ROM - En kendelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har skabt et ramaskrig i Italien. Kendelsen er resultatet af en mors kamp for at få fjernet de krucifikser, som er ophængt i klasseværelserne på hendes børns skole i det nordøstlige Italien. Den finskfødte Solie Lautsi havde indbragt sagen for det italienske retsvæsen, men fik ikke medhold ved forfatningsdomstolen. For tre år siden appellerede hun kendelsen til domstolen i Strasbourg. I starten af november fik Lautsi medhold og blev tilkendt en erstatning på 37.000 kr. fra den italienske stat:
»Krucifikset kan af børn i alle aldre nemt tolkes som et religiøst symbol, og de kan således føle, at de bliver uddannet i en skole med et bestemt religiøst præg,« hedder det i dommen.
Krucifikset blev obligatorisk i italienske skoler under fascismen, men i 1984 blev det valgfrit, da katolicismen ophørte med at være officiel statsreligion.
Regeringen har protesteret højlydt mod kendelsen:
»Det vil ikke lykkes for nogen, heller ikke for en ideologisk motiveret europæisk domstol at stjæle vores identitet,« udtalte undervisningsminister Mariastella Gelmini.
Forsvarsminister Ignazio La Russa skruede bissen på: »De kan lægge sig til at dø. Vi fjerner under alle omstændigheder ikke krucifikserne. De kan lægge sig til at dø, dem og deres forlorne internationale institutioner, som ikke er noget værd,« sagde La Russa, som angiveligt bebor en lejlighed i Milano, der i sin tid tilhørte Benito Mussolini.
Grundværdier
Borgmesteren i den sicilianske kommune Chiusa Sclafani har som reaktion på dommen bestemt, at alle klasseværelser og offentlige kontorer i kommunen skal være udstyret med krucifikser, der betegnes som »udtryk for den italienske stats civilisatoriske og kulturelle grundværdier«. Ellers vanker der en bøde på 3700 kr. Tirsdag morgen foretog politiet en inspektion af de offentlige bygninger for at sikre, at vedtægten bliver overholdt. På folkeskolen Reina di Chiusa Sclafani kunne betjentene konstatere, at der var krucifikser i alle klasseværelser. Men da de nåede til inspektørens kontor, fandt de intet kors.
»Jeg forstår ikke årsagen til vedtægten, og nu risikerer jeg en bødestraf. Ingen har fjernet krucifikserne i klasseværelserne, og jeg havde helt ærlig ikke lagt mærke til, at der manglede et på mit kontor,« siger inspektøren, Francesca Accardo, til avisen La Repubblica.
»Jeg tror på, at jeg lever i et demokrati, ikke i et diktatur. Jeg ville gerne forsætte med at arbejde med sindsro, som jeg har gjort i alle disse år,« siger Francesca Accardo, der har tænkt sig at klage til ... undervisningsminister Mariastella Gelmini.