Læsetid: 2 min.

Henning Larsen: Per Arnoldis opera-udsmykning er misforstået

Per Arnoldi assisterede Mærsk Mc-Kinney Møller i desavoueringen af operaens arkitektoniske udtryk, hævder Henning Larsen. Selv vil billedkunsteren lade arkitekten 'synge solo'
1. december 2009

»Den kunne værre blevet meget værre - nemlig hvis Per Arnoldi var kommet igennem med sine oprindelige forslag!«

Sådan skriver Henning Larsen i sit såkaldte »kulturhistoriske testamente om Operaen«, De skal sige tak!

I bogen leverer arkitekten et skarpt angreb på bygherren Mærsk Mc-Kinney Møller, som ifølge Henning Larsen desavouerede de arkitektoniske planer for operabyggeriet, men også Hr. Møllers kunstneriske rådgiver, Per Arnoldi, får hårde hug.

Af »uransagelige grunde« var Per Arnoldi blevet hr. Møllers kunstneriske rådgiver, forklarer Henning Larsen, men hans forslag til udsmykningen af huset var »helt forfejlet i forhold til det arkitektoniske greb og det lyse, nordiske helhedsudtryk, som lå til grund for Opera-projektet.«

Blandt andet planlagde Per Arnoldi, at operaens logo - to O'er inden i hinanden - skulle nedfældes i foyergulvet, mens auditorieskallen, den såkaldte konkylie, skulle være højrød med noter i bladguld og komponistnavne i guld på soklen.

Som udgangspunkt for udsmykningen af operaen havde han valgt stjernetegnet Lyren. Det skulle pryde scenetæppet i blåt og rødt, og til Henning Larsens rædsel udformede Per Arnoldi tegnet, så det lignede »de store amerikanske filmselskabers logo, 24th Century Fox - i 3D og forgyldt«.

Disharmoniske farver

Problemet var ifølge Henning Larsen ikke alene, at Per Arnoldi »havde misforstået sin opgave fuldstændig«.

»Jeg oplevede ham som ekspansiv og totalt blottet for kritisk sans med hensyn til egen begrænsning. Han bredte sig over hvad som helst og ønskede ikke at samarbejde, hverken med arkitekten eller med andre i forbindelse med væsentlige elementer,« skriver arkitekten.

Ikke alle Per Arnoldis forslag blev dog til noget, selv om Henning Larsen misundeligt konstaterer, at hr. Møller »tilsyneladende fuldstændig ukritisk« accepterede billedkunstnerens »ufølsomme forslag«, mens Henning Larsen selv »igen og igen måtte kæmpe - undertiden forgæves - for mine arkitektoniske ønsker«.

Blandt andet lykkedes det Henning Larsen at undgå to skulpturer af O-logoet på forpladsen, som udenlandske komponister, musikere og ensembler ifølge Per Arnoldi ville kunne blive fotograferet op ad.

Ligesom logoet i foyer- gulvet var de »mørke, tunge og dystre« farver, Per Arnoldi valgte, til gengæld ikke til at komme uden om. Særligt ærgrer Henning Larsen sig over »en fad, flad og i forhold til Operaens farvemæssige udtryk ekstremt disharmonisk rød farve, der desværre er noget af det første, man ser, når man kommer ind i Operaen og går op ad trapperne.«

Hennings solosang

Information har henvendt sig til Per Arnoldi, der tidligere har fået stor ros for sin farvesætning af bygninger, som for eksempel Rigsdagen i Berlin, der blev ombygget af Norman Foster.

Kunstneren ønsker imidlertid ikke at udtale sig om sagen, men nøjes med at konstatere:

»Det er Hennings lille sang. Den skal han have lov at synge solo. Jeg ønsker ikke at deltage i koret.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu