Læsetid: 6 min.

Manden, der ikke ser sig tilbage

Peter Schaufuss kaster sig på i luften i hidtil usete sejrsspring, men falder brutalt ned fra sine triumfer. Alligevel sætter han hver gang af til et nyt spring. Det gør han sikkert også nu, hvor kulturministeren har taget statsstøtten fra ham
Myten Peter Schaufuss smiler sammen med sin 16-årige søn, Luke, der er debuteret som voksen danser i Peter Schaufuss Ballettens 'Tommy', der spiller på Århus Teater i næste uge. For Schaufuss fortsætter sine forestillinger, kulturministerafvisning 
 eller ej.

Myten Peter Schaufuss smiler sammen med sin 16-årige søn, Luke, der er debuteret som voksen danser i Peter Schaufuss Ballettens 'Tommy', der spiller på Århus Teater i næste uge. For Schaufuss fortsætter sine forestillinger, kulturministerafvisning
eller ej.

Michael With

25. november 2009

Peter Schaufuss er måske Danmarks mest moderne mand. Schaufuss gør præcis det, han vil - og han får folk med på sine ideer. Han brænder for skønhedens kunst, og han vil bringe metropolens æstetik ind i provinsen. Samtidig tjener han penge og kører i lækre sponsorbiler. Fordi han ikke er et sekund i tvivl om sit eget værd.

Netop hans værd som kulturstøttemodtager er kulturminister Carina Christensen (K) imidlertid blevet i tvivl om. I fredags udsendte hun en iskold pressemeddelelse med titlen: »Tilskud til Peter Schaufuss Balletten afvikles«. Heri står, at regeringen har besluttet at indstille det årlige statslige tilskud på 11,5 millioner kr. til Peter Schaufuss Balletten.

»Det er vores opfattelse, at Peter Schaufuss Balletten har gjort rigtig meget for at gøre den moderne dans og ballet tilgængelig for et publikum, der ikke tidligere kom i berøring med dansen. Det skal Peter Schaufuss have stor tak for,« skriver Carina Christensen. »Men nu er tiden inde til at konstatere, at det ikke er lykkedes for Peter Schaufuss at finde et nyt tilhørsforhold ...«. Alene igen.

Sammen med Maren

Statsstøtten blev oprindelig givet på betingelse af en kommunal støtte. Og den havde Schaufuss fået med udstrakt langmodighed hos de djærve politikere i Holstebro lige siden 1997. Lokalt syntes man nok, at manden var ekstremt krævende og dyr, men man var også benovet over, at han akkurat havde valgt Holstebro som hjemsted. Byen med Giacomettis skulptur Maren o æ Wogn kunne godt lide at slå ud med armene, fordi byen havde indset, at kulturinvestering skaber prestige både nationalt og internationalt. Desuden havde støtten til Odin Teatret helt tilbage fra 1966 kun medført større anerkendelse - og fine netværkssamarbejder lokalt. Den slags kunne Schaufuss vel også klare, også selv om hans dansere mest tilbragte tiden inden døre iført benvarmere.

Forventningerne var store, men det var gæstfriheden også. Schaufuss fik endda mulighed for at være sin egen arkitekt på Dansens Hus lige ved siden af Musikteatret på Den Røde Plads - en sort terning uden vinduer, som nu ligger ved det nye amfiteateranlæg ved åen. Da huset stadig stod råt i beton, viste Schaufuss mig stolt rundt i huset, mens han småsnakkede med håndværkerne. Ikke kun salene var indbydende. Også hans eget kontor var imponerende: Et mørkt rum i midten af hele huset, bygget uden vinduer, men til gengæld med plads til et enormt lydanlæg. Her skulle balletmesteren skabe sin koreografi, uden at blive forstyrret af visuelle indtryk. Helt alene.

Fra West End til Vejle

Men Schaufuss flyttede aldrig ind. Han kunne efter sigende ikke enes med kommunen om, hvor meget Musikteatret skulle låne Dansens Hus. Beskyldninger fløj begge veje. Og så mistede kommunen til sidst tålmodigheden og afbrød støtten til Schaufuss, som i byggeperioden havde spillet forestillinger i en nedlagt møbelhandel på Bastrupgårdsvej.

Bruddet knækkede dog ikke den energiske balletmester. Han flirtede bare med Odense i stedet for. Hans kompagni turnerede fortsat rundt til de større, danske kulturhuse. Desuden satsede han på West End i London, hvor han lejede sig ind i et teater med gentagen succes. Da det mod forventning ikke gik med politikerne i Odense - og heller ikke i Esbjerg - vendte han sig mod Vejle. Her blev han dog ikke tilbudt den nødvendige økonomiske støtte, men han valgte alligevel at flytte kompagniet fysisk til Spinderihallerne i Vejle, hvor kompagniets 16 dansere i dag træner og afholder prøver. Og eftersom statsstøtten først ryger til næste sæson, er Schaufuss i stand til at fortsætte sin planlagte turné. På onsdag indledes således 11 dages gæstespil på Århus Teater med forestillingen Tommy - om Tommy fra The Who. Drengen, der stod alene.

Diana og Elvis

Kunstnerisk har Schaufuss bevæget sig fra den klassiske ballet med Sylfiden og Svanesøen over til en moderne forestillingsfusion i såkaldt 'dancical'. Teknisk trækker han på den klassiske ballet, men blandet med moderne smidighedsudtryk af alle slags. Med varierende anmeldelser som resultat.

Hans dansedramaer handler om store berømtheder, der er gået meget grumt igennem. Først fiktive sceneskæbner som Romeo og Julie, men de senere år mest afdøde helte og heltinder: Prinsesse Diana, Harald Lander, Elvis Presley, Marilyn Monroe, Michael Jackson...

Hans smukke, langlemmede hustru, Zara Deakin, har spillet næsten alle de kvindelige hovedroller, og nu er hans søn Luke også debuteret som voksen danser i Tommy. Som søn af solodanseren Mona Vangsaa og balletmester Frank Schaufuss forstår Peter Schaufuss værdien af nedarvet talent.

Metroseksuelt idol

Som danser satte Schaufuss af til internationale spring, som ingen anden dansk balletdanser. Erik Bruhn havde godt nok erobret verden med sin rene dans og sin ophøjede heltestatus. Men Schaufuss indtog verden med sin frækhed. Gerne med bar overkrop i nogle af de internationale mandesoli. For godt så han ud - med musklerne helt tæt pakket. På BBC fik han også sit eget danserprogram, som idol for den ny tids helt: Den metroseksuelle mand.

Uden for scenen er Schaufuss ikke kendt for at vælte sig i venner. Men han vælger sig gavnlige samarbejdspartnere. Gennem ballethistorikerne Erik Achengreen og Ole Nørlyng - og flere af os andre i balletanmelderkredsen - har han således sikret sig, at han havde sin ballethistorie i orden.

PR har været afgørende for Schaufuss. Jon Stephensen var pressechef, da Schaufuss var balletmester ved Den Kgl. Ballet i 1994-95, og Schaufuss' repertoire matchede glimrende til Stephensens formidlingsformer - med Dødens Triumf som sæsonens trumfkort. Men Schaufuss' kemi passede ikke til Det Kgl. Teaters, som der står på hans hjemmeside. Faktum er dog, at han fik sat en ny, international standard for Den Kgl. Ballet. Alene.

Afskedsrækken

Afskeden med Den Kgl. Ballet var dog ikke enestående. Schaufuss kom til København fra Berlin, hvor nogle heftige sæsoner ved Berlin Ballet på Deutsche Oper afsluttedes med hans komplette opsætning af Tjajkovskij-trilogien af Svanesøen-Tornerose-Nøddeknækkeren. Før balletmestertiden i Berlin havde han været chef for London Festival Ballet - indtil han forandrede navnet til English National Ballet - og indtil altså at en kamp med en bestyrelsesformand blev for broget.

Peter Schaufuss er altså hver gang rejst videre. Uden at se sig tilbage. Men med samme ukuelige afsæt til endnu et nyt spring fremad.

Manden er nu 60 år. Håndvægtene på hans kontor afslører, at han ikke kommer sovende til sin veltrænede krop. Og ilterheden i hans stemme lader sig antagelig heller ikke standse af en usamarbejdsvillig kulturminister. Schaufuss er i hvert fald straks gået til kamp i en pressemeddelelse. »Hvorfor har ministeren afvist at tale med et af sine nationale kompagnier i over et år?« lyder Schaufuss' spørgsmål.

Berømthedspassion

Noget tyder på, at han aldrig får et ordentligt svar på sit spørgsmål. Men noget tyder også på, at den fratagede statsstøtte ikke vil forhindre ham i at fortsætte som balletchef.

Gåden om Peter Schaufuss som den moderne ener ligger også i den mystik, han evner at bygge op omkring sig selv. Her er ikke noget med bare tæer i privaten. Her er kun pressemeddelelser med uforklarede udtalelser - og ellers en distanceret frontfigur, der kun viser sig på scenen ved siden af danserne, når hans kompagni tager imod applaus. Her står Schaufuss til gengæld også ved hver eneste forestilling. For Peter Schaufusss Kompagniet er Peter Schaufuss.

I Dansens Hus i Holstebro ville Schaufuss bygge en såkaldt Dance Hall of Fame. En æreskorridor med billeder tilegnet verdens allerstørste dansere. De kunstnere, som brænder uhæmmet i rampelyset det øjeblik, hvor de svinger sig ind på scenen.

Er der nogen, der hører hjemme i dansens Hall of Fame, så er det Peter Schaufuss selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu