Så er han her igen, hr. Ibsen. Med sine stykker om mennesker, der forsøger at leve op til deres egne forventninger til sig selv, mens deres forventninger til livet og kærligheden smuldrer.
I Skuespilhuset er det Bygmester Solness, der drømmer om at bygge sit livs tårn - og hos Folketeatret.dk er det Nora og Torvald, der ser hinanden i øjnene i Et Dukkehjem. Ibsens forståelse for det moderne menneske er fortsat chokerende. Hans indsigt i tvivlen og ærgerrigheden - og i drømmen om den fuldkomne lykke. Anno 1879 eller 2009.
På Det Kgl. Teater er det Henning Jensens drøm om det totale gennembrud som arkitekt. Henning Jensen smiler et træt og overbærende menneskeædersmil til verden. Og Christoffer Berdal har iscenesat ham med en rastløs irritabilitet og en vildfaren liderlighed, der gør manden endnu mere fascinerende, netop fordi han så tydeligvis bliver mere ulykkelig for hver eneste streg, han slår på papiret i Birgitte Mellentins tjekkede tegnestue.
Alt er så tilsyneladende hos Ibsen. Alt er så dramatisk udspekuleret, fordi hans stykker altid begynder med en idyl, der straks begynder at krakelere. I Bygmester Solness ligger tragedien 15 år tilbage. Og først når sammenbrudsdetaljer er fremme i lyset, kan tilskueren få lov til at værdsætte livsløgnenes sammenbrud. Men det kræver en katalysator.
På alle fire
I Bygmester Solness er katalysatoren en ung pige, Hilde Wangel, der opsøger bygmesteren for at tage ham på ordet fra dengang for ti år siden, hvor hun som lille pige så, hvordan han besteg sit eneste kirketårn ...
Rollen er emsig og nærmest uspillelig. Og derfor er det så helt ovenud fantastisk, at Signe Egholm Olsen træder ind på scenen med lige dele trods og naivitet og bliver til den Hilde, som selv Ibsen-eksperter må have ventet på med længsel. Hun gør Henning Jensen helt febrilsk, kravler på alle fire hen over hans tegnebord - og ser så med sine klare øjne på ham, indtil det er ham, der slår blikket ned. Hun får Jensens stemme til at slå sprækker, og hun får hans indre Don Juan til at blive genert og forfjamsket. Det er, så luften dirrer! Imens Tammi Østs hustru trækker sin trøje forfrossent om sig. Her er intet for hende at stille op i mandens genoplivende hormonrus.
På kanten af reolen
I nyopsætningen af Et Dukkehjem i Folketeatret.dk's turnéversion er det også mandens vækkelse, der bliver det centrale. Jovist, det er Maibritt Saerens' Nora, der kæmper sig vej fra den overfladiske shoppingpige til den dybe følelseskvinde - og som gør det med en troværdig smerte bag sit affarvede blondinehår. Men det er Ole Lemmekes Torvald, der får forestillingen rykket ind i 2009. Han er sådan en verdensmand, så erfaren og selvsikker - og også så dybt erotisk i sit spil. Han har et yderst levende ægteskab i soveværelset, kan man fornemme. Også selv om hele Nikolaj Heiselberg Traps scenografi er én stor stuereol med plads til alverdens lamper; på nær bare lige plads til lampen, der skal oplyse løgnen ...
Her bryder Lemmeke sammen på sådan en uhyggelig måde - som en mand, der vitterlig troede på, at han var den opofrende ægtemand og den etiske bankmand. Her får instruktøren Frederik Arntzen Neergaard hver replik til at svirpe, som den skal. Lige som Merete Nørgaards stilfærdige Kirstine bliver den overraskende stædige katalysator, som også sætter Frank Thiels råkropslige Krogstad i spil.
Som mandedramatik betragtet kommer Halvard Solness og Torvald Helmers figurer nok tættere på hinanden i disse to forestillinger, end Ibsen måske lige havde forestillet sig. Men instruktørerne Berdal og Neergaard har begge en forståelse for manden, som passer ind i tiden netop nu:
Manden som den impulsive og energiske og ansvarlige, men også som den spontane, der kommer til at gøre netop dét, der flår katastrofen ned fra hylden. Takket være en helt uventet og tilsyneladende uanselig katalysator.
'Et Dukkehjem' (1879) af Henrik Ibsen. Iscenesættelse: Frederik Arntzen Neergaard. Scenografi: Nikolaj Heiselberg Trap. Lysdesign: Baard Nilsson. Folketeatret.dk på turné til 21. dec. - bl.a. i dag tirsdag i Åbenrå, ons-tors i Slagelse og på Folketeatret 6-20. nov. www.folketeatret.dk
'Bygmester Solness' (1892) af Henrik Ibsen. Oversættelse: Inger Christensen og Ib Thorup. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Birgitte Mellentin. Lysdesign: Anja Myung Hansen. Skuespilhuset, Store Scene. Til 22. dec. www.kglteater.dk»
