Læsetid: 7 min.

Popmusikerens nye vise

Popmusikeren Steffen Brandt har kastet sig over Bob Dylan - og kastet ironien over bord. Mandag udgiver han et dobbeltalbum med Bob Dylan-sange, og den 28. november har teaterkoncerten 'Baby Blue' premiere på Betty Nansen Teatret
'Ironien er sjov, og den er let. Men historisk set synes jeg, den har haft sin tid,' siger Steffen Brandt.

'Ironien er sjov, og den er let. Men historisk set synes jeg, den har haft sin tid,' siger Steffen Brandt.

Jo Dam Kærgaard

14. november 2009

»Den er næsten varm,« konstaterer Steffen Brandt med pegefingeren plantet i kaffekoppen foran sig. Den 56-årige århusianske musiker er som altid ulasteligt klædt i jakkesæt, dressed in black fra top til tå. De sølvgrå lokker er måske lidt mere uglede end normalt, men ellers er alt ved det gamle. Og så alligevel ikke. Vi sidder nemlig i Ghita Nørbys garderobe på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg, langt fra TV-2 og Ø-gaderne hjemme i Århus. Steffen Brandt har forladt hjembyen og er taget alene til København. Og han er en mand med en mission.

På mandag udkommer TV-2-forsangeren med sit første soloudspil, hvor han har gendigtet 18 af Bob Dylans klassikere, fra 1960'ernes syrede mesterværker som »Visions of Johanna« og »Stuck Inside of Mobile With the Memphis Blues Again« til mere modne sange fra pladerne Oh Mercy og Modern Times. Og på Betty Nansen Teatret er de i fuld gang med forberedelserne til forestillingen Baby Blue, hvor Brandt sammen med Trine Dyrholm og et større hold af musikere, dansere og performere skal fremføre sangene efter alle teaterkunstens regler. Det er nærliggende at stille Brandt det spørgsmål, som Dylan stillede til det moderne, selvoptagede menneske i sangen »Like A Rolling Stone«:

»How does it feel to be on your own?«

Som en rullesten

»Det føles jo lidt som en rullesten. Du bliver kastet op på stranden og rullet tilbage igen - og den bevægelse kan man bruge til at komme videre. Jeg har en forestilling om, at det nogle gange er nødvendigt med nogle brudflader i et jævnt og muntert, virksomt liv på jord,« svarer Steffen Brandt.

Efter næsten 30 år som frontfigur i TV-2 ved Steffen Brandt, hvad publikum forlanger, og hvad der skal til, for at alle bliver tilfredse. Også så godt, at det næsten ikke kan gå galt. Den sikkerhed er nu kastet over bord.

»Nogle gange sker der noget i ens liv, som gør, at man standser op, og andre gange skal man selv være aktiv i nogle valg, for at det sker. Jeg er sikker på, at uanset hvad det her ender med, så får det betydning for det, jeg skal lave fremover. Det vil kunne give en inspiration og i værste fald en eller anden form for erfaring.«

Erfaring har Steffen Brandt i hvert fald med Dylan. Siden han som dreng lyttede til tonerne fra rejsegrammofonen på storesøsters værelse, har han tumlet med Dylans sange. Interessen for Bob D, som Brandt kalder ham, har siden dengang været styret af en lyst til at finde ud af, hvad det egentlig var, Bob Dylan sang om. Nysgerrigheden har også været afsæt for arbejdet med de nye gendigtninger:

»Hvis man som jeg ikke er sådan sindssygt god til engelsk og heller ikke kender alle referencerne, så må man prøve at gå ind og finde en stemning i sangene. Og i visse tilfælde bare et flow, fordi mange af hans sange er associationsrækker, hvor det ene ord tager det andet og kaster nye meninger og billeder på bordet. Dér må man så gå ind og finde sit eget flow og i loyalitet over for Bob D udfolde en helt ny verden.«

Ensom blandt mennesker

»Visions of Johanna« fra albummet Blonde on Blonde er nøglesangen. I Brandts version hedder den »Drømmen om Johanna«. Sangen kredser om det moderne menneskes erfaring af ensomhed og længsel. Steffen Brandt henviser til Jean-Paul Sartres roman Ensom blandt mennesker, da han forklarer, hvorfor lige netop den sang er så vigtig for ham.

»Én ting er at være ensom, men her sidder du i en situation, hvor alle pile peger i retning af fest, og alle er glade. Skulle man være i tvivl, så smadrer vi nogle flere glas og danser på væggene. Og jo mere festen eskalerer, desto mere går det op for ham, at det eneste han sådan set er interesseret i, nemlig drømmen om Johanna, den er der ikke. Den kan ikke trives i det rum.«

»Han sidder dér, og han er til stede. Han iagttager det, han analyserer det, og han konstaterer, at midt i alt det, vi omgiver os med, hvad enten vi kalder det en fest eller et liv, dér sidder du på et eller andet tidspunkt altid tilbage med dig selv og din længsel efter det, som skal komme.«

Steffen Brandt mener, at den erfaring er mindst lige så vigtig i dag som dengang, sangen blev skrevet. Og selv om han er overbevist om, at mennesker stadig drømmer om Johanna, så giver vi sjældent drømmen tid nok. Det gælder også kunstnerne.

