Læsetid: 2 min.

Bibliotekerne giver plads til børnekulturen

Børnebiblioteket er det sted, hvor børnekultur tages mest alvorligt. Her er der plads til leg og oplevelser, og der bliver stadig mere plads til børns udfoldelse, fastslår forsker
11. november 2009

En vrissen bibliotekar med løftet pegefinger og rynkede bryn, der konstant tysser på de larmende, udisciplinerede og kropumulige møg- unger. Det hører snart fortiden til. I hvert fald er der blevet meget bedre plads til børn på landets børnebiblioteker, og udviklingen fortsætter. Bibliotekerne er i fuld gang med at skabe nye typer rum, hvor børn kan få lov til at udfolde sig.

Men allerede nu er børnebiblioteker det sted, hvor børnekulturen tages mest alvorligt, siger lektor og ph.d. i børnekultur ved Center for Playware på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, AU, Carsten Jessen.

»Biblioteker er åbne over for børns legekultur. De er fri for krav om, at børn skal tilegne sig en vis kompetence. Børnene får i stedet lov til oplevelse for oplevelsens skyld, og det er kernen i leg og i menneskets tilværelse,« siger Carsten Jessen, der har forsket 20 år i leg, medier, teknologi og børnekultur.

På landets børnebiblioteker er der da også adskillige aktiviteter, hvor børnekulturen netop tages alvorligt. Ud over de mange bøger dyrkes kulturen bl.a. via børneteater og værksteder, hvor børn møder kunstnere og lærer deres håndværk at kende. På ét bibliotek kan børn således lære at tegne manga-tegninger af en professionel tegner, mens en kunstner på et andet bibliotek lærer børnene at lave robotmasker.

»Det er kulturelle oplevelser, der er præget af lyst og frivillighed - ingen spørger bagefter, hvad børnene så lærte,« siger Carsten Jessen.

Bundet af læreplaner

Og det er netop problemet for både skoler og dagsinstitutioner. Før en aktivitet er de tvunget til at udfylde læreplaner, der klargør, hvad barnet skal lære, og bagefter skal de dokumentere, at barnet rent faktisk tilegnede sig de rette kompetencer. Det indebærer, at der ofte skæres ned på leg, og det går ud over børnekulturen.

»Skoler tager ikke børnekultur alvorligt, og institutioner får mindre mulighed for at gøre det,« lyder kritikken fra Carsten Jessen.

Og det skyldes, at der bliver lagt stadig større krav på deres skuldre:

»I børnehaver, fritidsordninger og i børns legeunivers bliver der talt mere om læreplaner end om leg, og det går ud over kulturen,« siger han.

Det er ellers vigtigt, at institutionerne opmuntrer børn til leg. I dag er det snarere den kommercielle børnekultur fra medier, computere og legetøj, der inspirerer børn til leg, påpeger Carsten Jessen. En ny undersøgelse af børns fritidsliv fra DPU viser, at børn ikke nær så ofte leger på tværs af generationer, som da forældrene førhen turde sende deres børn ud og lege på gaden. Leg går altså ikke længere i arv fra generation til generation, og derfor har børn brug for inspiration.

»Der er brug for et brud med den romantiske forestilling om, at leg kommer indefra,« siger Carsten Jessen og fremhæver, at det i dag er en opgave, bibliotekerne løfter.

»Børnebibliotekerne går foran i forandringsprocessen. Selv om det gør ondt indimellem at forandre sin smag og identitet, gør bibliotekarerne det alligevel. De giver børnene lov til at engagere sig på deres måde - også selv om det medfører uro.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu