Johannes Harboes Facebookprofil den 23. juli 2009:
»Booom!!! understand the anger ... and if they won't listen ... we'll make them hear us.« Tre opadvendte tomler.
Og igen den 15. november 2009:
»Nu vil man nøjes med en politisk aftale på COP15 i stedet for en bindende juridisk aftale. Stop flinkeskolen og brug stokkemetoden: Alle nationer har bare at rette ind og følge trop ...!«
Otte tommelfingre vender opad til det udsagn.
Johannes Harboe skriver med store bogstaver på sin Facebook-profil. Og over tid bliver det kun tydeligere, at denne mand med stillingsbetegnelsen 'commandant' under arbejdsgiveren 'Eco Guerillas' vil mere end snakke om klimaforandringerne. Hvorvidt Johannes Harboes 1.776 Facebook-venner har fornemmet terroristspirens bogstavelighed bag profilbilledet, er en anden sag.
Johannes Harboe er hovedperson i Kim Marconis nye klimakrimi Manifest. Men han er også en virkelig person - i hvert fald i den virtuelle verden. Kim Marconi har givet liv til sin romanfigur via en aktiv profil på Facebook og derefter brugt hændelserne på Facebook i romanen. Kim Marconi ønskede at undersøge troværdigheden i sin historie om en klimaaktivist, som via venskaber og meningsudveksling med politikere og andre klimadebattører på nettet får så mange kommentarer og skulderklap, at han ser det som grønt lys for en terrorhandling.
Mandat til handling
»På nettet er der ingen forvaltning, der holder øje med, hvem politikere kommunikerer med. I stedet opstår en dominoeffekt, hvor personer, som andre politikere er venner med, ukritisk accepteres. Så på trods af at jeg blandt andet har ladet Johannes Harboe citere den tyske terrorgruppe Baader-Meinhof, er der kun meget få, der har reageret negativt på ham,« fortæller Kim Marconi.
Han henviser i stedet til, hvordan Johannes Harboe både blev omtalt som 'dear friend' af Barack Obama, og at Jens Stoltenberg skrev 'Jeg trenger hjeplen din' til Marconis fiktive miljøforkæmper.
»Når alle disse prominente folk skriver til en fyr som Johannes Harboe, oplever han det som anerkendelse, og at han får mandat til at handle,« siger Kim Marconi.
I romanen fortælles det, hvordan disse Facebook-venskaber og opadpegende tommelfingre fører til, at Johannes Harboe ender med at sprænge Avedøreværket i luften.
Politiker afviser fare
Liberal Alliances Simon Ammitzbøll er en af de mange politikere, Johannes Harboe-figuren har været i kontakt med via det sociale medie. Han er ikke enig i, at sådant et venskab er en legitimering af andres holdninger eller aktiviteter.
»Projektets tilgang til de nye medier er grundlæggende lidt gammeldags. Jeg tror, de, som bruger disse medier, udmærket er klar over, at politikere siger ja til hvem som helst. Det er jo ikke sådan, at jeg er tilhænger af en bestemt person, eller vedkommende nødvendigvis er tilhænger af mig, fordi vi er Facebookvenner,« siger Simon Ammitzbøll.
Han bakkes op af Det Radikale Venstres Manu Sareen, som overordnet ikke køber præmissen for Kim Marconis projekt.
»Det er umuligt for mig at vurdere hver enkelt person, som jeg er venner med på Facebook. At sige ja til en person i det netværk er derfor ikke det samme som at legalisere vedkommendes holdninger. Jeg må i stedet have tillid til de folk, der skriver til mig, som i så mange andre situationer.«
Forklædte beskeder
Kortslutningen hos Johannes Harboe opstår ifølge Kim Marconi ved, at hovedpersonen netop ikke formår at afkode grænserne mellem den personlige og den formelle kontakt på Facebook.
»Politikere bruger langt hen ad vejen Facebook anderledes end private personer. De bruger det til networking og for, at så mange som muligt skal se deres navn, så det kan vække genkendelse i stemmeboksen. Derfor er det næsten lige meget, hvem de er i kontakt med, bare navnet bliver kendt,« siger Kim Marconi.
Mange af de mails og beskeder, romanfiguren har modtaget fra folk som Obama eller Clinton, er selvfølgelig ikke direkte mails. Men Kim Marconi understreger, at det stadig er beskeder forklædt som personlige hilsner og signeret af den enkelte politiker.
»En person som Johannes vil opfatte det personligt, når han for eksempel modtager en besked fra Jens Stoltenberg, hvor der står, at han har brug for Johannes' hjælp. Selv om det er et kommunikationskneb fra politikerens side, er beskeden stadig personligt udformet. Johannes kan ikke se igennem det spil. Jeg mener, man derfor som politiker skal være bevidst om, hvad mediet betyder for folk. Der er mange som Johannes derude, som er nemme at skubbe i en bestemt retning,« siger Kim Marconi.
Ikke rigtige venner
Miljøborgmester i København, Klaus Bondam (B), har også været i kontakt med Johannes Harboe, men havde ikke selv spottet ham blandt sine flere tusinde venner. Klaus Bondam fortæller, at han som oftest siger ja til venskaber på Facebook, men understreger betydningen af sådan et venskab.
»Der er meget stor forskel på at være venner og at være Facebook-venner. Det håber jeg er en skillelinje, som alle på Facebook gør sig klart. Men det er selvfølgelig en af udfordringerne i cyberspace,« siger Klaus Bondam.
Selv om han ikke er videre kritisk over for, hvem han har i sit netværk, har han alligevel nogle linjer for, hvordan han bruger det.
»Jeg er meget opmærksom på, hvad jeg svarer og melder ud. Bare fordi jeg er på Facebook, har jeg stadig et ansvar som borgmester. Men samtidig må man også gøre sig klart, at når man har en position som mig, kan mange ting misforstås - også et håndtryk eller en henvendelse til et arrangement.«
Selv om Klaus Bondam taler for, at man ikke skal tillægge et Facebook-venskab for stor betydning, har han alligevel opdaget en forskel i forhold til for eksempel mailkontakt.
»Jeg har oplevet, at reaktionerne imod mig er voldsommere på mail end på Facebook. Det kan måske pege på, at der alligevel er en tendens til, at når man godtager hinanden som venner på Facebook, er man mere venlig stemt.«
Forsker: Der er en risiko
Jesper Tække, adjunkt på Institut for Informations- og Medievidenskab ved Aarhus Universitet og forsker i sociale medier, påpeger, at der kan være en risiko forbundet med politikeres brug af Facebook.
»Forskellige internetfællesskaber giver en følelse af samhørighed. Det specielle ved Facebook er, at der ikke er den samme sociale kontrol som for eksempel på diskussionsfora eller mailinglister, da der på facebook ikke er noget bag fællesskabet. Facebook er en netværksstruktur, som ser forskellig ud for hver enkelt bruger. Derfor er der en risiko for, at forvirrede personer finder en bekræftelse i den kontakt, de har med for eksempel politikere, som politikerne slet ikke har intenderet,« forklarer Jesper Tække. Han mener dog, det er svært at sætte retningslinjer op for, hvordan politikere burde benytte netværket.
»Facebook er et nyt medie, hvor der endnu ikke er en etikette for, hvordan man skal benytte det. Og især facebook er kendetegnet ved, at der ikke er et overordnet regelsæt, da det bruges forskelligt fra person til person.«
Kim Marconis bog 'Manifest' udkom mandag den 23. november 2009 på Cool Canary Publishing
