Læsetid: 5 min.

Muren i vort hoved - men ikke i hjertet

Jan Bo Hansen har grebet chancen til at skrive en ny og anderledes bog om det moderne Tyskland, og det gør han ved at bruge Muren som løftestang. Det er faktisk ret frydefuldt
9. november 2009

Berlinmuren bliver kaldt 'DDRs egentlige dåbsattest', skriver Jan Bo Hansen i sin bog Muren, der udkommer i dag på 20-årsdagens for Murens fald. Han mener dermed, at statsprojektet DDR havde eksisteret i 12 år, fra 1949 og frem til Murens opførelse i august 1961, før DDR blev så levedygtigt, at det kunne få sin dåbsattest, i form af Berlinmuren. Uden den beskyttende mur at gemme sig bag, risikerede DDR at blive tømt for borgere, fordi de var stukket af til vesten.

Logikken er i orden. Men det er interessant, at Jan Bo Hansen får det altid kontroversielle Tysklandsspørgsmål sat ind i en større europæisk sammenhæng. Han peger på, at Konrad Adenauer i sine 14 år som Vesttysklands forbundskansler var tilhænger af 'magnet-teorien'. Vesttyskland er magneten, og dem der skal tiltrækkes er østtyskerne. Jo flere, jo bedre. Umiddelbart efter 1945 strømmede mange tyskere mod vest for ikke at komme under sovjetisk styre, men det blev brat standset med Jerntæppet ned gennem Tyskland. Undtagen i Berlin, hvor der var åbent mellem øst og vest indtil 1961.

Adenauer mente, at hvis DDR metodisk blev tømt for tyskere, der stak af til vest, så ville det være umuligt for DDR på længere sigt at forhindre en forening af de to Tysklande. Men fra 1961 sætter Ulbricht og Honecker så prop i hullet med Berlinmuren.

Østtyskerne bliver reelt spærret inde bag Jerntæppet. I juni 1953 gennemfører arbejderne i Østberlin deres berømte opstand, som ryster DDR-styret i sin grundvold, fordi det ikke ved egen kraft kan slå det ned. Derfor bliver det de sovjetiske soldater, 380.000 mand udstationeret i DDR (!), der får opgaven at knuse folkeopstanden. Det er efter det rystende blodbad på Stalin-Allee, at Bertolt Brecht dybt ironisk skriver (citeret efter hukommelsen), at måske skulle styret overveje at opløse folket og vælge sig et nyt folk!

Bog om Tyskland

Jan Bo Hansen gaber over en meget stor mundfuld med sin bog om Muren. Men ikke for stor. For den handler bestemt ikke kun om Berlinmuren. Han har grebet chancen til at skrive en ny og anderledes bog om det moderne Tyskland, og det gør han ved at bruge Muren som løftestang. Det er faktisk ret frydefuldt, i hvert fald for denne anmelder, at blive taget ved hånden og ført gennem den tyske efterkrigshistorie, med Hansens underskruede bolde af pudsige pointer og historier, der var røget i glemmebogen. Giv den her bog i gave til de af jeres venner, der ligger i fast rutefart til Berlin i disse år.

Fra begyndelsen til bogens sidste side holder Jan Bo Hansen sit mål på sigtekornet. Det er Bonn og Moskva, der afgør DDR's skæbne. De øvrige spillere bliver sendt ud på vigesporet. Frankrigs Mitterand fandt to Tysklande mindre farligt, end hvis der kun var eet, og Jernladyen med håndtasken forsøgte at behandle Kohl, som hun behandlede sin mand. Kohl forblev helt kold. De evige britiske egeninteresser var for gennemskuelige.

Det er ufrivilligt morsomt at studere DDR-ledernes selvsuggestion. Walter Ulbricht beklager sig på et tidspunkt over vesttyskernes forsøg på at underminere DDR: »Kontrarevolutionært utøj, spioner og sabotører, spekulanter og menneskehandlere, prostituerede, fordærvede ungdomskriminelle og andre af modstandere af den folkedemokratiske orden sugede sig fast på vor arbejder- og bonderepublik som blodigler og utøj på en sund krop ...«

Ledet af oldinge

Uanset at det faktisk er morsomt, at både BRD og DDR i de første mange år blevet ledet af oldinge, Konrad Adenauer er født i 1876, og Walter Ulbricht er født i 1893, og bortset fra at de for længst var i pensionsalderen, så havde de begge et håndfast greb om deres to statsprojekter. For Adenauer gjaldt det om at skubbe til DDR-læsset, så DDR, den håbløse sovjetiske kronkoloni øst for Jerntæppet, kollapsede.

Ulbricht på sin side var klar på Bonns ufine hensigter og betegner dem derfor som »kontrarevolutionært utøj«. Derfor griber han til at bygge Muren i 1961 for at holde sammen på østzonen og give den sit eget nationale liv. Hvor vesttyskerne jo uden videre overtog 'Tyskland', skulle Ulricht bygge en ny nationalstat op bag, hvad han kaldte den »anti-fascistiske beskyttelsesvold«. Den behagede ikke østtyskerne. En bager på østsiden ville ikke bage brød, før den var revet ned igen! Forhåbentlig kom han på andre tanker, for i alle de mørke år var de østtyske bagere nær Jerntæppet berømte for deres dejlige brötchen. Hvis man kunne skaffe sig morgenbrød von drüben var det bare sagen.

Jeg var i Leipzig den dag, Willy Brandt talte til Leipzig-borgerne under valgkampen i 1990, få måneder efter Mauerfall. Det var nærmest rørende at stå oppe på Operahusets balkon ved siden af ham og se reaktionen hos de 80.000 østtyskere dernede på pladsen. »Willy, Willy,« lød det i råbekor, og så kom hans for denne bog så vigtige pointe: »Fordi nogle af jeres venner er draget af sted mod vest, er det ikke ensbetydende med, at I alle sammen nødvendigvis også skal flytte derover ...«

Brandt vidste så godt som nogen, at nu stod der 'genforening' på dagsordenen, eller 'forening' som han rettede mig, da jeg brugte ordet. Lad os nu se, var hans rolige kommentar, det skal jo gå rigtig til, ingen grund til at forhaste sig.

Eminent indsigt

Jan Bo Hansen har en eminent indsigt i tysk historie og i det tyske samfund. Samtidig er han bredt belæst i europæiske erindringsværk og historieforløb, så han er en solid guide på både Muren og de fantomsmerter den efterlod. »Give me back the Berlin Wall«, sang Leonard Cohen. Mange 'ostalgikere' i vest og øst fantaserede om de trygge år bag den forsvundne mur. Men som Hansen bemærker, så ville ostalgien hurtigt »blive et overskueligt fænomen«, hvis Muren pludselig igen stod der. Måske derfor er filmen Good bye Lenin hurtigere glemt, mens De andres liv har brændt sig isnende fast i sindet.

At Brandt, Kohl og Erich Honecker blev taget med bukserne nede, da Muren faldt, er der mange beretninger om. Honecker havde fire uger før Mauerfall sagt, at om 100 år vil Muren stadig stå der.

Men i betragtning af hvor meget vesttysk politik sigtede på netop at få den fjernet, er det forunderligt, at det kom i den grad bag på alle.

Der er i Jan Bo Hansens bog et heroisk foto af Egon Krenz, Schabowski og hele SED-partiets ledelse, samlet i Lustgarten i Østberlins bymidte. De jubler med løftede knytnæver. Billedet er taget dagen efter Murens fald!

Senere måtte de to østtyske ledere i fængsel for deres medansvar for nedskydningen af medborgere ved 'den anti-fascistiske beskyttelsesvold'. Det er som oftest sejrherren, der skriver historien.

De, der er glade for Jan Bo Hansens Guide til Berlin, som stadig er uovertruffen bedst, vil finde vej til boghandlen og anskaffe sig Muren. Som Gorba skal have sagt: »Den, der kommer for sent, straffes af livet!« Hans ord var møntet på Erich Honecker og Politbureauet. Det vil nok være lidt flot at sige, at den, der kommer for sent til at anskaffe sig Jan Bo Hansens nye Tysklandsbog, kommer for sent til at forstå Murens historie. Men vedkommende vil i hvert fald have forskertset sig hans kløgtige rundvisning i det tyske raritetskabinet.

Jan Bo Hansen: 'Muren. Historien om et politisk bygningsværk'. Gyldendal. 326 sider. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu