofte anderledes og forskellige "uheld" i mange episoder forårsager ofte "First Contact" med beboere på sådanne KRIST-planeter - hvilket giver Hollywoods mauskriptforfattere mulighed for at teoretisere blændende over derfra kommede skadebilleder som vi godt kan kalde ANTI-KRIST skadebilledet.

Spørgsmålene fra disse tanker kunne derfra gå til Vatikanet - der foruden at være en Kirke også er Europas første forsøg på at være en gejstlig Hovedstad med arkiver - hemmelige arkiver og selvfølgelig deres egen "efterretnings-virksomhed" i århundreder før nogen mennesker kunne sige KGB eller CIA.-
Som sagt spørgsmålet kunne derfra gå til Vatikanets Kirkefædre om det var en sådan beskrevet ANTI-KRIST / First Contact -problematik som gundet kirkefædrenes visdom kom ind i de Bibelske sammenhænge da manuskripterne til vores daværende og nuværende Bibel blev godkendt eller forkastet.
Hvis dette udefra kommende Intelligens - i konsekvensen kaldet "Anti-Krist" til en enhver tid vil være forstyrende på de enfoldigt uvidende mennesker og derfor salige i deres TRO på KRIST som er jordboerenes FællesskabsVærdi og deres samlingspunkt så har vi et problem - Houston som "rette vedkommende" i så fald vil forsøge at få løst !

Under alle omstændigeheder ses en Fusion mellem JESUS og KRIST der fandt sted i det nye testamente - dog tales der bemærkelsesværdigt stadig idag kun om en Anti-Krist ikke om en ANTI-JESUS hvilket man bør bemærke midt i alt hemmelighedskræmmeriet - til fordel for de enfoldigt uvidende og derfor salige mennesker.
(Jeg må dog tilføje at jeg har en ganske god Psykologisk Profil og signalement på denne Anti- Jesus - men det kan vente til en anden gang.)

Filmene 'Men in Black' illustrerer i scener ganske godt hvilken speciel tankegang der kræves for at håndtere mødet med enhver indkommende Alien - som ofte kunne defineres indenfor begrebsgruppen ANTI-KRIST grundet de overordentlig store modsætningsforskelle til de lokale KRIST- jordboere enfoldighe tankegang.

Ideen om de smukke og langhårede og Højt civiliserede Venus og Mars-mennesker som i 1950'erne introduceredes som besøgende Aliens af UFO-profeten George Adamski - ignoreres kun af ignoranter - der ikke kan "Handle the Truth".
Tilbage er spørgsmålet hvordan det går idag med de sidste hellige og enfoldige og salige KRIST-mennesker som ikke længere er så hellige enfoldige og salige som de engang var.
Sunde og smukke som George adamskis Glansbilled-eksperiment er mange mennesker heller ikke og har ikke været det i lang tid - Triste og deprimerede ser mange ud.
Faktisk er de hellige og enfoldige og salige jaget vildt især når HollyWood via TV forsøger at banke lidt Universiel "visdom" på plads via Action vennerne i diverse Science Fiction TV-serier.
At forsøget gøres på at mindske forskellen mellem
de enfoldige og uvidende og salige KRIST-mennesker kontra de til enhver tid indkommende Anti-Kristvæsener i rumskibe kan sikkert påvises især af Men in Black men også af Men in White som er vant til at håndtere virkelighedens "Anti-Krist-væsener" fra det ydre rum - om de findes - bør jeg tilføje !

Hitler som kristen korsfarer ?

Forfatteren har vist ikke læst Mein Kampf.

Stalins problem med jøder må så skyldes, at han også i det skjulte var kristen.

Måske skulle man studere de herrers mentorer - Nietzsche og Marx's kristne forkyndelse. Her må man kunne finde svarene.

"Ondskab" er et begreb der bruges af mennesker, der ikke er i stand til at reflektere over andre menneskers bevæggrunde, og som kun kan se verden subjektivt.

