Læsetid: 4 min.

Kunsten at sælge kunst

I går blev Gasværkets succesrige direktør, Jon Stephensen, fyret for svindel. Han kalder selv fyringen for 'et justitsmord'. Vi tegner et portræt af en teatermand, der er kendt for sin energi og begejstring og for at gå sine egne vegne
'Der er grænser for, hvor mange skumbananer jeg vil proppe mig selv og publikum med for at skabe fulde huse,' sagde Jon Stephensen i juli 2007, da han blev direktør for Østre Gasværk Teater og omdøbte det til Gasværket.

'Der er grænser for, hvor mange skumbananer jeg vil proppe mig selv og publikum med for at skabe fulde huse,' sagde Jon Stephensen i juli 2007, da han blev direktør for Østre Gasværk Teater og omdøbte det til Gasværket.

Jeanne Kornum

21. november 2009

»Der er tale om et justitsmord. Det er helt ude af proportioner. Jeg har ikke modtaget penge fra Gasværket ud over min løn. Og jeg har ikke overført penge til mig selv.«

Sådan lød en kortfattet e-mail, som Jon Stephensen, direktør for det københavnske teater Gasværket, i går rundsendte, efter at han var blevet fyret af sin arbejdsgiver, Københavns Teater.

Grunden til fyringen var, ifølge en artikel i Wekendavisen fredag, at Stephensen i strid med reglerne for statsansatte teaterdirektører og sin kontrakt personligt har modtaget ca. 170.000 kroner fra selskabet bag musicalen Elsk mig i nat. Den gik for fulde huse i Gasværket forrige sæson og har repremiere i Tivoli på fredag i næste uge. Desuden skal Jon Stephensen, igen ifølge Weekendavisen, have tre kroner pr. solgt billet, og indtil videre er der solgt ca. 33.000 billetter til forestillingen.

Den spegede sag og fyringen kommer som lidt af en overraskelse og oven på et par sæsoner på Gasværket, hvor Jon Stephensen som en af få københavnske teaterdirektører har haft succes med sine initiativer; det drejer sig om alt fra Anders Matthesens seneste stand up-show til musikforestillinger som Elsk mig i nat og Beatles-teaterkoncerten Come Together, der lige nu kører for fulde huse.

Store ambitioner

Da Jon Stephensen ved den tvungne teaterrokering i 2006 ikke som ventet fik lov til at beholde direktørposten på Aveny-T, hvor han havde været siden 2001 - i begyndelsen sammen med Ole Bornedal - havde de færreste regnet med, at han i stedet ville blive placeret på Gasværket, hvor det moderne og bredt appellerende musikteater havde fundet et hjem.

For Stephensen selv var skiftet kærkomment, fordi han nu fik mulighed for at realisere nogle af de kulørte ambitioner, han havde haft, men ikke fået mulighed for at gennemføre på Aveny-T. Han elsker stort anlagte musikforestillinger, men vil have lov til at lave dem på sin egen måde og ikke kun angle efter publikum ved f.eks. at importere populære musicals fra udlandet.

»Det er så vigtigt at prøve at forene nytænkning og kvalitet med et stort publikum i teatrene. Det har altid været en del af min verden,« skrev Østre Gasværk Teaters nyslåede chef i en kronik i Information i juli 2007.

»Selv om kravet om kommerciel succes altid forfølger en ØGT-direktør, er der grænser for, hvor mange skumbananer jeg vil proppe mig selv og publikum med for at skabe fulde huse.«

Han begyndte med at omdøbe teatret fra Østre Gasværk Teater til Gasværket. Og sådan har det været gennem det meste af den snart 50-årige, arkitekturuddannede Jon Stephensens kulturelle karriere: Han er som oftest gået sine egne veje, og det har vakt en vis opsigt og indimellem skaffet ham fjender.

Begejstring og energi

Som da han midtsidst i 1990'erne begyndte at promovere film på en anderledes aggressiv og professionel facon, end man havde gjort tidligere. Han stod blandt andet bag den effektive pr-kampagne for Thomas Vinterbergs dogmefilm Festen. Som pr-chef på Det Kongelige Teater satte han angiveligt også verden på den anden ende, fordi han insisterede på at sælge den kunst, der tidligere i høj grad havde skullet sælge sig selv.

Ifølge folk, der kender Stephensen og hans måde at arbejde på, er den enorme begejstring og energi, han lægger for dagen, hans bedste våben - og samtidig en af grundene til, at han har formået at trække flere unge mennesker i teatret end mange af sine kolleger. Han er en dygtig og kreativ sælger, og hans egen begejstring bliver garanten for teaterstykkernes kvalitet.

