Læsetid: 2 min.

Når latteren er guddommelig

Klimakatastrofe eller Berlusconi-analyse? Dario Fo havde svar på alt. Med usynlig solkongeparyk og det smukkeste smil om kærligheden
Dario Fo roste danskernes sans for satiren i sin tiljublede latter°©seance i Diamanten mandag aften. Her fastholdt af fotografen John R. Johnsen, der har fulgt Dario Fo siden 1970°Øerne.

Dario Fo roste danskernes sans for satiren i sin tiljublede latter°©seance i Diamanten mandag aften. Her fastholdt af fotografen John R. Johnsen, der har fulgt Dario Fo siden 1970°Øerne.

John R. Johnsen

11. november 2009

Hans tænder er stadig verdens hvideste. Og i Diamanten i København mandag aften smiler den 83-årige Dario Fo lige så lysende som altid.

»Tak for Nobelprisen,« siger teaterinstruktøren Nikolaj Cederholm, der er sprunget ind i som interviewer i stedet for klimaminister Connie Hedegaard.

Dario Fo ser uforstående på ham.

»Jo,« siger Cederholm. »For da du fik Nobel-prisen, dedikerede du den jo til alle teaterfolk i verden ...«

Dario Fo griner. Sådan dybt og buldrende, og hele salen gungrer med. Han har ellers lige skrevet en alvorlig bog om klimatruslen, som hans ven Bent Holm er ved at oversætte til dansk.

»Er du ligesom Al Gore?« vil Cederholm vide.

»Nej, jeg går mere ud i det absurde,« indrømmer Dario Fo. »Jeg elsker at rejse i tog, for så kommer jeg til at tale med folk. Men når der er samlet rigtig mange, begynder jeg også at tale om den globale opvarmning, og så går mængden hurtigt i opløsning. Tilbage sidder bare fire-fem ældre damer - og de er formentlig døve.«

Og så bliver det også svært for hans præcisionstolk Thomas Harder at holde masken.

Rødt charmetørklæde

Det er umuligt at få øjnene fra ham - som om alle i rummet vil indprente sig, hvordan hans hage bulner ud fra smal alvor til bredt grin. Hans grå jakkesæt er helt almindeligt, men om halsen stritter et rødt charmetørklæde. Som altid. Og som for tre år siden, da jeg mødte ham i Rom. Her var han meget rystet over Putin og mordet på Politkovskaja. Det var lige efter hans forestilling om, hvordan Berlusconi fik indopereret halvdelen af Putins hjerne ...

»Hvorfor vælger italienerne igen og igen Berlusconi?« spørger Cederholm direkte.

Dario Fo tøver ikke.

»Berlusconi er meget dygtig. Han er den eneste statsleder i verden, der ejer tre tv-kanaler, og som også styrer de statslige. Når man har seks tv-kanaler, så er det ikke svært at tage magten.«

Og publikummet i Ytringsfrihedsland gisper.

Flyfff. Så skifter Dario Fo til volapyksproget gramlo. Først på bestyrtet engelsk og senere på overdrivelsesfransk med usynlige solkongeparykker og slyngkapper. Vorherre får også en rolle med armene på sky. Så griber Cederholm chancen:

»Tror Dario Fo på Gud?«

»Jeg er en religiøs ateist,« svarer Dario Fo. »Jeg elsker den utrolige guddommelighed i naturen. Jeg tror, at når man er død, så er man død. Men hvis man er god til at sige ting, så kan man faktisk risikere at blive husket i lang tid ...«

En beundrer vil gerne vide, hvad hans hustru Franca Rame har betydet.

»Hun har haft meget stor betydning,« siger Dario Fo stille. »Hun har det ikke så godt. Vi kommer lige fra en meget anstrengende turné.«

Så vælter kærligheden ind i hans stemme.

»Det var en glæde at møde så intelligent en kvinde. Men hun krævede, at vi mænd også skulle være intelligente ...«

»Jeg traf hende, da hun var 20 år. I skulle bare vide, hvor smuk hun var dengang. Hun er også smuk i dag, hvor hun er 80 år. Men dengang standsede sporvognene ved synet af hende ... «

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu