Læsetid: 6 min.

På tærsklen til skov og hav

Canada. Når danske globetrottere bliver trætte af den årlige pilgrimsrejse til New York, kan de passende vende blikket vestover og overveje rejsemålet Vancouver, som ved Stillehavets kyst gang på gang kåres som verdens mest behagelige by. Hvad Vancouver måtte savne i storbyvildskab opvejes af naturens overvældende nærvær
Det glasdækkede luksustog Rocky Mountaineer i to etager er den eneste rigte måde at ankomme til Vancouver. På rejsen får man et levende indblik i den natur, byen er omngivet af.

Det glasdækkede luksustog Rocky Mountaineer i to etager er den eneste rigte måde at ankomme til Vancouver. På rejsen får man et levende indblik i den natur, byen er omngivet af.

Niels Boel

13. november 2009

Fra søsiden ligner Vancouver en af verdens yngste og rigeste storbyer måske Singapore. Det er vist til dels samme arkitekter, som de sidste tre årtier har opført de karakteristiske skyskrabere i begge byer. Men med udsigt til endeløst hav og skovklædte bjerge hele vejen op til Nordpolen er Vancouver ganske sin egen.

Da jeg ved aftenstid ankommer til mit hotelværelse på 11. etage på det centralt beliggende Hotel Pacific Palisades får jeg et chok. Jeg stiller min bagage og åbner døren til terrassen: Her udspiller der sig et af mit livs mest spektakulære solnedgange. Himlen flammer op i orange ude i bugten og over mod de små øer og bjergene på den fjerne Vancouver Island. Der er en bræmme af gult over Vancouvers skyline. Selv om jeg befinder mig i centrum af en millionby, oplever jeg kun trafikken som en fjern brummen. Himmel, hav og bjerge virker derimod så nærværende, som lå jeg i en lille båd ude i det mægtige sund.

Velkommen

Den eneste rigtige måde at ankomme til Vancouver på er med toget Rocky Mountainer opkaldt efter det vestlige Canadas vilde bjerge. Jernbanen skabte grobunden for koloniseringen af Vestkysten, så sent som i 1880erne. Togrejsen får én til meget bedre at forstå Vancouver og byens særlige forhold til naturen, som den har trodset, men også konstant inddrager i arkitektur, design og livsstil. Man får også et indtryk af Canadas størrelse, selv om man kun rejser gennem to af landets 10 provinser. Jeg forlader Calgary i snestorm og ankommer to dage senere til et næsten sommerligt Vancouver. Det er et glasdækket luksustog med servering i top. Turen koster det dobbelte af flybilletten til Canada. Men så er togoplevelsen også en af verdens største.

Den første dag er en fest for øjnene. Man kører igennem nationalparken Banff med gletschere og søer, langs floder med springende laks og endeløse søer. Bestandigt skifter landskabet mellem udsyn mod fjerne bjergkæder, abrupte canyons og granklædte skråninger. Var man i Alperne eller Karpaterne, ville der altid dukke en alpehytte eller en landsby op. Her fortsætter naturen i det uendelige tilsyneladende uden menneskelige indblanding. Næste dag oplever man, at millionbyen nærmer sig som grusgrave, savværker, papirfabrikker og farme passerer forbi.

Problemet med naturen

Vancouver har et mellemværende med naturen. Kun halvanden time væk ligger Whistler, kontinentets største skisportssted, hvor den olympiske fakkel vil blafre om tre måneder. Her er hele tre skilandsbyer og alskens varemærker, men også mægtige bjergmassiver, som unge i sommerhalvåret udfordrer på mountainbike iført rustninger som middelalderlige krigere. Men man behøver slet ikke at tage så langt væk fra Vancouver for at opleve naturen. Fra Downtown kan man tage båden over bugten til foden af Mount Grouser. På en svedig time bestiger man det stejle bjerg og kan forpustet nyde den formidable udsigt ud over bugt og by 900 meter længere nede.

Byparken er Stanley Parken med tempererede regnskovstræer. Her kan de joggende, slentrende, cyklende og rulleskøjteløbende lokale undertiden iagttage prærieulve. På strandene ligger hele træstammer fra provinsens tømmerfirmaers skibslast som drivtømmer.

Der verserer mange historier om folk, som lige ville gå en tur i Vancouvers nærliggende natur, som så er faret vild for aldrig at dukke op igen. Uden at blinke fortæller en ansat på hotellet, at hun et par dage forinden er stødt på en bjørn i sin garage. Hun ringede ikke efter politiet så ville bjørnen måske blive skudt men må nu nærme sig sit hus med forsigtighed.

Canada har et yderst problematisk forhold til naturen. Landet er kendt for sin åbne minedrift, sin manglende anerkendelse af indianske folks rettigheder, sin fodslæbende holdning til klimaaftaler. Men i Vancouver er naturen en del af byrummet ikke blot en kulisse og spejler sig i livsstil og i design. Borgmesteren i Vancouver har lovet at gøre Vancouver til verdens grønneste by i 2020. I forvejen nyder byen godt af, at der i modsætning til andre storbyer på kontinentet ikke er flersporede indfaldsveje. Det sikrer, at der i Vancouver i modsætning til de fleste andre amerikanske byer er en levende bykerne næsten uden sidestykke på kontinentet. Det bedste, man kan gøre, er at leje en cykel og følge stien langs strandkanten i en halvcirkel rundt om byen.

Kosmopolitisk natur

De unge går med hættetrøjer eller ternede skjorter og stor hue, som en hilsen til 90ernes slackere. Langt fra alle er udendørsfanatikere, der overvejer næste surferudflugt eller skitur. Der er en pulserende klubscene i slummen på Lower Eastside og i bohemebydelen Gastown. Indflydelsen fra Seattle er gensidig. Her hersker en laidback stemning, som gør, at mange amerikanske film optages i Vancouver, når de skal illudere gode gamle dage i USA. Jeg forstår det godt canadierne er så venlige, at man aldrig får lov til at stå alene og flagrer med et bykort på gaden.

Mere end noget er Vancouver præget af Canadas åbne migrationspolitik og asiatisk masseindvandring, bl.a. fra da Kina overtog Hongkong i 1997. I Chinatown er skiltene ofte kun på kinesisk, og avissælgeren har kun kinesiske aviser. Der sælges ginseng i en uendelig variation, boderne bugner af flagermus, blæksprutter, tørrede rejer, grisehoveder, levende kæmpekrabber, bambusstænger, svampe og kornsorter og planter, jeg ikke kender, og som de ældre handlende trods storsmilende velvilje ikke kan engelsk nok til at gøre rede for.

»Hvad adskiller Indien fra Kina?« lyder en joke i Vancouver. Svaret er: »Det gør Fraser floden.« Chinatown er blot det ældste og mest synlige af byens asiatiske kvarterer. Dagens mest kinesiske kvarter er Richmond ude ved lufthavnen og nord for Fraser River. Syd for floden breder det indiske kvarter sig. På begge bredder af floden er der store villaer med carporte. Indkøbene foretages i kæmpe indkøbscentre. Kinesere er ikke en fredet minoritet, men snarere en toneangivende majoritet. En tredjedel af indbyggerne i Vancouver er født i Asien, 21 procent i Kina. De mest almindelige navne er Lee, Wong og Chan. I halvdelen af alle hjem tales et andet sprog en engelsk. Og alt dette vel at mærke uden, at skingre kristne præstefætre forudsiger verdens undergang. For byens kosmopolitiske orientering er nøglen til dens succes. Mange af Vancouvers succesrige forretningsfolk er kinesere, som i deres strategi medtænker Stillehavet, Japan (som er tættere på med fly end London), USA og Kina.

Ufuldendt gentrificering

Hvor USA bryster sig af at være en melting pot, er Canada en mosaik. Reelt er modellen i USA assimilation til The American Way of Life. I Canada er det integration, hvor der er plads til alle.

Forleden foreslog et Muslimsk Råd at indføre et forbud mod burka. Men selv ærkekonservative lederskribenter tog til genmælede mod dette ucanadiske forslag.

Vancouvers status som eftertragtet metropol på Canadas Vestkyst er ikke problemfri. Et hus koster rask væk fem millioner kr. Men Vancouver er ikke kun et mekka for asiatiske velhavere og guldranede pensionister. Den generelle gentrificering eller pænliggørelse af vestlige storbyer er ikke fuldført i Vancouver. På Eastside findes det fattigste kvarter i hele Canada. Her klumper horder af bumser sig sammen på nogle få gadehjørner som ved det årlige valg af Stodderkonge i Hjallerup. Sirenerne hyler og narkomaner stikker sig på åben gade. Rodløse indianere fra de nordvestlige territorier sover den ud i rendestenen. Kontrasten er grel til luksusejendommene få meter væk.

Ganske canadisk har min bekendte Anne Cathérine en positiv udlægning:

»Klimaet er bare bedre her end i resten af Canada.« Det har ikke kun rige pensionister, men også bumsene fundet ud af selv om de tusinder af hjemløse må friste en anderledes kummerlig tilværelse.

Frihedstrang har vagabonderne måske til fælles med driftige forretningsfolk. Men friheden må stå sin prøve, ikke mindst op mod det vinter-OL, som løber af stablen til februar. Ganske som Brian Mikkelsen og kumpaner i det hjemlige op til klimatopmødet søger myndighederne i Vancouver at begrænse frihed og demonstrationsret op til begivenheden. Fribytterånden fra Vestkystens løsslupne hippietid i 60erne fornægter sig dog ikke. Der er varslet civil ulydighed og protester imod den påståede kriminalisering af kritik af legene. I forvejen er provinsen kendt for sin pot (en af provinsens vigtigste industrier) og sin gay-venlige livsstil foruden at være arnestedet for Greenpeace.

Det særlige forhold til naturen og friheden beskrives af bysbarnet Douglas Coupland. I City of Glass beretter han, hvordan hele byen kvinder i høje hæle, mænd i slips spontant strømmede til byens strand, da radioen meddelte, at en hval var skyllet op på English Bay. Alle ville røre ved det magiske dyr og hjælpe det ud i havet. I friheden. Ingen skal gøre nar af Red hvalen-slogans i Vancouver. »Økokynisme er lig en enkeltbillet ud af byen,« skriver Douglas.

paradoks@informaiton.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu