Læsetid: 5 min.

Hr. Møllers interesse for toiletter

Hvad, der skulle have været den sublime opera, blev ødelagt af bygherrens paranoide forhold til glas, diktatoriske tendenser og desavouering af den kreative praksis, skriver arkitekten Henning Larsen i sit ætsende smædeskrift imod Mærsk Mc-Kinney Møller
Hr. Møller ville ikke høre tale om, at Operaen skulle have en glasfacade. Bygningen skulle være tilknappet. Allerhelst vil han have en facade, der ligesom resten af huset er, bygget i natursten, som ikke lader lys igennem. Kompromiset blev brødristeren/kølergrillen her, som arkitekten i dag ikke kan leve med.

Hr. Møller ville ikke høre tale om, at Operaen skulle have en glasfacade. Bygningen skulle være tilknappet. Allerhelst vil han have en facade, der ligesom resten af huset er, bygget i natursten, som ikke lader lys igennem. Kompromiset blev brødristeren/kølergrillen her, som arkitekten i dag ikke kan leve med.

Rune Johansen

28. november 2009

Fredag den 11. oktober i 2002 er arkitekt Henning Larsen kaldt til møde i A.P. Møller-koncernens hovedsæde på Esplanaden. Tilstede er A.P. Møller-direktør Ib Kruse, Hr. Møllers personlige assistent Lars-Erik Brenøe og hr. Mærsk Mc-Kinney Møller selv. Han sidder for enden af bordet i sin gyngestol.

»Vi vil ikke have en glasfacade! De vidste from day one, at vi ikke ville have en glasfacade! De presser os! Det er uanstændigt! De skal arbejde inden for de rammer, som Fonden kan acceptere!« råber hr. Møller til arkitekten, der er hovedansvarlig for udformningen af operahuset, som A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond har skænket den danske stat, og som nu er under opførsel.

»De har fået og fået! De fik Operaen! De har fået kanaler - det var utroligt dyrt og helt unødvendigt! De har fået broer - det var utrolig dyrt og helt unødvendigt! De har fået taget - det var utrolig dyrt og helt unødvendigt! De vil klemme os! De vil have mere! De gennemtrumfer! Jeg vil ikke lægge navn til det!« fortsætter hr. Møller.

Det fremgår alt sammen af mødereferatet, optrykt i Henning Larsens »kulturhistoriske testamente om operaen« bogen med titlen De skal sige tak!, der i går udkom på forlaget People's Press.

Kampen om facaden

Kun Weekendavisen har fået bogen at se før udgivelsesdagen. People's Press har lært lektien fra Jægerbog-sagen og har hemmeligholdt manuskriptet for at undgå, at fonden skulle begære fogedforbud.

De skal sige tak! er da også et ætsende smædeskrift imod Danmarks rigeste og mest magtfulde mand, som Henning Larsen kalder en »enevældig og diktatorisk« bygherre, der »ville bestemme alt og desavouere mig som arkitekt«.

Mødet på Esplanaden er et af de dramatiske højdepunkter. Striden står om bygningens væsentligste kendetegn, facaden med front mod Amalienborg.

Henning Larsen, den verdenskendte eksponent for den lette, lyse skandinaviske stil, ønsker sig en glasfacade, der givet et »uhindret« blik ind på »en konkylieformet operasal under det store tag«.

Men det vil hr. Møller ikke høre tale om. Bygningen skal være tilknappet. Allerhelst vil han have en facade, der ligesom resten af huset er bygget i natursten, »som ikke lader lys igennem«.

Henning Larsen skriver i den forbindelse om hr. Møllers »nærmest paranoide forhold til glas«, der helt oplagt må læses som en metafor for den afskræk over for transparens, som rigmanden generelt udviser i forbindelse med sin forretning.

Noget, der også kommer til udtryk i en tavshedsklausul i kontrakten mellem fonden og Henning Larsens tegnestue, der giver fonden monopol på at udtale sig til offentligheden om byggeriet, så længe det står på.

Uanstændigt!

»En facade af sten ville have været fuldstændig fatal for hele projektet,« skriver Henning Larsen.

Hans held bliver, at bundpladen i foyeren allerede er støbt med en armering, der ikke kan bære vægten af de tunge sten, da diskussionen om facaden opstår. Hr. Møller bliver derfor nødt til at tillade noget glas. Men også kun noget.

»De har klemt os for glas! Vi er gået længere, end vi ville! Det er pression! Det er ikke acceptabelt! Det er uanstændigt! Jeg har imødekommet Dem! Deres bygherre kan ikke tage mere! Jeg vil ikke lægge navn til en glasløsning over for Frederiksstaden!« som han siger imod slutningen af mødet på Esplanaden.

Fonden lægger sig således fast på det kompromis, der senere skal munde ud i den besynderlige blanding af glas og brede stållameller, der af kritikere er blevet sammenlignet med kølergrillen på en amerikanerbil eller en brødrister, og som Henning Larsen selv betegner som »mit største nederlag«.

»De skal sige tak!« befaler hr. Møller, da Henning Larsen forlader mødet. Men frem for at takke beslutter arkitekten sig for at afbryde samarbejdet »for at være tro mod min kvalitetssans, min integritet og mit lange virke som arkitekt«, som han skriver i et brev til fonden dateret den 21 oktober 2002.

Arkitekten understreger, at mens han selv trækker sig fra projektet, fortsætter hans tegnestue arbejdet med operaen »i henhold til kontraktens ordlyd og forpligtelser«.

Men den går ikke, viser det sig. Fonden svarer, at det vil være en misligholdelse af kontrakten, hvor det fremgår, at tegnestuen stiller »sin fulde faglige ekspertise til rådighed for bygherren«.

Skabe det sublime

Hr. Møllers assistent Lars-Erik Brenøe påpeger ifølge Henning Larsen, at denne misligholdelse kan få »store økonomiske konsekvenser« for tegnestuen, og Henning Larsen ser sig nødsaget til alligevel at arbejde videre på projektet for ikke at ruinere sin virksomhed.

Senere kommer det dog igen til sammenstød, som da Henning Larsen ved det sidste møde på Esplanaden læser en højstemt tekst op, han har skrevet til hr. Møller.

»Jeg havde troet - og håbet - at vi, bygherren og arkitekten, havde den samme vision om den fuldkomne Opera på enhver måde som vores fælles mål - at vi sammen kunne og ville skabe det sublime. De får Deres opera - men De ødelægger min! Og eftertiden går glip af en helt unik Opera på verdensplan. Vi to taler nok aldrig sammen efter dette. Farvel, hr. Møller,« slutter han.

Møllers mausoleum

Henning Larsens analyse af forløbet er, at den nu 96 år gamle hr. Møller med Operaen ønskede at bygge et monument over sin egen storhed, et helt eget mausoleum. Og som en ekstra bonus få Elefantordenen for byggeriet, som dronningen rigtignok tildelte ham.

Det var hans projekt, ikke folkets. Og derfor var det ham, og ikke arkitekten, der kontrollerede byggeriet.

Problemet var ifølge Henning Larsen, at skibsrederen har forstand på at drive forretning, men meget lidt på æstetik og kreativitet.

»Hans univers bestod af konkrete størrelser,« skriver Henning Larsen og fortæller om »hr. Møllers interesse for toiletter«:

»Højden på toilettet, toiletternes antal, bredde etc. Hr. Møller ville se alt i 1:1.«

De mange detaljer blev indrettet »med hensyn til hr. Møllers og hans hustrus alder og helbredstilstand«. For eksempel forpladsen. Den måtte ikke skråne helt ned i vandet, som Henning Larsen ønskede det, for »hvis uheldet skulle indtræffe, ville hans hustru, der sad i kørestol, trille baglæns ned i vandet.«

Til gengæld var hr. Møller ikke i stand til at sætte detaljerne ind i en helhed, »så de indgik i en overordnet større sammenhæng.« Og han turde ikke kaste sig ud i eksperimenter:

»Det, at han krævede, at alle ideer skulle være prøvet før - helst at det var noget, han kunne se et eller andet sted i verden, blokerede for enhver form for nytænkning, fantasi og kreativitet, for alle unikke og epokegørende tanker og eksperimenter«.

Langt fra de fine

At hele historien også handler om såret forfængelighed, er der ingen tvivl om.

Henning Larsen beretter fortørnet om, at han ikke blev tildelt en plads ved æresbordet under en frokost den 1. oktober 2004 i anledning af overdragelsen af Operaen til den danske stat.

Mens hr. Møller, Anders Fogh Rasmussen, Mads Øvlisen og Brian Mikkelsen troner midt i lokalet, sidder arkitekten ude på flanken med folk som musikchef ved Det Kongelige Teater Michael Schönwandt og hr. Møllers assistent Lars-Erik Brenøe.

Ved gallaåbningen bliver han også forbigået: Både hr. Møller og statsministeren holder taler, men ingen af dem nævner Henning Larsen. Og ved den første offentlige forestilling den 26. januar 2005 får han og konen ikke billetter til ærespladserne, men må sidde »langt fra de fine.«

Da gallapremieren er forbi, passerer bygherren og arkitekten hinanden.

»Den er flot,« siger hr. Møller.

»Tak, i lige måde,« svarer Henning Larsen.

»Forestillingen er flot!« præciserer hr. Møller.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Hr. Møller, som er kend for rettidig omhu fik ret. Uden kølergrillen ville der fra Frederiksstaden være uhildet indkig til Olafur Eliassons lysreklame for Christiania.

Har ariktekten Henning Larsen - som Information påstår - skrevet et "ætsende smædeskrift" ?

eller er der tale om et sagligt og berettiget modspil til den kapitalistiske oligark Mærsk Mc-Kinney Møller´s åbenlyse kapitalistiske ejendomsbesidder-metoder ?

Set udefra er det første indtryk af Mærsk Mc-Kinney Møller´s operahus : Hvor er det grimt

Det havde været bedre om Mærsk Mc-Kinney Møller havde konstrueret et underjordisk operahus så slap vi andre for at blive påmindet om hans grimme dominerende stilling i Danmark politiske økonomiske.
En dominans som Mærsk Mc-Kinney Møller -familien har demonstreret gang på gang.
I 1980´erne blev et DR-dokumentarprogram om Mærsk Mc-Kinney Møller´s fader, A.P.Møller stoppet inden det var sendt efter en telefonopringning til DR-ledelsen fra Oligarken Mærsk Mc-Kinney Møller.
Ifølge Hr. Mærsk må der jo være grænser for demokratiet - også i DR -

Der kan jo ikke herske den mindste tvivl om at Herr Møller har set operaen som sit eget, private eftermæle.
Og at han, hvis han VIRKELIG havde ønsket rent at give en gave, ville have udvist ydmyghed overfor den arkitekt, hvis navn han trods alt ikke kunne undvære som det stempel der skulle bevise, at han, hele Danmarks Herr Møller, intet middel skyede for at gaven skulle være FIN.

Så det er underligt at måtte tilstå at jeg helt personligt faktisk er glad for at han satte stolen for døren ét sted, nemlig overfor Henning Larsens ide om at pladsen foran operabygningen skulle skråne jævnt ned imod vandet.
Som kørestolsbruger nærer nemlig også jeg en nærmest panisk angst for at befinde mig lige præcis på den slags steder, der skråner ned mod vand…

Min far - samme årgang som Møller - har et godt udtryk for mænd som Larsen. Et skvat. Hvis arkitekten virkelig var så utilfreds med Møller, havde det stået ham frit for, helt frit for, at hoppe af pladsen.

Og så ville jeg sgu have kunnet respektere ham. Det han laver her er klynk.

(Og i øvrigt er jeg selv 2.05 - min respekt til en mand der også er blevet træt af dværglokummer).

Man behøver ikke at kradse meget i Møllers fortid, for at finde årsagen til hans modvilje imod glas og andre gennemskuelige materialer.
Desværre har "demokratiets vagthund" mistet såvel klør som tænder. Jeg venter stadig på en forklaring på, hvordan "herren" fik grabberne i vores undergrund. Og de fire gamle partiers rolle i den sammensværgelse.

Jeg har intet tilovers for skibsrederen, men kan ikke rigitgt have den store medlidenhed med Larsen.

Møller er/var bygherre og Larsenarkitekt. Der blev - mig bekendt - ikke bestilt et kunstværk, men et byggeri, og hvis jeg hyrede en arkitekt til at bygge et hus til mig, så ville jeg også forvente at være øverste myndighed på ethvert æstetisk område.

Ydermere er/var Larsen ingen årsunge, så han burde have været gammel og erfaren nok, til at have taget sig de fornødne forholdsregler i kontrakthenseende.

Endelig har jeg svært ved at se, hvordan de ribber skulle gøre den store forskel. Det er og bliver et stort, grimt skrummel under alle omstændigheder ... men det er måske også gået op for arkitekten selv, så han nu prøver at tilsløre dette faktum med en detaildiskussion.

Viv Haufenreich

fantastisk.. hvis man ikke kan kritisere Møller for at eje dansk politik og presse, lænse statskassen for olie-milliaderne, årtusindets danske bank-kup, og benytte dem til de-fakto statsstøttet ekspansiv virksomhedsimperie opbygning, så kan man da i det mindste benytte metaforen at han ikke kan lide transparent glas! Pøj! Grimt!

Synd for Københavnerne,
at de skal glo på denne mindesten, over
A.P.Møllers dårlige smag!
( Jeg må dog give arkitekten delvis ret.
Gennemsigtighed er essentiel,
for den bærende ide ).

" De skal skal sige tak"
Larsen, Larsen, Larsen hvad sker der ? OK, først tak for din oprigtige bog om konflikterne mellem dig og M.M.Møller. To magtfulde mænd fra hver sin verden. Den ene købt af den anden, ja undskyld Henning, men det er er sådan det er. Den ene lever sit liv i vished om egen styrke, hvor styrken bliver til forfængelighed, en sårbar forfængelighed. Den anden lever i det konstante håb om anderkendelse. Når så behovet for anderkendelse formuleres som bedre smag og sættes ind som gidsel over for magtens forfængelighed - surprise magten tog til og "de skal sige tak", ydmygelsen fyldbyrdes. Selv der hvor du snød dig til din egen anderkendelse og sørgede for at vinde gennem teknikkens snørklede veje - glas måtte det blive, thi fundamentet kunne ikke bære andet - selv der fik du ydmygelsen over dig og kalder det nu selv dit største nederlag. København Havns nye vartegn - amerikanergrillen lige op i hovedet på den agtværdige Frederiksakse. Kønt er det sandt for dyden ikke. Men det var åbningsforestillingen siger M.M.Møller. Godt så. Hvordan tror du at M.M.Møller har det med kølergrillen Henning? Jeg tror han er lige så ked af de vandrette glasstriber som du er af de vandrette metalstriber. Jeg tror M.M.Møller føler sig snydt ind i en løsning som han så har forsøgt at gøre tålelig, nøjagtig som du der ganske vist snød ham ind i løsningen, fordi du med dig selv vidste det var bedre end den lukkede model han så gerne ville købe af dig. OK, så I har begge forsøgt at gøre den andens utålelige smag og valg tåleligt - Det blev det så selvfølgelig netop ikke. Det er en skam at netop det ikke bekymrer jer særlig meget. Men det er sådan det er, folket efterlades uforløst og såret på slagmarken når magthaverne kæmper. Jeg gik ellers rundt her og troede at sublime arkitekter skabte sublim arkitektur gennem et positivt kreativt samarbejde med deres kunder. Hvor arkitekten lyttede til sin bygherre og gjorde sig i stand til at opfylde kundens drøm i en arkitektur de var enige om. Hvor arkitekten er i stand til at give bygherrens drøm en en fysisk form der modsvarer arkitektens kreativitet i bygherrens ramme. Jeg har nu aldrig troet at arkitekten bare skulle gennemføre sin egen drøm for kundens regning, hvad skulle meningen være med det?
Din bog er et fantastisk lærerigt og ærligt debat indlæg om hvem der bør bestemme hvad i enhver købt kreativ skabelses proces - og hvor galt det kan gå, når samarbejde bliver til krig. Det er mit håb at M.M.Møller nu vil fremkommen med sine oplevelser af forløbet, så vi kan debattere udviklings og beslutnings processer i et helt billede.
Jens Guldbæk

Morten Kjeldgaard

Hr. Møller ejede ikke grunden operahuset står på -- det gjorde den danske stat. Det er måske værd at huske på inden man flyder over med ideologiske grynt om at "bygherren betaler ergo er det ham der bestemmer".

Måske skulle det kunne etableres en gravplads til hr. Møller og fru frem for 'grillen'. (Ligesom Thorvaldsen i sit museum.) Evt. en armeret sådan.