»De er måske mere optaget af at udforske nogle nye formater inden for kommunikation, og det skal da også passes. Men altså selve den der grundessens, det nære og de store behov, som ikke har noget at gøre med gadgets eller ny socialisering på nettet - det lever sit eget stille liv. Nogle gange er der så en enkelt modig sangskriver fra Jylland, der tør vove sig ind i løvens hule.«

Ironien der blev væk

Steffen Brandt er kendt som ironiens mester. I sange som »På kanten af småt brændbart« og »Rigtige mænd« har han spiddet den helt almindelige dansker med skiftevis kærlig og bitter ironi. Men ironien er kun i meget begrænset omfang flyttet med ind i gendigtningerne af Dylan.

»Ironien er sjov, og den er let. Men historisk set synes jeg, den har haft sin tid. Der er selvfølgelig stadig nogen, der lever i en stor ironisk tidslomme, men ironien har ligesom skiftet karakter nu til at blive sådan mere meta-agtig. Forstået på den måde, at man hele tiden har en afstand til sig selv.«

Steffen Brandt peger på, at ironien tidligere fungerede som en mulighed for at beskæftige sig med tilværelsen uden at forfalde til 70'ernes patetiske, politiske retorik, som alle var blevet trætte af. I dag er ironien blevet udvandet og selvrefererende, mener Brandt.

»Den er blevet en personlig måde at score nogle billige point på. Jeg er på en eller anden måde kommet til et punkt, hvor humoren er vigtigere. Jeg kan godt lide, at tilværelsen tilrettelægger nogle tilfældige situationer for en, som man kan grine af. Humoren, og til en vis grad ironien, kan være afvæbnende mellem mennesker, men den skal have klangbund af noget alvor, af noget, der er på spil. Ellers synes jeg, man spilder sin og andres tid.«

Statusopgørelse

I 1984 formulerede Steffen Brandt i sangen »Popmusikerens vise« en mundret opskrift på et vellykket liv med »pop, succes og stjerner på«. Men hvordan ser det eksistentielle regnskab ud for den modne popmusiker, der har opnået alt det, man drømte om dengang i 1980'erne, og mere til? Steffen Brandt ser sangen »Det meste af tiden« som en slags statusopgørelse.

»For mig handler den sang om et levet liv, hvor man ligesom vejer tingene op mod hinanden. Hvor langt er man nået, og hvad har man fået udrettet? Hvordan er man blevet placeret, og hvordan har man placeret sig selv i dette ongoing foretagende med tilværelsen? Man er måske kommet videre med sit liv, har fundet en ro, en hvilen i sig selv, en evne til at kunne bakke ud af nogle situationer, inden det bliver for åndssvagt, og kan se tingene komme, før de er der. En situationsfornemmelse, et grundlæggende overblik af en slags.«

Men netop som den modne mand hviler allermest i sig selv, viser roen og overblikket sig ikke at være helt så sikre kendsgerninger, som de så ud til at være. De er der kun det meste af tiden.

»For så er det jo, Bob D laver en lille sprække, som man altid skal have ind til dér, hvor man ikke kan lovgive og lave regler. Dér ligger altså en uro stadigvæk, som han ikke er kommet overens med. Og den uro giver han plads til med det lille forbehold, der hedder 'det meste af tiden'.«

»Det er også en form for beskedenhedsklausul: Rolig nu, jeg kan også blive ramt af lynet. Det er sådan en besværgelse mod at tro, at 'nu går det hele, som det skal'. Så der er begge elementer i det.«

Den tynde mand

Mister Jones er Bob Dylans småborger, der i sangen »Ballad of a Thin Man« får læst og påskrevet med ordene: »Because something is happening here, but you don't know what it is. Do you, Mister Jones?«

I essaysamlingen Repremiere i mit indre mørke har Søren Ulrik Thomsen for nylig forsøgt sig med en retablering af den tynde mand, der blev offer for Dylan-generationens negative opbyggelighed.

Steffen Brandt er ude i et andet ærinde med sin »Historien om en tynd mand«. Tidligere var han overbevist om, at Dylan endegyldigt havde aflivet Mister Jones. Indtil han fandt ud af, at Mister Jones måske havde overlevet. I Steffen Brandt selv.

»Jeg ser den som en sang til Mister Jones i én selv. Det synes jeg også er mere klædeligt. Og dét at gå ind og finde ham, få ham spiddet og få ham udleveret, synes jeg faktisk er en stor befrielse. Men Mister Jones lever i bedste velgående. Og nu gør jeg så også mit for at få ham aflivet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu