Læsetid: 4 min.

Desperado indeni

Claus Hjort Frederiksen sveder hver gang han er i fjernsynet. Det er forlegenheden og utilpashedens sved. Og det selv om han ganske vist giver udtryk for, som han jo også plejer, at alting er under kontrol. Mon han alligevel er en desperado indeni, funderer klummeskriveren
7. november 2009

Går det ikke så godt, eller hvad? Først troede jeg, det var noget, jeg bare bildte mig ind, eller vel, ærligvis, håbede på, men nu er jeg næsten sikker på, at det er rigtigt. At Claus Hjort Frederiksen, sveder hver gang han er i fjernsynet. Forlegenheden og utilpashedens sved. Ganske vist giver han udtryk for, som han jo også plejer, at alting er under kontrol. Det danske samfund er inde i en sund udvikling, navnlig da efter det store Systemskifte i 2001. Der er forbigående vanskeligheder lige nu, som bekendt er vi jo, helt uskyldigt og uforvarende, blevet ramt af en international, finansiel krise og bla bla bla. Men ellers står regeringen fast på samtlige sine oprindelige mål, ikke mindst frit valg på alle hylder og golfbaner til alle. Frihed under ansvar. Frihed til at blive gammel og udstrakt eget ansvar for, at man ikke dør af sult på grund af manglende pensionsopsparing. Det er jo det sædvanlige, det budskab har været regeringens varemærke i al den tid, den har siddet.

Angstens sved

Men hvorfor sveder manden så? Er han en desperado indeni, der ikke tror på det, han selv siger. Er han tværtimod en mand, der udmærket godt ved, at det går ad helvede til med det borgeligt-liberale projekt, han efter sigende skulle være politisk chefarkitekt for?

Fordi danskerne ikke vil have det, nu hvor flere og flere får svedet røven og fortryder, at de ikke sørgede for at melde sig i fagforening. Og ikke længere synes, det er en god idé med private sygehuse, hvor de rigeste kan få ekstragod behandling, mens fattigrøvene må ligge ude på hospitalsgangen og være til fare for brandsikkerheden. Efter nytår, hvor skattelettelserne træder i kraft, skal der nok også vise sig en vis misundelse hos folk med beskedne indtægter: Hvorfor skal dem med toplønninger begunstiges med de største lettelser i den onde, i princippet socialistiske, indkomstskat? Jamen, sådan er folk, Claus, de tænker udelukkende på sig selv, de under ikke næsten større velfærd end den, de selv nyder godt af. Så hvis det er rigtigt, at du sveder, hver gang du er i fjernsynet, og det tror jeg, det er, så forstår jeg det godt.

På Lolland Falster

Det går heller ikke så godt med Dansk Folkeparti, folk gider ikke rigtig høre på dem mere. Åh nej, nu igen, tænker man, når partiet endnu engang kræver strengere straffe og absolut vil tvinge muslimske børn til at indordne sig det danske frisind, det danske højskolegladsyn og måske ligefrem Grundtvigs salmer, selv om Søren Krarup måske nok på det punkt vil få partidisciplinen til at vibrere lidt. Danskhed, udansk, danske værdier, dansk vejr, danske motorveje, Danbolig, Danhotel, Danpølser og - sikkert - Dankondomer. Er det ikke snart nok? tænker vi.

Vi gider simpelthen ikke høre mere af den slags. Der er ikke én etnisk født dansker, der ikke har kørt i taxa, hvor chaufføren var muslim, eller købt ind i kiosker og grønthandlere drevet af indvandrere med muslimsk baggrund. Den slags mennesker er lidt mørkere i huden end os andre, men de virker da ikke ligefrem livsfarlige. De er sympatiske og knap så sympatiske, måske ligefrem usympatiske, ligesom alle andre, så hvorfor overhovedet snakke så meget om dem?

På Lolland og Falster, hvor jeg bor, har et stort antal mennesker polske rødder. Det er der ikke nogen, der gider snakke om mere. Der ligger en katolsk kirke fem hundrede meter fra min bopæl. Hvorfor skulle der ikke kunne ligge en moske lige ved siden af? Det gør der sikkert også engang i fremtiden. Og hvad så?

Når Dansk Folkepartis chefideolog, Søren Espersen, her i bladet for nylig har beskyldt den gamle, oprørske venstrefløj for at være nutidens snerper, må jeg ærligt indrømme, at det fik mig til at fnise rigtig uartigt og skadefro. For jo, det er der sgu faktisk noget om - og de har kun godt af at høre det fra en politisk bølle som Espersen. Nu er det selvfølgelig ikke pænt at sige det, ligesom det heller ikke er pænt at besmudse egen rede, men på ét punkt tager Espersen nu fejl: snerpetheden på venstrefløjen er ikke af nyere dato, absolut ikke. Heldigvis gælder det ikke hele venstrefløjen, men tendensen har altid været der. Hvis man ellers er gammel nok, kan man godt huske de glade dage, da venstrefløjen definerede fodbold som en slags fascisme, sex som ritualiseret vold og undertrykkelse, kunst som borgerlig dekadence. Men hvordan nu med Espersen selv? Han sveder ikke, når han er i fjernsynet, men derfor kan han jo godt være en desperado indeni. Spørgsmålet er, om det virkelig er ham, der repræsenterer det store frisind i dag? Ham og hans parti. Bobler det ligefrem af hæmningsløs livsglæde og frisind?

Proletaren fra Gentofte

Glæden er i alt fald svær at få øje på, men partiet føler sig da godt nok fri i sindet til at svine muslimer til ved enhver lejlighed, til at gøre livet for de fattige endnu ringere, end det er i forvejen og til at mistænkeliggøre folk med en anden politisk opfattelse. Hvis det er frisind, føler man jo næsten en venstreorienteret trang til at benægte frisind. Og til at ønske, at Espersen ville gøre alvor af sin skrivekløe, melde sig ud af politik og nedsætte sig som forfatter af tv-serier. En vis flair for at drille venstrefløjen har han allerede demonstreret, men vi kunne jo godt bruge et positivt og livsbekræftende modstykke. Hvad med et årelangt tv-drama om proletarhelten Pia fra det folkelige Gentofte? Med PH-lampe og det hele.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Jeg kom lige bort fra det. Men det var faktisk min mening at give en kompliment til Bent Vinn Nielsen for denne artikel. Bedre sent end aldrig; stort smil:
(;-)

Chris David Bonde Henriksen

Når Claus Hjort svedte voldsomt på pressemødet, var årsagen at varmen var skruet (for) højt op. Han var i øvrigt ikke den eneste. Og så vejer han nogle kilo for meget. Det kan også give ekstra sved. De platte udsagn fra Bent Vinn Nielsen for i øvrigt stå for egen regning.

Kanske at Vinn Nielsen af og til tangerer det platte. Men han gør det med STIL og han er aldrig vulgær. Vinn bygger sine causerier op som KUN han kan gøre det. Med mesterens ydmyge respekt for skriftsproget som det bærende element. Uge efter uge støber han sine formfuldendte klummer, til stor glæde for mig bla. og det skal han have tak for.

Søren Kristensen

Hvad nu hvis det bare er ydmyghedens sved finansministeren kæmper med, en forlegenhed over i det hele taget at være synlig, hvis ikke ligefrem til? Ydmyghed er grundlægende en fin egenskab i de fleste kulturer, men den harmonerer selvfølgelig dårligt med et så eksponeret job som det finansministeren har ladet sig vælge til, men omvendt er det en meget menneskelig egenskab og det er altid rart for vælgerne at vide at der er et mennesker bag slipset. Sveden har en anden fordel, for med den undgår vi spørgsmålet om hvem der mon befinder sig indeni Claus Hjort, for det gør han så rigeligt selv og man kan se det på den måde han forsøger at komme ud.

Uha - det lyder hårdt og pinsomt at være i opposition. Magen til bredside - mod alt og intet - skal man vist lede længe efter.

Knud Helmer Andersen

Hvordan ville man mon selv have det med koldsved o. lign.
Hvis man havde sin erhvervserfaring fra et jurastudie og en tid som skrankepave i et ministerium.
Og hvis man havde fået sine ministerposter i præmie, af sin partiformand for, at man som spindoktor, i en periode hvor DI m.fl , med økonomiske donationer, vandt et valg for Venstre.
Sandt for dyden, er det ikke stor erfaring, der præger ministerens bidrag til pressen og debatten.