Læsetid: 4 min.

Blekingegade-banden skygger for den store fortælling

Terror er grænseløs, men danskernes snævre historieforståelse har skabt et stort fokus på en bande, der ikke fyldte meget i det samlede trusselsbillede. Situationen var langt mere alvorlig, mener Bent Blüdnikow, der beskriver terrortruslen i historisk perspektiv i sin nye bog
'Retrospektivt var Blekingegadebanden i mine øjne ikke farligere end bz-bevægelsen,' siger Bent Blüdnikow.

'Retrospektivt var Blekingegadebanden i mine øjne ikke farligere end bz-bevægelsen,' siger Bent Blüdnikow.

Sigrid Nygaard

10. november 2009

Vidste du, at der var en dansker med på det Lufthansa-fly, der i 1977 blev kapret på Mallorca og fløjet til Mogadishu i et forsøg på at presse den tyske regering til at frigive en række fængslede RAF-medlemmer?

»De, der kan huske, hvad der skete i de dage, kan sikkert godt huske artiklerne om danskeren om bord, men de, der kun har læst om det i historiebøgerne, ved det højst sandsynligt ikke. Ofrene er forsvundet ud af historiefortællingen,« siger Bent Blüdnikow.

I sin nye bog Bombeterror i København beskriver han det samlede historiske trusselsbillede, som terror har udgjort siden 1968. Historien om danskeren Nomi Wilkens Jensen, der var med på Lufthansa-flyet indleder bogen, fordi hendes historie illustrerer to pointer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Det er fint at Bent Blüdnikow vil sætte offerne i centrum. Ud af artiklen kan ikke ses om han har husket den mand der mistede livet ved en brevbombe og dette mord er aldrig blevet opklaret. Eller har Bent Blüdnikow mon alle overfaldene med mod venstreorienterede – fx i Århus har der været flere overfald.
Den med at VS skulle ha´ været imod jøder husker jeg ikke. Det jeg husker er en kritik af Israels behandling af palistinænserne og det er i mine øjne noget helt andet.

Det er jo rigtigt, at det er gerningsmændene, der tager hele "billedfladen"

- ofrene ( de døde og lemlæstede på krop og sjæl) bliver hurtigt til "detaljer" uden betydning ( medens gerningsmændene gøres til idealister og helte af deres sympatisører).

Når f eks togbomberne i Madrid og World Trade Center eller blodige flykapringer nævnes idag - hvem tænker så egentlig på ofrene ? De er "fortrængt" i vores bevidsthed. Det er gerningsmændenes såkaldte motiver, der eksklusivt fokuseres på.

Hvem er terroristerne?
Opfattelsen af Blüdnikows bog om terror i København, at Blekindegadebanden skygger for den store fortælling (i Berlingske: den har ikke været den eneste alvorlige trussel mod danskere) kan bifaldes i og med, at handlingen indebar alvorlig kriminalitet i fredstid i modsætning til almindelig politisk tilkendegivelse, og at den forekommer at være et påskud for Blüdnikow til igen at plædere for sit syn på antisemitisme og den israelsk-palæstinensiske krig og terror, her fremstillet som palæstinensernes uretmæssige angreb på jøderne, støttet af venstrefløjen.
Den kolde Krig mellem USSR og USA og tilhørende danske efterretningstjeneste belyses kun meget indirekte af Blekindegadesagen. Insisterer Blüdnikow på den semitiske vinkel (Sem er den fælles sproglige forfader til både jøder og palæstinensere), må han i det mindste fremstille terrorismen set fra begge sider.
PFLP er den palæstinensiske afdelig af en arabisk organisation, der fik sin ilddåb, da jøderne med krig og terror trængte ind i Palæstina og dannede Israel i 1948 (og fik international opbakning). PFLP er blot en af mange palæstinensiske organisationer, selv opdelt, og den afskrev i øvrigt for 30 år siden militante metoder uden for Israel (- gør Lieberman det?)
Skal Blüdnikows ærinde danne grundlag for Blekindegadesagen, Den kolde Krig og PET, må det staks erindres, at anledningen til forestillingen om en jødisk stat kom af det urgamle uafklarede "jødespørgsmål". Det fik politisk indhold under 1.verdenskrig, konkretiseredes i mellemkrigsårene og udmøntedes med oprettelsen i 1948. Men det var f'ørst og fremmest et forslag fra den europæiske højrefløj, der i mellemkrigsårene udviklede en antikommunisme og havde, om ikke for Adolf, fået tilslutning af nazistiske lederkredse.
Opfattet således i en større historisk fortælling er Blekindesagen måske ikke et vildskud i Den kolde Krig, men unægtelig et skyggebillede.

Hver gang Bent Blüdnikov ytrer sig om venstrefløj og antisemitisme åbner pressen sig villigt for hans nye fund. Det gælder både den trykte og æterbårne presse. Og endnu engang læser og lytter man sig gennem det, han har at sige, man vil jo så gerne høre nyt. Men der er aldrig noget nyt, der er aldrig noget konkret. Blüdnikov kommer aldrig ud over sine egne fantasiers affyringsrampe.