Men begejstringen og egocentreringen er også en af Stephensens svage sider. Han kan ofte ikke se forskel på en god og en dårlig idé, og da han fik sit eget teater og skulle til at sælge sine egne stykker, satte han sig selv i centrum, hvor teaterfolkene bag scenen tidligere var forholdsvis usynlige.

Hvor er oprøret?

Jon Stephensen deltager også gerne i den kulturpolitiske debat. Det er forfriskende i en tid, hvor kun få tør, og de fleste tier. Men det har også givet ham problemer, og der er de, som mener, at han er for åbenmundet, ugennemtænkt og selvsmagende.

For en måned siden gik han i et stort interview i Politiken - i anledning af Gasværkets 30 års jubilæum - i rette med tidens kunst, der af frygt for Dansk Folkeparti arter sig alt for pænt.

»Det er en kunst, som på alle områder er blevet professionel og dygtig, men samtidig underlig uengageret og politisk korrekt. Oprøret og nybruddet er væk. Publikum gider heller ikke blive udfordret,« skriver han, og derfor kan »Pia Kjærsgaard, formand for Dansk Folkeparti og medlem af Kulturudvalget, slippe af sted med at sige de uhyrligste ting. For eksempel, at al eksperimenterende kunst er i familie med lort på dåse. Eller når hun latterliggør og stempler nytænkende teater som noget uforståeligt, der kun siger pling pling. Eller senest, hvor partiet mener, at et teater bør miste sin statsstøtte, hvis dets forestillinger afviger politisk i forhold til partiets smag«

Skarpe meninger fra en modig mand. Man kan undre sig over, at Jon Stephensen har villet trække tæppet væk under sig selv for noget, der ligner småbeløb - han tjener selv 800.000 kroner om året plus bonus.

Skyldes sagen mod ham i virkeligheden, at skjulte kræfter i den danske kultur- og teaterverden gerne vil af med den åbenmundede direktør? Eller føler han selv, magtfuldkomment, arrogant og dumt, at han i modsætning til sine mindre succesfulde kolleger ikke behøver at følge loven?

De spørgsmål får vi muligvis svar på på mandag, hvor Jon Stephensen afholder pressemøde om sagen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sagen synes jo at være anderledes end først beskrevet: det er ikke som producent, men som scenograf, Stephensen modtager en bid af kagen, og det kan man dårligt komme efter, hvis han ikke i sin kontrakt har forpligtet sig til at yde kunstneriske bidrag som del af instruktørlønnen.
Der er selvfølgelig fortilfælde, der gør temaet lidt ømtåleligt - de mange forestillinger, som Flemming Enevold f.eks. både skrev og medvirkede i på Gladsaxe Teater
Mange teaterchefer løser dette dilemma ved at forpligte sig til at levere én produktion 'gratis' til deres teater og blive honoreret for en produktion nummer to; men der bør ikke herske tvivl om, at kunstneren som hovedprincip skal lønnes for sit værk, især hvis det pga. stor succes købes af andre, som således profiterer på hans allerede skabte. Det er det, royalty-systemet går ud på.
Det kan vel heller ikke komme bag på teatrets bestyrelse, at Jon Stephensen skabte scenografien, da de formodentlig har skullet have repertoiret med samt kreativt hold til godkendelse (går jeg ud fra).

"der er kendt for sin energi og begejstring og for at gå sine egne vegne".

Det har vist været en hård nat for redaktionssekretæren.

Mht. billedteksten: jeg har svært ved at forestille mig noget mere skumbananagtigt end de 'teaterkoncerter', hvor den rene popmusik spektakulært, men indholdstomt, synges af skuespillere, der havde været bedre anvendt i musicals af den seriøse type, som København desværre ikke har haft fornøjelse af siden "Sweeney Todd" i 1994. (Dog har visse kvalitetsmusicals såsom "Oliver", "Showboat", "Chicago" og "The King and I" også været luftet.

Den altafgørende kritik for den 'royalty', Stephensen har modtaget, er, at dens baggrund vitterlig har været skjult.
Scenografien til "Elsk mig i nat" er af den begavede og erfarne Rikke Juellund, så det står virkelig hen i det uvisse, hvad Stephensen mente sig berettiget til honorar for, da han heller ikke synes at have været udvikler af stykket.