Læsetid: 5 min.

Da det finere franske fik fingeren

I anledning af genudgivelsen af Luc Bessons film på Blu-ray tager vi et tilbageblik på cinema du look, 1980’ernes overfladiske, men billedskønne filmiske oprørsbevægelse
I anledning af genudgivelsen af Luc Bessons film på Blu-ray tager vi et tilbageblik på cinema du look, 1980’ernes overfladiske, men billedskønne filmiske oprørsbevægelse
20. november 2009

Hvis man ved ordene ’fransk film’ forstår noget støvet, selvhøjtideligt, højpandet og snakkesaligt, er det i hvert fald ikke cinema du look-instruktørernes skyld. For snart 30 år siden skabte to meget unge og en noget ældre instruktør nemlig en ny filmisk bølge, hvor realisme, samfundsrelevans, og dybsindighed var så godt som bandlyst, æstetik noget, man drev rovdrift på, og iscenesættelse noget, man skiltede med. Deres mission var ikke at ’fortælle en god historie’, men derimod at tage tilskueren med på et heftigt billedtrip.

Trekløveret bragte samtidig for alvor postmodernismen ind i fransk film. Det begyndte med Jean-Jacques Beineix’ Diva i 1981. MTV gik i luften samme år, hvilket ligner en tanke, da du look-instruktørerne lod sig inspirere af både musikvideoen og reklamefilmens æstetik. Og de gik ikke af vejen for at blande disse med elementer fra højkulturens sfære, i Divas tilfælde opera.

Beineix var 35 år gammel, da han drejede Diva, og dermed en ren oldsag i forhold til du look-bølgens to andre hovedskikkelser, Leos Carax og Luc Besson, der er født i henholdsvis 1960 og 1959.

Besson fik sit store gennembrud i 1985 med Subway, hvis vittige højdepunkt falder i filmens allerførste sekunder i form af en genial graffiti, hvor tre citater tilskrives henholdsvis en berømt græsk filosof, en berømt fransk eksistentialist og en berømt amerikansk crooner:

To be is to do (Sokrates)

To do is to be (Sartre)

Do be do be do (Sinatra)

Budskabet er klart: Ingen dybe spadestik eller heftige hovedbrud i denne omgang!

Hilsner til Hollywood

Subway skildrer ganske vist ret bogstaveligt en undergrundsbevægelse, da den følger en flok mennesker, der lever i den parisiske metros tunneler. Men i lighed med du look-bølgen generelt har Bessons undergrundsfolk altså ingen samfundsomvæltende intentioner eller politisk dagsorden i øvrigt.

På bedste postmoderne vis gik du look-instruktørerne på strandhugst i arkiverne, og genbrugte bl.a. elementer fra 1930’ernes og 40’ernes poetiske realisme og 50’ernes og 60’ernes franske nybølge.

I Subway krydrede Besson sin sukkerholdige og fiberfattige filmiske anretning med referencer til Hollywood-film som The French Connection og Star Wars, og man ser for sig, hvordan denne omfavnelse af amerikansk populærkultur resulterede i hvide knoer og tænders gnidsel på Paris’ intellektuelle parnas.

Måske som følge af du look-instruktørernes unge alder handlede mange af deres værker om utilpassede unge. Filmene havde næsten altid en tragisk slutning, eller rettere ’tragisk’, da det (formentlig og forhåbentlig) ikke er tanken, at man som tilskuer skal investere følelser i de oftest stereotype eller endimensionale figurer. Skingert skuespil var ingen sjældenhed, og psykologisk realisme stod langt nede på instruktørernes prioriteringsliste, hvilket da også var et hyppigt tilbagevendende kritikpunkt.

Flere af filmene har desuden en parodisk skildret kriminalintrige komplet med tegneserieagtige skurke. Nok primært fordi noget af det mest fotogene, der findes, er folk, der jagter hinanden, og i Diva diverterer Beineix da også med en forrygende forfølgelsesscene metroen.

Kunstighedens poesi

Efter Diva tog Beineix det æstetiske skridt fuldt ud med Månen i rendestenen (1983), som er den måske mest ekstreme du look-film, men paradoksalt nok også en af de mindst kendte.

Der er tale om et demonstrativt iscenesat farvebombardement (navnlig kølig blå, som flænges af lidenskabelig rød), der om ikke ligefrem kritiserer, så i hvert fald ivrigt påpeger den reklame-æstetik, den selv trækker på. Den amerikanske filmkritiker Pauline Kael så værket som instruktørens refleksion over filmmediet og -historien: »Beineix fejrer filmens poesi, hvilket for ham er kunstighedens poesi.«

Trods deres ofte beskedne og/eller fjollede handlingsforløb og eskapistiske karakter generelt kunne filmene rumme referencer til reelle problemstillinger. I Carax’ Natten er ung (1986) er det således svært ikke at tænke på en af årtiets helt store rædsler, aids, når man hører om en seksuelt overført sygdom ved navn STBO.

Natten er ung kastede desuden et meget kendt du look-optrin af sig, nemlig det, hvor den mandlige hovedperson slår vejrmøller ned ad gaden til tonerne af David Bowies Modern Love. Og hvis filmene huskes for fragmenterne snarere end helheden, giver det god mening: Et af bølgens karakteristika var nemlig at prioritere et væld af spøjse visuelle detaljer over det overordnede plot, som når hovedpersonen og hans evige rival forsøger at drikke champagne på bunden af en svømmepøl i Bessons The Big Blue eller den mandlige hovedperson i Betty Blue har en fødselsdagskage med tændte lys gemt i sin bils bagagerum.

Attentat mod gudinde

I sit tredje værk sadlede Beineix om, og skabte med Betty Blue (1986) den vel mest modne og mest seriøst mente du look-film. Den handler om en impulsiv, egenrådig og yderst seksuelt frigjort kvinde, som indleder et forhold til en anderledes veg mand med uindfriede forfatterdrømme.

Især filmens første scener – der udspiller sig i en afsidesliggende by af bungalows – har stor visuel slagkraft, og i en lille genistreg fra Beineix’ side anskueliggør han omfanget af Bettys outsiderstatus ved at lade hende hælde en spand lyserød maling udover en sort Citroën DS. Netop denne model (som i franske folkemunde kaldes ’Gudinden’) har nemlig ganske særlig betydning, og var i årtier et symbol på fransk sofistikation og elegance.

I titelrollen skabte en perfekt castet og let eller slet ikke påklædt Béatrice Dalle et uforglemmeligt portræt af fransk sensualitet, og hendes stærke kropslige tilstedeværelse står – hvad end det er tilsigtet eller ej – i voldsom kontrast til du look-bølgens kærlighed til det kunstige.

Pigen og lejemorderen

Som 1980’erne gik på hæld, gjorde du look-fænomenet det så småt også. I 1991 leverede Carax dog en pompøs efternøler med den stort anlagte og yderst bekostelige De elskende fra Pont-Neuf, hvis visuelt spektakulære indslag talte en mand, som spyr ild, en kvinde, som står på vandski på Seinen og et kæmpe fyrværkeri over den parisiske bro nævnt i titlen. Nå ja, og endnu en forfølgelsesscene i du look-instruktørernes højt elskede Metro.

Besson tog til USA, hvor han i 1994 lavede Leon, en selv efter du look-bevægelsens standarder overstyret fortælling om en pubertetspige, som sammen med en garvet lejemorder går i krig mod en mindre hær af korrupte New York-strissere.

I begyndelsen af 1990’erne tog Jean-Pierre Jeunet og Marc Caro med stærkt billedbårne film som Delicatessen og De fortabte børns by på sin vis over, hvor du look-instruktørerne slap.

Det paradoksale ved cinema du look er, at filmene på den ene side var tand-, holdnings- og indholdsløse, men på den anden gjorde op med det meste af, hvad fransk film indtil da havde stået for – og dermed alligevel måtte siges at være et oprør af en art.

film@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Indholdsløse billeder, frembringer indhold.

Det er sgu' da "flot"

Reciever.

"And then there was the artist who clapped at his audience"