Læsetid: 1 min.

Posthus Teatret åbner igen

Efter år med lukning viser Posthus Teatret film igen i forbindelse med filmfestivalen CPH:DOX, og biografejer Carsten Brandt håber at kunne holde operatørmaskinen i gang fremover
12. november 2009

Efter næsten tre års kamp mod et støjende diskotek med aflysninger og lukning til følge ser det igen lysere ud for Posthus Teatret. Den lille biograf er i denne uge åben i forbindelse med filmfestivalen CPH:DOX, og hvis alt går vel, vil der efter nytår igen vises film i biografen på hjørnet af Rådhusstræde og Brolæggerstræde i København.

»I sommer så vi flyttevogne på gaden, og for en måned siden fik vi at vide, at diskoteket havde mistet sin bevilling. Da kontaktede vi dokumentarfilmfestivalen og fortalte, at vi kunne være med igen. Vi kan nemlig kun vise film, når vi er sikre på, at der er stille ovenpå efter kl. 18,« fortæller ejer af biografen Carsten Brandt.

Han og hans kone åbnede for 36 år siden biografen i kælderlokalerne under et posthus. I 2007 flyttede diskoteket Code ind over bio- grafen i det gamle københavnske byhus, hvor gulvene ikke er lydisolerede.

Støjgenerne førte i første omgang til færre visninger, og for to år siden blev operatørmaskinen slukket helt. Biografen mistede den støtte, som Det Danske Filminstitut giver til art cinemas, da den ikke længere havde et aktivt filmudbud. Så Carsten Brandt måtte gribe i egen lomme, for at biografen fortsat kun skulle være midlertidigt lukket.

Kærlighed til film

Nu er der en reel mulighed for, at biografen igen kan holde åbent på ugentlig basis og ikke kun i forbindelse med filmfestivaler. Dermed kan Posthus Teatret måske snart igen vise film, som lever op til stedets særlige standard.

»Vi køber de film, vi elsker, og står inde for dem. Derfor har jeg altid sagt til publikum, at hvis de ikke syntes, filmen var god, så kunne de få pengene tilbage. Men indtil nu har ingen ønsket at få det,« siger Carsten Brandt og henviser til, at Posthus Teatret tidligere har stået for, at film af instruktører som Wim Wenders og Roy Anderson kom til landet.

www.posthusteatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu