Læsetid: 3 min.

Regeringen afviser at yde kulturinstitutioner krisehjælp

Den private støtte til kulturlivet skrumper ind på grund af finanskrisen. Men selv om det rammer kulturinstitutionerne hårdt, er der ingen hjælp at hente fra Venstre. Det møder kritik fra oppositionen, der mener, at regeringen har gjort kulturlivet alt for afhængigt af fondsstøtte
Kultur
6. november 2009

Kulturudbuddet er blevet konjunkturbestemt. Det konkluderede kulturpolitiske eksperter i Information tirsdag. Baggrunden er, at flere af de store fonde, der normalt flittigt støtter kulturelle formål, holder igen med donationerne. Uden støttekronerne får især kulturinstitutionerne svært ved at holde det nuværende niveau og finde plads i budgettet til nyerhvervelser og nyskabende projekter.

Alligevel mener Venstres kulturordfører, Troels Christensen, at der ingen grund er til at være bekymret.

»Det er vigtigt at have store og gode ambitioner for kulturen, men det er også vigtigt, at kulturinstitutionerne har styr på deres økonomi og ikke baserer sig på usikre midler,« siger han og afviser at erstatte den manglende fondsstøtte med offentlige kroner.

Den holdning er oppositionen langtfra enig i. Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, mener, at det er vigtigt at styrke den offentlig finansiering af kulturlivet.

»Det er den eneste måde at skabe et holdbart fundamentet for, at alle danskere kan opleve kunst og kultur. I stedet har vi de sidste otte år set vigende offentlige bevillinger, så de i dag er på et lavere niveau end i 2001. Så er det klart, at fondene kommer til at spille en langt større rolle, for det gør, at kunstnerne og institutionerne bliver afhængige af de private donationer,« forklarer han.

Hos SF er man heller ikke begejstret for regeringens strategi for, at private støttekroner skal gøre sig mere gældende på kulturområdet.

»Når virksomhederne trives, kan man muligvis godt få en masse kultur ud af det, men det går ikke i nedgangstider. I stedet for et stærkt kulturliv og gode kulturpolitiske beslutninger får vi et kulturliv, der er dikteret af konjunkturerne,« siger kulturordfører Pernille Frahm (SF).

Både SF og Socialdemokraterne mener, at de offentlige udgifter til kulturområdet burde stige, nu hvor private midler ikke gør sig gældende i lige så høj grad som før finanskrisen.

»Hvis man vil kalde sig selv en kulturnation, må man sørge for, at man holder kulturen i live. Et godt eksempel er Frankrig, der allerede har forhøjet det offentlige tilskud til kunst og kultur med omkring én procent,« siger Pernille Frahm.

Hun frygter, at særligt de anderledes og nytænkende projekter får svært ved at blive realiseret, hvis ikke det offentlige griber til lommen.

Ingen 'kulturpakke'

Venstres Troels Christensen er uenig og mener ikke, at færre midler til museer, teatre og koncertsteder er en trussel mod udvikling og kvalitet.

»Man må simpelthen knokle hårdere, når vi er nede i en økonomisk bølgedal. Det skaber også udvikling og innovation, når man på den måde skal tilpasse sig nye vilkår,« understreger han.

Den vurdering køber Mogens Jensen ikke:

»I så fald kunne man bruge det samme argument over for bankerne og erhvervslivet, der har fået lånepakker og kreditpakker. Der sker hele tiden udvikling i kunsten. Men det kræver finansiering,« siger han.

Troels Christensen er også uenig i, at regeringen er gået for langt i forhold til at gøre kulturinstitutionerne afhængige af den private støtte.

Han henviser til, at den private støtte kun udgør en lille del af det samlede økonomiske grundlag for kulturinstitutionerne, og at det er kulturinstitutionernes egen skyld, hvis de private donationer er blevet en sovepude.

»Der bliver allerede brugt offentlige midler på kulturområdet i stor udstrækning. Lige i øjeblikket gælder det altså om at få folk i arbejde,« siger han.

Men støtte til kulturlivet skaber netop vækst. Det mener Mogens Jensen, der undrer sig over, at det er Venstres kulturordfører selv, der skubber kulturpolitikken ned ad den politiske dagsorden. I stedet henviser han til adskillige undersøgelser fra bl.a. Copenhagen Business School, der ifølge ham slår fast, at »oplevelsesindustrien« har både høje vækstrater og en stor afledt økonomisk effekt på andre erhverv.

»Kunst og kultur er lagkagepynt for regeringen. Men kunst og kultur er en stor udviklingskraft i sig, og det har man slet ikke fattet,« siger Mogens Jensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I fuld overenstemmelse med støtte til kultur-analfabeterne/bankerne/strafprojekter/krigsliderligheden/grundlovsbrud-projekter/børnehad/racehad/administration af sociale strafenheder, og hvad fladpanderne ellers kan få dagen til at gå med.

Hvorimod alt det der skaber indhold, sammenhold, indlæring, egenskaber til fælles udbytte, jo udviser en al for stor fare for at afsløre de forsmåedes hævntogt.

Jo færre der trives, jo mere kontrol, jo mere jalousi, jo mere had,

Kryben bliver bevidst tømt, og de stopper ikke før det sidste gode hoved er tørlagt.

Uden for grænsen spørger de :

"Hvor er i ?
vi savner jer !
Hvorfor ?

Vi er.
Tak !
En forklaring om den industrielle tanke for kultur, bliver atter kastet i arenaen, på trods af historien er belæsset med fakta om det stik modsatte.

Ethvert samfunds gode er skabt af dets evne til at have plads til grædsroden. Derude ligger viden som kun kan gro, hvis den får fred og ro. Når energien bruges på overlevelse, kaster de fleste håndklædet i ringen.
Heldigvis er der en trøst, nemlig at kærligheden til faget for de viljestærke, kræver at hovedet bliver hugget af, før blodet rinder ud.

"Jeg er nød til at smutte ned i en kælder og få en øl, for jeg svæver hen over alt. Det var en stor og rig oplevelse. Jeg ved at det bliver måske kun denne ene gang jeg oplever dette, da mit liv bevæger sig i helt andre cirkler. Men hvor er det fantastisk at vide vort samfund rummer den rigdom."

En historie fra en beriget engangs "kultur -atlet," der nu ligger i hvile. Men som besøget hos bedemanden kun sker en gang, således er kulturens skrøbelighed.

Der kan sandelig siges meget sludder om kunststøtten.

(Jeg forstår ikke hvorfor den altid bliver sammenlignet med hofteoperationer!? sådan kan debatten meget nemt køre af sporet)

Troels Christensen ser åbenbart ikke så langt at den manglende fondsstøtte, div. nedskæringer i kommunale budgetter, fjernelse af huskunstnerordningen og meget andet virkelig gør livet surt for den lille faggruppe, et sted mellem 2- og 4.000 billedkunstnere.
Billedkunst er i de allerfærreste tilfælde en lukrativ forretning – I de fleste tilfælde en praksis som udøves på trods. Gennemsnits indkomsten ligger på ca. 180.000,- p.a. og det er inklusiv erhversarbejde. Et ofte glemt faktum i debatten.
Når museerne udsultes bliver der sparet, og det går ud over indkøb af kunst, og museerne laver færrer udstillinger, dvs. mindre arbejde/mindre indtjeningsmuligheder for kunstnerne. Så er huskunstnerordningen blevet stoppet, trods gode erfaringer og alt I alt giver det svære overlevelsesmuligheder for fagets udøvere. Markedet – dvs. salget af værker – er også ekstremt udsat, det er både salget til private og til institutioner, der er næsten gået I stå. Og det kunne være klædeligt for en konservativ kulturminister at tage kunstnerens produktions- og overlevelses-muligheder alvorligt.

Guderne skal vide, at der er hårdt brugt for et andet billede af dansk kultur end det DF tegner.

De skal bare kalde sig en bank, så ruller milliarderne.