Læsetid: 2 min.

Et nærvær er mistet ved Erik Stinus' død

Det findes i hans værk. Efter lang tids sygdom døde Erik Stinus i sidste uge, 75 år gammel
Det findes i hans værk. Efter lang tids sygdom døde Erik Stinus i sidste uge, 75 år gammel
19. november 2009

Han fik på smukkeste måde gjort sit litterære regnebræt op for et år siden med udsendelsen af den store roman Matumaini på en måde en opsummering af hans erfaringer som flerårig nødhjælpsarbejder i Østafrika i 1960’erne, tillige for et år siden med hans venners omfattende udvalg af de tyve digtsamlinger, det blev til siden debuten med Grænseland (1958).

Nej ikke trampe på det
ikke bruge hælen
træd på det som på en klaverpedal
så kommer den rigtige lyd
så brister det som et æg der klækker
så tørrer de små frø i vinden
og triller bort med den
dér
eller et andet sted hen
og bliver til nye snebærbuske
ødselt behængt med bær
lysende i skumringen
sytten efterår fra nu
Sådan lyder med skønhed og god grund mottoverset.
Og for en måned siden kom så det lille hæfte

Kærlighedsmøder, digte af den tyrkiske Kemal Özer, på dansk i samarbejde med Murat Alpar og Peter Poulsen, et eksempel på Stinus’ særlige indsats som gendigter af ikke mindst oppositionelle poeter som bl.a. Brecht, Neruda, Jamal Jumá og Nazim Hikmet, en aktivitet, der så sent som i april i år belønnedes i Tyrkiet med den internationale Nazim Hikmet-pris.

Det var ikke den første. Han modtog tidligere blandt andet Kritikerprisen og Det Danske Akademis Otto Gelsted-pris, den sidste betegnende for hans egen inspiration som skaber af en både centrallyrisk og samfundskritisk digtning.

Sansninger af nærvær

Ud over de tre registre i hans store forfatterskab, fortællende prosa, originallyrik og oversættelser, var han tidligt medforfatter til øjenåbnende rejsebøger til lande med tvivlsomme regimer under både lyrisk og prosaisk oplevelse af livet i undertrykkelsen, stærkest måske i Med solen i ryggen (1963), så skyggerne trådte frem i turistlandene Spanien, Portugal og Grækenland, sammen med Halfdan Rasmussen, Ivan Malinowski og Ebbe Traberg, et karakteristisk fællesforetagende for manden, der etablerede venskab og kammeratskab med mennesker verden rundt i et produktivt netværk, vist uden sidestykke og omfang selv for nutidsforfatteres globalisering af kunstneriske og humane relationer.

Til Indien fik han tidligt et indgående kendskab på lange rejser, hvor han hentede sin Sara Mathai, universitetslærer og vordende forfatter, død for tre år siden af samme ondartede sygdom, der mishandlede hans krop, men ikke hans mod og kontaktevne.
Samarbejdet med musikere og tegnere underbyggede ånden og tonen i dette forfatterskab i en varme og en insisteren, der skabte samklange i digtoplevelser fra bog til bog. De skaffede ham vel ikke plads blandt de ypperste i generationen, men efterlader og tilbyder stærke sansninger af nærvær i verden.

At realisere en omverden i ord og tilstedeværelse er en mindeværdig indsats.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu