Læsetid: 5 min.

Dansk dokumentarfilm går nye veje

En buket på ni nye danske dokumentarfilm, produceret under støtteordningen New Danish Screen, slippes løs på cph:dox. Og der er grund til at glæde sig
En buket på ni nye danske dokumentarfilm, produceret under støtteordningen  New Danish Screen, slippes løs på cph:dox. Og der er grund til at glæde sig
7. november 2009

Der findes film, som er så tætpakkede af informationer og grydeklare meninger, at man som beskuer ikke kan gøre andet end at sige ja og amen. Og så er der film, som inviterer publikum indenfor og tager det med på en rejse, hvor man får lov til at opleve og reflektere over verden i et fællesskab med filmmagere og hovedkarakterer.

Til den sidste kategori hører Morten Meldgaards halvanden time lange Kim, et portræt af den unge frihedskæmper Kim Malthe-Bruun, som kort før Anden Verdenskrigs afslutning blev henrettet af tyskerne.

Ved hjælp af hovedpersonens begavede breve, vidneudsagn fra de efterladte og et righoldigt arkivmateriale oprulles historien i detaljer. Og filmen fortæller selvfølgelig alt dét, man ved om Kim Malthe-Bruuns skæbne. Men lige så meget er dens lavmælte strukturer vævet sammen af alt dét, man ikke kan formidle i klare formuleringer og tørre tal. Kulden og armoden i barndommens Canada. Den unge mands længsel og sømandsdrømme. Krigens angst. Den spirende fornemmelse af at måtte gå til aktiv modstand mod nazisterne. Alt dét, der udgør et liv, og som i Meldgaards hånd omformes til et betagende visuelt rum, som man kan træde ind i og opleve med egne sanser snarere end blot at tage instruktørens ord for, hvordan det var.

Portrættet af Kim Malthe-Bruun er blot én titel i den pakke på hele ni nye dokumentarfilm produceret under støtteordningen New Danish Screen, som præsenteres i forbindelse med cph:dox. En buket, der spænder fra et ganske kort billeddigt om bodybuildere over eksperimenterende og tableauprægede film om seksuel identitet til mere regelrette dokumentarfilm.

Blandt de sidste vil der formodentlig samle sig nogen interesse omkring Christoffer Emil Bruuns Affæren i Prag, hvor et filmhold uden større dikkedarer følger Niels Barfoeds tilbagevenden til Prag mere end 20 år efter, at han som udsending for Politiken var på hemmelig visit i byen for at overrække Frihedsprisen til Charta 77 - et besøg, der endte med, at han blev udvist af det tjekkoslovakiske sikkerhedspoliti.

Jeg kunne spise dig

En af de mest overraskende titler i stakken er imidlertid Ønskebørn, et på én gang rystende og poetisk nedslag blandt de gadebørn i Pristina, som stadig lever i dønningerne efter Kosovokrigen. Filmen er instrueret af Birgitte Stærmose, som i de senere år har stået bag en stribe bemærkelsesværdige novellefilm, og i sin debut som dokumentarist har hun på temmelig radikal vis trukket greb fra fiktionen med sig over i mødet med virkelighedens stof.

Filmens håndholdte og ofte meget maleriske reportagebilleder er optaget i øjenhøjde med de børn, som sælger cigaretter eller tyggegummi for at forsørge sig selv og deres nærmeste. Men konstant punkteres den voyeuristiske distance af sekvenser, hvor børnene med afmagrede ansigter og alt for voksne øjne kigger ind i linsen og hvisker monologer, som filmmagerne har skrevet til dem. Monologer, som nok er fiktion, men som børnene tydeligvis ikke har nogen problemer med at identificere sig med:

»Der er kun én grund til, at jeg taler med dig, og det er, at jeg er sulten. Jeg er så sulten, at jeg kunne spise dine penge. Jeg kunne spise alt i verden, også dig, hvis du var død ligesom min far.«

Er filmen en konstruktion? Naturligvis. Fortæller den noget sandt? Ja. Fanger den med sin særlige metode vores opmærksomhed omkring et emne, som vi ellers er blevet nærmest immune overfor? Helt afgjort.

Monroe og Strummer

Der er selvfølgelig også andre af de ni film, som bryder med de gængse dokumentariske metoder. Men undlader man med lys og lygte at søge efter eksperimenter, er det faktisk i tre af de mindst grænsesprængende værker (som samtidig er de tre længste), at de største filmiske oplevelser findes.

Flagskibet i flokken er formodentlig den allerede omtalte Kim. Den mest underholdende er til gengæld Kaspar Astrup Schröeders Dr. NakaMats om en excentrisk japansk opfinder, der med mere end 3.000 patenter bag sig nu som 80-årig er mest optaget af at sikre sin egen udødelighed. Filmen følger den både krukkede og sympatiske hovedperson gennem en række situationer, hvor kuriositet lægges til kuriositet, men gennem sit nænsomme filter lader den samtidig på elegant vis en dybere fortælling om menneskets eksistentielle vilkår skinne igennem.

Endelig bør fremhæves Nicole N. Horanyis The DeVilles, et portræt af et farverigt par i Los Angeles-forstaden Riverside, som i en vis forstand er den mest overraskende nyhed blandt de ni. Den kvindelige hovedkarakter er stripdanser og ligner på en god dag en slidt Marilyn Monroe, mens hendes mand er punksanger og som snydt ud af næsen på Joe Strummer. De har levet sammen i 26 år, har tre halvvoksne døtre og gennemlever nu en midtvejskrise. Filmen er dygtigt skruet sammen, den fremstår faktisk som en spillefilm, og samtidig med at man imponeres af, hvor naturligt de medvirkende agerer foran kameraet, undres man over, hvordan det er lykkedes for instruktøren at skære en skive ud af virkeligheden og forme den efter en så perfekt dramaturgisk kurve.

Løfterige perspektiver

Og nu vi er i gang med at undre os, så kan man afslutningsvis undre sig over, hvorfor den metodemæssigt eller sprogligt fornyende film i det hele taget skal indhegnes i et særligt reservat.

DFI's konsulentordning er som udgangspunkt en kunststøtteordning og burde som sådan kunne rumme alle typer film, også de eksperimenterende. Men når det er sagt, er der mange grunde til at glæde sig over de ni nye titler, som New Danish Screen nu lukker ud i filmkredsløbet.

Ganske vist er der ingen af dem, som dybest set byder på de helt banebrydende fornyelser af det dokumentariske format, selv om hovedparten af dem udfordrer de genremæssige konventioner og bestemt stikker af fra den journalistisk prægede tv-dokumentar. Men en væsentlig ambition for New Danish Screen er at bringe nye talenter frem i lyset, herunder at give erfarne filmfolk mulighed for at gå nye veje - at lade fiktionsinstruktører lave dokumentarfilm, at lade klippere eller fotografer instruere, etc. - og det er specielt i den henseende, at de aktuelle film byder på løfterige perspektiver.

Ser man således på en film som den om Kim Malthe-Bruun, er den nærmest eksemplarisk i sin vægtning af ordløse passager, hvor instruktøren lader det historiske materiale tale for sig selv, uden at sylte det ind i forklaringer. Et sympatisk og effektfuldt greb, som alle dokumentarister kunne lære af, uanset om de nu arbejder inden for rammerne af New Danish Screen eller bare laver film ude i den virkelige verden.

De ni nye danske dokumentarfilm fra New Danish Screen har premiere i forbindelse med cph:dox i Cinemateket den 12. november fra kl. 20

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu