Læsetid: 5 min.

Frihed i et filmisk grænseland

James Marsh har i sin karriere balanceret mellem dokumentarisme og fiktion. Med sit bidrag til 'Red Riding'-trilogien, der vises i Cinemateket i København i morgen, er han rykket et godt stykke nærmere et gennembrud som spillefilmsinstruktør
James Marsh har i hele sin karriere balanceret på en grænse mellem dokumentarisme og fiktion og har ofte ladet elementer fra den ene kategori befrugte den anden. Det mærkes også i hans bidrag til 'Red Riding'-trilogien, der blandt andet indledes med en montage af gamle nyhedsklip.

James Marsh har i hele sin karriere balanceret på en grænse mellem dokumentarisme og fiktion og har ofte ladet elementer fra den ene kategori befrugte den anden. Det mærkes også i hans bidrag til 'Red Riding'-trilogien, der blandt andet indledes med en montage af gamle nyhedsklip.

Archives du 7eme Art

21. november 2009

Året er 1980. Befolkningen i Yorkshire-området i det nordlige England er på randen af panik. I de foregående fire år er 12 kvinder blevet brutalt myrdet, formodentlig af den samme gerningsmand. Alt tyder på, at der er tale om en gal seriemorder, men trods tusindvis af henvendelser fra befolkningen har politiet ikke været i stand til at pågribe vedkommende. Og nu sætter man 5.000 mand ind på sagen i håbet om et gennembrud.

Dét er nogenlunde de informationer, der kan læses ud af den montage af gamle nyhedsklip, som indleder krimifilmen Red Riding - In the Year of Our Lord 1980.

Når den britiskfødte instruktør James Marsh således har valgt at lade sit bidrag til filmserien The Red Riding Trilogy starte med dokumentarisk materiale, kan det have flere årsager. En af dem kunne være, at de tre Red Riding-film er baseret på den autentiske Yorkshire Ripper-sag om en seriemorder, som i 1981 blev dømt for drab på 13 kvinder.

En anden kunne være, at Marsh i hele sin karriere har balanceret på en grænse mellem dokumentarisme og fiktion og ofte har ladet elementer fra den ene kategori befrugte den anden.

Fiktionens virkemidler

I dag er James Marsh (f. 1963) mest kendt for den Oscarbelønnede dokumentarfilm Man on Wire (2008) om Philippe Petits fantastiske linedans mellem New Yorks Twin Towers i 1974. I den film vedkender Marsh sig inspiration fra en af dokumentarismens sværvægtere, den amerikanske instruktør Errol Morris, hvilket blandt andet kommer til udtryk i en markant brug af musik, rekonstruktioner og andre greb fra fiktionsfilmen.

»Jeg har altid arbejdet hen imod at lave film, der er meget visuelle,« siger Marsh.

»Jeg har aldrig brugt speakerkommentarer, og så vidt muligt forsøger jeg at fortælle via billeder.«

Marsh lægger da heller ikke skjul på, at det var en drøm om at lave spillefilm, som i sin tid førte ham ind i filmens verden. Efter at have afsluttet sine studier i engelsk litteratur ved Oxford University i 1986 følte han imidlertid ikke, at han havde den fornødne selvtillid til at søge ind på en filmskole. I stedet fik han ansættelse ved BBC som researcher og var heldig at dumpe ned i et kreativt miljø omkring kulturprogrammet Arena, hvor de legendariske producere Anthony Wall og Nigel Finch dyrkede filmiske nyskabelser og tillod stort set hvad som helst, blot det ikke var kedeligt.

Gør mig glad!

»På det kontor, hvor jeg arbejdede, var der et piano og et køleskab fyldt med øl, og med jævne mellemrum tog vi alle sammen på væddeløbsbanen for at koble af. Det var en totalt anarkistisk verden af alkohol og frihed, men ikke desto mindre blev der lavet fantastiske film. Alt var tilladt. 'Underhold mig!' sagde Anthony Wall altid. 'Gør mig glad! Lad mig føle noget! Men lad mig for alt i verden ikke kede mig!' Hvis man viste ham noget, som han fandt kedeligt, ville han ganske enkelt rejse sig op og forlade screening-rummet. Det var den bedste filmskole, og det var dér, jeg lærte, at der ikke er nogen regler for, hvordan man kan blande elementerne - så længe det fungerer.«

Sit gennembrud som dokumentarist fik Marsh med The Burger and the King (1996), et på én gang ømt og afslørende portræt af Elvis Presley - set gennem de kulturelt betingede madvaner, som slog rockkongen ihjel.

Under produktionen tog Marsh konsekvensen af sin interesse for americana og flyttede til New York. Hér indledte han et samarbejde med den unge danske filmfotograf Eigil Bryld om den særdeles ambitiøse Wisconsin Death Trip (2000), hvor de visuelle iscenesættelser får fuld skrue i skildringen af de mange grumme tildragelser, der plager et lille immigrantsamfund i Midtvesten omkring år 1900.

Droppe forberedelser

Det var også Bryld, der stod bag kameraet i James Marsh' første spillefilm, The King (2005), en psykologisk thriller om jalousi og hævn i det amerikanske bibelbælte. Filmen udspiller sig i Corpus Christi i Texas, hvor en marinesoldat kommer hjem efter udstået militærtjeneste og opdager, at hans far (spillet af William Hurt) har stiftet en ny familie, er blevet leder af en frimenighed og ikke længere ønsker at have forbindelse til sønnen, som han i sin tid fik med en mexicansk prostitueret.

- Hvordan oplevede du springet fra dokumentarisme til fiktion?

»Selv om jeg havde arbejdet med aktører i Wisconsin Death Trip, følte jeg, at jeg gik ind i The King med en høj grad af uskyld. Jeg havde det fint med de yngre skuespillere, men jeg var alt for naiv til at håndtere en erfaren type som William Hurt. Vi havde nogle ret voldsomme konfrontationer. Så jeg lærte at instruere skuespillere på den hårde måde, og det kom mig virkelig til gode, da vi skulle lave Red Riding-filmen.«

Følge skuespillerne

Alligevel var der intet i den proces, der forløb, som James Marsh havde regnet med:

»Det var jo et meget lavt budget, 10 millioner kroner, så jeg havde forsøgt at kompensere ved at forberede mig grundigt. Men vi havde kun 23 dage til optagelserne, og allerede den første dag gik det op for mig, at min plan ikke ville fungere. Så jeg var nødt til på stedet at beslutte at droppe alle forberedelser og i stedet at lade kameraet følge skuespillerne, fordi det kan gå meget hurtigere på den måde. Det var selvfølgelig en kæmpe udfordring for fotografen, alt foregik i et afsindigt tempo, og det er den hårdeste produktion, jeg nogensinde har oplevet. Men jeg håber ikke, at det er smittet af på filmen, for det var netop tanken, at den skulle have en tilbagelænet og drømmeagtig atmosfære, hvor ondskaben lige så stille kommer snigende.«

- Hvor meget talte du undervejs med instruktørerne af de to andre film i trilogien?

»Mærkeligt nok talte vi stort set ikke sammen. Selvfølgelig var der visse ting, vi var nødt til at være enige om, især casting, og det løste vi ret pragmatisk ved at sige, at den instruktør, som havde mest at gøre med den pågældende karakter, fik lov til at bestemme. Men derudover var der kun ganske få udvekslinger, og det er også derfor, at der er visse uoverensstemmelser. For eksempel er der i min film flashbacks til nogle begivenheder, som ikke optræder i den første film. Men alt i alt har det været en rigtig god oplevelse. Fantastisk manuskript, fantastiske skuespillere - alt har været fantastisk, bortset fra lønnen. Men til gengæld havde vi en høj grad af frihed.«

The Red Riding Trilogy vises i Cinemateket i København i morgen, søndag, fra kl. 14:15

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu