Læsetid: 2 min.

Pølse for og bag

Der er ingen grænser for, hvor meget lavkomik man kan lave på pølser. Komikeren Jan Monrad går hele vejen i sin egen 'tegnebog', der er inspireret af Storm P
Jan Monrad er gået solo med bogen 'Pølsesnak', som til fulde lever op til idealet om lavkomik.

Jan Monrad er gået solo med bogen 'Pølsesnak', som til fulde lever op til idealet om lavkomik.

Lea Meilandt Mathiesen

23. november 2009

Jan Monrad gad ikke høre på al den snak om integraler og sinuskurver i matematiktimerne i gymnasiet. I stedet sad han uden for pædagogisk rækkevidde på bagerste række, tegnede pølser og skrev løjerlige tekster sammen med Søren Rislund. Siden har de to kammerater været nærmest uadskillelige, først som musikalske venner i gruppen Totalpetroleum, dernæst som omrejsende komikerpar.

De har altid sat en ære i at være platte, også før det blev moderne i den unge generation, men skulle der smutte noget raffineret humor med, dropper de det ikke.

I 2010 har de dekreteret en pause fra hinanden, men Monrad er allerede nu gået solo med bogen Pølsesnak, som til fulde lever op til idealet om lavkomik. Pølser vælter ud på siderne, små pølser, store pølser, pølser i indianertelt, som statue, ud af en trompet, i køkkenet og ikke mindst på badeværelset for at sige det pænt. Dette er nemlig en pæn artikel.

Monrad er lidt af en filosof. Han fabulerer: Hvad nu, hvis dronning Margrethe var faldet for Otto Brandenburg i stedet for Prins Henrik? Så skulle han hed dronning Otto og bartenderen sige »javel, Deres Majestæt!« når han bad om en elefantorden af den flydende slags. Hvad nu hvis kronprinsen var faldet for en, der hed Erik? Det skulle nok sætte Danmark på verdenskortet. Det kunne også være sjovt, hvis dronningen åbnede sin nytårstale med danskernes yndlingssætning »Nå - hva' så?«.

Vi har vænnet os til, at Superligaen i fodbold hedder SAS-ligaen. Sponsorer er også rykket ind i kunst og kultur. Det næste bliver vel folkeskolen, hvor lærerinden så skal lære de små elever, at »F-A-N siger fan, T-A siger ta - FANTA«, og i matematik vil det komme til at hedde: Coca-Cola-ligninger af 2. Grad.

At danskerne hver især gerne vil være noget for sig selv, kan man se på de nye dåbsnavne, hvor E-mail har erstattet Emil, og en pige f.eks. af præsten bliver døbt Analia Dildorthe Deodorandi Musemåtte Andersen!

Fjamsbo død

Monrad vedkender sig arven efter Storm P. vel vidende, at han »ikke når ham til sokkeholderen«. En ide mener han endog at have hugget fra mesteren, ren tilståelsessag, en tegning med et akvarium: »Man skulle ha' været guldfisk, så sparede man at investere i en paraply ...«

Selv lader Monrad i en tegning en mand fundere: »Det er mærkeligt, at fuglene kan finde til Afrika uden kort og kompas!« Hans kammesjuk svarer: »Det ville se underligere ud med ...«

En mand siger: »Har du hørt, at Fjamsbo er død efter kort tids sygdom?« En anden mand kommenterer fra sin plads på lokumsbrættet: »Nå for fa'en ... Hvad fejlede han? Det var forhåbentlig ikke alvorligt?«

På en tegning ses syv pølser tøvende og nervøse gå ind i et røgeri. Holocaust i Herning hedder billedet.

Bogen indeholder også en ristet pølserune over det smertelige tab af den danske kulturarv, de mange pølsevogne, der er udkonkurreret af pizza og shawarma. Engang var der 700, i dag under 100. Pølsesnak er udgivet af Bogkompagniet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu