Baggrund
Læsetid: 9 min.

'Det er med bog nummer to, man for alvor skal vise sit værd'

Seks år efter bestsellersuccesen 'Den lukkede bog' er Jette A. Kaarsbøl klar med en ny roman. Den handler om en yngre mands eksistentielle søgen efter mening med tilværelsen og om at begære det, man ikke kan få. Men romanen var nær ikke blevet til noget. For midt i processen gik det pludselig op for Jette A. Kaarsbøl, at der var forventninger til hende
Kultur
13. november 2009
Tomhed. Jette A. Kaarsbøl følger op på sin succesroman 'Den lukkede bog' med en roman om arkitekten Laus Lindborg, der tilsyneladende lever en spændende ungkarletilværelse i København med egen tegnestue, gode venner og skiftende forhold til forskellige kvinder. Alligevel oplever han et voksende tomrum i sit liv.

Tomhed. Jette A. Kaarsbøl følger op på sin succesroman 'Den lukkede bog' med en roman om arkitekten Laus Lindborg, der tilsyneladende lever en spændende ungkarletilværelse i København med egen tegnestue, gode venner og skiftende forhold til forskellige kvinder. Alligevel oplever han et voksende tomrum i sit liv.

Hun kom som et lyn fra en klar himmel. Ingen i litterære kredse havde nogensinde hørt om Jette A. Kaarsbøl, før hun i 2003 bragede ind på alle bestsellerlister med en af de største succeser på det danske bogmarked i årtier. Debutromanen Den lukkede bog blev trykt i 170.000 eksemplarer, solgt til syv lande, og som den første debutant nogensinde modtog Jette A. Kaarsbøl i 2004 De Gyldne Laurbær. Succesen kom bag på alle, ikke mindst på forfatteren selv, der fra at have levet et tilbagetrukket liv i Hillerød som folkeskolelærer, hustru og mor til to pludselig måtte indrette sig på en ny tilværelse som bestsellerforfatter og kendt ansigt. Det var Jette A. Kaarsbøl, man snakkede om, skrev om og hørte om. På tv, i radioen og i avisen. Hun var over alt.

»I begyndelsen troede jeg faktisk ikke, opmærksomheden og forventningerne havde påvirket mig. Men efterhånden kunne jeg godt mærke, at der var et eller andet, der kørte med mig,« siger Jette A. Kaarsbøl.

Hun sidder i sin lænestol i hjemmet i Hillerød med benene trukket op under sig og hænderne foldet rundt om et kaffekrus. Hun er afslappet. Men arbejdet med Din næstes hus, der nu ligger på bordet foran hende, har været alt andet end afslappet. Faktisk har romanen været møghamrende svær at skrive.

»I starten var jeg meget høj i hatten, når folk spurgte, om jeg følte mig presset: 'Ikke en smule,' sagde jeg, 'jeg skriver kun en ny bog, hvis den beder om at blive skrevet.' Det har jeg sådan set også holdt fast i. Men pludselig kunne jeg bare mærke, at bogen ikke bad om at blive udgivet. Af en eller anden grund var jeg bange for at gøre det hele en gang til.«

Det kan være svært at forklare, hvad en skriveblokade egentlig er. Mest af alt er det en følelse. En følelse af, at ordene slipper op, og sproget stopper til. Men det er kun metaforer. For Jette A. Kaarsbøl mærkedes skriveblokaden først og fremmest som en »diffus angst«.

»Jeg har gået i lange perioder og haft det rigtig dårligt og sagt til mig selv: 'Hvorfor sætter du dig ikke bare over til den computer - du ved, du vil få det bedre af det.' Men alligevel gjorde jeg det ikke. Og når jeg gjorde, sad jeg bare og stirrede tomt ud i luften med fingeren på delete-knappen.«

Årsagen til skriveblokaden gik først for alvor op for hende, da en bekendt uforvarende ramte hovedet på sømmet ved at sige: 'Det er med bog nummer to, man for alvor skal vise sit værd.'

»Det faldt mig for brystet. Hvert enkelt værk eksisterer jo for sig selv, og jeg synes ikke, jeg har noget at bevise. Men ved siden af den rationelle tænkning kunne jeg godt mærke, at der var kommet noget 'gift i systemet', som min veninde forfatteren Hanne Richardt Beck kalder det.«

Kuren mod en sådan type infektion, der sætter sig på selvtilliden som en mental virus, er både simpel og krævende, fortæller Jette A. Kaarsbøl. Man slipper kun af med den gennem hårdt arbejde.

»Det er den eneste løsning. Du skal sætte dig hen til computeren. Og så skal du blive siddende. Dag ud og dag ind. Indtil der lige pludselig sker det forunderlige, at der går hul på det.«

Præsteidyl

Der gik hul på det. Men det tog sin tid. Hele seks år er der gået siden udgivelsen af Den lukkede bog i 2003, indtil Din næstes hus endelig udkom i går den 11. november 2009. Og det er ikke kun målt i år, at der er langt mellem de to romaner. Jette A. Kaarsbøl har med Din næstes hus bevidst valgt at fortælle en historie, der adskiller sig radikalt fra debutbogen. Hvor Den lukkede bog var henlagt til 1870'ernes København med en alvidende fortæller og en kvindelig hovedperson, foregår Din næstes hus i nutiden i en lille by i provinsen med en mandlig jegfortæller som hovedperson.

Kort fortalt handler romanen om arkitekten Laus Lindborg, der tilsyneladende lever en spændende ungkarletilværelse i København med egen tegnestue, gode venner og skiftende forhold til forskellige kvinder. Alligevel oplever han et voksende tomrum i sit liv, og fornemmelsen kulminerer den dag, hans far, hvis egen arkitektkarriere løb ud i sandet, dør af hjertestop. I en slags forståelse for sin fars bristede drømme beslutter Laus at begrave ham i den lille jyske landsby St. Randing, der huser farens eneste opførte bygning. Under påskud af at han vil hjælpe den lokale præst Stig Hemmingsen med at tegne og bygge en ny sognegård, ser Laus sit snit til at tage orlov og slå sig ned i byen for en tid. Her kommer han tæt på de lokale beboere, ikke mindst på præsten og hans unge kone Alma, som udgør en særlig attraktion. Laus bliver forelsket, ikke kun i Alma, men i selve det billede af familieidyl, som præstegården repræsenterer.

»Vi kender alle sammen historien om den fortravlede storbymand, der tager ud på landet, køber et hotel og finder lykken,« siger Jette A. Kaarsbøl:

»Men sådan en roman er Din næstes hus ikke. Jeg er af den overbevisning, at vi grundlæggende ikke forandrer os, så er man et søgende og rodløst menneske, som Laus er, så tror jeg, man vil blive ved med at være det. Hver gang man har fundet noget godt og bemægtiget sig det, vil man begynde at sætte kursen efter noget nyt og bedre,« siger hun og løfter dermed en flig af sløret for romanens videre handling.

- Er der i Laus' tilfælde tale om en form for begær, som aldrig rigtig kan stilles tilfreds?

»Ja, det kan du sige. Men i virkeligheden har Laus' begær mere karakter af en længsel eller en form for eksistentiel søgen. Der er jo en grund til, at romanen hedder Din næstes hus og ikke 'Din næstes hustru'. For Laus repræsenterer idyllen på præstegården noget, han på én og samme tid foragter og længes efter. På den ene side synes han, det er latterligt, at præsten løber rundt og spiller landsbykonge i St. Randing. På den anden side besidder præsten netop den tryghed og ro, som han selv søger. Laus får ganske vist overbevist sig selv om, at det er Alma, han begærer. Men egentlig tror jeg, man ville kunne forære ham både kroen, præstegården og Alma - og det ville alligevel ikke nytte noget, for det er ballast, han mangler.«

Det er ikke noget decideret sympatisk portræt, Jette A. Kaarsbøl tegner af sin hovedperson i Din Næste Hus. Den rodløse og søgende Laus bliver af sin ven og kompagnon kaldt for både kujon og kyniker i løbet af romanen, og vil man som læser undgå at fordømme ham, må man trække ikke ubetydelige veksler på sin egen indlevelsesevne og empati.

»Men i virkeligheden kunne man også spørge: Hvad er det egentlig, Laus gør, som vi ikke alle sammen gør? Laus og Alma opfører sig vel ikke anderledes, end alle andre mennesker i vores samfund, som falder ud og ind af forhold og bliver skilt og går fra hinanden. Det er jo sådan, vi har valgt at indrette vores samfund.«

- Er der generelt for mange Lauser i vores samfund?

»Jeg ved ikke, om der er for mange Lauser, men jeg synes, der er for meget lausisme. Jeg får lyst til at citere Anders Fogh Jensen, som i sin bog om projektmennesket skriver: 'Alt er muligt, men det er ikke sikkert, det bliver til noget'. Vi har så mange muligheder i dag. Du kan påbegynde en karriere og kaste den fra dig igen. Du kan gifte dig og få børn, og forlade dem igen. Som Anders Fogh Jensen skriver: 'Gift dig med mig, og jeg kan hjælpe dig til en bedre partner'. Det er, som om vi alle i en eller anden forstand bruger hinanden som transportmidler for at komme frem mod noget nyt og bedre. Både på jobbet og i private relationer. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi risikerer at tabe noget undervejs,« siger Jette A. Kaarsbøl og smiler skævt, for hun ved godt, hvad hun lyder som: et fortidslevn. Eller en knold i nakken. Men hun mener ikke desto mindre, hvad hun siger.

»Det er selvfølgelig muligt, det bare er, fordi jeg snart fylder 50, at jeg bekymrer mig. Men jeg kan indimellem godt synes, at det er synd, at så mange mennesker flakser rundt. At deres liv har så lidt kontinuitet. Tag nu for eksempel Alma, der på et tidspunkt i sit liv gifter sig og får et barn, fordi hun har behov for det. Men så går tiden, og straks er der nogle andre behov, der melder sig, og så begynder hun i stedet at lede efter fejlene ved alt det, hun har. Det er meget menneskeligt. Men nogle gange kunne jeg godt ønske, at folk gav kærligheden en ekstra chance,« siger Jette A. Kaarsbøl og uddyber:

»Præsten foreslår på et tidspunkt, at man i stedet for at sige: 'Her er jeg lykkelig, så her bliver jeg', bør sige: 'Her er jeg lykkelig, for her bliver jeg.' Altså at man beslutter, at 'her vil jeg være lykkelig' - og så bliver man og kæmper for det. Og selv om præsten på mange måder er utålelig, så synes jeg faktisk, det er en smuk tanke.«

Her var engang et begær

- Tine Bryld sagde for nylig i et interview, at hun mente, 'begær langt hen ad vejen er kimen til menneskers undergang og tragedie'. Er du enig i det?

»Jeg er enig i, at det er ulykkeligt, når vi forfølger vores erotiske begær uden at tage hensyn til, hvad det påfører andre mennesker af smerte. Men selve begrebet begær er vel i virkeligheden det, der driver os videre. Begær efter andre mennesker, begær efter nærvær, begær efter at dygtiggøre os - i det øjeblik livsbegæret slukkes, så er vi færdige. Jeg mener, det var Dan Turèll, der sagde, at der på hans gravsten skulle stå: 'Her var engang et begær'. Han omfattede hele sit liv som ét begær. Og måske - slår det mig pludselig - er Laus i virkeligheden et menneske uden begær. En karakter, der hverken kan tage livet af sig eller på sig, men som - når han en gang imellem får øje på noget, hvor han tænker: 'Kunne det være det?' - formår at hidse sine sanser så meget op, at det til sidst ligner den ægte vare. Men i virkeligheden brænder han ikke for noget.«

Det gør Jette A. Kaarsbøl til gengæld. Hun brænder for sin bog og for sine karakterer, men ikke for alt det »pressehurlumhej«, der følger med. Det ville hun helst være foruden.

»Det ville ikke gøre mig noget, hvis romanen bare kunne udkomme lige så stille og roligt uden det store postyr,« siger hun og bryder ud i et grin.

For hun ved godt, det er utænkeligt. Det har Den lukkede bog umuliggjort. Din næstes hus vil uvægerligt tiltrække sig stor opmærksomhed fra både presse, læsere og anmeldere, og alle vil sammenligne den med hendes debutbog. Det ved Jette A. Kaarsbøl godt.

»Men selv har jeg ikke nogen ambitioner om, at jeg skal overgå Den lukkede bog. For at sige det meget firkantet bliver jeg ikke skuffet, hvis Din næstes hus ikke sælger i 180.000 eksemplarer. Selvfølgelig vil man altid gerne have, at folk skal elske det, man laver. Men det er ikke mit succeskriterium. Jeg stiller mig tilfreds med et par hæderlige anmeldelser, der tager bogen alvorligt, og noget feedback, jeg kan bruge til noget.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Så vidt jeg kan forstå er den eneste grund til at Den Lukkede Bog overhovedet blev så populær som den blev at hun, forfatteren, lige pludselig blandede sin egen mening ind i romanen, f.eks. om hvad hun selv synes om Georg Brandes utroskab, eller om andre forskellige ting. Og Georg Brandes fik den store tur mht. hans hykleri, sikkert noget, der lige på det tids passede til den herskende stemning på det kulturelle parnas....

Min holdning er måske gammeldags, men en forfatter til en roman, skriver ikke lige pludselig sige egne meninger ind i romanen, henvender sig til læseren, og siger, at fordi sådan og sådan og sådan, er det også sådan og sådan i dag. Så må hun skrive et essay, og udgive det sammen med, eller adskilt fra bogen.

Stort set alle anmeldelser af nogen har hæftet sig ved at temaet er det samme i den her bog som det er i Den Lukkede Bog, nemlig moral og sædelighed...

Værst er det når bogkritik eller forsøget på at undgå forventelig smålig bogkritik forhånds-hæmmer "forfatternes" muligheder for sproglig udfoldelse.
Hvis Berlin-muren er faldet så "hurra" - hvis lømmelpakken er en kendsgerning så "øv" - men den lille hundrede af år gamle begrænsede og hæmmende firkantede boks som forfattere kan folde sig ud i består.
Skriveblokering - kan den ikke ofte begrundes i en angstviden om hvad forudsigelige kritikere og forsigtige forlag - "forventer af forfatteren" ?
Skulle man give et råd til forfattere - så strål af lys og eksploder i fyrværkeri - sprogligt og kan I tegne eller male jeres egne illustrationer til jeres bog - Så GØR DET . Og Vil verden så ikke have jeres bog - så kan verden kort sagt fucke af.