Og dermed eksisterer ondskab altså, - men kun som en subjektiv dom over andre, næppe som en selverkendelse hos mentalt raske mennesker.

Og ergo er den på lige fod med godhed, som også kun er en illusion.

Totalt subjektivt - begge parter i en konflikt betragter sig selv som ofre. Tænk på Gaza hvor dødstallene var over 1400 i den ene lejr og 3 i den anden.

Begge vil sværge på at de er gode og uskyldige ofre.

Citat fra artiklen:
...»Hvis vi imidlertid virkelig forestiller os, at Hitler startede krigen for at udrydde jøderne, så standser vores tankegang. Det er for irrationelt. Men sæt, det i et eller andet omfang var tilfældet!”...

For et par dage siden sendte Canal 9 en dramatisering på halvanden times tid af Wannsee konferencen.
På Wikipedia kan man læse følgende om denne Wannsee konference :
...>>Wannsee-konferencen blev afholdt den 20. januar 1942 i en tidligere velhavervilla i Berlin-Wannsee og kaldes ofte for den episode, der startede holocaust.
SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich - Heinrich Himmlers højre hånd - inviterede en række embedsmænd fra ministerierne samt flere SS-officerer, herunder Adolf Eichmann. De planlagde sammen Endlösung der Judenfrage (Den endelige løsning på jødespørgsmålet).
Selvom konferencen var yderst hemmelig, var der ingen tvivl om hensigten - referatet fra mødet eksisterer endnu. Når nogle af de øverste nazi-ledere påberåbte sig uvidenhed om jødernes skæbne, er dokumentationen fra netop dette møde vigtig. Rigsminister Albert Speer har i sine erindringer erkendt, at han har været medvidende og dermed medansvarlig.<<

På denne konference diskuteredes jødernes skæbne.
De mere civiliserede embedmænd tilstede argumenterede ifølge TV-dramatiseringen for at ”Jødeproblemet" kunne løses ved at : ”Jøden placeredes i en stol og en derunder påmonteret strålekanon tændtes og - Zip - så var Jødens forplantningsevne borte. Derved kunne jøden forblive i live, da Jøderacen alligevel ville uddø som følge af manglende forplantning. Jøden kunne indtil sin død dertil anvendes som arbejdskraft i den tyske krigsindustri.”
Således argumenterede de mest civiliserede personer som var tilstede ved dette møde.

Haydrich – nazisten med de himmelblå øjne og det blonde hår (i hvert fald i TV-filmen) - som ledede mødet havde bestemte ordrer med hjemmefra og alle "humane indvendinger" om blot sterilisering af jøderacen blev fejet af bordet.
Med afsæt i netop Wannsee konferancen er det rimeligt at betænke netop denne citat tekst fra artiklen igen ...”Hvis vi imidlertid virkelig forestiller os, at Hitler startede krigen for at udrydde jøderne, så standser vores tankegang. Det er for irrationelt. Men sæt, det i et eller andet omfang var tilfældet"...

Mennesket er et patte- og flokdyr.

Alle flokdyr har udstødelsesmekanismer, men ingen som mennesket.

I den jødiske tro er Yom Kippur sentral, idet man i ceremonien lod alle berøre en ged som herefter blev befængt med alle de synder berøreren havde.

Det der er symtpmatisk for denne tro er at man mente at 'synden' var konkret, og at man i form af et ritual kunne tørre den af på en ged.

Derefter blev geden jaget ude i vildmarken, idet den ved berøring af mennesker kunne tilbageføre den synd der i første omgang var blevet overført til den.

Den engelske betegnelse af syndebuk (ged) er scapegoat, hvilket er en forkortelse af 'escapegoat'.

Man forestillede sig at alt det onde var blevet overført til geden sådan at man kunne leve nogenlunde normalt indtil man igen kunne overføre sine synder (ondskab) til geden igen.

Denne mekanisme kan synes komisk i vores oplyste tid, men ikke desto mindre er den mere aktiv end nogensinde.

Nu udstøder vi ikke længere geder, vi udstøder mennesker mens vi kæmper for dyrenes rettigheder.

Mennesket kan ikke være andet end et flokdyr, det er umuligt at forestille sig andet.

Men mennesket har en bevidsthed og kan blive bevidst om dets behov for udstødelse af andre mennesker.

Det er noget helt andet og vil nok tage flere hundrede år hvis nogensinde.

»Når vi skal studere de religiøse tekster i dag, befinder vi os mellem to stole. Teologerne er ikke interesserede i at studere kætterbevægelsernes tekster, de affærdiges som sekteriske. Og for filosofihistorikerne er de for religiøse til at være filosofi. Det, jeg efterlyser, er en videnskabelig, idehistorisk tilgang til de mange tekster, som er begge dele.«

Tillad mig at gøre opmærksom på Gisli Magnusson, der for nyligt og i en alder af kun 35 år fik antaget sin doktordisputats inden for tysk litteratur.
Gisli har afdækket, hvordan store tyske forfattere har været præget af en tredje tradition, der hverken kan forstås ud fra oplysningstidens antireligiøse og fornuftsprægede tilgang eller kirkens mere dogmatiske tilgang.
Magnussons arbejde er på mange måder banebrydende inden for sit område. Derfor fik han også tildelt den akademiske verdens fornemmeste titel med sin disputats. Jeg vil på den baggrund på det varmeste anbefale alle at stifte nærmere bekendtskab med Magnusson, hvis de er enige i ovenstående citat fra artiklen.
Jens Christian von Holck, Lektor i religion og samfundsfag, Sorø Akademis Skole

Mennesket er et pattedyr der i darwinistisk forstand har kunnet overleve og udbrede sig på grund af sin tro.

Den tro der har haft den største mulighed for overlevelse har samtidigt været en darwinistisk fordel.

Mennesket som flokdyr har haft behov for regler der både har kunnet opretholde flokkens overlevelse og dens følelse af overhøjhed.

Dette har religionen kunnet levere.

Religion er et primitivt udtryk for menneskets fortid som flokdyr.

Det onde er hvad vi gør imod hinanden.

F.eks. hvad regeringen forholder befolkningen vedrøre nde information.

Hvis det ikke lige var fordi den bedste torturbøddel er den, der udviser størst empati. Altså er bedst til at sætte sig i ofrets sted.

Det er jo netop at betragte medmennesket som subjekt.

det "godes" problem

djævle, satan, dysterheder, helvede, spredte lysglimt,

så facinerende, så fængslende.

det "gode": dagligdage, bolleri, lys, lystigheder,

ligetilheder så ligefremme, banaliteter så ligefremme.

det "godes" problem

( som jo længe har plaget alle og hver åndssnobbe,

og som alment erkendt er enhver åndssnob jo ,

lissom alle og hver andre mennesker,

jo så langt bedre begavet, kløgtigere, højere, dybere, kvikkere, indsigtsfuldere, end nogen som helst af alle og hver af de andre mennesker: ):

altså:

hvis gud er avantgardekunstner og almægtig,

hvorfor

er her så "godt" i verden ?

hvorfor opretholder og frembringer gud så det "gode" ?

Det er vel altid et spørgsmål om at holde konsekvenserne af de troendes tosserier op mod det uetiske i at føje dem!?

Jeg mener, at have læst om en romersk soldat, som af egypterne blev kastet for krokodillerne, fordi manden havde dræbt en kat, hvilket var en dødssynd i det gamle Egypten. Dette fandt den romerske statholder sig i, da han jo ville undgå optøjer!
Det kostede så bare en mand livet, som han nok ikke mente havde fortjent døden, men OK i det store billede.....osv
En lignende situation har Pilatus jo efter evangeligerne jo siddet i!?
Eller for den sags skyld Karsten Juste på JP i fl. Wikileaks: vi må nok hellere ikke genoptrykke de tegninger. De går jo bare amok så!

Jeg er faktisk ret glad for ikke at sidde i nogen af de ovennævnte beslutningstageres sted!