Han vil så gerne levere som Peter Øvig, men det bliver – udover enkelte tidligere omtalte og velbelyste enkelthændelser – kun til antydninger, påstande og vage formuleringer. Desværre har der været enkelte tilfælde af vold rettet mod både jødiske og andre mål, men det forekommer Blüdnikov at være for lidt, hvorfor der gasses op med bemærkninger om, at ’det kunne være gået meget værre’ og ’gerningsmændene er senere blevet sat i forbindelse med Lockerbie.’ Og herud fra kan han så sætte trumf på: ”Det er trusler i den størrelsesorden, der var virkeligheden.” Selvfølgelig kan vi snakke om Blekingegadebanden, men ”en hvilken som helst af disse hardcore grupper kunne også have dræbt politifolk.”
Og så er der BZ’erne. ”De var blodtørstige og havde terroristiske tendenser. Hvis de havde dræbt en politimand, så var det dem, der havde farvet vores historie.” Hvis og hvis …

Og for 117. gang hiver han den bedagede skrøne om Anne Grethe Holmsgaards 25 år gamle bog om Zionismens Israel frem. Heri skulle hun have skrevet, at ”alle jøder uanset politiske holdninger er en del fjendelejren, når revolutionen kommer.” Gentagelser af forkerte påstande fremmer ikke sandhedsværdien og de er da også gang på gang blevet tilbagevist.
Dette kommer der altså ingen troværdig stor fortælling ud af. Højst et gab – nåh, er det nu ham igen. Hvis han ikke har bedre at diske op med, så øges lysten til at købe bogen ikke.

Bent Blüdnikow fortæller, at Anne Grethe Holmsgaard direkte skrev, "at alle jøder uanset politiske holdninger potentielt er en del af fjendelejren, når revolutionen kommer". Dette er dog ikke et citat, men Bent Blüdnikows egen og ofte genbrugte fortolkning af hendes bog. Bent Blüdnikow har selv tidligere bragt det korrekte citat frem, der fx rummer ordene:

"... Den zionistiske politik overfor jøderne i Diasporaen har mange farlige perspektiver. Kampen mod assimilation og opretholdelse af en vis grad jødisk isolation kan danne grobunden for, at jøderne i en krisesituation kan blive udskilt som en særlig gruppe - som syndebukke ..."
Heller ikke resten af citatet er på nogen måde dækkende for Bent Blüdnikows fortolkning, så dette illustrerer på bedste vis hans historiske metode, nemlig bevidst fejllæsning.

Uden at jeg i øvrigt ønsker at dække over, at også dele af venstrefløjen fortsat har lidt problemer med at skelne mellem Israels politik og de mange forskellige mennesker, der tilfældigvis har samme tro, som dette land bryster sig af. Men det virker jo også som en bevidst konstruktion fra Israels side, at udbrede denne uklarhed, så det bliver sværere at kritisere selve statens handlinger.

Forøvrigt håber jeg også, at Bent Blüdnikows bog nævner en af de største terrorsager, der i længere tid gjorde København utryg. Nemlig Bombemanden fra Gladsaxe, en ung KUer, der til sidst selv blev skadet under et forsøg på at bombe kommunisternes 1. maj møde i Fælledparken.

Bogstavkombinationer i retning af "bluid" synes at klistre til folk med ekstreme holdninger.

Det var en Kåre Bluidgen der efter at have foreslået at Koranen skulle oversprøjtes med menstruationsblod (uden større tilslutning) fik held med at overbevise JP om at de i sin tid skulle trykke muhammedtegningerne.

Jeg vil foreslå bokseklubberne at give gratis medlemskab til mennesker med sådanne kombinationer.i deres efternavn.

Den indre vrede kan så lukkes ud på en sund måde - i stedet for at opildne til krig - hvor krigsmageren bagefter gnækkende kan gemme sig bag gardinet mens blodet flyder i gaderne.

Hvis Anne Grethe Holmsgaard har skrevet at alle jøder uanset politiske holdninger potentielt er fjender og har ment at det skulle forstås sådan ligeud, er det helt klart antisemitisk. (Jeg ser nu fra Tom Paamands indslag, at det har hun nemlig ikke skrevet - det hun har skrevet har nærmest det modsatte mening) Men at "terroristerne ramte jødiske institutioner "....og "selvølgelig var det [antisemitismen]" er en selvfølgelighed jeg ikke umiddelbart ville købe. Ikke fordi jeg har noget som helst sympatier med terrorister af noget som helst art. Men fordi man er nødt til at stille sig selv det hypotetiske spørgsmål om hvorvidt terroren mod jødiske institutioner ville have fortsat havde terroristerne opnået deres erklæret mål -destruktionen af Israel.

Hvor modbydeligt det så end er at forfølge en bestemt etnisk gruppe på baggrund af den vrede man har mod den stat som har bånd til den etniske gruppe, bliver det først 'antisemitisk' hvis og når grundholdning ændrer sig til at det ikke er så meget den jødiske stat der er noget galt med men jøderne selv som race. Så ville man forvente at angrebene ville fortsætte, også efter nedlæggelsen af staten Israel. Men jeg synes ikke der er noget belæg for at antage at det ville de selvfølgelig gøre.

Artiklen her giver ikke et stærkt indtryk af at Blüdiknows primær ærinde er at udtrykke solidaritet med terrorens ofre, men snarere at han - i en tid hvor staten Israel er under pres i vesten pga Goldstone rapporten - vil bidrage til forstærkning af det efterhånden lidt ramponeret bolværk, der har været Israels immuneforsvar overfor vestlig kritik af dets håndtering af konflikten med naboen.

Gør opmærksom på, at Aksel Gasbjerg d.d.har et læserbrev, hvori han kombinerer sin opfattelse af Blüdnikows kronik og avisens senere samtale med B.B.
(En tilføjelse: Det kan forekomme uforståeligt, at den officielle holdning her i landet får tilskyndelse til at modarbejde palæstinensernes sag ved at bruge antiterrorlovene - et udslag af bindingen til USA.)