Læsetid: 8 min.

’Det er for firkantet at sige, det er lattens skyld’

Århus by default. Stokroserne kommer, og de har ligusterhækken med. København er ved at udvikle sig til en selvglad, grå og provinsiel gågade uden det liv og den mangfoldighed, der karakteriserer en by. Den er blevet et postkort og et museum over en by, der ikke længere eksisterer
Stokroserne kommer, og de har ligusterhækken med. København er ved at udvikle sig til en selvglad, grå og provinsiel gågade uden det liv og den mangfoldighed, der karakteriserer en by. Den er blevet et postkort og et museum over en by, der ikke længere eksisterer
7. november 2009

Nu kalder ejendomsmæglere og tilflyttere langs havnefronten
Bryggen for Københavns Manhattan
Og hvis ikke det er provinsielt
Så ved jeg sgu ikke

Benn Q. Holm, På Herrens mark, 2006

Hundelortene op i hundene, hundene ind i bilerne, bilerne ud af byen, lyder en graffiti fra 80’erne. En holdning, der udtryksformen til trods indrammer den udvikling, som København har gennemgået. En udvikling mod den turistvirkelighed, som får Oprah Winfrey til at gå i flitsbue, når hun som en anden McDonald’s reklame udbryder I’m loving it! i mødet med middelklassens Bo Bedre-drøm om København. En drøm, der i sit væsen er indbegrebet af provins, og som i virkelighed støder byen fra sig som grim og ubrugelig.

»Jeg er født i København K, men føler mig efterhånden som en tysk jøde i 1942,« siger Morten Vammen.

Den indædte københavner, film- og reklamemand, komponist, forfatter og nattelivsekspert Morten Vammen er ikke imponeret over den udvikling, man de sidste mange år. En udvikling mod Stockholm-lignende brand­store-arkader, københavnerstatus på t-shirts via ’byens hold’ til mindreværdsmotiverede og megaambitiøse forældrekøbsbørn fra Jylland. Man danser natten ung på Karrierebar og Jolene, imens man bygger sit brand, dj’er og laver indholdsløse krea-ting, men har i virkeligheden ifølge Vammen fjernet sig fra den involverende by og dyrker sig selv som en billig efterligning. Byen er blevet en uniform og en attitude og ikke et sted og en bevidsthed.

»Jeg elsker København, men ville ønske folk var mere involverede i byen, og ikke bare brugte den som en butik, en catwalk og et pissoir. Det eneste sted, jeg virkelig føler, er storbyagtigt, er efterhånden foran den tragiske Mariakirken,« siger Morten Vammen.

Dermed ikke sagt, at han finder det charmerende, at »hele østblokken og Afrika står og sælger deres børn og gylper kugler med dødspulver op«, men sagt som et udtryk for, at man underkender det sociale for at pleje facaden.

»Desværre kan rådhuset jo tydeligvis ikke så meget. De store ryk strander i Folketinget, der som bekendt er dikteret af den laveste provinsfællesnævner,« siger han.

Asfaltromantik

Og selvom der ifølge den danske forfatter, dramatiker og københavner Jokum Rohde nemt kommer nostalgi i spil for en rigtig københavner, når stenbroen transformeres til en jysk soveby, så er der også reelle problemer indbygget i den udvikling. For hvor man før havde et arbejdsfællesskab fra 9-17 og derefter holdt fri, har vi nu fået et fritids- og værdifællesskab, hvor den politiske korrekthed blive for ekstrem, og hvor byens mangfoldighed ifølge Rohde får det mere og mere svært.

»Når man tager en fantastisk handelsgade som Nørrebrogade og omformer den til en halvøde gågade, eller når man laver en duftpark og sætter fodboldmål op i området omkring Havnegade, så skubber man til den udvikling. Det bliver for uniformt,« siger Rohde.

Et andet eksempel på værdiladning i byplanlægningen er ifølge Rohde sportsområdet omkring Korsgade, hvor man har fundet, at det, kvarteret har brug for, er græs i metermål. Her kan indvandrerne så tilsyneladende få afløb for deres aggressioner med en bold.

»Det er en mærkelig racistisk tanke. Hvad med en bog eller en billig lejlighed, eller en bedre spredning af de forskellige befolkningsgrupper. En græsplæne og en bold?« siger Jokum Rohde. Helt tragikomisk bliver det i Jægersborggade.

»Gaden er i dag en bizar blanding af hård narkokriminalitet og sådan nogle overklasse-husmødrebutikker, hvor én laver marmelade og en anden hækler børnebukser, og hvor de holder sig i live ved at købe hinandens ting. Så i den ene ende er der narko med et solidt publikum, og i den anden økolukus uden noget publikum overhoved,« siger Jokum Rohde.

Latte

Filminstruktør Max Kestner, der i går åbnede CPH: DOX med sin nye film om København, Drømme i København, elsker den fysiske by med de minder og billeder, den skaber. Men han er samtidig mere pragmatisk anlagt. For Kestner er byen en organisme, der udvikler sig. Med den udvikling forsvinder de minder, der knytter sig til den fysiske by, hvilket man må affinde sig med.

»Byen er et vidne om de folk, der bor i den og har boet i den, dem der har haft sex, fået børn og er døde i byen. Det viser byen frem som en smuk ting. Men den gennemgår også en naturlig forandring, så jeg synes det er svært at sige, at der skal være en grænse, selvom man selvfølgelig skal passe på de unikke ting,« siger Max Kestner.

Spørgsmålet er dog stadigt, hvor unikt og mangfoldigt København kan forblive, når hvert gadehjørne er ejet af den samme kæde, og hver café serverer de samme kønsløse sandwichs med tilhørende mælk med kaffe i og økologisk gulerodskage. Information har valgt at gå til Latte-djævlen selv, manden der trods en opvækst i Jylland sidste år symptomatisk var kåret til årets københavner.

»Jeg tager det fulde ansvar,« siger Ricco Sørensen.

Han er manden bag de succesfulde kaffebarer Ricco’s, der i både K, Ø, V og N sørger for, at folk får deres mælk. Han trækker dog straks i land, selvom han vedkender sig, at caffe latte-segmentet er garant for nogle af de mere nævenyttige holdninger omkring, hvad København er og ikke er.

»Det er da rigtigt, at Vesterbro er gået fra at være et sted med plads til alle til at være et ligusterhækparadis. Men det er for firkantet at sige, at det er kaffens skyld,« siger Ricco Sørensen.

Gågade til alle

Latten er med andre ord symptomet på en udvikling, hvor kernefamilien ikke længere som for 10 år siden flytter ud af byen, men nu ifølge Sørensen bliver hængende med deres dyrt klædte unger samtidig med, at boligpriserne har gjort indre by svært tilgængelig for dem uden den store tegnedreng. Det kan selvsagt godt skabe problemer, hvis man gerne vil have bare en smule bohemestemning.

»Den forbandede middelklasse med sine lorteunger – inklusiv mig selv – flytter ind og presser priserne op, så det eneste liv, der til sidst foregår, er det nede i barnevognen,« siger Ricco Sørensen.

De mennesker, der ikke passer ind i den virkelighed, må så flytte længere væk fra byens kerne og skabe et nyt liv der. En bevægelse, som Sørensen mener, at man kan se i alle storbyer. Det er ikke noget, man ifølge Ricco Sørensen rigtig kan lave om på, men det pointerer vigtigheden i løbende at diskutere, hvad det er for en by, vi vil bo i, mener han.

»Der skal være en respekt for byen. Man kan ikke flytte ind oven på et værtshus, der har ligget der i hundrede år og så klage over larmen. Hvis man gerne vil have en hæk, så er det måske ikke byen, man skal bo i,« siger Ricco Sørensen.

En mand, der til gengæld ikke mener, at man kan få for mange polkaprikker i bybilledet, er forfatteren fra Kartoffelrækkerne, Martin Kongstad. Han er netop nu på gaden med sin novellesamling Han danser på sin søns grav, der netop beskæftiger sig med Københavns udvikling gennem de sidste 10 år.

»Jeg hylder alt, der bliver lavet på Nørrebrogade, og jeg synes da, at det er dejligt med de grønne gårde, selvom nogen synes, det er en småborgeliggørelse af byen. Det er da bare fedt, at ungerne har en græsplæne, de kan løbe rundt på,« siger Martin Kongstad.

Han ser det som lidt af en myte, at det hele skulle være blevet så uniformt. Der er ifølge Kongstad, stadig masser af liv og ånd på f.eks. Vesterbro, og han mener samtidig ikke, at det er blevet et tilholdssted kun for de rige.

»Det virker lidt mærkeligt, når man bare vil have, at alt det gamle skal bestå som en slags Skagen eller Sønderho. Det er da kun sjovt, når der er nogle unge, der begynder at danse i Kødbyen, og der skyder restauranter op, i stedet for at det bare får lov at stå,« siger Martin Kongstad. Heller ikke de nyligt afslørede planer for ombygningen af Nørreport Station, kan få ham op af stolen. Så selvom flere brugere af politiken.dk, kommer med opråb som ’Vågn op, bonderøve’ og ’København ender som en eller anden varmluftsballon, som ingen rigtig husker’, mener Kongstad, at hovedpointen er, at man gør byen til et mere rart sted at være.

»Jeg har altid syntes, Nørreport var et forfærdeligt sted. Man har det ad helvede til, når man er der. Der er mørkt og koldt – og grimt. Hvis det kunne blive lidt mere lyst, ville det da bare være herligt,« siger Martin Kongstad. Han mener modsat, at København savner flere åndehuller som f.eks. Østerbro Svømmehal, før den blev renoveret.

»Der kom jeg som ung og skulle have kulbuelys hver torsdag, før jeg skulle ud og danse. Der var syv bademestre på arbejde, hvoraf fem af dem aldrig lavede noget, og de to andre solgte øl. Der var sådan en hyggelig, vi-har-ikke-så-travlt-stemning, som jeg savner. Nu er der kun to, der roder med nogle duftlys og noget andet wellnesshalløj,« siger Martin Kongstad.

Byen tilbage

Digteren Søren Ulrik Thomsen mener dog ikke, at det, København mangler, er flere åndehuller, men at vi værner om de få steder, der gør København til den eneste rigtige storby i Danmark. Her fremhæves blandt andet Nørrebrogade, før borgmester for Teknik- og Miljøforvaltningen, Klaus Bondam (R) fik lagt polkaprikker ud.

»Selvom man på rådhuset er blevet valgt på at elske storbyen, slår man nu ned på lige præcis de steder, der er med til at gøre København til en storby for at tage suset fra dem. At gå på Nørrebrogade nu er en trist og kedelig oplevelse. Et symptom er de her forfærdelig blomsterstativer, de har sat op i bushøjde. De viser med al tydelighed, at idealet er en villavej,« siger Søren Ulrik Thomsen.

København er for ham blevet til et stort homogent middelklassekvarter, hvor man er besat af forstadsnormer. Man kan i virkeligheden ikke tåle byen. Man ødelægger det, man blev fascineret af til at starte med.

»Det var blevet smart at bo i en storby og alle kom løbende med en Woody-Allen-Manhattan-ide om at bo i storbyen i baglommen. Man da man så kom ind til byen, så begyndte man at lave den om til Nærum,« siger Søren Ulrik Thomsen.

Derfor mener han heller ikke, at det giver mening, når man vil kategorisere dem, der elsker byen, som slumromantikere. For det er i virkeligheden dem, der ud fra nogle landsbyforestillinger om byen som en kopi af Kartoffelrækkerne eller Brumleby fornægter byens sande natur.

»Man vil have kælne fællesskaber med adskillelse mellem shopping-, beboelse- og trafikzoner. Men hvorfor må funktionerne ikke være samlet som på f.eks. Gammel Kongevej. Det er jo netop det, der giver en storby stemning? I stedet iscenesætter man byen som én stor temapark,« siger Søren Ulrik Thomsen.

anre@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"...mindreværdsmotiverede og megaambitiøse forældrekøbsbørn fra Jylland..."

"...når stenbroen transformeres til en jysk soveby..."

Okay vi har fattet det. Det er jydernes skyld det hele.
De fæle jyder som kommer og aber efter.

Undskyld - som selverklæret Jyde ( men i sin tid født på Riget), kan jeg ikke tage den selvmedlidenhed alvorligt. Der er en grund til at en hel del jyder foretrækker at forblive i Århus eller Aalborg. Hvor der er masser af involverende by- og kultur-liv. Og med en sund portion selvironi!!

Jeg synes, der ligger nogle ekstremt forsimplende vinkler i alt, hvad der bliver sagt i ovenstående artikel. En ting er dog sikkert - politikerne i København har med socialdemokraterne i spidsen, siden jeg flyttede til Kbh fra jylland i 91, haft en politik for København, der handlede om at få de fattige, de enlige og storfamilierne ud og få de velstillede kernefamilier ind.

Det drejer sig især om boligpolitikken med små gamle arbejderlejligheder, der skulle slås sammen til lækre familieboliger med kogeø og seperat toilet og stort badeværelse for den bedst stillede del af middelklassen, samt deres udsalg af kommunalt ejede billige lejligheder fx på vesterbro.

Jeg savner så sandelig ikke koldtvandslejlighederne med lokum på trappen, men jeg savner de mennesker, der kun havde råd til dem.

Alligevel vil jeg, der bor klods op ad den billige ende af Nørrebrogade, vove den påstand, at det er lodret løgn, at området er dødt efter at de småborgerlige familiefædre fra forstæderne ikke længere kan reducere gaden til en færdselsåre, som de totalt dominerer med deres ensidige behov for at komme til og fra deres arbejdspladser i centrum. Vi savner dem ikke og vi savner slet ikke deres biler.

Hvad Jægersborggade angår er det jo paradoksalt nok boligforeningerne i gaden, der har valgt at de butikker, der nu ligger der til. Det har kommunen ikke bestemt. Samtidig er der nogle bygninger i gaden, der, så længe jeg har boet i byen, har været ejet af rockere. Så hvis man ikke bryder sig om Jægersborggades paradoks - ja, så er det faktisk dem, der bor i Jægersborggade, man skal klage til. Ikke Københavns Kommune. Jægersborggade afspejler fint gadens beboere....

For mig at se, er det noget af det fine ved Nørrebro, at det er dem, der bor i bydelen, der kører en stor del af butikkerne og gå-ud-stederne og ikke en eller anden rig haj fra nordsjælland. Samtidig har vi stadigt masser af små håndværkerfirmaer, kiosker og butikker med husflid i sidegaderne, som man altid har haft i storbyerne. Dvs Nørrebro er ikke som en soveby i dagtimerne og er heller ikke reduceret til et forlystelseskvarter i aftentimerne. Folk lever og arbejder her døgnets 24 timer.

"Nattelivseksperten" m. fl. har talt.

-Det er jyderne- Det er kaffen-Det er middelklassen

Hvis København er blevet kedelig såh.........

Op på hesten igen!

Bo Klindt Poulsen

Helt enig med Marie, det er simpelthen så ulideligt københavner-tudefjæs.

Og i virkeligheden abonnement på en fjollet forfaldsmyte: det er saneringen, der bragte den fordømte middelklasse ind i byen! Ja, faktisk starter forfaldet langt tidligere: denne modbydelige udvikling skyldes vel egentlig nedbrydning af voldene i 1800-tallet - så kunne byen ikke længere spærres af for provinsens altædende felttog. Og vi kunne ikke længere leve i tuberkuløst skidt.

Helt ærligt, hvad er det for en illusion om en storby, I gerne vil sammenlignes med? Paris?
- nårh, nej, der er jo store ækle parker, pladser og grønne baggårde over det hele.
Berlin? Pokkers også, også en grøn og ren by, det duer ikke...
Er det Birmingham, der er forbilledet? Essen? Skal vi længes efter sod og smog og trøstesløse lejekaserner med grå baggårde?
Eller kunne vi forestille os, at denne industri-alder-forestilling om byens væsen er en kende altmodisch...

De klynkende københavnere sætter nogle sære stråmænd op i artiklen: det grønne er middelklasse og provins. Ja, da, man er ikke et rigtigt storbybarn, hvis ikke man vokser op i betongården.

Jeg er enig med Vibeke i, at det er et stort problem, at byen har mindre plads til de fattigste og svageste, men modsvaret til det er da ikke at fjerne alt grønt og velsaneret og genskabe slum. Det handler om at finde måder at blande privat og almennyttige beboelse på. Og det kræver en aktiv boligpolitik, både fra kommune og regering (der som noget af det første nedlagde boligministeriet).

Måske det ligefrem kunne gavne også fattige og arbejderklasse, at de fik del i en grøn by?

Det er lidt ensidigt, at det kun er den såkaldte kreative klasse der kommer til orde i artiklen. Der bor andre i København, der også har en mening om, hvordan en storby skal være.

En storby består af andet end den indreby. Tag f.eks en tur til Buddinge eller Søborg. Det er forstad med storby stemning. Selv bor jeg nu i Nydala i Malmö og det liv der er her en (i hvert fald på en lun sommer aften) mageløst. Det er internationalt, det er familiært, multietnisk, afslappet og ikke det mindste proviensielt. Det er guldkæder, nylon joggingdragter, masser af børn og masser af sprog. Jeg elsker det og vil hverken bytte det ud med ligusterhække eller bohéme.

Amarhyldementalitet wow den var ny og forfriskende og som ærkekøbenhavner er jeg helt enig med de holdninger som for een gangs skyld illustrerer hvordan vi indfødte københavnere har det med den omfattende forstadscificering. Vi føler os jo efterhånden helt uglesete med vor københavner dialekt og holdninger til at en by skal være en by og ikke noget der minder om Aulum og så med alt det "jydesmarte". Det der er sket i København er jydegentrificering og bla Indre Nørrebro har jo efterhånden fuldstændig skiftet karakter så der er der jo ingen københavnere der orker at komme længere.Og efter at Københavneren Ritt har kastet håndklædet i ringen og ikke orker det jydetyrani mere så kommer der vel en Jyde og bliver overborgmester i København ja det er næsten ikke til at bære men helt som forventet.

Ja for det helt sikkert JYDER, der har bragt latten med sig. Ikke fynboer, heller ikke lolikker, bornholmere eller vestsjællændere.

Og her i Jylland hedder det sig sjovt nok, at det er Københavnerne, der har bragt latten til Jylland og tilsvarende kommer og ødelægger noget oprindeligt.

På et værtshus i Aalborg vil man typisk høre nogen vrisse over disse moderne "køvenhavnercaféer", som kommer til, hvor der tidligere lå bodegaer.

Så sikke en latteudveksling. Men den smager egentlig ens på caféer i hovedstaden og i Jylland, kan jeg bevidne.

Derudover kan det siges, at da København primært var industriby, boede de indfødte industriarbejdere (hvoraf de første generationer for øvrigt slet ikke var indfødte, men indvandrede bondetamper, der søgte ind til byen fra landet for at arbejde) i brokvartererne og udgjorde den majoritetsbefolkning, som var københavnere.

Opfattelsen af københavnere som et særligt genuint folkefærd som figurerne i Sonja Fra Saxogade er et fiksérbillede fra en egentlig kortvarig epoke.

Og universitetet. Det universitet, som spytter middelklasseløg ud i bundter, har ligget der lang tid før fabrikkerne og har altid mobiliseret folk fra hele kongeriget. Det er bare det samme, der også sker i dag som i 1500-tallet. Antallet af mobiliserede er bare eksploderet på grund af overgangen til videnssamfundet og derfor tiltrækker universiteterne de forbandede jyske forældrekøbsbeboere til byen.

Det er åbenbart dem og deres værdiskabende sysler, der så ødelægger "storbystemningen".

På den ene side er det skandaløst at teknik-og miljøborgmester Klaus Bondam misbruger sit embede til delvist at omdanne Nørrebrogade til en bizar hybrid af en mellemting mellem mondæn cykelgågade, legeplads og sansepark. Og dermed henvise endnu mere tung trafik til de i forvejen overbelastede gader, såsom Jagtvej, Mimersgade og Tagensvej.

På den anden side er det ensidigt af Information at lade Søren Ulrik Thomsen og ligesindede gentage deres til hudløshed fortærskede længsel efter en af syreregn nedspildt og kultilsølet nekropolis, hvor fodgængerne springende for livet hoster blymættet blod op på fortovet (også en slags polkaprikker, bare med negativt fortegn).

Den ideelle (læs pragmatiske) måde at planlægge bybilledet på er naturligvis at finde i feltet mellem disse to ekstreme yderpoler. Hvad Vibeke Nielsen også gør opmærksom på i sit indlæg. Byen vil i følge sin natur altid unddrage sig diverse karriere-meningsdanneres forsøg på at forme byen efter deres egne hede drømme.

Mikkel Sørensen

Forstadscificering?

Jamen noget skal jo udfylde et tankeloest tomrum: af-industrialiseringen har klart efterladt mange kedelige, livloese pletter. Fantasi og udviklingsevner er begraensede, nostalgien stor, og fiaskoerne derfor mange.

Se bare det skandaloese forloeb omkring Groenttorvet. Fuldstaendig oplagt, burde have vaeret nemt og fornoejeligt for alle, og saa alligevel tilsyneladende umuligt.

Eller det haeslige fuck-up i Koedbyen. Pis og braek i en modbydelig baggyde - bevaringsvaerdigt?! NOT.

Eller den groteske fejlinvestering i en tudegrim operabygning (helt aerligt, gaar du i operaen?!) paa en vanskeligt tilgaengelig holm. Milliarder af offentlige kroner (skattefradrag + drift) ned i et sort hul, naar det kulturhus byen virkelig har brug for er et ordentligt hovedbibliotek.

Jeg kunne blive ved.

Men jeg er sgu ligeglad, jeg emigrerer.