Hvis du er træt af politik, så er det måske fordi du trænger til stemme på et alternativt politisk synspunkt. Og heldigvis er der nok at vælge imellem. Det folkelige demokrati blomstrer, og skilteskoven er en frodig brainstorm fra alle kommunens politiske fantaster.
I København er spottet Kommunisterne (den måske grafisk flotteste plakat), Christiania Listen, Hampepartiet, Demokratisk Fællesskab, Kærlighedspartiet, Pærepartiet, Sunshinepartiet, Gratis Lykke, Cykel Logisk Institut, Bydelslisten 09, Christianshavnerlisten, Liste P.I.K., Nihilistisk Folkeparti, Indkøbslisten, Gordon eller Kaos og Velfærdslisten (aka »stem på John Erik Wagner, det gavner«).
Ved et nærmere eftersyn er mange af partierne studentikose vittigheder. Eller bare en lokalliste med nogle særlig farverige kandidater.
Så hvis du virkelig vil have en kandidat, der har en stor alternativ politisk vision, så skal du sætte kryds ved Tom Gillesberg.
Magnettog over Kattegat
Tom Gillesberg ligner en mellemleder, og hans plakat minder om en power point fra et nogenlunde normalt firma. Men lad dig ikke narre. Tom Gillesbergs politiske virksomhed er langtfra normal. Han repræsenterer Schiller Instituttet.
Tom Gillesberg blev hånet ved seneste folketingsvalg for sin plakat, der krævede magnettog over Kattegat. Men til kommunalvalget er han stærkt tilbage. Allerede i 2006 advarede han imod et økonomisk sammenbrud. Nu er dét her. Og derfor står hans budskab om et nyt kreditsystem stærkt på hans plakat.
Ifølge bloggeren Daniel Beattie, der har fulgt bevægelsen siden 80'erne, er der tale om en politisk kult, der tilbeder den amerikanske politiske guru Lyndon LaRouche betingelsesløst.
LaRouche står for en autoritær populisme med træk fra både venstre og højre. Centralt i ideologien står ønsket om en frisk start med inspiration fra New Deal. Partiprogrammet kræver et nyt monetært system og fantas- magoriske infrastrukturelle projekter som magnettog og kolonisering af Mars.
Ifølge Beattie har Schiller Instituttet tidligere udmærket sig med visionære slogans:
»(I 80'erne) stillede de op til valg som Europæisk Arbejderparti (EAP). Deres slogans var fantastiske: 'Byg Barsebäck II der, hvor Christiania ligger, og løs to affaldsproblemer på samme tid' og 'Bekæmp Sovjetunionen med laserstråler' var blandt de slagord, der skulle sælge partiet.«
I dag har man så skruet lidt ned for retorikken med det forholdsvis beherskede krav om et nyt kreditsystem. Men der er ingen grund til at antage, at de politiske visioner er blevet dæmpet tilsvarende. Så hvis du virkelig trænger til en frisk start, så er det klart Schiller Instituttet, der skal have din stemme.
Kommunalvalg 2009
Seneste artikler
Kammerater, tænk på kulturen i kommunen
18. december 2009Vi har en regering, der har sat kulturpolitikken på standby. Men i kommunerne har de mange socialdemo-kratiske borgmestre nu muligheden for at gøre en stor forskel, og det er vigtigt, at vi prioriterer området højtArkitekturgryde a la socialisme
28. november 2009Du skal bruge en ordentlig bunke alment boligbyggeri, en god portion tilflyttere fra arbejderklassen samt folk med mellemlang akademisk uddannelse, en bar mark og en masse børn'Den evige 1. maj-stemning bliver svær at holde'
20. november 2009Oppositionens permanente valgkampsstemning kommer til at toppe for tidligt, spår V-næstformand Kristian Jensen op til Venstres landsmøde i weekenden