Læsetid 4 min.

Kamp om litteraturens plads i toget

Samarbejde mellem kunstnere og virksomheder betyder flere midler til kunstneren, men hvad betyder det for kunstens selvstændighed? Forfatter Christian Yde Frostholm gik i mandags i aktion for litteraturens råderum, efter hans novelle ikke kunne bringes af sikkerhedshensyn i DSB's magasin Ud & Se
Rejsende. Forfatter Christian Yde Frostholm deler sin novelle ud til togpassagerer, fordi DSB ikke ville trykke den.

Rejsende. Forfatter Christian Yde Frostholm deler sin novelle ud til togpassagerer, fordi DSB ikke ville trykke den.

Sigrid Nygaard
5. november 2009

»Gå rundt to og to. Stil det i bladholderne. Læg det ind i bladene, hvor det skulle have været. Giv det til folk. Snak med dem om det, hvis de har spørgsmål.«

Forfatter Christian Yde Frostholm instruerer en lille gruppe, der er forsamlet under uret på Købehavns Hovedbanegård. På jorden ligger en bunke flyveblade med nogle tre-zoners klippekort ovenpå. Flokken er mødt op for at deltage i 'Operation virkelighed, hverdag og alvor'. Missionen er at bringe en novelle ud i dens rette omgivelser; togrejsen.

Novellen Followers af Christian Yde Frostholm skulle have været trykt i DSB's magasin Ud & Se. Novellen, som netop tager udgangspunkt i en togrejse, blev imidlertid afvist. Problemet med novellen var en bestemt sætning, som i historien udfolder sig som en besked, hovedpersonen skriver fra sin mobiltelefon, mens han kører i tog. Den lyder: »Man kunne overveje, om det overhovedet er forsvarligt at beholde et tog i rute, når lyset er gået i samtlige vogne.«

Christian Yde Frostholm blev først bedt om at ændre sætningen, men han syntes, den var for central til at blive udeladt. Derefter valgte Ud & Se ikke at bruge novellen med begrundelsen: »Ud & Se udgives af DSB, derfor har Ud & Se et unikt hensyn at tage i forhold til de mennesker, der arbejder i DSB's tog, og for hvem f.eks. spørgsmål om sikkerhedsprocedurer er virkelighed, hverdag og alvor.«

»Der må ikke sås tvivl om, at vi hos DSB tager sikkerheden meget alvorligt, så DSB skal ikke være afsender på et budskab, der signalerer, at der kan blive sløset på det område,« fastslår DSB's kommunikationschef Anne Vinding som begrundelse for, hvorfor hun som ansvarlig for Ud & Se valgte, at novellen ikke skulle bringes i bladet. Hun understreger, at den beslutning var en del af en almindelig redaktionel proces og ikke drejede sig om censur. Christian Yde Frostholm udtaler, at han heller ikke ser sit projekt som en kamp for ytringsfrihed, men et ønske om at tage et andet sikkerhedshensyn: litteraturens selvstændighed. Derfor valgte han selv at trykke novellen Followers i 1.100 eksemplarer og uddele den til DSB's passagerer mandag eftermiddag i myldretiden.

»For mig handler det om at sikre litteraturens rum og den frihed, litteraturen kræver,« siger Christian Yde Frostholm, som dog tilkendegiver, at der kan være positive sider ved samarbejdet mellem kunst og erhvervsliv.

»Det er selvfølgelig rart, at kunstnere kan få nogle midler til deres kunst. Men det er et skråplan, hvis det sker på bekostning af den kunstneriske frihed. I takt med at flere forfattere og kunstnere er afhængige af at arbejde sammen med erhvervslivet, bliver det problematisk. Der er gjort meget for, at erhvervslivet skulle satse på kunst, men det gør kunsten ekstra sårbar - især under en økonomisk krise. Vi må være på vagt, hvis vi stadig vil have en kunst, der kan tænke frit.«

En gammel kontrakt

»Hvad handler den om?« spørger en ældre mand i lysebrun frakke, da Christian Yde Frostholm baner sig vej gennem toget med sin stak noveller i hånden.

»Det må du da selv læse dig til,« lyder det hurtigt fra en medpassager.

En del passagerer ryster på hovedet, da de bliver tilbudt lidt læsestof og skænker ikke Frosthoms litterære protest mange tanker. Andre siger ja, og ned gennem kupegangen bøjer flere sig over teksten, mens toget kører ud af byen i mandagsmørket.

»Det mest bekræftende var at se, hvordan nogle først sagde nej, men så stoppede op og alligevel sagde ja, da de opdagede, at det var et stykke litteratur og ikke reklame eller propaganda, jeg delte ud. Folk vil have den ægte vare og ikke et stækket stykke kunst,« siger Christian Yde Frostholm efter turen rundt i Hovedstadsområdets toge.

Lektor Bent Meier, som er tilknyttet Center for Kunst og Lederskab på CBS, mener ikke, kunst nødvendigvis skal være uafhængig for at være god kunst og peger på kunstens lange tradition for at være i ledtog med mæcener, konger eller kirker.

»Kunsten har altid været i forhandling, og denne forbindelse forhindrer ikke per definition god kunst i at opstå. Den position kan naturligvis ofte være irriterende og nogle gange minde om censur, for det er jo ejeren, der har brugsretten. Kunstneren skal derfor være klar over, hvad det er for en type relation, vedkommende går ind i,« understreger Bent Meier.

Han mener ikke, kunsten bliver svækket af at være en del af et samarbejde med en virksomhed.

»Kunst kan tåle ret meget. Den har en autonomi, som hverken kunstneren eller en given virksomhed kan have magt over,« siger Bent Meier og uddyber.

»Der er selvfølgelig også talrige eksempler på kunst, som er blevet uinteressant, fordi virksomheder ikke har turdet at give kunstnerne den nødvendige frihed. Kunst i virksomheder skal udfordre virksomheden og dens medarbejdere. Man kan i dette tilfælde diskutere, om DSB har været overfølsom. Men som sagen har udviklet sig, hvor kunstneren selv er gået på gaden, må man sige, at der på mange måder alligevel er kommet et interessant kunststykke ud af det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu